Anonym: "Jeg håber, du kører galt og dør!"

hipsomhapper skriver:

Vi bliver bare ikke enige...

Det er naivt at tro man hjælper nogen ved at bede nogen om at tage sig sammen.

Det er samme type der siger til overvægtige at de er tykke og klamme og burde tabe sig - med troen på at de dermed hjælper den overvægtige til at tabe sig.

Nej, det er ikke naivt og det er ikke samme type, som siger til overvægtige at de skal tage sig sammen. 

Vi bliver bare ikke enige...

Det er naivt at tro man hjælper nogen ved at bede nogen om at tage sig sammen.

Det er samme type der siger til overvægtige at de er tykke og klamme og burde tabe sig - med troen på at de dermed hjælper den overvægtige til at tabe sig.

Nogen gange kan det faktisk godt hjælpe at sige de skal tage sig sammen det kommer an på måden det bliver gjort på.

Jeg er indimellem rigtig langt nede fortiden og den person jeg snakker med, stiller nogen gange tingene på spidsen nå jeg er ved at bryde fuldstændig sammen, ved feks at sige at jeg har 2 muligheder at enden kan jeg vælge at bryde sammen (som at ende på den psykiatriske skadestue) eller jeg kan blive ved med at kæmpe mig i gennem så jeg stadig kan være der for mine børn. 

Og nogen gange hjælper det faktisk at tingene bliver stillet op som et valg.

Men hun fortæller mig også samtidig at hun tror på at jeg godt kan klare det det kommer meget an på hvordan jeg har det.

Og ja jeg syntes også at ts og hendes mand burde tage sig sammen endte få de lagt nogen planer (kan se de har gjort) eller få andet hjælp, og kæmper for at overholde dem, (selvfølge kan der være dage hvor det ikke bliver overholdt) eller også ender de med en søn der bliver ødelagt. Så kan man ligesom selv vælge.

Og ja det kan godt være de skal have hjælp men de skal stadig tage sig sammen for at undersøge hvad de kan få af hjælp. 

Det kan være par terapi, pasning af sønnen 1 gang om mdr så de kan få kæreste tid, psykolog hjælp osv.

1) Jeg synes, de første svar var overraskende hårde. Jeg fik lidt en knude i maven, men ikke fordi jeg er overrasket over at få at vide, at det er noget forfærdeligt noget at udsætte sit barn for. Det ved jeg jo for helvede godt selv. Og jeg blev overrasket over, at folk skriver så nedladende herinde. Men fred være med det - jeg er sgu ret så godt rustet, så det får mig ikke til at gå ned. Men jeg forestiller mig, at meget sårbare mødre kunne tage rigtig, rigtig meget skade af at få så hårde nogle svar.

2) "tag-dig-sammen" rådene kan jeg ikke bruge til så meget, nej. Jeg kan kun bruge de 4-5 lyspunkt til noget. De empatiske og forstående gode råd, hvor alvoren alligevel ikke er fejet væk. Så tak for det. 

For at undgå de her svar kunne jeg til min egen fordel også have forklaret situationen bedre. 

- Min søn er aldrig kommet i VS uden at have spist morgenmad, hvor jeg ikke har sikret mig om at han har fået havregryn med det samme deroppe.

- Min søn kommer 5-10 minutter for sent nogle gange om måneden. Ja, det er pisse irriterende, og jeg hader det - men det er ikke noget, VS tager så tungt. Vi bor i et andet nordisk land, hvor man ikke tager regler og tid så frygtelig tungt. Her fokuserer man mest om, at alle har det godt, og man har forståelse for forskellige levemåder.

- Jeg skriver, at vi er trætte, når vi kommer hjem. Jeg skriver, at vi alligevel altid får købt ind og lavet mad. Og jeg betragter altså ikke et tomt køleskab som børnemishandling.

Til sidst lige noget om det aller vigtigste: Det skænderi, der fandt sted herhjemme i går er ikke hverdag. Og jeg skriver heller ikke nogen steder, at vi råbte ad hinanden. Vi snakkede, men vi sagde nogle forfærdelige ting (som vores søn heldigvis ikke forstår.. endnu!). Og vi stod i nogle truende positioner overfor hinanden.
Det er første gang, at det er kommet så vidt, og vi har aftalt, at det aldrig kommer til at ske igen. 

Jeg er som sagt selv vokset op i et hjem, hvor skænderier var hverdag, hvor jeg er vågnet til politifolk, fordi min far har brækket min mors arm. Jeg ved om nogen, hvordan et lille barn har det midt i forældrenes skænderier, og det skal bare ikke være en del af min søns opvækst.

Nok herfra 
 

Anonym skriver:

1) Jeg synes, de første svar var overraskende hårde. Jeg fik lidt en knude i maven, men ikke fordi jeg er overrasket over at få at vide, at det er noget forfærdeligt noget at udsætte sit barn for. Det ved jeg jo for helvede godt selv. Og jeg blev overrasket over, at folk skriver så nedladende herinde. Men fred være med det - jeg er sgu ret så godt rustet, så det får mig ikke til at gå ned. Men jeg forestiller mig, at meget sårbare mødre kunne tage rigtig, rigtig meget skade af at få så hårde nogle svar.

2) "tag-dig-sammen" rådene kan jeg ikke bruge til så meget, nej. Jeg kan kun bruge de 4-5 lyspunkt til noget. De empatiske og forstående gode råd, hvor alvoren alligevel ikke er fejet væk. Så tak for det. 

For at undgå de her svar kunne jeg til min egen fordel også have forklaret situationen bedre. 

- Min søn er aldrig kommet i VS uden at have spist morgenmad, hvor jeg ikke har sikret mig om at han har fået havregryn med det samme deroppe.

- Min søn kommer 5-10 minutter for sent nogle gange om måneden. Ja, det er pisse irriterende, og jeg hader det - men det er ikke noget, VS tager så tungt. Vi bor i et andet nordisk land, hvor man ikke tager regler og tid så frygtelig tungt. Her fokuserer man mest om, at alle har det godt, og man har forståelse for forskellige levemåder.

- Jeg skriver, at vi er trætte, når vi kommer hjem. Jeg skriver, at vi alligevel altid får købt ind og lavet mad. Og jeg betragter altså ikke et tomt køleskab som børnemishandling.

Til sidst lige noget om det aller vigtigste: Det skænderi, der fandt sted herhjemme i går er ikke hverdag. Og jeg skriver heller ikke nogen steder, at vi råbte ad hinanden. Vi snakkede, men vi sagde nogle forfærdelige ting (som vores søn heldigvis ikke forstår.. endnu!). Og vi stod i nogle truende positioner overfor hinanden.
Det er første gang, at det er kommet så vidt, og vi har aftalt, at det aldrig kommer til at ske igen. 

Jeg er som sagt selv vokset op i et hjem, hvor skænderier var hverdag, hvor jeg er vågnet til politifolk, fordi min far har brækket min mors arm. Jeg ved om nogen, hvordan et lille barn har det midt i forældrenes skænderier, og det skal bare ikke være en del af min søns opvækst.

Nok herfra 
 

 

 

 

 

 

Jeg tror aldrig man kan undgå sort/hvide svar, hverken her eller andre steder i livet og heldigvis er de fleste af os i stand til at ryste dem af os efter den lille knude i halsen er blevet sunket. 

De konstruktive svar, de der når ned i dybden findes ikke inden virtuelle verden, men i den verden hvor der er nærhed og omsorg.  

Jeg vil dog håbe for dig og alle der søger råd til mere eksistentielle spørgsmål, at I får for det første set jeres egne ord, mange gange er det faktisk hjælp nok at man ser sin situation lidt oven fra fordi det hele kom ned på skrift og for det andet finder et lille skub til at få arbejdet med de tanker der bumler rundt - virker til du trods klumpen i halsen rent faktisk fik noget power til både det ene og det andet. 

Og så husk, at der er lorte dage i alle familier. Der er tomme køleskabe i alle familier, bunker Af vasketøj og minus på overskudskontoen, det skal bare helst være undtagelsen og ikke reglen for sp ender man med at være opgivende og resignere eller skælde ud

Jeg er enig i at der er nogle af svarene, der er hårdere end jeg synes er nødvendigt, men jeg kan  altså ikke finde ret mange af de der "tag dig sammen" svar, som I taler om. Jeg synes derimod der er en del "tag ansvar for dig selv og din egne handlinger" svar, og i min  verden er det absolut ikke den samme ting. 

Hvis man ønsker at ændre enhver situation, må man først være sig sin egen rolle i den bevidst, og tage ansvar for,  og ejerskab over,  sine beslutninger og mangel på samme. Det er altid et af de første skridt til forandring. 

Hvis man bliver ved med den samme adfærd, får man det samme resultat. Den del er ikke svært. 

Anonym skriver:

Kære baby.dk,

 

Jeg har ikke været inde på den her side i årevis. Men i dag har jeg brug for at lette mit hjerte anonymt. Jeg har simpelthen største nedtur, og jeg har brug for hjælp. Det bliver lidt langt, og det kommer til at omhandle parforhold og familieliv. Håber, I vil hjælpe mig med at svare sympatisk. Ikke-forstående kommentarer vil jeg helst frabede i den her skrøbelige situation.

 

Hjemme hos os har vi i morges haft et ret stort skænderi. Vi har råbt "jeg hader dig" og "jeg håber, du kører galt og dør" ad hinanden. 

Årsag til det her skænderi:

I går aftes lagde mig til at sove og tændte en lydbog. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg tænkte, at det måske ville hjælpe.

Midt i at jeg tænker "hey, det her fungerer fint til at gøre mig døsig", siger min kæreste irriteret: "Har du tænkt, at den lydbog skal blive ved med at larme sådan?".

Det var ikke særlig ekstremt sagt - men jeg tog det simpelthen så tungt. Jeg sagde til ham, at han skulle ikke snakke sådan til mig -  som om han troede, at jeg bevidst var ude på at irritere ham.

Vi vrisser lidt ad hinanden, og min kæreste falder i søvn. Jeg ligger vågen indtil kl 1.30.

Jeg skulle op kl 7 i morges, men sov helt til kl 8.15, fordi vi i søvne havde slukket for vækkeuret. Vores søn på 2 år sov indtil jeg vækkede ham kl 8.30.

Jeg blev så irriteret pga hele situationen - jeg havde ikke sovet nok, jeg var sur, fordi min kæreste ikke lod mig høre lydbog i gåraftes, og jeg var mere grundlæggende frustreret over, at vores daglige rutiner er så meget ude på et sidespor.

Underliggende årsag:

Jeg ønsker inderligt en almindelig hverdag, hvor man står op kl 6-7, spiser morgenmad og tager på arbejde og i vuggestue. For så at komme hjem igen og spise, lægge barnet til at sove kl 19 og så selv i seng kl 22.

Men det fungerer bare ikke! Og hver gang jeg har sådan en kikset morgen som i morges, bliver jeg mega frustreret og sur på mig selv og min kæreste. Jeg skammer mig og føler mig som en dårlig forælder.

Alt for ofte ender det med, at sønnen ikke har tid til at spise morgenmad hjemme og kommer forsent i vuggestue (sådan 9.40, hvor de gerne vil have, at han møder senest 9.30). Jeg kommer også ofte for sent på arbejde, og det skaber dårlig energi.

Min kæreste er arbejdsløs og har været det i et år. Det skaber selvfølgelig også frustrationer og bekymringer om fremtid, økonomi osv.


Når vi kommer hjem kl 16, er vi ofte dødtrætte og super uenergiske. Vi orker ikke købe ind og orker ikke lave mad. Vi gør det selvfølgelig, men det er ofte med trætte kroppe. Det gør hverdagen super u-sjov. Jeg skammer mig over for min søn. Jeg er ked af, at han skal vokse op med to forældre, der er så ustrukturerede, trætte og useriøse.

Tilbage til skænderiet:

Nå. I morges snakker jeg ikke med min kæreste. Lige før jeg skal til og ud ad døren siger jeg: Hvorfor slukkede du vækkeuret i morges? Hvortil han så svarer, at det gjorde han ikke.

Så siger jeg, at han arbejdsløshed og apatiske indstilling til livet påvirker min og vores søns hverdag. Vi kommer ikke i seng til tiden, vi får ikke købt ordentligt ind, vi kommer ikke tidligt nok ud ad sengen og alt det gør, at hverdagen er en kamp at komme igennem.

Min kæreste flipper ud med det samme, fordi han ved, hvad jeg mener. Jeg har sagt det 100 gange før, og han er uenig, fordi han mener, at jeg selv har en del af skylden. Og det har jeg - jeg er ikke særlig struktureret. Jeg sløser for det meste og gør heller ikke ordentlig rent. Jeg smider med tøj og tørrer ikke op efter mig. Det er hans primære kritik af mig. Og så synes han, jeg generelt er for utilfreds og sur. Jeg skælder tit ud, fordi jeg bliver frustreret over hele situationen, hvor han mere er typen, der lader tingenge stå til.

Skælderiet ender så med, at vi får ønsket hinanden døde og siger, at vi hader hinanden. Min kæreste presser sit hovede helt tæt ind på mit hovede, mens han ryster i hele kroppen. Han har vores søn i armene, og jeg bliver meget, meget, meget ked af det hele. Jeg bliver bange og begynder at græde. Er selv vokset op med en voldelig far, og kan ikke lide, når voksne mænd bliver sure. Især ikke, når det er faren til min søn. Jeg vil virkelig ikke, at min søn skal vokse op i utrygge rammer.

Vi kan begge se, at vores søn bliver påvirket. Først prøver han at sige "stooop", men så trækker han sig ind i sig selv og siger ingenting.

Vi skændes videre og bliver begge to meget kede af det og frustrerede. Jeg ender med at sige: "Nu tager vi os sammen og siger undskyld til hinanden og fortæller vores søn, at det nok skal gå - eller skrider jeg og kommer aldrig tilbage."

Jeg ønsker virkelig, at min kæreste vælger første mulighed, og det gør han. Det lægger en dæmper på situationen, og vi får sagt farvel til hinanden i en hast - klokken er blevet 9.35, og både min søn og jeg er sene på den.

Jeg går ud i bilen med et alvorligt tudefjæs og får afleveret sønnen. Han var ikke glad for at blive afleveret. Han var selvfølgelig påvirket af skænderiet. Men pædagogerner tager sig godt af ham, og vi undgår et grædeflip.


Jeg sidder nu to timer efter og prøver at tage mig sammen til at arbejde. Det går bare ikke rigtig. Jeg tænker hele tiden på min søn og hele situationen.

Hvad skal vi dog stille op?


Det er ikke mere end 2 dage siden sidste skænderi og generelt skændes vi rigtig, rigtig meget. Vi kan have gode dage, og der kan i bedste fald gå en uge eller to mellem hvert store skælderi, men det er ved at tage pusten fra mig.

Vi har skændes i 8 år, og det bliver bare værre og værre.

At vi er kommet så langt som at kunne ønske hinanden døde, siger også lidt. Det fortæller vel om et forhold, der ikke er særlig positivt?

Det mærkelige er, at vi virkelig elsker hinanden. Vi vil virkelig. Og vi er også gode til at få snakket sammen, når bølgerne ligesom har lagt sig.

I morges kom vi da også til fornuft og fik sagt til vores søn, at det nok skulle gå. Så vi er ikke helt gået i stykker.

Men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg har ikke brug for at høre, at vores forhold er kæntret eller at vi straks skal flytte hver for sig. For det kommer vi ikke til. Vores økonomiske situation (vi har kun min indtægt + en lille sum dagpenge) tillader det ikke, og vi ønsker det heller ikke inderst inde.

Jeg tror selv, at det hele bunder i, at vi begge er så utilfreds med vores liv. Jeg er utilfreds med at have så stor mangel på rutiner, mangel på penge, mangel på sex, mangel på venner, mangel på oplevelser.

Og min kæreste er selvfølgelig tynget af, at han ikke har et fast job og en almindelig hverdag. Men han er nok mest af alt tynget af, at jeg tager det hele så tungt. At jeg er så utilfreds med vores liv.

Min kæreste er en meget sympatisk og velmenende mand, der kan se bort fra alverdens problemer. Han er god til at holde humøret oppe, selvom alt sejler rundt om ham. Det er jeg bare ikke, og derfor har jeg nok drevet ham til vanvid med mit brok og mine bekymringer om fremtiden.

Jeg overvejer at kontakte en parterapeut for at lære konflikthåndtering. Problemet er bare, at det selvfølgelig koster en masse penge - og derfor er vi aldrig kommet så langt, selvom vi har snakket om det 100 gange.

Så kære babyfolk - har I nogle gode råd til et par, der bare virkelig gerne vil have en struktureret, stille og rolig hverdag, hvor der er plads til leg og udvikling hos vores barn, selvom det hele sejler lidt rundt om os?

Baggrund: Vi er 27 og 37 år, begge højtuddannede og ellers almindelige mennesker.

 

Kærlig hilsen fra anonyme mig <3

 

 

 

Kære jer.

Jeg har i flere dage tænkt på dit indlæg, og de meget få kommentarer jeg nåede at læse.

Jeg vil sige at du er ikke alene om ikke at have en god rutine. Jeg er selv ved at få spat over at jeg ikke kan finde den gode hverdag.

Herhjemme er vi 2 voksne og 4 børn (12 + 10 + 3½ + 2). Min mand lider af depression og har gjort det i ca. 2½ år nu. Han får både medicin og terapi.

MEN - jeg kæmper og har altid kæmpet med et ustruktureret hoved. Min mand var "kvinden" herhjemme i forhold til rengøring m.v. Det røg sig så en tur da han blev syg. Vi har haft rengøringshjælp i 1½ år, men det er nu taget fra os. Resultat: huset ligner nu også lort.

Mine 2 små kommer ofte først i senge 21-21:30 og skal op 6-6:30 = ALT for lidt søvn. Men jeg synes bare intet virker.

Jeg har som dig få dage hvor alt bare kører... MEN alt for mange af de andre.

Jeg kan ikke bare bede min mand om hjælp - for han gør alt det han orker - og faktisk også for meget...

Jeg har læst lidt om FlyLady - men er desværre ikke rigtig kommet videre endnu...

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det hele - ud over at du ikke er alene om det der KAOS.

I forhold til jer - prøv evt. at låne bogen "kærlighedens 5 sprog" af Gary Chapman, den er god synes jeg - måske det kan udgøre jeres parterapi?

Du er velkommen til at skrive til mig - måske kan to "kaos-hoveder" hjælpe hinanden?

Mangler du stadig nogle svar TS?

Jeg ved alle kommuner har rådgivnings muligheder. Nogle gratis og anonyme og andre skal man bevilges til. Aktuelt er mig og kæresten i gang med 10 bevilget par- og familieterapeut timer, som vi fik igennem vores sagsbehandler, vi fik dem pga. de to smås mor træf nogle dumme valg og børnene tog skade af dem, og med dem skulle vi fokusere på hvordan vi kan gøre situationen bedst mulig for ungerne osv.

Derudover har det været en stor hjælp for mig, at bruge lagkage/salami metoden, hvor man vælger at fokusere på en ting ad gangen. Læg gerne et mål, hvor i tænker jeres liv skal være, sådan helt overordnet og vælg så et punkt og arbejd på det først. Fx sovetider:

Hvornår er der et behov for, at i SKAL være oppe? Er det kl 6, 7 eller 8? Hvornår SKAL i være oppe, for i at kan nå det hele uden skænderier, dårlig samvittighed osv - find ud af det tidspunkt. Igen for os drejede det sig om 10 sølle minutter vi skulle før op, så kom der ro på hele morgenrutinen, 10 MINUTTER?!?!, det er så vildt, hvor lidt der nogle gange skal til. I løbet af denne proces, skal i også have fastsat en konkret morgenrutine, for nogen kan det være med en helt fast og låst ramme, altså fx: stå op kl 7.30, toilet besøg, vække sønnen og få ham i tøjet, spise morgenmad sammen og i tøjet og ud ad døren kl 8.30. Andre er mere, vi har en time, vi gør det i den rækkefølge, vi lige har lyst til den dag. Derudover skal i også vurdere, hvad der passer jer bedst, er det at han spiser hjemme eller i vuggestuen osv. Og så skal i (især du) have styr på din søvn og dit søvnbehov. Har du brug for at høre lydbog for at sove og kæresten ikke kan sove for det, så gå det før i seng end ham, man behøver ikke gå i seng samtidig. Desuden herhjemme hører vi lydbog hver aften, for ellers kan min kæreste ikke falde i søvn og jeg kan falde i søvn på 2 minutter uanset situationen Tilbage igen, hvis du har behov for 8 timers søvn og det tager dig en time at falde i søvn, så skal du "bare" gå i seng cirka de 9 timer før i skal stå op. Mit søvnbehov er ret højt og ligger omkring de 9 timer, min kærestes er på 7 timer cirka, så der passer vores sengetider ret godt samme, for jeg falder i søvn på få minutter, han tager tit over 1½ time om at falde i søvn.

Alt overstående er bare første del af processen og den kan tage længere tid om at få på plads og i må ikke tage for store eller mange stykker ad gangen, få så er sandsynligheden for at i fejler større.

Du er altid velkommen til at skrive, hvis du da kan bruge mine råd og har brug for mere konkret vejledning Jeg har selv arbejdet meget med struktur i min hverdag og da jeg lider af borderline, så er struktur super vigtigt og når den knækker, så kan det virkelig ødelægge meget i min hverdag, mit humør og mit overskud.

 - fik læst i havde snakket sammen og jeg synes jeres aftaler er super gode  pas på hinanden, jer selv og vigtigst jeres skønne dreng