Anonym: "Jeg håber, du kører galt og dør!"

Det er fuldstændig underordnet om i så var 40 år og overlæger og var de mest velfungerende mennesker i Danmark. Det er for mig absurd at i ikke kan prioritere at jeres søn får noget ordentligt morgenmad hjemmefra fordi i ikke kan finde ud af at gå i seng på nogle ordentlige tidspunkter. Det er simpelthen bare for dårligt.

Derudover skal det med at i skændes imens jeres søn opholder sig i nærheden (og især i samme rum!) ophøre NU. At din mand står med jeres søn i armene imens i truer hinanden og skaber jer som 2 små børn.... jeg krummede tæer da jeg læste det.

Men det er jo en fordel at du godt kan se den er gal - men når man ser det udefra, så virker det altså som et komplet kaos - mest af alt for jeres lille søn. Jeg kan godt sympatisere med dig, det ER ikke altid lutter lagkage at være forælder og være i søvnunderskud og alt det andet sjov der nogle gange hører en forælder-tilværelse til. Men jeg tror i trænger til et seriøst wake up call der kommer udefra selvom det kan være svært at høre. Det virker totalt dysfunktionelt det i har gang i dér og jeg tør slet ikke tænke på jeres søn der helt uskyldigt befinder sig i det hele. 

Synes ikke det lyder som om at i har ret meget respekt for hinanden og jer selv. Måden du har snakket til din kæreste på og givet ham skylden for noget som du egentlig i bund og grund selv burde tage ansvar for, giver mig den ide. Du går efter manden i stedet for boldten og jeg ville ikke finde mig i det. Man hører ikke lydbog når ens partner gerne vil sove, så slukker man, tager høretelefoner i eller forlader rummet. Du kunne eventuelt have spurgt om det var okay du lige hørte 10 minutter da du lige skulle have ro i hovedet. I stedet vælger du at fremprovokere et skænderi. Du kan vel godt gå i seng kl 22 og stå op kl 6 selvom din kæreste ikke gør?? Læg væggeuret længere væk og slå det selv fra og lad for guds skyld være med at give kæresten skylden for noget som vel egentlig ikke er hans skyld. Måske han har slået det fra i søvne men du burde også have hørt det. Alligevel prøver du at starte et skænderi med kæresten igen i morges og din måde at "rede" Det ud på er mere en trussel end en egentlig forsoning. 

Han kan vel handle ind og ordne hytten mens i er afsted?? eventuelt forberede aftensmaden så den lige skal smides i ovnen eller lunes. Lav eventuelt mad til 2 dage af gangen så letter det da hver anden dag. 

Tænker i som familie skal have noget hjælp. I skal i hvert fald lære at snakke sammen på en helt ny måde og have respekt for hinanden. mht jeres søn, vil jeg helst ikke kommentere på det, da jeg ikke vil kunne gøre det respekt fyldt. 

Man kan godt leve meget ustruktureret og samtidig trygt og godt. 

Prøv lige at læs dit eget indlæg igen, med fokus på den del, hvor din mand har jeres søn i sine arme mens I står og råber, at I ønsker hinanden døde. Og så læs det lige én gang til. Jeg håber virkelig at du kan se, hvor forkert det er - og hvor meget du om nødvendigt må bide dig selv i tungen for at det  aldrig kommer til at ske igen. Den oplevelse, som jeres søn har haft, burde ingen børn have været igennem. 

Ej, men jeg er helt tom for ord. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan to voksne mennesker kan opføre sig på den måde, når deres lille barn er til stede. 

Altså helt ærlig, så fatter jeg ikke hvorfor det skal være så svært. 

1. Så når han vil sove og du vil høre lydbog så det ikke hans skyld da han er i sengen for at sove. Så må du være i stuen hvis du vil høre lydbog. 

2. Går god tid i seng og sæt DIT vægge ur/mobil til at ringe om morgen. 

3. En af de vigtig ting jeres barn skal have morgenmad nå han lige stå op. Altså Din kæreste GÅR hjemme, hvad i alverden gå han og fortager sig? Han kan godt stå op og give jeres barn morgenmad og afleverer i god tid. Og om dagen kan han sagens handle ind. 

4. En af de også vigtig ting er. Det kan ikke være rigtig at i skændes foran jeres stakkels dreng. Ligegyldig hvor stor problemer så gør man det fanme ikke foran et barn. 

5. Tag og få noget proff hjælp hvis ikke ovenstående er noget i vil kunne finde ud af at gøre. 

Anonym skriver:

Kære baby.dk,

 

Jeg har ikke været inde på den her side i årevis. Men i dag har jeg brug for at lette mit hjerte anonymt. Jeg har simpelthen største nedtur, og jeg har brug for hjælp. Det bliver lidt langt, og det kommer til at omhandle parforhold og familieliv. Håber, I vil hjælpe mig med at svare sympatisk. Ikke-forstående kommentarer vil jeg helst frabede i den her skrøbelige situation.

 

Hjemme hos os har vi i morges haft et ret stort skænderi. Vi har råbt "jeg hader dig" og "jeg håber, du kører galt og dør" ad hinanden. 

Årsag til det her skænderi:

I går aftes lagde mig til at sove og tændte en lydbog. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg tænkte, at det måske ville hjælpe.

Midt i at jeg tænker "hey, det her fungerer fint til at gøre mig døsig", siger min kæreste irriteret: "Har du tænkt, at den lydbog skal blive ved med at larme sådan?".

Det var ikke særlig ekstremt sagt - men jeg tog det simpelthen så tungt. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke snakke sådan til mig -  som om han troede, at jeg bevidst var ude på at irritere ham.

Vi vrisser lidt ad hinanden, og min kæreste falder i søvn. Jeg ligger vågen indtil kl 1.30.

Jeg skulle op kl 7 i morges, men sov helt til kl 8.15, fordi vi i søvne havde slukket for vækkeuret. Vores søn på 2 år sov indtil jeg vækkede ham kl 8.30.

Jeg blev så irriteret pga hele situationen - jeg havde ikke sovet nok, jeg var sur, fordi min kæreste ikke lod mig høre lydbog i gåraftes, og jeg var mere grundlæggende frustreret over, at vores daglige rutiner er så meget ude på et sidespor.

Underliggende årsag:

Jeg ønsker inderligt en almindelig hverdag, hvor man står op kl 6-7, spiser morgenmad og tager på arbejde og i vuggestue. For så at komme hjem igen og spise, lægge barnet til at sove kl 19 og så selv i seng kl 22.

Men det fungerer bare ikke! Og hver gang jeg har sådan en kikset morgen som i morges, bliver jeg mega frustreret og sur på mig selv og min kæreste. Jeg skammer mig og føler mig som en dårlig forælder.

Alt for ofte ender det med, at sønnen ikke har tid til at spise morgenmad hjemme og kommer forsent i vuggestue (sådan 9.40, hvor de gerne vil have, at han møder senest 9.30). Jeg kommer også ofte for sent på arbejde, og det skaber dårlig energi.

Min kæreste er arbejdsløs og har været det i et år. Det skaber selvfølgelig også frustrationer og bekymringer om fremtid, økonomi osv.


Når vi kommer hjem kl 16, er vi ofte dødtrætte og super uenergiske. Vi orker ikke købe ind og orker ikke lave mad. Vi gør det selvfølgelig, men det er ofte med trætte kroppe. Det gør hverdagen super u-sjov. Jeg skammer mig over for min søn. Jeg er ked af, at han skal vokse op med to forældre, der er så ustrukturerede, trætte og useriøse.

Tilbage til skænderiet:

Nå. I morges snakker jeg ikke med min kæreste. Lige før jeg skal til og ud ad døren siger jeg: Hvorfor slukkede du vækkeuret i morges? Hvortil han så svarer, at det gjorde han ikke.

Så siger jeg, at han arbejdsløshed og apatiske indstilling til livet påvirker min og vores søns hverdag. Vi kommer ikke i seng til tiden, vi får ikke købt ordentligt ind, vi kommer ikke tidligt nok ud ad sengen og alt det gør, at hverdagen er en kamp at komme igennem.

Min kæreste flipper ud med det samme, fordi han ved, hvad jeg mener. Jeg har sagt det 100 gange før, og han er uenig, fordi han mener, at jeg selv har en del af skylden. Og det har jeg - jeg er ikke særlig struktureret. Jeg sløser for det meste og gør heller ikke ordentlig rent. Jeg smider med tøj og tørrer ikke op efter mig. Det er hans primære kritik af mig. Og så synes han, jeg generelt er for utilfreds og sur. Jeg skælder tit ud, fordi jeg bliver frustreret over hele situationen, hvor han mere er typen, der lader tingenge stå til.

Skælderiet ender så med, at vi får ønsket hinanden døde og siger, at vi hader hinanden. Min kæreste presser sit hovede helt tæt ind på mit hovede, mens han ryster i hele kroppen. Han har vores søn i armene, og jeg bliver meget, meget, meget ked af det hele. Jeg bliver bange og begynder at græde. Er selv vokset op med en voldelig far, og kan ikke lide, når voksne mænd bliver sure. Især ikke, når det er faren til min søn. Jeg vil virkelig ikke, at min søn skal vokse op i utrygge rammer.

Vi kan begge se, at vores søn bliver påvirket. Først prøver han at sige "stooop", men så trækker han sig ind i sig selv og siger ingenting.

Vi skændes videre og bliver begge to meget kede af det og frustrerede. Jeg ender med at sige: "Nu tager vi os sammen og siger undskyld til hinanden og fortæller vores søn, at det nok skal gå - eller skrider jeg og kommer aldrig tilbage."

Jeg ønsker virkelig, at min kæreste vælger første mulighed, og det gør han. Det lægger en dæmper på situationen, og vi får sagt farvel til hinanden i en hast - klokken er blevet 9.35, og både min søn og jeg er sene på den.

Jeg går ud i bilen med et alvorligt tudefjæs og får afleveret sønnen. Han var ikke glad for at blive afleveret. Han var selvfølgelig påvirket af skænderiet. Men pædagogerner tager sig godt af ham, og vi undgår et grædeflip.


Jeg sidder nu to timer efter og prøver at tage mig sammen til at arbejde. Det går bare ikke rigtig. Jeg tænker hele tiden på min søn og hele situationen.

Hvad skal vi dog stille op?


Det er ikke mere end 2 dage siden sidste skænderi og generelt skændes vi rigtig, rigtig meget. Vi kan have gode dage, og der kan i bedste fald gå en uge eller to mellem hvert store skælderi, men det er ved at tage pusten fra mig.

Vi har skændes i 8 år, og det bliver bare værre og værre.

At vi er kommet så langt som at kunne ønske hinanden døde, siger også lidt. Det fortæller vel om et forhold, der ikke er særlig positivt?

Det mærkelige er, at vi virkelig elsker hinanden. Vi vil virkelig. Og vi er også gode til at få snakket sammen, når bølgerne ligesom har lagt sig.

I morges kom vi da også til fornuft og fik sagt til vores søn, at det nok skulle gå. Så vi er ikke helt gået i stykker.

Men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har ikke brug for at høre, at vores forhold er kæntret eller at vi straks skal flytte hver for sig. For det kommer vi ikke til. Vores økonomiske situation (vi har kun min indtægt + en lille sum dagpenge) tillader det ikke, og vi ønsker det heller ikke inderst inde.

Jeg tror selv, at det hele bunder i, at vi begge er så utilfreds med vores liv. Jeg er utilfreds med at have så stor mangel på rutiner, mangel på penge, mangel på sex, mangel på venner, mangel på oplevelser.

Og min kæreste er selvfølgelig tynget af, at han ikke har et fast job og en almindelig hverdag. Men han er nok mest af alt tynget af, at jeg tager det hele så tungt. At jeg er så utilfreds med vores liv.

Min kæreste er en meget sympatisk og velmenende mand, der kan se bort fra alverdens problemer. Han er god til at holde humøret oppe, selvom alt sejler rundt om ham. Det er jeg bare ikke, og derfor har jeg nok drevet ham til vanvid med mit brok og mine bekymringer om fremtiden.

Jeg overvejer at kontakte en parterapeut for at lære konflikthåndtering. Problemet er bare, at det selvfølgelig koster en masse penge - og derfor er vi aldrig kommet så langt, selvom vi har snakket om det 100 gange.

Så kære babyfolk - har I nogle gode råd til et par, der bare virkelig gerne vil have en struktureret, stille og rolig hverdag, hvor der er plads til leg og udvikling hos vores barn, selvom det hele sejler lidt rundt om os?

Baggrund: Vi er 27 og 37 år, begge højtuddannede og ellers almindelige mennesker.

 

Kærlig hilsen fra anonyme mig <3

 

 

 

Først, et stort kram! 

Jeg er enig i at det er uholdbart at skændes foran jeres søn. Det skal selvfølgelig stoppe med det samme. Der må i prøve at holde hinanden op på at disse skænderier kan vente til han ikke er i nærheden. 

Jeg synes andre har været meget hårde i deres svar, og jeg håber du alligevel vil blive ved med at søge hjælp. Jeg tror ikke jeres problemstillinger er ualmindelige. 

Det lyder som om i ville have godt af mere stabilitet og forudsigelighed i hverdagen. Er din mand hjemme hele dagen?
Jeg synes i skal investere i en stor tavle som i sætter op derhjemme (vi har vores i køkkenet). Dernæst så laver i simpelthen et skema for hele ugen (alternativt måneden) hvor i skriver hvad der skal ske i løbet af ugen. Det kan være jeres søns aktiviteter og vagtplaner. Derudover så skal i til at lave en madplan, som i kan skrive ind på tavlen. Det vil gøre det nemmere at handle kun en gang om ugen, måske søndag, således det ikke er en stressfaktor i dagligdagen. Det kan også være en god ide at lave lidt ekstra mad i weekenden som kan spises i løbet af ugen eller fryses ned til senere brug. Derudover skal i også fordele pligterne, det kan være han skal stå for vasketøjet og du for støvsugningen. Det skal så skrives på tavlen. Hvem har ansvaret for hvilke pligter, og eventuelt hvilke dage det skal gøres. Jeg tror det vil gavne jer meget at i får skrevet alt ned på denne tavle således alt bliver sat i skema. Det kræver en indsats at vedligeholde det, men det vil give mindre stress i hverdagen. 

I forhold til sengetid, så er det vigtigt at i gør en indsats for at det også bliver mere regelmæssigt. Hvis du har det bedst med at falde i søvn til lydbøger, så skal han enten have ørepropper eller du skal have ørebøffer, måske kan man endda få nogle specifikt til formålet. Dernæst må du sætte vækkeuret uden for rækkevidde fra sengen. Du kan også have to vækkeure som du sætter lidt forskudt tidsmæssigt. Jeg ved man også kan prøve diverse apps som vækker en mere hensigsmæssigt alt efter hvilken fase i søvnen man er. 

Har i mulighed for at få sønnen passet så i måske kan spise aftensmad alene? Eller have en hyggelig lørdag bare jer to? Det behøver ikke koste penge, men kan sagtens bare være en gåtur alene. Det kan åbne op for at i får snakket med hinanden uden at det hele kommer op som irritation og vrede. Husker i at give hinanden komplimenter og vise omsorg til hinanden?  

Jeg håber andre har gode forslag! 

Du har vist fået kritik nok herinde. Selvfølgelig er det ikke ok det der foregår men ros for at være ærlig og selv indse det ikke går. 

Først og fremmest se at få noget fælles hjælp fra en par terapeut til at komme videre om det er sammen eller hver for sig. Ja det er dyrt, men en skilsmisse er 109 gange dyrere bare tænk på 2 huslejeudgifter. 

Derudover så start ændringerne med dig selv. Gå i seng i ordentlig tid og stå op om morgenen og få lavet mad. Det behøver ikke være avanceret rugbrød og spejlæg og grønt fungerer fint. 

Du kan ikke bestemme over sin kæreste men gå forrest med et godt eksempel og fordel huslige opgaver mellem jer. 

Rigtig meget held og lykke

Jeg råbte ofte "Jeg hader dig" til min ekskæreste. Og til sidst begyndte jeg at mene det. Jeg hadede ikke hans humor, hans påskønnelse, hans venskab, men jeg hadede hans måde at ville være kærester på, hadede at b med ham, og at han ikke ville forandre noget som helst. Jeg hadede når han lavede de samme fejl fordi han ikke gad at tænke på mig. 
Men hey, jeg kunne jo ikke bare gå, det skulle jo bare være os to for livet, ikke? Og hvem ellers? Og jeg har også dårlig økonomi, det er for dyrt at flytte fra hinanden, så jeg skubbede det væk. Til sidst sloges vi også, og helt ærligt, jeg var kold over for volden, hvis han da bare for helvede kunne fatte at jeg hadede ham, og at han skulle forandre sig.

En dag kunne jeg ikke mere, jeg blev træt, livet skal fandme ikke være så kompliceret. Jeg er også et rode-hoved, men jeg ville fandme hellere være fattig og alene, end at skulle leve 2 mennesker på ingen penge. Jeg blev nød til at finde min egen lykke, og jeg følte helt ærligt han ikke elskede mig, som man skal. Hvis han virkelig elskede mig, ville han også have ændret sig for mig på de få punkter jeg bad om (såsom at tage ansvar for sit eget liv, være proaktiv over for regninger, og selv gøre noget husligt uden at skulle blive bedt om det, og han havde brugt mange forsøg på at få en uddannelse, men han har aldrig seriøst søgt et job!)
Jeg ville hellere gå i cølibat og være ensom, end at skulle trækkes igennem det slidsomme forhold.

Og det samme kan jeg sige til dig nu, hvad vil du, hvad vil han, hvad er jeres forhold til "det perfekte liv". 

Min eks og jeg blev altid hurtigt gode venner igen, men skændtes ret hurtigt få timer efter. Jeg kunne blive overrasket når der var gået 4 dage uden skænderi.

Med min nye kæreste tilgengæld, der skal vi bare lære at snakke samme sprog, men en del er hjulpet efter jeg er kommet af p-piller. jeg var virkelig sur og irritabel og trist på dem, nu hvor jeg ikke er på dem har jeg det 10 gange bedre, og han har fået en helt ny kæreste føler han. Udover det, så er vi bedre til at sige undskyld. Jeg går meget op I at man kan sige undskyld, for så er den anden også mere villig til at lytte, hvis man selv kan se sine fejl.

Min mor har altid sagt at har du ikke noget godt at sige så hold mund. Derfor vælger jeg bare at skrive det her:

Søg hjælp

Og det er sagt i en meget velmenene tone, for jeg håber I finder ud af det og får en dejlig hverdag op og køre sammen, alle tre

Jeg er ellers ikke meget for at der altid bliver sagt man skal snakke med en perterapeut, i de her tråde.  Men i det her tilfælde, der kan jeg ikke rigtig se en vej udenom, hvis I fastholder at I vil blive sammen.

Jeg tænker at I er nødt til at sætte jer ned sammen, når I ikke er uvenner og så må I finde ud af hvad I vil. Og så må i begge to begynde at tage noget ansvar for jer selv og jeres handlinger. 

Herhjemme har vi hvert vores vækkeur, fordi jeg ofte står op før min mand. Og selvom vi skal op samtidigt, er begge vores ure sat. Fordi jeg står tidligt op, går jeg ofte også i seng før min mand. Jeg har lidt af søvnløshed det meste at livet, jeg enten læser noget små-kedeligt i sengen eller hører meditation. Hvis jeg er alene i sengen hører jeg det bare, hvis min mand er der, bruger jeg den ene øreprop fra mine høretelefoner. 

Min pointe er at du (og måske også han) laver konflikter ud af ting, der ikke behøver at være det, og I skal absolut ikke begynde at snakke om det, mens I stadig er vrede. Der sker det, når man er sur og skændes at man har så travlt med at finde argumenter for hvorfor man har ret, og glemmer totalt at høre efter hvad partneren siger. 

Nu har vi jo kun historien fra en vinkel, men det lyder seriøst som om du er nødt til at lære at tage ansvar for dig selv og dine handlinger, og ikke bare bebrejde din mand, du skal lære at trække vejret og tænke før du taler, og du skal finde en større "pyt" kasse. Det kan meget vel være at det samme gælder for din mand. 

Lav en aftale om en aften efter at sønnen er kommet i seng, og sæt jer sammen og find ud af hvordan I gerne vil være forældre. Lav nogle enkle regler om hvem der gør hvad og hvornår, så det praktiske er på plads og så indfør fx et husmøde en eller 2 gange om ugen (afhængigt af jeres behov) men de skal være aftalt på forhånd. Al kritik af partneren må Kun ske på husmødet, så hvis der opstår situationer hvor I gerne vil sige noget negativt eller surt, så skriv det ned, og tag det op på husmødet. Og så slut altid at I hver nævner 3 ting som jeres partner har gjort rigtigt i den forgangne periode. Og så husk at gå efter adfærden og ikke personen og hold tingene på egen bane. Fx når du gør x, bliver jeg ked af det og føler y. 

Undskyld .. men lige nu er I så meget ude at skide, at I ikke formår at tage vare på jeres barn.. hård men ærligt. Intet barn skal høre sine forældre råbe at nu skrider jeg fandme og jeg håber du dør..? Wow et trume. Håber I sparer op til psykologregningen.

nå det er sagt så føler jeg med jer- for jeres manglende fokus på jeres søns trivsel og egen offerfiksering er netop tegn på at I behøver hjælp. I serøs grad.. og det er du åben for. 

Få fat i en psykolog gennem en privat sundhedsforsikring hvis I har. Ellers tal med jeres læge.  Og få en henvisning. Der er virkelig ingen Quick fix. 

Få bedsterne til at passe og få åbnet en flaske vin og få  talt om hvad der presser og er hårdt. Hudløst ærligt! Og uden anklager! Eller generelle stempling af hinanden som idi

Jeg synes du er meget urimelig, men det skyldes at I er pressede.