Nedtones gener ved vaginal fødsel?

nielsen80 skriver:

Men hænger det ikke også sammen med de manglende sundhedsforsikringer? Og ikke kun KS? Synes jeg, filmen Sicko af Michael Moore belyste i hvert fald.

Der er uden tvivl store risici ved KS - ikke mindst for barnet. Hvorfor de kun skal udføres, når det er det mest forsvarlige. Men at der er ricisi ved KS, gør vel ikke, at man slet ikke skal tale eller informeres om normale gener ved vaginal fødsel. 

Tror bestemt ikke det har noget at gøre med sundheds forsikringer. Jeg fik min datter der, og var slet ikke det jeg oplevede. 

Men lyder til du har haft et dårligt forløb hvor du har fået mangelfuld information. Jeg synes jeg har fået fin info. Både i USA og herhjemme med baby nummer to der kommer lige om lidt. Og det er selvfølgelig ikke særlig fedt.

Hvis det skulle give mening at bruge evolution som et argument, så skulle man jo lade dem, der ikke kan gennemføre en vaginal fødsel dø i forsøget, så det kun var de fødedygtige kvinder, der gav sine gener videre - jeg går ikke ud fra, at der er nogen, der reelt er fortaler for denne model her i 2017?

Hvis det havde noget med gener at gøre så var det gen nok udryddet for længe siden skal du se Men nej meningen med at bruge det som argument er at vi gennem tiden jo så vil få en mindre og mindre fødekanal og derfor vil det kræves at man får ks, ellers dør begge parter.  

nielsen80 skriver:

Hov lige en ekstra bemærkning, den guidance i toiletbesøg m.m., den tror jeg nu, er skåret væk. Vi fik i hvert fald ingen!! Måske min oplevelse af manglende information også er farvet af, vi var indlagt på neontal den første nat grundet den lave PH-værdi, der har de jo fokus på børnene og ikke mor(selvfølgelig!!!) Måske jeg havde fået mere information, havde vi været forbi barselsgangen - vi blev udskrevet direkte til hjemmet fra neontal.

Jeg oplevede jeg fik meget info men det er også 13 år siden jeg var førstegangsfødende og tiden hos personalet var noget helt andet fx fik vi lov st være indlagt til amning var etableret. Og grundet en laaaaaang optalt til fødslen og mig der ikke havde sovet i laaaaang tid fik lov at være på tosengsstue hvor der kun var en anden i en dag resten af tiden var jeg alene og kunne slappe af. Så ja der er nok en forskel. 

Vi har såmænd heller ikke blufærdige i de mødre og forældergruppen jeg har været i og har ikke hørt gener skulle vare så længe. Jeg var også revet op sådan på den der dumme måde første gang, men oplevede det ikke som dig og sad ikke med ble på  men var da klart en smule fremmedgjort over for mit mellemgulv og frygtede om sex fx ville gøre ondt. Jeg fik da endda læst og påskrevet til 5 ugers undersøgelsen om at jeg skulle have trænet bækkenbunden endnu mere så der forventede min egen læge at alt var stort set normalt igen. 

Så min oplevelse er at jeg blev informerer tilstrækkeligt, men kunne da godt mærke fra barn til barn at der var skåret drastisk på ressourcerne og det til trods for jeg fik en del mere end de fleste

Jeg er enig med dig i, at der sagtens kunne være bedre og flere informationer om tiden efter fødslen. Fx til fødselsforberedelse. 

Dette kan og skal dog ikke sammenlignes med den information man får forud for kejsersnit, da der er en kæmpe forskel på de to ting og de derfor ikke kan sammenlignes over en kam. En fødsel er en hændelse. En naturlig fysiologisk proces. Et kejsersnit er et invasiv indgreb, en operation og derfor skal man informere om risici og bivirkninger i langt højere grad forud for.

Jeg har slet ikke oplevelsen af at gener efter vaginal fødsel "nedtones". Men måske har jeg en oplevelse af at mange fødende har en forventning om at være hurtigt ovenpå igen, og også at man har en tendens til at beskrive helt normale fysiologiske ting som "komplikationer". Fx urininkontinens, som -uanset at det er invaliderende - er en naturlig følge af slap bækkenbund, som skal trænes op. Altså ikke en komplikation. 

I gamle dage gik meget af denne info fra mor til datter, men nu googler vi, og mister måske en del af denne vigtige "husmor-viden". Spørgsmålet er om det er sygehuspersonale der skal informere om mange af disse ting, eller om man selv skal opsøge viden? 

Drwhosaidthat skriver:

Jeg er enig med dig i, at der sagtens kunne være bedre og flere informationer om tiden efter fødslen. Fx til fødselsforberedelse. 

Dette kan og skal dog ikke sammenlignes med den information man får forud for kejsersnit, da der er en kæmpe forskel på de to ting og de derfor ikke kan sammenlignes over en kam. En fødsel er en hændelse. En naturlig fysiologisk proces. Et kejsersnit er et invasiv indgreb, en operation og derfor skal man informere om risici og bivirkninger i langt højere grad forud for.

Jeg har slet ikke oplevelsen af at gener efter vaginal fødsel "nedtones". Men måske har jeg en oplevelse af at mange fødende har en forventning om at være hurtigt ovenpå igen, og også at man har en tendens til at beskrive helt normale fysiologiske ting som "komplikationer". Fx urininkontinens, som -uanset at det er invaliderende - er en naturlig følge af slap bækkenbund, som skal trænes op. Altså ikke en komplikation. 

I gamle dage gik meget af denne info fra mor til datter, men nu googler vi, og mister måske en del af denne vigtige "husmor-viden". Spørgsmålet er om det er sygehuspersonale der skal informere om mange af disse ting, eller om man selv skal opsøge viden? 

^ dette 

nielsen80 skriver:

Et spørgsmål har ligget og luret et stykke tid ved mig, og vil derfor rigtig gerne høre andres oplevelser og holdninger til det. Spørgsmålet handler om, den generelle opfattelse af vaginal fødsel vs kejsersnit. Uanset hvor man læser, kan man høre kvinder fortælle at vaginal fødsel er at foretrække blandt andet fordi, man er på benene hurtigere m.m. 

Når jeg snakker med veninder, bekendte osv. er det OVERHOVEDET ikke det billede, der tegner sig, tværtimod ! Jeg kan starte med min egen oplevelse. Og bare lige for en god ordens skyld - jeg advokerer ikke for kejsersnit fremfor vaginal fødsel. Er vaginal fødsel forsvarligt, jamen så er det bedst for barnet og skal derfor vælges, men synes bare man bør gøre os mødre mere opmærksomme på de gener, man typisk har efterfølgende, så det ikke kommer som et chok!

Jeg fødte ved akut KS (fuld narkose) ved min den første. Mine smerter ved KS var stort set ikke eksisterende, jeg var på benene og klar den næste dag. Gik lange ture på tredje dagen, og det normale parliv var oppe og køre efter et par uger. Måske var jeg heldig, dog er det det billede som tegner sig for alle dem jeg kender(7 stk - ikke signifikant bevares), der har fået KS.

Jeg fødte vaginalt med den anden, og fik en 2 grads bristning, som jo både er normalt og ikke særlig slemt, for en førstegangsfødende. Her 7 uger efter, ja der døjer jeg stadig med fantastiske ting som smerter ved skedeåbning, smerter ved sex samt den mest sexet: ufrivillig vandladning, som jeg ikke engang led af, da jeg var højgravid. Min læge sendte mig til tjek på sygehuset, da meget af den ellers selvopløslige tråd på ingen måder var opløst. Der fortalte de, at det var da HELT normalt at have det sådan 5 uger efter fødsel. Hvis det forsatte efter 5-6 mdr, ja så kunne man se på det. Så min konklusion for mig har helt klart været, at det er SÅ meget nemmere at komme sig over et KS.

Synes generelt man skal passe på med at give førstegangsfødende et billede af, at man rejser sig og er sig selv, så snart baby popper ud. Det er jo langt fra sandt for langt de fleste åbenbart! Vaginal fødsel er bedst - når det går godt, og kan lade sig gøre - for baby. Kan dog ikke lade vær med at tænke, man måske lidt bevist i sundhedsvæsnet undlader at fortælle om de gener der er for mor, som er relative normale, fordi man så er bange for, at flere ville vælge KS.

Læste en artikel fra 2012, hvor man påpeget, at man i fødselssamtaler påpeger risikoen for at man rammer baby med kniven( sker for under 1%) ved KS, hvorimod risikoen for iltmangel ved vaginal fødsel ikke nævnes, selvom denne er 5%. Genkender dette fra min egen samtale her ved nr 2, selvom iltmangel var årsagen til min første fødsel endte i KS......og min datter her anden gang havde faktisk også en lav PH værdi(iltmangel)og skulle indlægges med sonde til observation. Dette på trods af jeg under hele fødselen havde diverse udstyr på.

Så et langt indlæg�� Udelukkende for st høre om andre oplever, at gener ved vaginal fødsel nedtones af både sundhedsvæsen og til dels os kvinder, fordi man er bange for, at lyde somom man taler for kejsersnit?

 

Jeg har kun læst startindlægget. 

Fik aks første gang - var 6 uger om at komme mig optimalt, de 4 døgn vi var på sygehuset bevægede jeg mig så lidt som muligt fordi jeg tudede af smerte hver gang jeg forsøgte at rejse mig fra sengen. 

2. Gang fødte jeg vaginalt og gik tur rundt i byen et par dage efter, havde dog en voldsom tyngde fornemmelse og måtte have pauser ofte, jeg havde også ondt i røven i en uges tid pga forstuvet haleben,  men det var intet ift ikke at kunne rejse sig uden hjælp i 14 dage efter Ks og derefter kun kunne gå i begrænset tid ad gangen uden smerter.. 

10 gange hellere vaginal fødsel til mig  

Drwhosaidthat skriver:

Jeg er enig med dig i, at der sagtens kunne være bedre og flere informationer om tiden efter fødslen. Fx til fødselsforberedelse. 

Dette kan og skal dog ikke sammenlignes med den information man får forud for kejsersnit, da der er en kæmpe forskel på de to ting og de derfor ikke kan sammenlignes over en kam. En fødsel er en hændelse. En naturlig fysiologisk proces. Et kejsersnit er et invasiv indgreb, en operation og derfor skal man informere om risici og bivirkninger i langt højere grad forud for.

Jeg har slet ikke oplevelsen af at gener efter vaginal fødsel "nedtones". Men måske har jeg en oplevelse af at mange fødende har en forventning om at være hurtigt ovenpå igen, og også at man har en tendens til at beskrive helt normale fysiologiske ting som "komplikationer". Fx urininkontinens, som -uanset at det er invaliderende - er en naturlig følge af slap bækkenbund, som skal trænes op. Altså ikke en komplikation. 

I gamle dage gik meget af denne info fra mor til datter, men nu googler vi, og mister måske en del af denne vigtige "husmor-viden". Spørgsmålet er om det er sygehuspersonale der skal informere om mange af disse ting, eller om man selv skal opsøge viden? 

Er faktisk meget enig i dit indlæg. Sammenligningen mellem kejsersnit og fødsel bør man ikke lave, ikke desto mindre bliver de to tit sammenlignet til fødselssamtaler. Jeg oplevede det f.eks. til min med en JM, som netop fortalte mig, at man hurtigere er ovenpå efter fødsel end kejsersnit. En udtalelse som man ofte høre, men som jo ikke er sand, da det jo - som denne tråd viser - er meget individuelt, hvordan man reagerer og kommer ovenpå igen. Og jeg skulle altså ikke engang overbevises af hende - det kom efter, hun spurgte til fødsel og mit tidligere akutte KS. Hvortil jeg svaret, at jeg ville bestemme mig efter fødselssamtalen med lægen, jeg var indkaldt til, da jeg ville læne mig op at hans/hendes anbefaling. Jeg ville aldrig vælge vaginal fødsel, hvis en fødselslæge frarådet mig det - ligesom jeg ikke ville vælge KS, når nu lægen frarådet det.

Har helt bevist prøvet at kalde det gener gennem mine svar, netop som du siger, fordi det jeg oplever, beskrives som normalt af sundhedspersonale. Og ja jeg havde en forventning om at være på benene efter en uge maks to, hvis min fødsel forløb ukompliceret. Denne forventning er dog ikke en, jeg bare sådan har fundet på, men som jeg synes, underbygges rigtig mange steder. Bare se på denne tråd, rigtig mange har skrevet netop for at fortælle, at de nærmest gik ud af fødselsstuen og var 100% klar igen. Når man læser i forskellige fora, snakker med JM m.m. synes jeg, man enten får skræmmehistorien om hende der sprækker fra a-z eller drømmen om, at man er sig selv igen efter få dage. Synes der mangler information om, at langt de fleste jo ender i midten af den skala, og hvad det så betyder. Og fremfor alt - hvad skal man regne med, og hvad skal man reagere på - for ja et bækkenbund skal trænes op igen, men hvis man ikke kan føle det og derfor træne, hvad skal man så gøre? Hvis man stadig har smerter ved sex efter 3 mdr, er det så normalt, eller skal man lige vende det med lægen osv.

spurgte forøvrigt min egen mor, hun sagde, ja det døjet hun også med efter fødsel af min søster, men det ville hun da ikke fortælle inden min, for hun ville jo ikke skræmme mig ......doh

nielsen80 skriver:

Er faktisk meget enig i dit indlæg. Sammenligningen mellem kejsersnit og fødsel bør man ikke lave, ikke desto mindre bliver de to tit sammenlignet til fødselssamtaler. Jeg oplevede det f.eks. til min med en JM, som netop fortalte mig, at man hurtigere er ovenpå efter fødsel end kejsersnit. En udtalelse som man ofte høre, men som jo ikke er sand, da det jo - som denne tråd viser - er meget individuelt, hvordan man reagerer og kommer ovenpå igen. Og jeg skulle altså ikke engang overbevises af hende - det kom efter, hun spurgte til fødsel og mit tidligere akutte KS. Hvortil jeg svaret, at jeg ville bestemme mig efter fødselssamtalen med lægen, jeg var indkaldt til, da jeg ville læne mig op at hans/hendes anbefaling. Jeg ville aldrig vælge vaginal fødsel, hvis en fødselslæge frarådet mig det - ligesom jeg ikke ville vælge KS, når nu lægen frarådet det.

Har helt bevist prøvet at kalde det gener gennem mine svar, netop som du siger, fordi det jeg oplever, beskrives som normalt af sundhedspersonale. Og ja jeg havde en forventning om at være på benene efter en uge maks to, hvis min fødsel forløb ukompliceret. Denne forventning er dog ikke en, jeg bare sådan har fundet på, men som jeg synes, underbygges rigtig mange steder. Bare se på denne tråd, rigtig mange har skrevet netop for at fortælle, at de nærmest gik ud af fødselsstuen og var 100% klar igen. Når man læser i forskellige fora, snakker med JM m.m. synes jeg, man enten får skræmmehistorien om hende der sprækker fra a-z eller drømmen om, at man er sig selv igen efter få dage. Synes der mangler information om, at langt de fleste jo ender i midten af den skala, og hvad det så betyder. Og fremfor alt - hvad skal man regne med, og hvad skal man reagere på - for ja et bækkenbund skal trænes op igen, men hvis man ikke kan føle det og derfor træne, hvad skal man så gøre? Hvis man stadig har smerter ved sex efter 3 mdr, er det så normalt, eller skal man lige vende det med lægen osv.

spurgte forøvrigt min egen mor, hun sagde, ja det døjet hun også med efter fødsel af min søster, men det ville hun da ikke fortælle inden min, for hun ville jo ikke skræmme mig ......doh

Men udtalelsen er vel 'sand', hvis de vaginalt fødende gennemsnitligt kommer hurtigt på benene end kejserinderne. Enkelte cases kan ikke afvise dette. Baby.dk viser jo stikprøver, ikke sandheden.

Abracadabra skriver:

Men udtalelsen er vel 'sand', hvis de vaginalt fødende gennemsnitligt kommer hurtigt på benene end kejserinderne. Enkelte cases kan ikke afvise dette. Baby.dk viser jo stikprøver, ikke sandheden.

Ja det kan man jo godt sige, men pointen i hendes indlæg, var jo netop ikke at sammenligne KS og vaginal fødsel. Denne sammenligning sker, uanset om man kan eller ej, ikke kun af os (ikke vidende baby.dk brugere), men også af sundhedsfagligt personale. 

Nu ved jeg jo, du er læge, kender dog ikke dit speciale, men ved du, om der er indsamlet solidt data på, om man kommer sig hurtigere - altså sådan generelt - efter vaginal fødsel? Har ikke kunne finde noget, men tænker jeg nok ikke har adgang/kendskab til de tidsskrifter m.m., som benyttes. 

Uanset om der er data på det eller ej, ville jeg dog mene specielt en JM burde formulere sig lidt anderledes. F.eks sige der er større sandsynlighed for man kommer sig hurtigere, hvis fødselen forløber ukompliceret. Bombastiske og sort/hvide udtalelser bør man nok holde sig fra, hvis man har med den type data at gøre.

nielsen80 skriver:

Er faktisk meget enig i dit indlæg. Sammenligningen mellem kejsersnit og fødsel bør man ikke lave, ikke desto mindre bliver de to tit sammenlignet til fødselssamtaler. Jeg oplevede det f.eks. til min med en JM, som netop fortalte mig, at man hurtigere er ovenpå efter fødsel end kejsersnit. En udtalelse som man ofte høre, men som jo ikke er sand, da det jo - som denne tråd viser - er meget individuelt, hvordan man reagerer og kommer ovenpå igen. Og jeg skulle altså ikke engang overbevises af hende - det kom efter, hun spurgte til fødsel og mit tidligere akutte KS. Hvortil jeg svaret, at jeg ville bestemme mig efter fødselssamtalen med lægen, jeg var indkaldt til, da jeg ville læne mig op at hans/hendes anbefaling. Jeg ville aldrig vælge vaginal fødsel, hvis en fødselslæge frarådet mig det - ligesom jeg ikke ville vælge KS, når nu lægen frarådet det.

Har helt bevist prøvet at kalde det gener gennem mine svar, netop som du siger, fordi det jeg oplever, beskrives som normalt af sundhedspersonale. Og ja jeg havde en forventning om at være på benene efter en uge maks to, hvis min fødsel forløb ukompliceret. Denne forventning er dog ikke en, jeg bare sådan har fundet på, men som jeg synes, underbygges rigtig mange steder. Bare se på denne tråd, rigtig mange har skrevet netop for at fortælle, at de nærmest gik ud af fødselsstuen og var 100% klar igen. Når man læser i forskellige fora, snakker med JM m.m. synes jeg, man enten får skræmmehistorien om hende der sprækker fra a-z eller drømmen om, at man er sig selv igen efter få dage. Synes der mangler information om, at langt de fleste jo ender i midten af den skala, og hvad det så betyder. Og fremfor alt - hvad skal man regne med, og hvad skal man reagere på - for ja et bækkenbund skal trænes op igen, men hvis man ikke kan føle det og derfor træne, hvad skal man så gøre? Hvis man stadig har smerter ved sex efter 3 mdr, er det så normalt, eller skal man lige vende det med lægen osv.

spurgte forøvrigt min egen mor, hun sagde, ja det døjet hun også med efter fødsel af min søster, men det ville hun da ikke fortælle inden min, for hun ville jo ikke skræmme mig ......doh

det er også et emne, som historisk set har været meget tabubelagt, og som nogen anser for hørende til den private sfære, hvilket nok er en af grundene til, at folk ikke beskriver fx barselsflåd, hæmorider, infektion i syning, inkontinens mv så malende. 

På en eller anden måde forstår jeg det godt - omend jeg er imod det - for man har måske ikke lyst til at sidde og beskrive ovennævnte ting foran en større forsamling, eller ens veninders ægtefæller eller lignende. 

Men tror egentlig i højere grad det er os privat personer, og vores historier, som er lidt farvede, end fagfolkene der mangler at give information. 

Graviditet og fødsel er jo noget af det folk elsker at tale om, så undgår de bare lige at nævne, at de altså fik en hæmoride, som gør at de stadig går rundt med toiletpapir mellem ballerne.