Anonym skriver:
Kære baby.dk,
Jeg har ikke været inde på den her side i årevis. Men i dag har jeg brug for at lette mit hjerte anonymt. Jeg har simpelthen største nedtur, og jeg har brug for hjælp. Det bliver lidt langt, og det kommer til at omhandle parforhold og familieliv. Håber, I vil hjælpe mig med at svare sympatisk. Ikke-forstående kommentarer vil jeg helst frabede i den her skrøbelige situation.
Hjemme hos os har vi i morges haft et ret stort skænderi. Vi har råbt "jeg hader dig" og "jeg håber, du kører galt og dør" ad hinanden.
Årsag til det her skænderi:
I går aftes lagde mig til at sove og tændte en lydbog. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg tænkte, at det måske ville hjælpe.
Midt i at jeg tænker "hey, det her fungerer fint til at gøre mig døsig", siger min kæreste irriteret: "Har du tænkt, at den lydbog skal blive ved med at larme sådan?".
Det var ikke særlig ekstremt sagt - men jeg tog det simpelthen så tungt. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke snakke sådan til mig - som om han troede, at jeg bevidst var ude på at irritere ham.
Vi vrisser lidt ad hinanden, og min kæreste falder i søvn. Jeg ligger vågen indtil kl 1.30.
Jeg skulle op kl 7 i morges, men sov helt til kl 8.15, fordi vi i søvne havde slukket for vækkeuret. Vores søn på 2 år sov indtil jeg vækkede ham kl 8.30.
Jeg blev så irriteret pga hele situationen - jeg havde ikke sovet nok, jeg var sur, fordi min kæreste ikke lod mig høre lydbog i gåraftes, og jeg var mere grundlæggende frustreret over, at vores daglige rutiner er så meget ude på et sidespor.
Underliggende årsag:
Jeg ønsker inderligt en almindelig hverdag, hvor man står op kl 6-7, spiser morgenmad og tager på arbejde og i vuggestue. For så at komme hjem igen og spise, lægge barnet til at sove kl 19 og så selv i seng kl 22.
Men det fungerer bare ikke! Og hver gang jeg har sådan en kikset morgen som i morges, bliver jeg mega frustreret og sur på mig selv og min kæreste. Jeg skammer mig og føler mig som en dårlig forælder.
Alt for ofte ender det med, at sønnen ikke har tid til at spise morgenmad hjemme og kommer forsent i vuggestue (sådan 9.40, hvor de gerne vil have, at han møder senest 9.30). Jeg kommer også ofte for sent på arbejde, og det skaber dårlig energi.
Min kæreste er arbejdsløs og har været det i et år. Det skaber selvfølgelig også frustrationer og bekymringer om fremtid, økonomi osv.
Når vi kommer hjem kl 16, er vi ofte dødtrætte og super uenergiske. Vi orker ikke købe ind og orker ikke lave mad. Vi gør det selvfølgelig, men det er ofte med trætte kroppe. Det gør hverdagen super u-sjov. Jeg skammer mig over for min søn. Jeg er ked af, at han skal vokse op med to forældre, der er så ustrukturerede, trætte og useriøse.
Tilbage til skænderiet:
Nå. I morges snakker jeg ikke med min kæreste. Lige før jeg skal til og ud ad døren siger jeg: Hvorfor slukkede du vækkeuret i morges? Hvortil han så svarer, at det gjorde han ikke.
Så siger jeg, at han arbejdsløshed og apatiske indstilling til livet påvirker min og vores søns hverdag. Vi kommer ikke i seng til tiden, vi får ikke købt ordentligt ind, vi kommer ikke tidligt nok ud ad sengen og alt det gør, at hverdagen er en kamp at komme igennem.
Min kæreste flipper ud med det samme, fordi han ved, hvad jeg mener. Jeg har sagt det 100 gange før, og han er uenig, fordi han mener, at jeg selv har en del af skylden. Og det har jeg - jeg er ikke særlig struktureret. Jeg sløser for det meste og gør heller ikke ordentlig rent. Jeg smider med tøj og tørrer ikke op efter mig. Det er hans primære kritik af mig. Og så synes han, jeg generelt er for utilfreds og sur. Jeg skælder tit ud, fordi jeg bliver frustreret over hele situationen, hvor han mere er typen, der lader tingenge stå til.
Skælderiet ender så med, at vi får ønsket hinanden døde og siger, at vi hader hinanden. Min kæreste presser sit hovede helt tæt ind på mit hovede, mens han ryster i hele kroppen. Han har vores søn i armene, og jeg bliver meget, meget, meget ked af det hele. Jeg bliver bange og begynder at græde. Er selv vokset op med en voldelig far, og kan ikke lide, når voksne mænd bliver sure. Især ikke, når det er faren til min søn. Jeg vil virkelig ikke, at min søn skal vokse op i utrygge rammer.
Vi kan begge se, at vores søn bliver påvirket. Først prøver han at sige "stooop", men så trækker han sig ind i sig selv og siger ingenting.
Vi skændes videre og bliver begge to meget kede af det og frustrerede. Jeg ender med at sige: "Nu tager vi os sammen og siger undskyld til hinanden og fortæller vores søn, at det nok skal gå - eller skrider jeg og kommer aldrig tilbage."
Jeg ønsker virkelig, at min kæreste vælger første mulighed, og det gør han. Det lægger en dæmper på situationen, og vi får sagt farvel til hinanden i en hast - klokken er blevet 9.35, og både min søn og jeg er sene på den.
Jeg går ud i bilen med et alvorligt tudefjæs og får afleveret sønnen. Han var ikke glad for at blive afleveret. Han var selvfølgelig påvirket af skænderiet. Men pædagogerner tager sig godt af ham, og vi undgår et grædeflip.
Jeg sidder nu to timer efter og prøver at tage mig sammen til at arbejde. Det går bare ikke rigtig. Jeg tænker hele tiden på min søn og hele situationen.
Hvad skal vi dog stille op?
Det er ikke mere end 2 dage siden sidste skænderi og generelt skændes vi rigtig, rigtig meget. Vi kan have gode dage, og der kan i bedste fald gå en uge eller to mellem hvert store skælderi, men det er ved at tage pusten fra mig.
Vi har skændes i 8 år, og det bliver bare værre og værre.
At vi er kommet så langt som at kunne ønske hinanden døde, siger også lidt. Det fortæller vel om et forhold, der ikke er særlig positivt?
Det mærkelige er, at vi virkelig elsker hinanden. Vi vil virkelig. Og vi er også gode til at få snakket sammen, når bølgerne ligesom har lagt sig.
I morges kom vi da også til fornuft og fik sagt til vores søn, at det nok skulle gå. Så vi er ikke helt gået i stykker.
Men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har ikke brug for at høre, at vores forhold er kæntret eller at vi straks skal flytte hver for sig. For det kommer vi ikke til. Vores økonomiske situation (vi har kun min indtægt + en lille sum dagpenge) tillader det ikke, og vi ønsker det heller ikke inderst inde.
Jeg tror selv, at det hele bunder i, at vi begge er så utilfreds med vores liv. Jeg er utilfreds med at have så stor mangel på rutiner, mangel på penge, mangel på sex, mangel på venner, mangel på oplevelser.
Og min kæreste er selvfølgelig tynget af, at han ikke har et fast job og en almindelig hverdag. Men han er nok mest af alt tynget af, at jeg tager det hele så tungt. At jeg er så utilfreds med vores liv.
Min kæreste er en meget sympatisk og velmenende mand, der kan se bort fra alverdens problemer. Han er god til at holde humøret oppe, selvom alt sejler rundt om ham. Det er jeg bare ikke, og derfor har jeg nok drevet ham til vanvid med mit brok og mine bekymringer om fremtiden.
Jeg overvejer at kontakte en parterapeut for at lære konflikthåndtering. Problemet er bare, at det selvfølgelig koster en masse penge - og derfor er vi aldrig kommet så langt, selvom vi har snakket om det 100 gange.
Så kære babyfolk - har I nogle gode råd til et par, der bare virkelig gerne vil have en struktureret, stille og rolig hverdag, hvor der er plads til leg og udvikling hos vores barn, selvom det hele sejler lidt rundt om os?
Baggrund: Vi er 27 og 37 år, begge højtuddannede og ellers almindelige mennesker.
Kærlig hilsen fra anonyme mig <3
nu ved jeg ikke hvor ofte du har de søvn problemer, men hvis det er stort set altid, kunne det så ikke hjælpe at komme til lægen og få fundet ud af om du mon lider af DSPS? Jeg ved at det er en meget sjælden sygdom, men det er det min venindes svigerinde fejler, og det var derfor de havde så mange skænderier. Efter hun fik diagnosen kunne de få tilpasset deres hverdag, og det resulterede i stort set ingen skænderier.
Det at jeres søn trækker sig ind i sig selv er bestemt ikke godt. Min eks havde en kæreste efter mig som han ofte skændtes med, og det fik vores søn til at trække sig ind i sig selv. De var kun sammen i et par måneder, men det tog knægten næsten et år at slippe af med alle mareridtene og få ham på benene igen psykisk.
