Anonym: "Jeg håber, du kører galt og dør!"

Kære baby.dk,

Jeg har ikke været inde på den her side i årevis. Men i dag har jeg brug for at lette mit hjerte anonymt. Jeg har simpelthen største nedtur, og jeg har brug for hjælp. Det bliver lidt langt, og det kommer til at omhandle parforhold og familieliv. Håber, I vil hjælpe mig med at svare sympatisk. Ikke-forstående kommentarer vil jeg helst frabede i den her skrøbelige situation.

Hjemme hos os har vi i morges haft et ret stort skænderi. Vi har råbt "jeg hader dig" og "jeg håber, du kører galt og dør" ad hinanden. 

Årsag til det her skænderi:

I går aftes lagde mig til at sove og tændte en lydbog. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg tænkte, at det måske ville hjælpe.

Midt i at jeg tænker "hey, det her fungerer fint til at gøre mig døsig", siger min kæreste irriteret: "Har du tænkt, at den lydbog skal blive ved med at larme sådan?".

Det var ikke særlig ekstremt sagt - men jeg tog det simpelthen så tungt. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke snakke sådan til mig -  som om han troede, at jeg bevidst var ude på at irritere ham.

Vi vrisser lidt ad hinanden, og min kæreste falder i søvn. Jeg ligger vågen indtil kl 1.30.

Jeg skulle op kl 7 i morges, men sov helt til kl 8.15, fordi vi i søvne havde slukket for vækkeuret. Vores søn på 2 år sov indtil jeg vækkede ham kl 8.30.

Jeg blev så irriteret pga hele situationen - jeg havde ikke sovet nok, jeg var sur, fordi min kæreste ikke lod mig høre lydbog i gåraftes, og jeg var mere grundlæggende frustreret over, at vores daglige rutiner er så meget ude på et sidespor.

Underliggende årsag:

Jeg ønsker inderligt en almindelig hverdag, hvor man står op kl 6-7, spiser morgenmad og tager på arbejde og i vuggestue. For så at komme hjem igen og spise, lægge barnet til at sove kl 19 og så selv i seng kl 22.

Men det fungerer bare ikke! Og hver gang jeg har sådan en kikset morgen som i morges, bliver jeg mega frustreret og sur på mig selv og min kæreste. Jeg skammer mig og føler mig som en dårlig forælder.

Alt for ofte ender det med, at sønnen ikke har tid til at spise morgenmad hjemme og kommer forsent i vuggestue (sådan 9.40, hvor de gerne vil have, at han møder senest 9.30). Jeg kommer også ofte for sent på arbejde, og det skaber dårlig energi.

Min kæreste er arbejdsløs og har været det i et år. Det skaber selvfølgelig også frustrationer og bekymringer om fremtid, økonomi osv.


Når vi kommer hjem kl 16, er vi ofte dødtrætte og super uenergiske. Vi orker ikke købe ind og orker ikke lave mad. Vi gør det selvfølgelig, men det er ofte med trætte kroppe. Det gør hverdagen super u-sjov. Jeg skammer mig over for min søn. Jeg er ked af, at han skal vokse op med to forældre, der er så ustrukturerede, trætte og useriøse.

Tilbage til skænderiet:

Nå. I morges snakker jeg ikke med min kæreste. Lige før jeg skal til og ud ad døren siger jeg: Hvorfor slukkede du vækkeuret i morges? Hvortil han så svarer, at det gjorde han ikke.

Så siger jeg, at han arbejdsløshed og apatiske indstilling til livet påvirker min og vores søns hverdag. Vi kommer ikke i seng til tiden, vi får ikke købt ordentligt ind, vi kommer ikke tidligt nok ud ad sengen og alt det gør, at hverdagen er en kamp at komme igennem.

Min kæreste flipper ud med det samme, fordi han ved, hvad jeg mener. Jeg har sagt det 100 gange før, og han er uenig, fordi han mener, at jeg selv har en del af skylden. Og det har jeg - jeg er ikke særlig struktureret. Jeg sløser for det meste og gør heller ikke ordentlig rent. Jeg smider med tøj og tørrer ikke op efter mig. Det er hans primære kritik af mig. Og så synes han, jeg generelt er for utilfreds og sur. Jeg skælder tit ud, fordi jeg bliver frustreret over hele situationen, hvor han mere er typen, der lader tingenge stå til.

Skælderiet ender så med, at vi får ønsket hinanden døde og siger, at vi hader hinanden. Min kæreste presser sit hovede helt tæt ind på mit hovede, mens han ryster i hele kroppen. Han har vores søn i armene, og jeg bliver meget, meget, meget ked af det hele. Jeg bliver bange og begynder at græde. Er selv vokset op med en voldelig far, og kan ikke lide, når voksne mænd bliver sure. Især ikke, når det er faren til min søn. Jeg vil virkelig ikke, at min søn skal vokse op i utrygge rammer.

Vi kan begge se, at vores søn bliver påvirket. Først prøver han at sige "stooop", men så trækker han sig ind i sig selv og siger ingenting.

Vi skændes videre og bliver begge to meget kede af det og frustrerede. Jeg ender med at sige: "Nu tager vi os sammen og siger undskyld til hinanden og fortæller vores søn, at det nok skal gå - eller skrider jeg og kommer aldrig tilbage."

Jeg ønsker virkelig, at min kæreste vælger første mulighed, og det gør han. Det lægger en dæmper på situationen, og vi får sagt farvel til hinanden i en hast - klokken er blevet 9.35, og både min søn og jeg er sene på den.

Jeg går ud i bilen med et alvorligt tudefjæs og får afleveret sønnen. Han var ikke glad for at blive afleveret. Han var selvfølgelig påvirket af skænderiet. Men pædagogerner tager sig godt af ham, og vi undgår et grædeflip.


Jeg sidder nu to timer efter og prøver at tage mig sammen til at arbejde. Det går bare ikke rigtig. Jeg tænker hele tiden på min søn og hele situationen.

Hvad skal vi dog stille op?


Det er ikke mere end 2 dage siden sidste skænderi og generelt skændes vi rigtig, rigtig meget. Vi kan have gode dage, og der kan i bedste fald gå en uge eller to mellem hvert store skælderi, men det er ved at tage pusten fra mig.

Vi har skændes i 8 år, og det bliver bare værre og værre.

At vi er kommet så langt som at kunne ønske hinanden døde, siger også lidt. Det fortæller vel om et forhold, der ikke er særlig positivt?

Det mærkelige er, at vi virkelig elsker hinanden. Vi vil virkelig. Og vi er også gode til at få snakket sammen, når bølgerne ligesom har lagt sig.

I morges kom vi da også til fornuft og fik sagt til vores søn, at det nok skulle gå. Så vi er ikke helt gået i stykker.

Men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har ikke brug for at høre, at vores forhold er kæntret eller at vi straks skal flytte hver for sig. For det kommer vi ikke til. Vores økonomiske situation (vi har kun min indtægt + en lille sum dagpenge) tillader det ikke, og vi ønsker det heller ikke inderst inde.

Jeg tror selv, at det hele bunder i, at vi begge er så utilfreds med vores liv. Jeg er utilfreds med at have så stor mangel på rutiner, mangel på penge, mangel på sex, mangel på venner, mangel på oplevelser.

Og min kæreste er selvfølgelig tynget af, at han ikke har et fast job og en almindelig hverdag. Men han er nok mest af alt tynget af, at jeg tager det hele så tungt. At jeg er så utilfreds med vores liv.

Min kæreste er en meget sympatisk og velmenende mand, der kan se bort fra alverdens problemer. Han er god til at holde humøret oppe, selvom alt sejler rundt om ham. Det er jeg bare ikke, og derfor har jeg nok drevet ham til vanvid med mit brok og mine bekymringer om fremtiden.

Jeg overvejer at kontakte en parterapeut for at lære konflikthåndtering. Problemet er bare, at det selvfølgelig koster en masse penge - og derfor er vi aldrig kommet så langt, selvom vi har snakket om det 100 gange.

Så kære babyfolk - har I nogle gode råd til et par, der bare virkelig gerne vil have en struktureret, stille og rolig hverdag, hvor der er plads til leg og udvikling hos vores barn, selvom det hele sejler lidt rundt om os?

Baggrund: Vi er 27 og 37 år, begge højtuddannede og ellers almindelige mennesker.

Kærlig hilsen fra anonyme mig <3

Hold da op !

Hvordan kan i overhovedet synes det her er i orden over for jeres lille søn

Jeg er dybtt urolig og bekymret 

Du er vel voksen? 

Så stå op tag ansvar om ikke andet for dit barn 

Han kommer afsted uden morgenmad selv om det er langt oppe ad formiddagen det er fanme ikke ok 

I tåber og skriger skaber jer som børn imens han er der og du beskriver selv hvor bange han er  

Og endelig så lige dig på sofaen hvis du har brug for at høre lydbog hvor andre gerne vil sove det er almindelig respekt for at andre godt kan sove det er ikke din kæreste job at tilsidesætte hans behov for søvn for dig.

Ta jer sammen begge 2 og start med at søg proff hjælp i familie rådgivning på kommunen inden de selv kommer på banen over for jeres lille dreng der næppe trives i sådan et kaotisk ustruktureret hjem 

Anonym rådgivning er der forresten så i kan roligt henvende jer. Og ja mit indlæg er hårdt men når man er så gamle som i er og i har et barn der er midt i jeres kaos 

"Hvordan kan i overhovedet synes det her er i orden over for jeres lille søn"

--> Hvis du læser indlægget kan du jo se, at vi ikke synes, det er i orden? Derfor beder jeg om kvalificeret bud på hjælp til at få brudt mønstret

"Du er vel voksen?"

--> Ja, det er jeg. Du kan læse i bunden af indlægget, at jeg er 27 år. Men mig vidende har alder ikke noget at gøre med, om man kan ende i eksistentielle kriser eller med problemer i parforholdet.

"Han kommer afsted uden morgenmad selv om det er langt oppe ad formiddagen det er fanme ikke ok"

--> Selvfølgelig går han ikke sulten. Det er ikke langt op af formiddagen for ham, når han ikke er vågnet for mere end 30 minutter siden. Og desuden får han selvfølgelig morgenmad i vuggestuen, når han ikke spiser hjemme.

Carina, jeg deler virkelig din forargelse, når jeg ser på situationen udefra. Jeg sætter pris på dit svar, men jeg jeg skriver jo klart og tydeligt, at jeg ikke ønsker usympatiske og uforstående tilbagemeldinger.

Det handler jo ikke om at "tage sig sammen", når man eksistensielt er kommet på afveje. Det handler om at få hjælp til at bryde mønstret.

Og udskamning af mennesker, der allerede har indset sine fejl hører godt nok også bare det forrige årtusinde til. Troede egentlig, vi var kommet længere.

Undskyld men tag dig sammen. 

Du skal til at tænke på jeres barn og ikke på dig selv.

i sover over kan alle gøre men så tit nej pas jeres seng find igen rytme ja din mand er arbejdsløs men betyder det du ikke kan gå i seng ? Og i ikke kan stå tidlig op om morgen stil din mobil så du kommer op og ikke give kæresten skylden.

kæresten går hjemme hvorfor er der ikke handlet ind?

der er ingen undskyldninger ud over i skal tage bukserne op og især for jeres barns skyld.

lige pt går vi begge hjemme uden arbejde. Vi hader det fordi vi elsker at arbejde men det slet fordi vi begge er nyuddannet. 

Men vi laver madplan og handler ind og gjorde vi også før selv om jeg nogle gange arbejde 52 timer på en uge så skulle der handles og laves mad. 

Selv om vi går hjemme hedder det senest kl 22 før vi går i seng fordi vi skal op med vores søn i skole og vi skal søge job lave ansøgninger og kursus hvor jeg går lige nu. 

Ja vi kan også blive sure på hinanden her hjemme men vi har en regl inden vi går iseng eller ud af døren er vi gode venner fordi jeg elsker min mand og hvis der skulle ske noget skulle det ikke slutte med vi skændes og jeg kunne aldrig drømme om at sige han skulle dø.

mit råd er 100% parterapi og måske nogle timer ved en psykolog for jeres forhold lyder meget usundt.

ja det er hård ord jeg skriver men det er meget skræmmende detaljer du skriver 

Anonym skriver:

Kære baby.dk,

 

Jeg har ikke været inde på den her side i årevis. Men i dag har jeg brug for at lette mit hjerte anonymt. Jeg har simpelthen største nedtur, og jeg har brug for hjælp. Det bliver lidt langt, og det kommer til at omhandle parforhold og familieliv. Håber, I vil hjælpe mig med at svare sympatisk. Ikke-forstående kommentarer vil jeg helst frabede i den her skrøbelige situation.

 

Hjemme hos os har vi i morges haft et ret stort skænderi. Vi har råbt "jeg hader dig" og "jeg håber, du kører galt og dør" ad hinanden. 

Årsag til det her skænderi:

I går aftes lagde mig til at sove og tændte en lydbog. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg tænkte, at det måske ville hjælpe.

Midt i at jeg tænker "hey, det her fungerer fint til at gøre mig døsig", siger min kæreste irriteret: "Har du tænkt, at den lydbog skal blive ved med at larme sådan?".

Det var ikke særlig ekstremt sagt - men jeg tog det simpelthen så tungt. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke snakke sådan til mig -  som om han troede, at jeg bevidst var ude på at irritere ham.

Vi vrisser lidt ad hinanden, og min kæreste falder i søvn. Jeg ligger vågen indtil kl 1.30.

Jeg skulle op kl 7 i morges, men sov helt til kl 8.15, fordi vi i søvne havde slukket for vækkeuret. Vores søn på 2 år sov indtil jeg vækkede ham kl 8.30.

Jeg blev så irriteret pga hele situationen - jeg havde ikke sovet nok, jeg var sur, fordi min kæreste ikke lod mig høre lydbog i gåraftes, og jeg var mere grundlæggende frustreret over, at vores daglige rutiner er så meget ude på et sidespor.

Underliggende årsag:

Jeg ønsker inderligt en almindelig hverdag, hvor man står op kl 6-7, spiser morgenmad og tager på arbejde og i vuggestue. For så at komme hjem igen og spise, lægge barnet til at sove kl 19 og så selv i seng kl 22.

Men det fungerer bare ikke! Og hver gang jeg har sådan en kikset morgen som i morges, bliver jeg mega frustreret og sur på mig selv og min kæreste. Jeg skammer mig og føler mig som en dårlig forælder.

Alt for ofte ender det med, at sønnen ikke har tid til at spise morgenmad hjemme og kommer forsent i vuggestue (sådan 9.40, hvor de gerne vil have, at han møder senest 9.30). Jeg kommer også ofte for sent på arbejde, og det skaber dårlig energi.

Min kæreste er arbejdsløs og har været det i et år. Det skaber selvfølgelig også frustrationer og bekymringer om fremtid, økonomi osv.


Når vi kommer hjem kl 16, er vi ofte dødtrætte og super uenergiske. Vi orker ikke købe ind og orker ikke lave mad. Vi gør det selvfølgelig, men det er ofte med trætte kroppe. Det gør hverdagen super u-sjov. Jeg skammer mig over for min søn. Jeg er ked af, at han skal vokse op med to forældre, der er så ustrukturerede, trætte og useriøse.

Tilbage til skænderiet:

Nå. I morges snakker jeg ikke med min kæreste. Lige før jeg skal til og ud ad døren siger jeg: Hvorfor slukkede du vækkeuret i morges? Hvortil han så svarer, at det gjorde han ikke.

Så siger jeg, at han arbejdsløshed og apatiske indstilling til livet påvirker min og vores søns hverdag. Vi kommer ikke i seng til tiden, vi får ikke købt ordentligt ind, vi kommer ikke tidligt nok ud ad sengen og alt det gør, at hverdagen er en kamp at komme igennem.

Min kæreste flipper ud med det samme, fordi han ved, hvad jeg mener. Jeg har sagt det 100 gange før, og han er uenig, fordi han mener, at jeg selv har en del af skylden. Og det har jeg - jeg er ikke særlig struktureret. Jeg sløser for det meste og gør heller ikke ordentlig rent. Jeg smider med tøj og tørrer ikke op efter mig. Det er hans primære kritik af mig. Og så synes han, jeg generelt er for utilfreds og sur. Jeg skælder tit ud, fordi jeg bliver frustreret over hele situationen, hvor han mere er typen, der lader tingenge stå til.

Skælderiet ender så med, at vi får ønsket hinanden døde og siger, at vi hader hinanden. Min kæreste presser sit hovede helt tæt ind på mit hovede, mens han ryster i hele kroppen. Han har vores søn i armene, og jeg bliver meget, meget, meget ked af det hele. Jeg bliver bange og begynder at græde. Er selv vokset op med en voldelig far, og kan ikke lide, når voksne mænd bliver sure. Især ikke, når det er faren til min søn. Jeg vil virkelig ikke, at min søn skal vokse op i utrygge rammer.

Vi kan begge se, at vores søn bliver påvirket. Først prøver han at sige "stooop", men så trækker han sig ind i sig selv og siger ingenting.

Vi skændes videre og bliver begge to meget kede af det og frustrerede. Jeg ender med at sige: "Nu tager vi os sammen og siger undskyld til hinanden og fortæller vores søn, at det nok skal gå - eller skrider jeg og kommer aldrig tilbage."

Jeg ønsker virkelig, at min kæreste vælger første mulighed, og det gør han. Det lægger en dæmper på situationen, og vi får sagt farvel til hinanden i en hast - klokken er blevet 9.35, og både min søn og jeg er sene på den.

Jeg går ud i bilen med et alvorligt tudefjæs og får afleveret sønnen. Han var ikke glad for at blive afleveret. Han var selvfølgelig påvirket af skænderiet. Men pædagogerner tager sig godt af ham, og vi undgår et grædeflip.


Jeg sidder nu to timer efter og prøver at tage mig sammen til at arbejde. Det går bare ikke rigtig. Jeg tænker hele tiden på min søn og hele situationen.

Hvad skal vi dog stille op?


Det er ikke mere end 2 dage siden sidste skænderi og generelt skændes vi rigtig, rigtig meget. Vi kan have gode dage, og der kan i bedste fald gå en uge eller to mellem hvert store skælderi, men det er ved at tage pusten fra mig.

Vi har skændes i 8 år, og det bliver bare værre og værre.

At vi er kommet så langt som at kunne ønske hinanden døde, siger også lidt. Det fortæller vel om et forhold, der ikke er særlig positivt?

Det mærkelige er, at vi virkelig elsker hinanden. Vi vil virkelig. Og vi er også gode til at få snakket sammen, når bølgerne ligesom har lagt sig.

I morges kom vi da også til fornuft og fik sagt til vores søn, at det nok skulle gå. Så vi er ikke helt gået i stykker.

Men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har ikke brug for at høre, at vores forhold er kæntret eller at vi straks skal flytte hver for sig. For det kommer vi ikke til. Vores økonomiske situation (vi har kun min indtægt + en lille sum dagpenge) tillader det ikke, og vi ønsker det heller ikke inderst inde.

Jeg tror selv, at det hele bunder i, at vi begge er så utilfreds med vores liv. Jeg er utilfreds med at have så stor mangel på rutiner, mangel på penge, mangel på sex, mangel på venner, mangel på oplevelser.

Og min kæreste er selvfølgelig tynget af, at han ikke har et fast job og en almindelig hverdag. Men han er nok mest af alt tynget af, at jeg tager det hele så tungt. At jeg er så utilfreds med vores liv.

Min kæreste er en meget sympatisk og velmenende mand, der kan se bort fra alverdens problemer. Han er god til at holde humøret oppe, selvom alt sejler rundt om ham. Det er jeg bare ikke, og derfor har jeg nok drevet ham til vanvid med mit brok og mine bekymringer om fremtiden.

Jeg overvejer at kontakte en parterapeut for at lære konflikthåndtering. Problemet er bare, at det selvfølgelig koster en masse penge - og derfor er vi aldrig kommet så langt, selvom vi har snakket om det 100 gange.

Så kære babyfolk - har I nogle gode råd til et par, der bare virkelig gerne vil have en struktureret, stille og rolig hverdag, hvor der er plads til leg og udvikling hos vores barn, selvom det hele sejler lidt rundt om os?

Baggrund: Vi er 27 og 37 år, begge højtuddannede og ellers almindelige mennesker.

 

Kærlig hilsen fra anonyme mig <3

 

 

 

I er lige gode om ting. Men jeg synes du bliver hurtigt irriteret. 

Jeg ville også blive irriteret hvis min partner valgte at høre lydbog inde i sengen, hvis jeg ville sove, for så ville jeg ikke kunne falde i søvn. (hvad med ørepropper, eller lægge dig ind på sofaen).. 

At I ikke kommer op, har du ikke en mobil du kan sætte hvis du gerne vil op tidligere? Det kan vel ikke være hans ansvar at du kommer op. Så hvis du vil op 6-7, så må du sætte din alarm og stå op. Længere er den ik. 

Men i er seriøs nød til at snakke sammen eller med en prof. For det er sku synd for jeres søn, at hans forældre ikke kan opfører sig voksent. 

8år og i valgte at sætte et barn i verden, uden at få styr på det? 

I er nød til at finde ud af hvad I vil. Om det skal være jer eller ej. 

Anonym skriver:

Carina, jeg forstår din forargelse. Men det var da et ufattelig hårdt formuleret svar til en person, der er på randen til et sammenbrud. Jeg sætter pris på dit svar, men jeg jeg skriver jo klart og tydeligt, at jeg ikke ønsker usympatiske og uforstående tilbagemeldinger.

Det handler jo ikke om at "tage sig sammen", når man eksistensielt er kommet på afveje. Det handler om at få hjælp til at bryde mønstret.

Og udskamning af mennesker, der allerede har indset sine fejl hører godt nok også bare det forrige årtusinde til. Troede egentlig, vi var kommet længere.

Tja måske men jeg tænker på din søn og forstår på ingen måder at du kan skrive om et lille barn der ikke engang får sine basale behov dækket.

Det du beskriver er omsorgssvigt og ja det er godt du selv kan se du skal gøre noget for jeg tænker at der er nogen der snart kommer på banen hvis din søn jævnligt kommer så sent uden at have spist og bange og ked af det.

Sæt dit eget behov til side glem at det er synd for dig og kontakt anonym familieråd gisninger i dag. 

Anonym skriver:

Kære baby.dk,

 

Jeg har ikke været inde på den her side i årevis. Men i dag har jeg brug for at lette mit hjerte anonymt. Jeg har simpelthen største nedtur, og jeg har brug for hjælp. Det bliver lidt langt, og det kommer til at omhandle parforhold og familieliv. Håber, I vil hjælpe mig med at svare sympatisk. Ikke-forstående kommentarer vil jeg helst frabede i den her skrøbelige situation.

 

Hjemme hos os har vi i morges haft et ret stort skænderi. Vi har råbt "jeg hader dig" og "jeg håber, du kører galt og dør" ad hinanden. 

Årsag til det her skænderi:

I går aftes lagde mig til at sove og tændte en lydbog. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg tænkte, at det måske ville hjælpe.

Midt i at jeg tænker "hey, det her fungerer fint til at gøre mig døsig", siger min kæreste irriteret: "Har du tænkt, at den lydbog skal blive ved med at larme sådan?".

Det var ikke særlig ekstremt sagt - men jeg tog det simpelthen så tungt. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke snakke sådan til mig -  som om han troede, at jeg bevidst var ude på at irritere ham.

Vi vrisser lidt ad hinanden, og min kæreste falder i søvn. Jeg ligger vågen indtil kl 1.30.

Jeg skulle op kl 7 i morges, men sov helt til kl 8.15, fordi vi i søvne havde slukket for vækkeuret. Vores søn på 2 år sov indtil jeg vækkede ham kl 8.30.

Jeg blev så irriteret pga hele situationen - jeg havde ikke sovet nok, jeg var sur, fordi min kæreste ikke lod mig høre lydbog i gåraftes, og jeg var mere grundlæggende frustreret over, at vores daglige rutiner er så meget ude på et sidespor.

Underliggende årsag:

Jeg ønsker inderligt en almindelig hverdag, hvor man står op kl 6-7, spiser morgenmad og tager på arbejde og i vuggestue. For så at komme hjem igen og spise, lægge barnet til at sove kl 19 og så selv i seng kl 22.

Men det fungerer bare ikke! Og hver gang jeg har sådan en kikset morgen som i morges, bliver jeg mega frustreret og sur på mig selv og min kæreste. Jeg skammer mig og føler mig som en dårlig forælder.

Alt for ofte ender det med, at sønnen ikke har tid til at spise morgenmad hjemme og kommer forsent i vuggestue (sådan 9.40, hvor de gerne vil have, at han møder senest 9.30). Jeg kommer også ofte for sent på arbejde, og det skaber dårlig energi.

Min kæreste er arbejdsløs og har været det i et år. Det skaber selvfølgelig også frustrationer og bekymringer om fremtid, økonomi osv.


Når vi kommer hjem kl 16, er vi ofte dødtrætte og super uenergiske. Vi orker ikke købe ind og orker ikke lave mad. Vi gør det selvfølgelig, men det er ofte med trætte kroppe. Det gør hverdagen super u-sjov. Jeg skammer mig over for min søn. Jeg er ked af, at han skal vokse op med to forældre, der er så ustrukturerede, trætte og useriøse.

Tilbage til skænderiet:

Nå. I morges snakker jeg ikke med min kæreste. Lige før jeg skal til og ud ad døren siger jeg: Hvorfor slukkede du vækkeuret i morges? Hvortil han så svarer, at det gjorde han ikke.

Så siger jeg, at han arbejdsløshed og apatiske indstilling til livet påvirker min og vores søns hverdag. Vi kommer ikke i seng til tiden, vi får ikke købt ordentligt ind, vi kommer ikke tidligt nok ud ad sengen og alt det gør, at hverdagen er en kamp at komme igennem.

Min kæreste flipper ud med det samme, fordi han ved, hvad jeg mener. Jeg har sagt det 100 gange før, og han er uenig, fordi han mener, at jeg selv har en del af skylden. Og det har jeg - jeg er ikke særlig struktureret. Jeg sløser for det meste og gør heller ikke ordentlig rent. Jeg smider med tøj og tørrer ikke op efter mig. Det er hans primære kritik af mig. Og så synes han, jeg generelt er for utilfreds og sur. Jeg skælder tit ud, fordi jeg bliver frustreret over hele situationen, hvor han mere er typen, der lader tingenge stå til.

Skælderiet ender så med, at vi får ønsket hinanden døde og siger, at vi hader hinanden. Min kæreste presser sit hovede helt tæt ind på mit hovede, mens han ryster i hele kroppen. Han har vores søn i armene, og jeg bliver meget, meget, meget ked af det hele. Jeg bliver bange og begynder at græde. Er selv vokset op med en voldelig far, og kan ikke lide, når voksne mænd bliver sure. Især ikke, når det er faren til min søn. Jeg vil virkelig ikke, at min søn skal vokse op i utrygge rammer.

Vi kan begge se, at vores søn bliver påvirket. Først prøver han at sige "stooop", men så trækker han sig ind i sig selv og siger ingenting.

Vi skændes videre og bliver begge to meget kede af det og frustrerede. Jeg ender med at sige: "Nu tager vi os sammen og siger undskyld til hinanden og fortæller vores søn, at det nok skal gå - eller skrider jeg og kommer aldrig tilbage."

Jeg ønsker virkelig, at min kæreste vælger første mulighed, og det gør han. Det lægger en dæmper på situationen, og vi får sagt farvel til hinanden i en hast - klokken er blevet 9.35, og både min søn og jeg er sene på den.

Jeg går ud i bilen med et alvorligt tudefjæs og får afleveret sønnen. Han var ikke glad for at blive afleveret. Han var selvfølgelig påvirket af skænderiet. Men pædagogerner tager sig godt af ham, og vi undgår et grædeflip.


Jeg sidder nu to timer efter og prøver at tage mig sammen til at arbejde. Det går bare ikke rigtig. Jeg tænker hele tiden på min søn og hele situationen.

Hvad skal vi dog stille op?


Det er ikke mere end 2 dage siden sidste skænderi og generelt skændes vi rigtig, rigtig meget. Vi kan have gode dage, og der kan i bedste fald gå en uge eller to mellem hvert store skælderi, men det er ved at tage pusten fra mig.

Vi har skændes i 8 år, og det bliver bare værre og værre.

At vi er kommet så langt som at kunne ønske hinanden døde, siger også lidt. Det fortæller vel om et forhold, der ikke er særlig positivt?

Det mærkelige er, at vi virkelig elsker hinanden. Vi vil virkelig. Og vi er også gode til at få snakket sammen, når bølgerne ligesom har lagt sig.

I morges kom vi da også til fornuft og fik sagt til vores søn, at det nok skulle gå. Så vi er ikke helt gået i stykker.

Men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har ikke brug for at høre, at vores forhold er kæntret eller at vi straks skal flytte hver for sig. For det kommer vi ikke til. Vores økonomiske situation (vi har kun min indtægt + en lille sum dagpenge) tillader det ikke, og vi ønsker det heller ikke inderst inde.

Jeg tror selv, at det hele bunder i, at vi begge er så utilfreds med vores liv. Jeg er utilfreds med at have så stor mangel på rutiner, mangel på penge, mangel på sex, mangel på venner, mangel på oplevelser.

Og min kæreste er selvfølgelig tynget af, at han ikke har et fast job og en almindelig hverdag. Men han er nok mest af alt tynget af, at jeg tager det hele så tungt. At jeg er så utilfreds med vores liv.

Min kæreste er en meget sympatisk og velmenende mand, der kan se bort fra alverdens problemer. Han er god til at holde humøret oppe, selvom alt sejler rundt om ham. Det er jeg bare ikke, og derfor har jeg nok drevet ham til vanvid med mit brok og mine bekymringer om fremtiden.

Jeg overvejer at kontakte en parterapeut for at lære konflikthåndtering. Problemet er bare, at det selvfølgelig koster en masse penge - og derfor er vi aldrig kommet så langt, selvom vi har snakket om det 100 gange.

Så kære babyfolk - har I nogle gode råd til et par, der bare virkelig gerne vil have en struktureret, stille og rolig hverdag, hvor der er plads til leg og udvikling hos vores barn, selvom det hele sejler lidt rundt om os?

Baggrund: Vi er 27 og 37 år, begge højtuddannede og ellers almindelige mennesker.

 

Kærlig hilsen fra anonyme mig <3

 

 

 

Hej

Du påpeger problemerne meget klart og tydeligt, men jeg kan ikke forstå, at du så ikke ændre tingene. Når man ved hvor problemerne ligger eller hvordan problemerne ser ud - så vil jeg mene at det er nemt at få ændret dem - dette kræver hårdt arbejde. I har et barn sammen - så tag jer sammen, hvis ikke for familiens skyld - så gør det for barnet. Desuden vil der i alle forhold være op og nedture - 

Anonym skriver:

Kære baby.dk,

 

Jeg har ikke været inde på den her side i årevis. Men i dag har jeg brug for at lette mit hjerte anonymt. Jeg har simpelthen største nedtur, og jeg har brug for hjælp. Det bliver lidt langt, og det kommer til at omhandle parforhold og familieliv. Håber, I vil hjælpe mig med at svare sympatisk. Ikke-forstående kommentarer vil jeg helst frabede i den her skrøbelige situation.

 

Hjemme hos os har vi i morges haft et ret stort skænderi. Vi har råbt "jeg hader dig" og "jeg håber, du kører galt og dør" ad hinanden. 

Årsag til det her skænderi:

I går aftes lagde mig til at sove og tændte en lydbog. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg tænkte, at det måske ville hjælpe.

Midt i at jeg tænker "hey, det her fungerer fint til at gøre mig døsig", siger min kæreste irriteret: "Har du tænkt, at den lydbog skal blive ved med at larme sådan?".

Det var ikke særlig ekstremt sagt - men jeg tog det simpelthen så tungt. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke snakke sådan til mig -  som om han troede, at jeg bevidst var ude på at irritere ham.

Vi vrisser lidt ad hinanden, og min kæreste falder i søvn. Jeg ligger vågen indtil kl 1.30.

Jeg skulle op kl 7 i morges, men sov helt til kl 8.15, fordi vi i søvne havde slukket for vækkeuret. Vores søn på 2 år sov indtil jeg vækkede ham kl 8.30.

Jeg blev så irriteret pga hele situationen - jeg havde ikke sovet nok, jeg var sur, fordi min kæreste ikke lod mig høre lydbog i gåraftes, og jeg var mere grundlæggende frustreret over, at vores daglige rutiner er så meget ude på et sidespor.

Underliggende årsag:

Jeg ønsker inderligt en almindelig hverdag, hvor man står op kl 6-7, spiser morgenmad og tager på arbejde og i vuggestue. For så at komme hjem igen og spise, lægge barnet til at sove kl 19 og så selv i seng kl 22.

Men det fungerer bare ikke! Og hver gang jeg har sådan en kikset morgen som i morges, bliver jeg mega frustreret og sur på mig selv og min kæreste. Jeg skammer mig og føler mig som en dårlig forælder.

Alt for ofte ender det med, at sønnen ikke har tid til at spise morgenmad hjemme og kommer forsent i vuggestue (sådan 9.40, hvor de gerne vil have, at han møder senest 9.30). Jeg kommer også ofte for sent på arbejde, og det skaber dårlig energi.

Min kæreste er arbejdsløs og har været det i et år. Det skaber selvfølgelig også frustrationer og bekymringer om fremtid, økonomi osv.


Når vi kommer hjem kl 16, er vi ofte dødtrætte og super uenergiske. Vi orker ikke købe ind og orker ikke lave mad. Vi gør det selvfølgelig, men det er ofte med trætte kroppe. Det gør hverdagen super u-sjov. Jeg skammer mig over for min søn. Jeg er ked af, at han skal vokse op med to forældre, der er så ustrukturerede, trætte og useriøse.

Tilbage til skænderiet:

Nå. I morges snakker jeg ikke med min kæreste. Lige før jeg skal til og ud ad døren siger jeg: Hvorfor slukkede du vækkeuret i morges? Hvortil han så svarer, at det gjorde han ikke.

Så siger jeg, at han arbejdsløshed og apatiske indstilling til livet påvirker min og vores søns hverdag. Vi kommer ikke i seng til tiden, vi får ikke købt ordentligt ind, vi kommer ikke tidligt nok ud ad sengen og alt det gør, at hverdagen er en kamp at komme igennem.

Min kæreste flipper ud med det samme, fordi han ved, hvad jeg mener. Jeg har sagt det 100 gange før, og han er uenig, fordi han mener, at jeg selv har en del af skylden. Og det har jeg - jeg er ikke særlig struktureret. Jeg sløser for det meste og gør heller ikke ordentlig rent. Jeg smider med tøj og tørrer ikke op efter mig. Det er hans primære kritik af mig. Og så synes han, jeg generelt er for utilfreds og sur. Jeg skælder tit ud, fordi jeg bliver frustreret over hele situationen, hvor han mere er typen, der lader tingenge stå til.

Skælderiet ender så med, at vi får ønsket hinanden døde og siger, at vi hader hinanden. Min kæreste presser sit hovede helt tæt ind på mit hovede, mens han ryster i hele kroppen. Han har vores søn i armene, og jeg bliver meget, meget, meget ked af det hele. Jeg bliver bange og begynder at græde. Er selv vokset op med en voldelig far, og kan ikke lide, når voksne mænd bliver sure. Især ikke, når det er faren til min søn. Jeg vil virkelig ikke, at min søn skal vokse op i utrygge rammer.

Vi kan begge se, at vores søn bliver påvirket. Først prøver han at sige "stooop", men så trækker han sig ind i sig selv og siger ingenting.

Vi skændes videre og bliver begge to meget kede af det og frustrerede. Jeg ender med at sige: "Nu tager vi os sammen og siger undskyld til hinanden og fortæller vores søn, at det nok skal gå - eller skrider jeg og kommer aldrig tilbage."

Jeg ønsker virkelig, at min kæreste vælger første mulighed, og det gør han. Det lægger en dæmper på situationen, og vi får sagt farvel til hinanden i en hast - klokken er blevet 9.35, og både min søn og jeg er sene på den.

Jeg går ud i bilen med et alvorligt tudefjæs og får afleveret sønnen. Han var ikke glad for at blive afleveret. Han var selvfølgelig påvirket af skænderiet. Men pædagogerner tager sig godt af ham, og vi undgår et grædeflip.


Jeg sidder nu to timer efter og prøver at tage mig sammen til at arbejde. Det går bare ikke rigtig. Jeg tænker hele tiden på min søn og hele situationen.

Hvad skal vi dog stille op?


Det er ikke mere end 2 dage siden sidste skænderi og generelt skændes vi rigtig, rigtig meget. Vi kan have gode dage, og der kan i bedste fald gå en uge eller to mellem hvert store skælderi, men det er ved at tage pusten fra mig.

Vi har skændes i 8 år, og det bliver bare værre og værre.

At vi er kommet så langt som at kunne ønske hinanden døde, siger også lidt. Det fortæller vel om et forhold, der ikke er særlig positivt?

Det mærkelige er, at vi virkelig elsker hinanden. Vi vil virkelig. Og vi er også gode til at få snakket sammen, når bølgerne ligesom har lagt sig.

I morges kom vi da også til fornuft og fik sagt til vores søn, at det nok skulle gå. Så vi er ikke helt gået i stykker.

Men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har ikke brug for at høre, at vores forhold er kæntret eller at vi straks skal flytte hver for sig. For det kommer vi ikke til. Vores økonomiske situation (vi har kun min indtægt + en lille sum dagpenge) tillader det ikke, og vi ønsker det heller ikke inderst inde.

Jeg tror selv, at det hele bunder i, at vi begge er så utilfreds med vores liv. Jeg er utilfreds med at have så stor mangel på rutiner, mangel på penge, mangel på sex, mangel på venner, mangel på oplevelser.

Og min kæreste er selvfølgelig tynget af, at han ikke har et fast job og en almindelig hverdag. Men han er nok mest af alt tynget af, at jeg tager det hele så tungt. At jeg er så utilfreds med vores liv.

Min kæreste er en meget sympatisk og velmenende mand, der kan se bort fra alverdens problemer. Han er god til at holde humøret oppe, selvom alt sejler rundt om ham. Det er jeg bare ikke, og derfor har jeg nok drevet ham til vanvid med mit brok og mine bekymringer om fremtiden.

Jeg overvejer at kontakte en parterapeut for at lære konflikthåndtering. Problemet er bare, at det selvfølgelig koster en masse penge - og derfor er vi aldrig kommet så langt, selvom vi har snakket om det 100 gange.

Så kære babyfolk - har I nogle gode råd til et par, der bare virkelig gerne vil have en struktureret, stille og rolig hverdag, hvor der er plads til leg og udvikling hos vores barn, selvom det hele sejler lidt rundt om os?

Baggrund: Vi er 27 og 37 år, begge højtuddannede og ellers almindelige mennesker.

 

Kærlig hilsen fra anonyme mig <3

 

 

 

 Først og fremmest; Det kunne have været mig der skrev det her indlæg!!

Dernæst, i skal nok klare det, Herhjemme er vi i samme båd, dog er det mig der går hjemme og manden der tager på arbejde.

Det er svært at komme op om morgenen, i sær hvis ikke man har fået sovet nok, lydbog er måske meget drastisk, men man kan finde mange apps med beroligende lyde (bølger mod strand osv. Muji to relax er et godt bud og der kan sættes timer på, så den automatisk slukker)

Her har det virket at lægge uret (læs telefonen) langt væk fra sengen så jeg er nødt til at rejse mig for at slukke den.

det har gjort underværker.    

Din mand er selvfølgelig også frustreret over at gå hjemme, men har bare lettere ved at skjule det, hvor vi kvinder himler op med det samme og ser både bål og brand og har alt for mange katastrofe tanker om fremtiden.

slap af, det skal nok gå. 

Giv ham opgaver der skal laves i løbet af dagen, tøjvask, rengøring madlavning eller hvad i nu kan finde på, så er det klaret til du kommer hjem og i har ro til at slappe af.
Herhjemme tager vi det over morgenmaden, altså finder ud af hvad jeg "skal" nå i løbet af dagen (med mindre der er møder eller andet)

I dag f.eks. står den på tøjvask, oprydning og støvsugning, det holder mig i gang og holder den apati væk, som ofte dukker op når man går hjemme.

Det er ikke OK at skændes foran sine børn, men nogle gange sker det og følelserne tager overhånd, jeg gætter på at mange har været der, inkl. mig selv, vi har råbt og skreget af hinanden, mens datteren var der, men det er et overstået kapitel, vi har ikke fået professionel hjælp, derimod har jeg arbejdet meget med mig selv, hvilket jeg også tror du skal.

Ja det er da mega irriterende at man mangler penge, men det kan klares med en god madplan og masser af planlægning.

venner har vi heller ikke mange af, men jeg har fundet ro med det og det tror jeg også du skal, når der engang er ro på kan du altid søge på facebook, der er masser af "venninder søges"-grupper.

Det med sex, det kommer... når der er ro på jer og jeres situation.

hvis i får afklaret jeres forventninger til hinanden, så finder i også hinanden igen.

nu ved jeg ikke hvor gpodt jeres netværk er, men få passet jers søn i en weekend og lad dagene og rodet flyde, tal sammen om stort og småt, grin sammen og græd sammen og få skældt ud hvis det er det der er brug for.

find evt en weekend en gang i måneden hvor i får ham passet og lav en kæreste aften, hvor i skiftes til at bestemme hvad i skal, f.eks i biffen, blive hjemme og lave god mad, eller hvad i nu kan finde på.

Det skal nok gå alt sammen op med hovedet og tag en dag af gangen

Kram

Hvis du nu startede med at tag ansvar for egne handlinger og resultat heraf...

Selvom man er højtuddannede kan man skam snildt have massiv behov for hjælp på forældre området...og det virker det virkelig til i har...

Er dybt nervøs for jeres barn, især med den indstilling og syn på tingene som du/i har... 

Ja, beklager, men du får ikke meget sympati herfra. Ud fra det, du skriver, er du mindst lige så god om det. 

Helt ærligt, det seneste skænderi starter du jo selv ved at skælde ham ud, mens I er på vej ud af døren. Kunne det helt seriøst ikke have ventet? Og formuleret på en mere hensigtsmæssig måde? 

I er nødt til at hanke op I jer selv! Og det gælder jer begge to. Helt ærligt, min mand var også blevet irriteret, hvis jeg ikke tørrede op efter mig selv eller efterlod brugt tøj over hele huset.

Det virker til, at I er kørt fast i de daglige rutiner og pligter, og at det bliver en katalysator for jeres skænderier.

Lav en madplan, lav en ugentlig to-do liste med pligter, sørg for at blive mere strukturerede. Så kan I i det mindste ikke skændes om det.

Og vigtigst af alt, lad være med at skændes foran jeres barn! Det er så ødelæggende! I er nødt til at beherske jer og vente med skænderierne, til I er alene. Lær at tælle til ti og spørg jer selv, om det virkeligt er noget, der er værd at skændes om. Hvis I er så pokkers veluddannede, så tænk jer om, inden I åbner munden. Hvis det er for svært, så få noget professionelt hjælp. Det er en totalt uholdbar situation for jer alle.

Men altså, helt seriøst? TAG. JER. SAMMEN!