Nedtones gener ved vaginal fødsel?

nielsen80 skriver:

Ja det kan man jo godt sige, men pointen i hendes indlæg, var jo netop ikke at sammenligne KS og vaginal fødsel. Denne sammenligning sker, uanset om man kan eller ej, ikke kun af os (ikke vidende baby.dk brugere), men også af sundhedsfagligt personale. 

Nu ved jeg jo, du er læge, kender dog ikke dit speciale, men ved du, om der er indsamlet solidt data på, om man kommer sig hurtigere - altså sådan generelt - efter vaginal fødsel? Har ikke kunne finde noget, men tænker jeg nok ikke har adgang/kendskab til de tidsskrifter m.m., som benyttes. 

Uanset om der er data på det eller ej, ville jeg dog mene specielt en JM burde formulere sig lidt anderledes. F.eks sige der er større sandsynlighed for man kommer sig hurtigere, hvis fødselen forløber ukompliceret. Bombastiske og sort/hvide udtalelser bør man nok holde sig fra, hvis man har med den type data at gøre.

Man har adgang til ret meget på cochrane... også som lægmand. 

http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD003858.pub2/full

Abracadabra skriver:

Man har adgang til ret meget på cochrane... også som lægmand. 

http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD003858.pub2/full

Tak for link

Kigger det igennem ved lejlighed - umiddelbart synes den artikel, du har linket til, dog at handle om, hvorvidt information m.m. kan hjælpe kvinder, som tidligere har fået KS, til at vælge vaginal - og ikke hvorvidt generne ved det ene, er værre end det andet. Men som sagt har kun lige skimtet abstrakt og results

nielsen80 skriver:

Et spørgsmål har ligget og luret et stykke tid ved mig, og vil derfor rigtig gerne høre andres oplevelser og holdninger til det. Spørgsmålet handler om, den generelle opfattelse af vaginal fødsel vs kejsersnit. Uanset hvor man læser, kan man høre kvinder fortælle at vaginal fødsel er at foretrække blandt andet fordi, man er på benene hurtigere m.m. 

Når jeg snakker med veninder, bekendte osv. er det OVERHOVEDET ikke det billede, der tegner sig, tværtimod ! Jeg kan starte med min egen oplevelse. Og bare lige for en god ordens skyld - jeg advokerer ikke for kejsersnit fremfor vaginal fødsel. Er vaginal fødsel forsvarligt, jamen så er det bedst for barnet og skal derfor vælges, men synes bare man bør gøre os mødre mere opmærksomme på de gener, man typisk har efterfølgende, så det ikke kommer som et chok!

Jeg fødte ved akut KS (fuld narkose) ved min den første. Mine smerter ved KS var stort set ikke eksisterende, jeg var på benene og klar den næste dag. Gik lange ture på tredje dagen, og det normale parliv var oppe og køre efter et par uger. Måske var jeg heldig, dog er det det billede som tegner sig for alle dem jeg kender(7 stk - ikke signifikant bevares), der har fået KS.

Jeg fødte vaginalt med den anden, og fik en 2 grads bristning, som jo både er normalt og ikke særlig slemt, for en førstegangsfødende. Her 7 uger efter, ja der døjer jeg stadig med fantastiske ting som smerter ved skedeåbning, smerter ved sex samt den mest sexet: ufrivillig vandladning, som jeg ikke engang led af, da jeg var højgravid. Min læge sendte mig til tjek på sygehuset, da meget af den ellers selvopløslige tråd på ingen måder var opløst. Der fortalte de, at det var da HELT normalt at have det sådan 5 uger efter fødsel. Hvis det forsatte efter 5-6 mdr, ja så kunne man se på det. Så min konklusion for mig har helt klart været, at det er SÅ meget nemmere at komme sig over et KS.

Synes generelt man skal passe på med at give førstegangsfødende et billede af, at man rejser sig og er sig selv, så snart baby popper ud. Det er jo langt fra sandt for langt de fleste åbenbart! Vaginal fødsel er bedst - når det går godt, og kan lade sig gøre - for baby. Kan dog ikke lade vær med at tænke, man måske lidt bevist i sundhedsvæsnet undlader at fortælle om de gener der er for mor, som er relative normale, fordi man så er bange for, at flere ville vælge KS.

Læste en artikel fra 2012, hvor man påpeget, at man i fødselssamtaler påpeger risikoen for at man rammer baby med kniven( sker for under 1%) ved KS, hvorimod risikoen for iltmangel ved vaginal fødsel ikke nævnes, selvom denne er 5%. Genkender dette fra min egen samtale her ved nr 2, selvom iltmangel var årsagen til min første fødsel endte i KS......og min datter her anden gang havde faktisk også en lav PH værdi(iltmangel)og skulle indlægges med sonde til observation. Dette på trods af jeg under hele fødselen havde diverse udstyr på.

Så et langt indlæg�� Udelukkende for st høre om andre oplever, at gener ved vaginal fødsel nedtones af både sundhedsvæsen og til dels os kvinder, fordi man er bange for, at lyde somom man taler for kejsersnit?

 

Jeg deler fuldt din oplevelse. Ved den første som er født vaginalt fik jeg er svær 3 grads bristning og var måneder om at komme ordenligt på benene.valgte derfor pks med nummer to og var på benene samme aften 

nielsen80 skriver:

Tak for link

Kigger det igennem ved lejlighed - umiddelbart synes den artikel, du har linket til, dog at handle om, hvorvidt information m.m. kan hjælpe kvinder, som tidligere har fået KS, til at vælge vaginal - og ikke hvorvidt generne ved det ene, er værre end det andet. Men som sagt har kun lige skimtet abstrakt og results

Nu er jeg en lidt træt læge pt, men den artikel skal egentlig kun bruges mht. referencer. 

Jeg oplevede 0 info fra læge/jordmor om hvilke ubehageligheter,  jeg kunne få efter vaginal fødsel. Det eneste var, at hvis jeg bristede, ville det blive syet, og at det heler godt i det område.

Jeg var slet ikke forberedt på, at jeg ikke ville kunne tisse normalt, at afføring var grænseoverskridende og smertefult, at jeg pludselig havde problemer med inkontinens. Ikke et pip var sagt på forhånd.

Ingen forsøgte at snakke med mig om det bagefter heller, eller spørge til det. Jeg fik bare besked på at bruge bruseren,  når jeg tissede, og så blev det sagt, at hvis bare man gør sine knibeøvelser, får man kontrollen tilbage. Underforstået, at hvis man ikke bliver hurtigt god igen, er det fordi man ikke har været flittig nok med øvelserne. Efter nummer to blev det aldrig rigtig godt igen. På tross af øvelserne. Og da jeg endelig tog moden til mig og tog det op med lægen, oplevede jeg, at hun ikke tog det alvorligt. Hun undersøkte mig ikke en gang. Bare forklarede meget overbærende, hvor vigtigt det er at gøre øvelserne. Det er flere år siden. Jeg er stadig ikke god. Den yngste er 7 år nu. 

Til sammenligning fik jeg opremset en lang liste med alt, som kan være problematisk i forhold til kejsersnit. Der lagde de ikke skjul på ulemperne.

Det virker på mig, som om, der er mange med en holdning lidt a la "kvinner har født i 1000-vis af år. Det er uproblematisk!" - men det er det jo ikke nødvendigvis. Men det er lidt tabu. Man skal helst holde mund. Man skal jo ikke skremme førstegangsfødende. Og så er det jo ikke noget at snakke om.

Jeg har ikke ønsket mig kejsersnit, men jeg skulle virkelig ønske, at jeg havde fået forklaret, hvad jeg kunne forvente af kroppen efter vaginal fødsel, og så at man fik besked på, at man kan opleve langtidsplager som inkontinens, men at der er hjelp at få. I stedet for, som jeg har oplevet, ikke at blive taget alvorlig. 

Mine tre fødsler har været vaginale og ja jeg har været superfrisk og på benene med det samme efter hver fødsel også selvom den ene gang var lidt krævende. Har altid frygtet et KS da det jo er unaturligt og ik uden risiko og håber også min fjerde fødsel blir vaginal. Kender ik nogen der har fået KS på trods af mine 4 søskende og jeg tilsammens har 11 børn men mit indtryk er da bestemt man har det bedst ved at føde vaginalt hvis det altså kan lade sig gøre. Og ja et KS er jo også dyrt for sundhedsvæsnet at udføre så der er nok heller ik et ønske om at øge udgifterne til fødsler ved at anbefale KS. KS skal jo udføres ved nødvendighed og ik bare fordi man helst vil undgå en vaginal fødsel. Om det har mindre eller flere fysiske konsekvenser at det er det ene eller det andet opleves helt sikkert individuelt men som udgangspunkt får man jo et ar der ska hele ved et KS og det vil jeg da tro har nogle fysiske konsekvenser af en eller anden art. Personligt har jeg ingen fysiske gener haft overhovedet af mine vaginale fødsler og blev syet to af gangene men ik noget der havde nogen betydning efterfølgende.

Anonym skriver:

Jeg oplevede 0 info fra læge/jordmor om hvilke ubehageligheter,  jeg kunne få efter vaginal fødsel. Det eneste var, at hvis jeg bristede, ville det blive syet, og at det heler godt i det område.

Jeg var slet ikke forberedt på, at jeg ikke ville kunne tisse normalt, at afføring var grænseoverskridende og smertefult, at jeg pludselig havde problemer med inkontinens. Ikke et pip var sagt på forhånd.

Ingen forsøgte at snakke med mig om det bagefter heller, eller spørge til det. Jeg fik bare besked på at bruge bruseren,  når jeg tissede, og så blev det sagt, at hvis bare man gør sine knibeøvelser, får man kontrollen tilbage. Underforstået, at hvis man ikke bliver hurtigt god igen, er det fordi man ikke har været flittig nok med øvelserne. Efter nummer to blev det aldrig rigtig godt igen. På tross af øvelserne. Og da jeg endelig tog moden til mig og tog det op med lægen, oplevede jeg, at hun ikke tog det alvorligt. Hun undersøkte mig ikke en gang. Bare forklarede meget overbærende, hvor vigtigt det er at gøre øvelserne. Det er flere år siden. Jeg er stadig ikke god. Den yngste er 7 år nu. 

Til sammenligning fik jeg opremset en lang liste med alt, som kan være problematisk i forhold til kejsersnit. Der lagde de ikke skjul på ulemperne.

Det virker på mig, som om, der er mange med en holdning lidt a la "kvinner har født i 1000-vis af år. Det er uproblematisk!" - men det er det jo ikke nødvendigvis. Men det er lidt tabu. Man skal helst holde mund. Man skal jo ikke skremme førstegangsfødende. Og så er det jo ikke noget at snakke om.

Jeg har ikke ønsket mig kejsersnit, men jeg skulle virkelig ønske, at jeg havde fået forklaret, hvad jeg kunne forvente af kroppen efter vaginal fødsel, og så at man fik besked på, at man kan opleve langtidsplager som inkontinens, men at der er hjelp at få. I stedet for, som jeg har oplevet, ikke at blive taget alvorlig. 

Ok det lyder godt nok heller ikke ok. Tak for dit svar, synes faktisk det var dejligt at få det belyst fra den side også!

Læste i går en artikel på sygesikring danmark med titlen " find dig ikke i fødselsskader". Den omhandler netop det med ikke at blive taget alvorligt, og at langt de fleste reelle skader, kan afhjælpes på den ene eller den anden måde. Det kræver dog, at man får hjælp i rette tid.

I følge artiklen er der faktisk en del kvinder, der oplever kroniske gener, og i nogle tilfælde er det fordi, de er syet forkert sammen. Jordemødrene har ikke altid de bedste forhold, da man jo er hævet m.m. Synes altså bare det gør information om, hvad der er normalt og forventeligt og hvad der skal reageres på, endnu mere vigtigt!! Så man netop undgår at man 7 år efter, stadig døjer med ting som inkonsistens. Og er man f.eks syet forkert sammen, kan man ikke, som en anden bruger skriver, knibe og træne sig ok igen. Så skal man selvfølgelig hjælpes og selvfølgelig skal man tages alvorlig, og det skal være tilladt at snakke om! Netop tabu og det faktum det kan være svært at få hjælp, hvis skaden sker, ville da gøre mig mere skræmt end, at man snakket åben om, at "ja der kan ske nogle skader, men vi hjælper og bare rolig langt de fleste bliver sig selv igen".

Lige min oplevelse:

Jeg har født vaginalt på Hillerød, og her snakkede de til fødselsforberedelsen UDELUKKENDE om, hvad vi kunne forvente efter en vaginalt fødsel med bristninger, efterveer, osv. Symptomer efter kejsersnit blev ikke rigtig nævnt, for det var jo aldrig plan A. 

Så jeg tror måske det handler om hvor man føder og måske også om hvem man er. Jeg overvejede slet ikke muligheden for et "frivilligt" kejsersnit.. 

At de så havde snakket så meget om alt dét, der kan gå galt ved en vaginalt fødsel, så jeg nærmest havde panikangst over at skulle føde til sidst, er så noget helt andet 

Havde I øvrigt en hurtig og nem fødsel. En enkelt hudafskrabning og en del svimmelhed de første dage og ellers var jeg ok.