Bare det var kræft

Abracadabra skriver:

Psykogene non-epileptiske kramper har også en diagnosekode... At have en diagnosekoder betyder ikke, at det ikke er funktionelt.

Jeg  har klart på fornemmelsen, at vi to har diskuteret dette her før (men du gemmer dig altid bag anonymitet, hvilket er ærgerligt!). 

Jeg tror, at du lader dit personlige engagement (og måske egen sygdom?) stå i vejen for en objektiv tilgang til funktionelle lidelser.

Du tager fejl. Jeg har ikke diskuteret dette med dig tidligere.

Jeg er ikke syg. Jeg er læge(det er du vist også?), og deraf kommer min tilgang til emnet. 

Det er tilladt at være anonym, derfor har dette ingen relevans.

Igen, funktionel lidelse er kun en forskningsdiagnose.

Jeg er klar over, at mange sundhedsfaglige og også kommunalt ansatte bliver påduttet at udbrede TERM-modellen, sågar via kursus og retningslinier. Jeg vil blot ikke lade dette ske uden modsvar. Heller ikke på et baby forum.

Jeg er helt ny på sitet, men jeg føler trang til at blande mig i denne debat. Beklager på forhånd, det bliver lidt langt.

Det giver ingen mening at sammenligne kræft og psykisk sygdom, for hvad er højest - Rundetårn eller et grisehyl ?

Som jeg læser det, handler det ikke om likes på facebook (er ikke selv på facebook), men ts efterlyser større forståelse for psykiske sygdomme.

Denne tråd vidner desværre om, at der stadig er mange fordomme om psykisk sygdom.

Jeg har selv haft en svær depression, så det er en af de psykiske sygdomme, jeg kan udtale mig om. Det er et helvede at være ramt af - og jeg mener virkelig - det er et helvede. Det er så hæsligt, forfærdeligt, råt og brutalt, og hvis man ikke selv har prøvet det eller været meget tæt på én, der har, kan man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvordan det føles.

Der er én, der skriver, at man hver dag, når man står op, skal være glad for, at man ikke dør af sig sygdom, og at man ikke behøver at tænke på sin begravelse. Når selvmordstankerne larmer hver eneste dag, kan man ikke "glæde sig over, at man ikke dør af sygdommen". Og jo - man tænker netop på sin begravelse.

Jeg har det godt i dag - er stadig på medicin, havde en god støttende familie og en meget dygtig terapeut. Men det har sat sig spor - jeg er fleksjobber i dag. Har problemer med korttidshukommensen og kan ikke tåle stress. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan det havde været, hvis jeg havde stået alene, som ts gør. Og selvfølgelig frygter jeg at blive syg igen.

Jeg kender en kvinde, som har haft kræft. Mange år senere blev hun ramt af en voldsom psykisk nedtur. For at opmuntre hende sagde hendes søster: "Jamen det er da godt, at det ikke er kræft". Og så svarede hun: "Det ved jeg snart ikke". Alle mennesker er forskellige, men for lige netop hende var kræft og psykisk nedtur lige slemt.

Det er rigtig hårdt, når børn mister deres mor til kræft. Men ville det være nemmere, hvis de mistede hende til selvmord ?

Man kan dø af anoreksi. Nogle psykisk syge skærer i sig selv. Skizofrene oplever perioder, hvor de ikke kan slukke for stemmerne.

Nogle kræftsygdomme kan helbredes. Andre kan ikke. Nogle psykiske sygdomme kan helbredes. Andre kan ikke. Nogle lever i mange år efter at være helbredt for kræft - men de lever med frygten for, at sygdommen vender tilbage.

Mange psykisk syge lever i et helvede hver dag.

For få måneder siden blev min elskede lillesøster ramt af brystkræft. Det er skræmmende og forfærdeligt. Hendes prognose er rigtig god, der er meget gode chancer for, at hun er her mange år endnu. Men frygten vil altid lure i kulissen. Det smerter mig, at hendes børn skal opleve, at deres mor bliver alvorligt syg. Men det ville også smerte mig meget, hvis de havde en psykisk syg mor.

TS - jeg håber, at du stadig læser med. Thunps up for at du har gennemført en cykeltur på 500 m. Du er så sej.

Jeg kunne skrive meget mere, men det bliver alt for langt. God aften jer alle.

Jeg håber, at vi alle vil være lidt mindre fordomsfulde over for andre mennesker.

lineog4 skriver:

Jeg kan egentlig godt følge dig et langt stykke hen af vejen. Men og ja jo næsten en selvfølge der er et men når nu jeg svarer  

Jeg tror det er vigtigt at der skabes en forståelse for funktionelle lidelser (lærte lige noget nyt), og hvilket sted er bedre end Facebook hvor mange læser med? Det er den her famøse balancegang. Jeg er selv utrolig uvidende om fx fibromyalgi, men i og med en bekendt en gang imellem skriver om det på Facebook, er jeg blevet en smule mere vidende. Jeg ved meget lidt om angst fx og det kunne også give en indsigt.

At skrive det på Facebook er ikke nødvendigvis fordi man jager likes, bliver i og med sin sygdom osv. Jeg skriver selv en gang imellem om sorgen, om hvordan den stadig er en del af mig og mit liv på godt om ondt. Jeg gør det så absolut ikke for likes, ja forventer faktisk ikek likes, for hvordan skal man dog kunne like ord om men sorte huller? Men jeg skriver det både som service meddelse: jeg er sgu nede lige ned så tager nok ikke telefonen. Og jeg skriver det for at bryde et tabu, for at lade døden, sorgen og manglen være en naturlig del også af Facebook. De skal ikke kun have glansbilledet, moren der har overskud til at spille matador, sy børnenes tøj og bager lækre boller - ja faktisk får de meget sjældent for det, for hvorfor skulle jeg dog fremstille glansbilledet som jo kun er gældende kort tid af hverdagen? De får så primært lidt billeder, links og så beskrivelsen af de sorte huller et par gange om året. 

Fibromylagi er en anerkendt FYSISK lidelse.

Funktionel lidelse er en forskningsdiagnose og er ulovlig at bruge som DIAGNOSE.

Anonym skriver:

Fibromylagi er en anerkendt FYSISK lidelse.

Funktionel lidelse er en forskningsdiagnose og er ulovlig at bruge som DIAGNOSE.

Du behøver ikke bruge store bogstaver, jeg er bare en der laver transfer når jeg lærer noget nyt og en læge i tråden skrev funktionelle lidelser og derfor skrev jeg det - jeg ved ikke hvad det dækker over, men lærer bare nyt hele livet igennem.

Jeg underkender ikke hverken fibromylagi eller andre diagnoser/lidelser/sygdomme/udfordringer - du vælger selv hvad de skal kaldes. For mig er det vigtigste ikke hvad du og jeg kalder dem, men anerkendelsen. Ved godt det er vigtigt i forhold til tilskud, flex osv. men jeg er ikke en af dem der sidder på pengekassen, blot et menneske der bruger en masse begreber forkert - så hellere læse sammenhæng af ordene end de specifikke ord.

lineog4 skriver:

Du behøver ikke bruge store bogstaver, jeg er bare en der laver transfer når jeg lærer noget nyt og en læge i tråden skrev funktionelle lidelser og derfor skrev jeg det - jeg ved ikke hvad det dækker over, men lærer bare nyt hele livet igennem.

Jeg underkender ikke hverken fibromylagi eller andre diagnoser/lidelser/sygdomme/udfordringer - du vælger selv hvad de skal kaldes. For mig er det vigtigste ikke hvad du og jeg kalder dem, men anerkendelsen. Ved godt det er vigtigt i forhold til tilskud, flex osv. men jeg er ikke en af dem der sidder på pengekassen, blot et menneske der bruger en masse begreber forkert - så hellere læse sammenhæng af ordene end de specifikke ord.

Fordi jeg bare vil have dig til at forstå at begrebet funktionel lidelse bliver brugt i flæng. 

lineog4 skriver:

Du behøver ikke bruge store bogstaver, jeg er bare en der laver transfer når jeg lærer noget nyt og en læge i tråden skrev funktionelle lidelser og derfor skrev jeg det - jeg ved ikke hvad det dækker over, men lærer bare nyt hele livet igennem.

Jeg underkender ikke hverken fibromylagi eller andre diagnoser/lidelser/sygdomme/udfordringer - du vælger selv hvad de skal kaldes. For mig er det vigtigste ikke hvad du og jeg kalder dem, men anerkendelsen. Ved godt det er vigtigt i forhold til tilskud, flex osv. men jeg er ikke en af dem der sidder på pengekassen, blot et menneske der bruger en masse begreber forkert - så hellere læse sammenhæng af ordene end de specifikke ord.

Fordi jeg bare vil have dig til at forstå at begrebet funktionel lidelse bliver brugt i flæng. 

Anonym skriver:

Fordi jeg bare vil have dig til at forstå at begrebet funktionel lidelse bliver brugt i flæng. 

Jeg anerkender dit personlige vendetta mod begrebet funktionel lidelse - men forstår det nok ikke. Har du lyst til at debattere i privatbeskeder? For mange af de ting, du skriver hér giver ikke mening for mig som læge - slet ikke, at du skriver, at du selv er læge...

Tommelise skriver:

Jeg er helt ny på sitet, men jeg føler trang til at blande mig i denne debat. Beklager på forhånd, det bliver lidt langt.

Det giver ingen mening at sammenligne kræft og psykisk sygdom, for hvad er højest - Rundetårn eller et grisehyl ?

Som jeg læser det, handler det ikke om likes på facebook (er ikke selv på facebook), men ts efterlyser større forståelse for psykiske sygdomme.

Denne tråd vidner desværre om, at der stadig er mange fordomme om psykisk sygdom.

Jeg har selv haft en svær depression, så det er en af de psykiske sygdomme, jeg kan udtale mig om. Det er et helvede at være ramt af - og jeg mener virkelig - det er et helvede. Det er så hæsligt, forfærdeligt, råt og brutalt, og hvis man ikke selv har prøvet det eller været meget tæt på én, der har, kan man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvordan det føles.

Der er én, der skriver, at man hver dag, når man står op, skal være glad for, at man ikke dør af sig sygdom, og at man ikke behøver at tænke på sin begravelse. Når selvmordstankerne larmer hver eneste dag, kan man ikke "glæde sig over, at man ikke dør af sygdommen". Og jo - man tænker netop på sin begravelse.

Jeg har det godt i dag - er stadig på medicin, havde en god støttende familie og en meget dygtig terapeut. Men det har sat sig spor - jeg er fleksjobber i dag. Har problemer med korttidshukommensen og kan ikke tåle stress. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan det havde været, hvis jeg havde stået alene, som ts gør. Og selvfølgelig frygter jeg at blive syg igen.

Jeg kender en kvinde, som har haft kræft. Mange år senere blev hun ramt af en voldsom psykisk nedtur. For at opmuntre hende sagde hendes søster: "Jamen det er da godt, at det ikke er kræft". Og så svarede hun: "Det ved jeg snart ikke". Alle mennesker er forskellige, men for lige netop hende var kræft og psykisk nedtur lige slemt.

Det er rigtig hårdt, når børn mister deres mor til kræft. Men ville det være nemmere, hvis de mistede hende til selvmord ?

Man kan dø af anoreksi. Nogle psykisk syge skærer i sig selv. Skizofrene oplever perioder, hvor de ikke kan slukke for stemmerne.

Nogle kræftsygdomme kan helbredes. Andre kan ikke. Nogle psykiske sygdomme kan helbredes. Andre kan ikke. Nogle lever i mange år efter at være helbredt for kræft - men de lever med frygten for, at sygdommen vender tilbage.

Mange psykisk syge lever i et helvede hver dag.

For få måneder siden blev min elskede lillesøster ramt af brystkræft. Det er skræmmende og forfærdeligt. Hendes prognose er rigtig god, der er meget gode chancer for, at hun er her mange år endnu. Men frygten vil altid lure i kulissen. Det smerter mig, at hendes børn skal opleve, at deres mor bliver alvorligt syg. Men det ville også smerte mig meget, hvis de havde en psykisk syg mor.

TS - jeg håber, at du stadig læser med. Thunps up for at du har gennemført en cykeltur på 500 m. Du er så sej.

Jeg kunne skrive meget mere, men det bliver alt for langt. God aften jer alle.

Jeg håber, at vi alle vil være lidt mindre fordomsfulde over for andre mennesker.

 

 

 

 

Du går udfra at alle dem der skriver at kræft ikke er ønskværdig kontra psykisk sygdom ikke aner hvad de snakker om. 

Jeg har selv haft en depression den fik jeg i forbindelse med min datters død .

Den tog 9 mdr inden den lettede og jeg vil altid huske dens længde pga det var lige så lang tid som en graviditet. Og på en eller anden måde symboliserer den min graviditet med min datter.

Jeg har også type 1 diabetes og den vil jeg gerne bytte med endnu en depression. 

Ligesom jeg til enhver tid vil bytte en kræftdiagnose med nærmest hvad som helst. 

At der er nogen der ikke mener kræft er på linje  ed f.eksempel depression er ikke det samme som at det ikke anerkendes at det er svært for de mennesker der står midt i det 

Og jeg fristes til at sige at når du ikke har stået med en livstruende sygdom så er det meget nemt at drage sine egne fordomme og pege af andres (i dine øjne) fordomme og mangle de forståelse. 

Carina:-) skriver:

Du går udfra at alle dem der skriver at kræft ikke er ønskværdig kontra psykisk sygdom ikke aner hvad de snakker om. 

Jeg har selv haft en depression den fik jeg i forbindelse med min datters død .

Den tog 9 mdr inden den lettede og jeg vil altid huske dens længde pga det var lige så lang tid som en graviditet. Og på en eller anden måde symboliserer den min graviditet med min datter.

Jeg har også type 1 diabetes og den vil jeg gerne bytte med endnu en depression. 

Ligesom jeg til enhver tid vil bytte en kræftdiagnose med nærmest hvad som helst. 

At der er nogen der ikke mener kræft er på linje  ed f.eksempel depression er ikke det samme som at det ikke anerkendes at det er svært for de mennesker der står midt i det 

Og jeg fristes til at sige at når du ikke har stået med en livstruende sygdom så er det meget nemt at drage sine egne fordomme og pege af andres (i dine øjne) fordomme og mangle de forståelse. 

Det, jeg skriver, er, at der er mange fordomme over for psykiske sygdomme.

Nu er der jo også forskel på psykiske sygdomme, og der er forskel på graden af depressioner. Jeg var syg i flere år, så for mig er 9 måneder kort tid. Jeg har også været indlagt på psyk. med en psykose, hvor jeg ikke kunne kende forskel på virkelighed og fantasi, og det er altså ingen skovtur.

Du har måske mødt større forståelse end ts, for alle er jo klar over, at det er ganske forfærdeligt at miste sit barn. Jeg håber, da ikke, at der er nogen, der har sagt til dig, at de ikke orkede at have dig i deres liv, fordi du var deprimeret over at have mistet et barn. Det ville da have været direkte ondskabsfuldt, hvis de havde sagt sådan til dig. Men det er jo det, ts oplever. Jeg håber heller ikke, at der er nogen, der har sagt til dig, at du bare skulle tage dig sammen.

Man kan rent faktisk dø af psykisk sygdom - f.eks. anoreksi, som jeg har nævnt. Mange psykisk syge lever i gennemsnit 15-20 år kortere end raske mennesker og har større risiko for at udvikle hjerte- kar-sygdomme. Nogle lever med tilbagevende depressioner, som bliver længere og dybere for hver gang. Nogle lever med skizofreni. Maniodepressive kan ikke helbredes.

Som fleksjobber møder man altså også fordomme.

Kræft er en helt forfærdelig sygdom, jeg har ikke skrevet andet. Og min søster er i gang med efterbehandling netop nu. Tror du ikke, jeg er bange for, hvad der sker med hende ? Men hun har 96 % chance for at være i live efter 15 år (altså hvis man skærer trafikulykker, blodpropper og lign. fra). Det tal er vi nødt til at klamre os til. Tanken om at miste hende er ubærlig. Eftersom der er flere tilfælde af brystkræft i vores familie, ved vi endnu ikke, om det skyldes arvelighed. Hvis min lillesøster har genfejlen, har jeg den måske også.

Det jeg mener er bare, at man ikke ALTID kan konkludere, at kræft er værre en psykisk sygdom. Det kommer an på så mange ting.

Tommelise skriver:

Jeg er helt ny på sitet, men jeg føler trang til at blande mig i denne debat. Beklager på forhånd, det bliver lidt langt.

Det giver ingen mening at sammenligne kræft og psykisk sygdom, for hvad er højest - Rundetårn eller et grisehyl ?

Som jeg læser det, handler det ikke om likes på facebook (er ikke selv på facebook), men ts efterlyser større forståelse for psykiske sygdomme.

Denne tråd vidner desværre om, at der stadig er mange fordomme om psykisk sygdom.

Jeg har selv haft en svær depression, så det er en af de psykiske sygdomme, jeg kan udtale mig om. Det er et helvede at være ramt af - og jeg mener virkelig - det er et helvede. Det er så hæsligt, forfærdeligt, råt og brutalt, og hvis man ikke selv har prøvet det eller været meget tæt på én, der har, kan man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvordan det føles.

Der er én, der skriver, at man hver dag, når man står op, skal være glad for, at man ikke dør af sig sygdom, og at man ikke behøver at tænke på sin begravelse. Når selvmordstankerne larmer hver eneste dag, kan man ikke "glæde sig over, at man ikke dør af sygdommen". Og jo - man tænker netop på sin begravelse.

Jeg har det godt i dag - er stadig på medicin, havde en god støttende familie og en meget dygtig terapeut. Men det har sat sig spor - jeg er fleksjobber i dag. Har problemer med korttidshukommensen og kan ikke tåle stress. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan det havde været, hvis jeg havde stået alene, som ts gør. Og selvfølgelig frygter jeg at blive syg igen.

Jeg kender en kvinde, som har haft kræft. Mange år senere blev hun ramt af en voldsom psykisk nedtur. For at opmuntre hende sagde hendes søster: "Jamen det er da godt, at det ikke er kræft". Og så svarede hun: "Det ved jeg snart ikke". Alle mennesker er forskellige, men for lige netop hende var kræft og psykisk nedtur lige slemt.

Det er rigtig hårdt, når børn mister deres mor til kræft. Men ville det være nemmere, hvis de mistede hende til selvmord ?

Man kan dø af anoreksi. Nogle psykisk syge skærer i sig selv. Skizofrene oplever perioder, hvor de ikke kan slukke for stemmerne.

Nogle kræftsygdomme kan helbredes. Andre kan ikke. Nogle psykiske sygdomme kan helbredes. Andre kan ikke. Nogle lever i mange år efter at være helbredt for kræft - men de lever med frygten for, at sygdommen vender tilbage.

Mange psykisk syge lever i et helvede hver dag.

For få måneder siden blev min elskede lillesøster ramt af brystkræft. Det er skræmmende og forfærdeligt. Hendes prognose er rigtig god, der er meget gode chancer for, at hun er her mange år endnu. Men frygten vil altid lure i kulissen. Det smerter mig, at hendes børn skal opleve, at deres mor bliver alvorligt syg. Men det ville også smerte mig meget, hvis de havde en psykisk syg mor.

TS - jeg håber, at du stadig læser med. Thunps up for at du har gennemført en cykeltur på 500 m. Du er så sej.

Jeg kunne skrive meget mere, men det bliver alt for langt. God aften jer alle.

Jeg håber, at vi alle vil være lidt mindre fordomsfulde over for andre mennesker.

 

 

 

 

Tak