Kære baby.dk,
Jeg har ikke været inde på den her side i årevis. Men i dag har jeg brug for at lette mit hjerte anonymt. Jeg har simpelthen største nedtur, og jeg har brug for hjælp. Det bliver lidt langt, og det kommer til at omhandle parforhold og familieliv. Håber, I vil hjælpe mig med at svare sympatisk. Ikke-forstående kommentarer vil jeg helst frabede i den her skrøbelige situation.
Hjemme hos os har vi i morges haft et ret stort skænderi. Vi har råbt "jeg hader dig" og "jeg håber, du kører galt og dør" ad hinanden.
Årsag til det her skænderi:
I går aftes lagde mig til at sove og tændte en lydbog. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg tænkte, at det måske ville hjælpe.
Midt i at jeg tænker "hey, det her fungerer fint til at gøre mig døsig", siger min kæreste irriteret: "Har du tænkt, at den lydbog skal blive ved med at larme sådan?".
Det var ikke særlig ekstremt sagt - men jeg tog det simpelthen så tungt. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke snakke sådan til mig - som om han troede, at jeg bevidst var ude på at irritere ham.
Vi vrisser lidt ad hinanden, og min kæreste falder i søvn. Jeg ligger vågen indtil kl 1.30.
Jeg skulle op kl 7 i morges, men sov helt til kl 8.15, fordi vi i søvne havde slukket for vækkeuret. Vores søn på 2 år sov indtil jeg vækkede ham kl 8.30.
Jeg blev så irriteret pga hele situationen - jeg havde ikke sovet nok, jeg var sur, fordi min kæreste ikke lod mig høre lydbog i gåraftes, og jeg var mere grundlæggende frustreret over, at vores daglige rutiner er så meget ude på et sidespor.
Underliggende årsag:
Jeg ønsker inderligt en almindelig hverdag, hvor man står op kl 6-7, spiser morgenmad og tager på arbejde og i vuggestue. For så at komme hjem igen og spise, lægge barnet til at sove kl 19 og så selv i seng kl 22.
Men det fungerer bare ikke! Og hver gang jeg har sådan en kikset morgen som i morges, bliver jeg mega frustreret og sur på mig selv og min kæreste. Jeg skammer mig og føler mig som en dårlig forælder.
Alt for ofte ender det med, at sønnen ikke har tid til at spise morgenmad hjemme og kommer forsent i vuggestue (sådan 9.40, hvor de gerne vil have, at han møder senest 9.30). Jeg kommer også ofte for sent på arbejde, og det skaber dårlig energi.
Min kæreste er arbejdsløs og har været det i et år. Det skaber selvfølgelig også frustrationer og bekymringer om fremtid, økonomi osv.
Når vi kommer hjem kl 16, er vi ofte dødtrætte og super uenergiske. Vi orker ikke købe ind og orker ikke lave mad. Vi gør det selvfølgelig, men det er ofte med trætte kroppe. Det gør hverdagen super u-sjov. Jeg skammer mig over for min søn. Jeg er ked af, at han skal vokse op med to forældre, der er så ustrukturerede, trætte og useriøse.
Tilbage til skænderiet:
Nå. I morges snakker jeg ikke med min kæreste. Lige før jeg skal til og ud ad døren siger jeg: Hvorfor slukkede du vækkeuret i morges? Hvortil han så svarer, at det gjorde han ikke.
Så siger jeg, at han arbejdsløshed og apatiske indstilling til livet påvirker min og vores søns hverdag. Vi kommer ikke i seng til tiden, vi får ikke købt ordentligt ind, vi kommer ikke tidligt nok ud ad sengen og alt det gør, at hverdagen er en kamp at komme igennem.
Min kæreste flipper ud med det samme, fordi han ved, hvad jeg mener. Jeg har sagt det 100 gange før, og han er uenig, fordi han mener, at jeg selv har en del af skylden. Og det har jeg - jeg er ikke særlig struktureret. Jeg sløser for det meste og gør heller ikke ordentlig rent. Jeg smider med tøj og tørrer ikke op efter mig. Det er hans primære kritik af mig. Og så synes han, jeg generelt er for utilfreds og sur. Jeg skælder tit ud, fordi jeg bliver frustreret over hele situationen, hvor han mere er typen, der lader tingenge stå til.
Skælderiet ender så med, at vi får ønsket hinanden døde og siger, at vi hader hinanden. Min kæreste presser sit hovede helt tæt ind på mit hovede, mens han ryster i hele kroppen. Han har vores søn i armene, og jeg bliver meget, meget, meget ked af det hele. Jeg bliver bange og begynder at græde. Er selv vokset op med en voldelig far, og kan ikke lide, når voksne mænd bliver sure. Især ikke, når det er faren til min søn. Jeg vil virkelig ikke, at min søn skal vokse op i utrygge rammer.
Vi kan begge se, at vores søn bliver påvirket. Først prøver han at sige "stooop", men så trækker han sig ind i sig selv og siger ingenting.
Vi skændes videre og bliver begge to meget kede af det og frustrerede. Jeg ender med at sige: "Nu tager vi os sammen og siger undskyld til hinanden og fortæller vores søn, at det nok skal gå - eller skrider jeg og kommer aldrig tilbage."
Jeg ønsker virkelig, at min kæreste vælger første mulighed, og det gør han. Det lægger en dæmper på situationen, og vi får sagt farvel til hinanden i en hast - klokken er blevet 9.35, og både min søn og jeg er sene på den.
Jeg går ud i bilen med et alvorligt tudefjæs og får afleveret sønnen. Han var ikke glad for at blive afleveret. Han var selvfølgelig påvirket af skænderiet. Men pædagogerner tager sig godt af ham, og vi undgår et grædeflip.
Jeg sidder nu to timer efter og prøver at tage mig sammen til at arbejde. Det går bare ikke rigtig. Jeg tænker hele tiden på min søn og hele situationen.
Hvad skal vi dog stille op?
Det er ikke mere end 2 dage siden sidste skænderi og generelt skændes vi rigtig, rigtig meget. Vi kan have gode dage, og der kan i bedste fald gå en uge eller to mellem hvert store skælderi, men det er ved at tage pusten fra mig.
Vi har skændes i 8 år, og det bliver bare værre og værre.
At vi er kommet så langt som at kunne ønske hinanden døde, siger også lidt. Det fortæller vel om et forhold, der ikke er særlig positivt?
Det mærkelige er, at vi virkelig elsker hinanden. Vi vil virkelig. Og vi er også gode til at få snakket sammen, når bølgerne ligesom har lagt sig.
I morges kom vi da også til fornuft og fik sagt til vores søn, at det nok skulle gå. Så vi er ikke helt gået i stykker.
Men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har ikke brug for at høre, at vores forhold er kæntret eller at vi straks skal flytte hver for sig. For det kommer vi ikke til. Vores økonomiske situation (vi har kun min indtægt + en lille sum dagpenge) tillader det ikke, og vi ønsker det heller ikke inderst inde.
Jeg tror selv, at det hele bunder i, at vi begge er så utilfreds med vores liv. Jeg er utilfreds med at have så stor mangel på rutiner, mangel på penge, mangel på sex, mangel på venner, mangel på oplevelser.
Og min kæreste er selvfølgelig tynget af, at han ikke har et fast job og en almindelig hverdag. Men han er nok mest af alt tynget af, at jeg tager det hele så tungt. At jeg er så utilfreds med vores liv.
Min kæreste er en meget sympatisk og velmenende mand, der kan se bort fra alverdens problemer. Han er god til at holde humøret oppe, selvom alt sejler rundt om ham. Det er jeg bare ikke, og derfor har jeg nok drevet ham til vanvid med mit brok og mine bekymringer om fremtiden.
Jeg overvejer at kontakte en parterapeut for at lære konflikthåndtering. Problemet er bare, at det selvfølgelig koster en masse penge - og derfor er vi aldrig kommet så langt, selvom vi har snakket om det 100 gange.
Så kære babyfolk - har I nogle gode råd til et par, der bare virkelig gerne vil have en struktureret, stille og rolig hverdag, hvor der er plads til leg og udvikling hos vores barn, selvom det hele sejler lidt rundt om os?
Baggrund: Vi er 27 og 37 år, begge højtuddannede og ellers almindelige mennesker.
Kærlig hilsen fra anonyme mig <3
Kære dig
Du vil gerne have råd til hvordan I får en rolig og struktureret hverdag hvor der er plads til leg. Her kommer verdens kedeligste råd: bestem dig for det og gør det.
Start først det aller sværeste sted, nemlig det sted hvor du ser i øjnene du selv har ansvaret for det, ja din kæreste har også men istedet for at hakke på hinanden over det ikke sker, så vælg at gøre det, bestem dig for du kan.
Og så start det mest simple sted: lær at stå op om morgenen om du så skal sætte 20 alarmer, så lær det - alle kan, og ja du er træt kl 6, jeg er sindsyg træt, men jeg ved jeg skal op, mine børn må ikke komme for sent i skole og jeg selv må ikke komme for sent på arbejde, det er ikke et spørgsmål om jeg kan, men om jeg skal. Lær det, lær at man gaber, lær at man synes dynen er lækker varm, lær at man står op, og ikke mindst lær at det at stå op og have tid er helt igennem fantastisk og giver en meget bedre dag. Står din kæreste ikke op, så glem det og nyd din morgen med din søn.
Næste skridt, planlæg maden. At komme hjem kl 16 er jo egentlig ikke så sent, men det er langt lettere at finde tid hvis der er købt ind. Og start nu ikke med hjemmelavet lasagne og bearnaise sauce med det samme, find lette opskrifter og inviter din søn med ud i køkkenet. Man kan sagtens leve af supper, grød, frikadeller og pasta.
Jeg ved godt I er to voksne, jeg ved godt din kæreste formodentlig har mere tid end dig, og jeg ved godt han burde.... Men det lyder til det er dig der frustreres over situationen, ergo er det dig der skal tage ansvar og ændre. I den ideelle verden gjorde i det sammen, men lige nu er det bare ikke den ideelle verden.
Og så husk rod, kaos, lorte dage (dog ikke som din med det skænderi), pizza i sofaen og bunker af vasketøj findes i alle familier. Jeg kan også frustreres, frustreres over at det hele sejler. Lige pt har jeg fuldtidsarbejde og et studie ved siden af der er berammet til 24 timer om ugen. Det sejler nogle dage mere end overhovedet muligt, og mit hoved er ved at eksplodere. Men når så det bliver værst, så finder jeg de sidste rester og tager ansvar, enten ved at lave 5 kilo chili com carne, ved at støvsuge på rekordfart eller ved at sige fuck til det hele og spille to timers matador med mine børn - handlingerne er egentlig ligegyldige, for det handler om ansvar og bevidst valg.
Så kommer de to svære ting:
1. Tjek jeres økonomi, kan I ændre noget så der kommer luft i budgettet og I kan lave noget sammen som familie?
2. Få talt sammen som par, ikke lufte utilfredshed hvad skal I bruge den til, men få luftet håbene, drømmene, måske om mere sex, mere nærvær, oplevelser sammen osv.
Og til sidst som egentlig skal gøres først, lov hinanden I aldrig igen råber sådan af hinanden foran jeres søn, lov hinanden at I aldrig må komme så langt ud, så I igen siger ting I fortryder. Vi her hjemme har en lovning, hele familien også børnene at vi ikke må skælde Ud og skændes om morgenen, dagen skal altid starte godt og sådan er det bare, jeg ser igennem fingre med utallige ting om morgenen, for ingen af men børn (eller mig selv), skal gå afsted med sky hængende over hovedet. De få gange det er sket har det påvirket hele min dag.
Og til aller aller sidst, kan du ikke vende skuden, kan du ikke tage ansvaret, bestemme dig og ændre. Så søg hjælp, jeg tænker faktisk ikke parterapi, jeg tænker hjælp til at være forældre, få struktur på jeres hverdag, få guidet og coahet dig til at tro på du selvsagt kan skabe en hverdag med struktur. Ring til sundhedsplejersken og smid håndklædet i ringen og vær ærlig, men egentlig tror jeg faktisk du har brug for et velment spark i røven, ikke kritik men spark i røven, en der siger: kom nu tag dig sammen og tag ansvar... Men måske jeg har uret og du har brug for mere professionel hjælp
