hårdt at være weekendfar og bonusmor

mpr skriver:

Nu har vi været igennem lidt forskellige former for samvær siden jeg kom ind i min bonusdatters liv. vi har kørt hver anden dag (cirka) samvær, 3 dage den ene uge og 5 den næste. og nu 5/9. Jeg vil faktisk sige det er hårdere at få bonus hjem til os på de helt korte samvær som det har været tidligere, det er det at man når ikke af omvende sig til at nu er barnet der og nu er det der ikke. Vi har den følelse at de første 3 dage er hårde fordi hele vores hverdag skal vendes på hoved i den forbindelse at man ikke bare kan være spontan og sove længe, gøre hvad man vil (selvfølgelig kan man ikke det!) men det er noget af det der gør det hårdt. Efter vi fik det lavet om til 5/9 er det nemmere fordi vi har et par dage til at falde på plads alle 3 og samtidig har vi et par dage sammen hvor vi kan nyde hinandens selskab. Jeg ville helst op i en 7/7 fordi synes 2 dage er for lidt når man tænker på det først er der vi alle 3 er røget ind i rutinen. Og når hun bliver teenager ville det da være lækkert med 14/14 hvis det var noget bonus ønskede for det ville da gøre at man følte man havde en hverdag sammen på en anden måde. 

Det er svært at balancere med det hele især hvis den ene part ikke har egne børn og især hvis det er første forhold hvor der er børn ind over. 

Det har ikke noget at gøre med om i er klar til at få egne børn, det er bare banalt at i skal ændre hverdag i to dage og så skal falde tilbage. Jeg tager cirka 2-3 dage at falde ned på jorden efter bonus har været her og det er ikke fordi vi varder hende op, men bare fordi det er nogle helt andre ting man skal have styr på end når der ikke er børn i hjemmet. 

Men det er især forbudte følelser som en bonusmor aldrig må udtale sig om fordi de skal bare acceptere og omfavne det hele.. Sådan er virkeligheden bare ikke stykket sammen. Men vil sige at forsøge at opdrage på et barn 2 dage hver 14 dag det gør også en træt fordi det er næsten nær en umulig opgave.. Og hvis man har konflikter så er 2 dage altså ret kort tid til at komme mentalt ovenpå igen.

Lidt forundret over hvordan svarene i denne tråd kan ses som man fortæller en bonus de skal være rummelige og kunne klare alt.

tror alle anerkende det er hårdt, og ja er man vant til at sove til man vågner i weekenden så er det da pisse hårdt når den lille trold står der kl 6 om morgenen og dagen begynder. Det er hårdt at have øret på et barn i løbet af natten, det er hårdt at være på med børn når man ikke er vant til det. 

Det de fleste bare siger er, at den lille trold også står op kl 6 selvom man har dem hver dag, man har et øre på barnet selvom de sover der hver nat. Og det at få eget barn er ikke "lettere" end at have et weekend barn. Det er en enorm omvæltning at gå fra tosomhed med to voksne til tresomhed med en baby. Og ts får en light version på den måde at de får en pause mellem de hårde perioder, det får man ikke som nybagte forældre hvor man ikke er gået fra hinanden, der er det 10 minutters pause om dagen man synes er fantastisk. 

Omvæltningen til de næste børn er måske ikke så hårdt, af den simple grund man har levet i kronisk træthed og uden egen tid. 

Jeg startede som bonus hvor der ikke var nogle ordning, min kæreste havde ham hele tiden, men så flyttede jeg bare ikke ind og jeg elskede pausen, hvor jeg kun tænkte på mig selv. Derefter blev jeg fuldtidsmor til vores fælles barn og jeg har aldrig og jeg mener aldrig været så træt, så fysisk udkørt, så drænet. Nu er jeg den glade mor til 3 levende og en bonus som ikke bor her længere (er voksen) og nu har jeg vænnet mig til hele min dag handler om arbejde og få familien til at have det godt (dvs også inklusiv mig selv), bare at finde en time til at gå selv er noget der skal prioriteres og sættes ind i en logistik. Dvs. Mine ord er bare, ja der er hårdt, men det bliver ikke lettere fordi man har børnene hver dag

beti skriver:

tak, så er vi ikke helt palle alene i verdenen omkring det. Og man kan sige med et 24/7 barn kan man ligge sit liv om efter det, det kan man ikke på samme måde med et weekendbarn.

 

Din naivitet forbløffer mig nu noget..

Du kan lige så godt tilrettelægge dit liv efter et bonus barn som dit eget ( eller rettere du indordner dig) er både bonusmor og mor til eget barn og tro mig du vil når du engang får et barn se tilbage på tiden nu og ryste på hoved af dig selv. Et bonusbarn er luksus fordi I har barnet så lidt..

forstår ærligtalt godt svigermors bekymring på om I magter et barn.. I lyder meget umodne og slet ikke klar til at have et barn hele tiden..

hvis jeg var I jeres omgangskreds ville jeg også godt nok være bekymret.. I har malet jer en lyserød verden omkring det at være forældre og I nægter jo tydeligvis at se verden som den er..

hvad når I har et barn 24/7 og så bonus kommer på weekend? Et barn er hårdt men 2 er dobbelt så hårdt.. Stakkels bonusbarn.. Han kan da kun blive ladt tilbage for har du ikke overskud nu så har du slet ikke når du står med en baby på armen.. 

Men du kommer jo nok ud af din naivitet når du står der for jeg tror ærlig talt INTET kan overbevise dig om andet trods flere har skrevet at svigermor har ret. Så tænker du kun oprettede tråden for at nogen skulle give dig ret og ikke fordi du reelt var i tvivl.. 

Jeg tror svigermor siger som hun gør, fordi hun er beskyttende overfor sit barnebarn. Jeres udtalelse kunne høres som en kritik af ham og hans opdragelse. Samtidig opfatter hun måske en lille ny halvbror eller søster som en trussel mod det barnebarn som hun elsker. Heldigvis bliver hun absolut lige så glad for alle de børn i får sammen, så tag hendes udtalelse for det den er, farmor kærlighed

Sprit25 skriver:

Ej jeg bliver lidt Hugo modsat nu. Jeg kan faktisk godt forstå jer jeg synes virkelig også det er mere hårdt når jeg har mit barn en hel weekend alene end i hverdagen. Og det med at blive hevet ud af rutiner kan jeh følge. Det værste jeg ved er når min datter ændre på sine

Men med ens eget barn har man det jo også i weekenderne og endda alle weekenderne. Så kan ikke se hvordan det kan være lettere at have eget barn 14 dage på to uger, end at have delebarn 3 dage på 2 uger. 

Måske mig der er tungnem, men forstår det ikke. Forstår udemærket det kan være hårdt at gå fra at være voksen med en masse voksen tid til at have en lille mand på 3 år, men kan ikke forstå hvordan det bliver nemmere med søvn, fysisk osv med eget barn og da slet ikke da man jo ikke får barnet som 3 årig men som en meget krævende nyfødt 

lineog4 skriver:

Lidt forundret over hvordan svarene i denne tråd kan ses som man fortæller en bonus de skal være rummelige og kunne klare alt.

tror alle anerkende det er hårdt, og ja er man vant til at sove til man vågner i weekenden så er det da pisse hårdt når den lille trold står der kl 6 om morgenen og dagen begynder. Det er hårdt at have øret på et barn i løbet af natten, det er hårdt at være på med børn når man ikke er vant til det. 

Det de fleste bare siger er, at den lille trold også står op kl 6 selvom man har dem hver dag, man har et øre på barnet selvom de sover der hver nat. Og det at få eget barn er ikke "lettere" end at have et weekend barn. Det er en enorm omvæltning at gå fra tosomhed med to voksne til tresomhed med en baby. Og ts får en light version på den måde at de får en pause mellem de hårde perioder, det får man ikke som nybagte forældre hvor man ikke er gået fra hinanden, der er det 10 minutters pause om dagen man synes er fantastisk. 

Omvæltningen til de næste børn er måske ikke så hårdt, af den simple grund man har levet i kronisk træthed og uden egen tid. 

Jeg startede som bonus hvor der ikke var nogle ordning, min kæreste havde ham hele tiden, men så flyttede jeg bare ikke ind og jeg elskede pausen, hvor jeg kun tænkte på mig selv. Derefter blev jeg fuldtidsmor til vores fælles barn og jeg har aldrig og jeg mener aldrig været så træt, så fysisk udkørt, så drænet. Nu er jeg den glade mor til 3 levende og en bonus som ikke bor her længere (er voksen) og nu har jeg vænnet mig til hele min dag handler om arbejde og få familien til at have det godt (dvs også inklusiv mig selv), bare at finde en time til at gå selv er noget der skal prioriteres og sættes ind i en logistik. Dvs. Mine ord er bare, ja der er hårdt, men det bliver ikke lettere fordi man har børnene hver dag

Det var ikke helt det jeg mente, det er mere generelt ude i samfundet at bonus skal bare acceptere og må ikke "brokke" sig omkring situationen. 

Er udemærket klar over at det er hårdt at have barn 24/7, men det er hårdt på en anden måde, man er i de cirka samme rutiner med det/de barn/børn hele tiden. Med bonus skifter man jo hele tiden og skal tilpasse sig hele tiden. Og tænker især at det man kun har barnet 2 dage af gangen kan være en stor omvæltning mentalt. 

At man føler det er hårdt at have weekends barn tænker jeg ikke er ens betydning med at man er for umoden til at få eget barn. Så tilpasser man sig det og så køre det derfra. For midt vedkommende som jeg skrev så har jeg fået meget mere overskud end da vi kun havde bonus på så korte intervaller af gangen fordi så skulle mit mind set ikke skifte konstant (da vi havde hende hver anden dag cirka). Der er en anden ro over en når man ikke har en masse man skal nå på kun 2 dage. 

Tænker også mange som kun har deres børn 2 dage hver 14 dag har en tendens til at ville gøre op for mistet tid og derfor sætter sig selv på overtryk med at man skal være meget sammen og hele tiden være på for det er jo synd for barnet når det ikke har været her. Og det kan virkelig sætte ens hoved på overtryk så man er meget træt når bonus igen tager tilbage til bopæls forælderen.

mpr skriver:

Det var ikke helt det jeg mente, det er mere generelt ude i samfundet at bonus skal bare acceptere og må ikke "brokke" sig omkring situationen. 

Er udemærket klar over at det er hårdt at have barn 24/7, men det er hårdt på en anden måde, man er i de cirka samme rutiner med det/de barn/børn hele tiden. Med bonus skifter man jo hele tiden og skal tilpasse sig hele tiden. Og tænker især at det man kun har barnet 2 dage af gangen kan være en stor omvæltning mentalt. 

At man føler det er hårdt at have weekends barn tænker jeg ikke er ens betydning med at man er for umoden til at få eget barn. Så tilpasser man sig det og så køre det derfra. For midt vedkommende som jeg skrev så har jeg fået meget mere overskud end da vi kun havde bonus på så korte intervaller af gangen fordi så skulle mit mind set ikke skifte konstant (da vi havde hende hver anden dag cirka). Der er en anden ro over en når man ikke har en masse man skal nå på kun 2 dage. 

Tænker også mange som kun har deres børn 2 dage hver 14 dag har en tendens til at ville gøre op for mistet tid og derfor sætter sig selv på overtryk med at man skal være meget sammen og hele tiden være på for det er jo synd for barnet når det ikke har været her. Og det kan virkelig sætte ens hoved på overtryk så man er meget træt når bonus igen tager tilbage til bopæls forælderen.

Jeg har prøvet begge ting og intet og jeg mener virkelig intet slår at være fuldtidsmor til et spædbarn der sov max 3 timer af gangen og om dagen max 45 minutter. Jeg var totalt zombi, rent tortur og det varede læææænge. 

Ja det kunne virke hårdt at være weekend bonus (det var jeg, jeg kom og boede i weekender og var hjemmene hverdagene), men jeg kunne læse en bog uden at falde i søvn på 5. Side, jeg kunne se en film til ende også selvom jeg sad i en sofa, jeg havde en del mere overskud end nu som fuldtidsmor. 

Så jo det kan virke hårdt med omstillingen forstår jeg godt, fordi man konstant får sat i perspektiv hvad man kunne have, man er måske dårlig til at ændre noget de dage man ikke har barn, så omvæltningen kan virke stor. Men det er ikke lettere at have et barn hver dag året rundt, om man så har hundrede rutiner, så giver det mere voksentid, mere søvn, mere afslapning, mere af det hele når man "kun" deles om et barn end når man har det fuldtid. Vi med børn på fuldtid har bare ikke et konstant sammenligningsgrundlag. 

Vil sige det er det samme når man sidder med første barn og tænker: vauw jeg har intet tid til mig selv, jeg kan jo aldrig og det er svært at komme ud af døren. Når man så sidder som mor til 3 og husker hvor "nemt" det var med det ene barn er man ved at dø af grin over sig selv og ens "små" problemer som mor til 1 barn. Alt er relativt, og for ts er det hårdt at have barn i 2 dage ud af 14, med sikkerhed vil hun når hun er mor 14 dage ud af 14 dage grine lidt af sig selv....

lineog4 skriver:

Jeg har prøvet begge ting og intet og jeg mener virkelig intet slår at være fuldtidsmor til et spædbarn der sov max 3 timer af gangen og om dagen max 45 minutter. Jeg var totalt zombi, rent tortur og det varede læææænge. 

Ja det kunne virke hårdt at være weekend bonus (det var jeg, jeg kom og boede i weekender og var hjemmene hverdagene), men jeg kunne læse en bog uden at falde i søvn på 5. Side, jeg kunne se en film til ende også selvom jeg sad i en sofa, jeg havde en del mere overskud end nu som fuldtidsmor. 

Så jo det kan virke hårdt med omstillingen forstår jeg godt, fordi man konstant får sat i perspektiv hvad man kunne have, man er måske dårlig til at ændre noget de dage man ikke har barn, så omvæltningen kan virke stor. Men det er ikke lettere at have et barn hver dag året rundt, om man så har hundrede rutiner, så giver det mere voksentid, mere søvn, mere afslapning, mere af det hele når man "kun" deles om et barn end når man har det fuldtid. Vi med børn på fuldtid har bare ikke et konstant sammenligningsgrundlag. 

Vil sige det er det samme når man sidder med første barn og tænker: vauw jeg har intet tid til mig selv, jeg kan jo aldrig og det er svært at komme ud af døren. Når man så sidder som mor til 3 og husker hvor "nemt" det var med det ene barn er man ved at dø af grin over sig selv og ens "små" problemer som mor til 1 barn. Alt er relativt, og for ts er det hårdt at have barn i 2 dage ud af 14, med sikkerhed vil hun når hun er mor 14 dage ud af 14 dage grine lidt af sig selv....

Men det perspektiv har en der ikke selv har barn ikke. Og det er det faktum der er nu. Selvfølgelig ændre det sig og man kan sige puha.. Men det betyder ikke at man ikke kan føle det er hårdt det man sidder i nu. Det bliver hårdt på en anden måde senere. Men man må da godt brokke sig over det er lidt hårdt :p Måtte man så heller ikke brokke sig over at man havde 39 i feber fordi man ikke har prøvet at ligge døden nær? 

Man brokker sig i det omfang man står i nu så kan man brokke sig på en anden måde senere 

mpr skriver:

Men det perspektiv har en der ikke selv har barn ikke. Og det er det faktum der er nu. Selvfølgelig ændre det sig og man kan sige puha.. Men det betyder ikke at man ikke kan føle det er hårdt det man sidder i nu. Det bliver hårdt på en anden måde senere. Men man må da godt brokke sig over det er lidt hårdt :p Måtte man så heller ikke brokke sig over at man havde 39 i feber fordi man ikke har prøvet at ligge døden nær? 

Man brokker sig i det omfang man står i nu så kan man brokke sig på en anden måde senere 

Klart hun må brokke sig og var egentlig vel heller ikke det tråden handlede om eller måske er det. Jeg oplevede og læste ts vitterlig tror det er lettere med eget barn fordi man har rutiner og derfor er det ikke hårdt som det er at have et barn i en weekend. Og ts derfor ikke forstår fx svigermors bekymring over hvorvidt de er parate til eget barn hvis det virker så hårdt.

svigermor har jo ret i det er mere hårdt med et barn man har hver dag uafhæbgigt af rutiner. 

Jeg tror vi alle sammen anerkender det kan være hårdt med weekend barn, men vi vil bare ikke give ret i det er lettere med er barn 24/7

beti skriver:

Men der mener jeg så at det ikke kan samlignes, fordi de fleste forældre der har deres børn 24/7 kommer ind i rutiner og får det til hænge sammen. 

 

Ved godt det er "lidt" vi har ham, men man bliver bare hevet ud og ind i rutiner hele tiden, og man man sover ikke så tungt, fordi man hele tiden har et øre på sønnen osv. 

 

Men det med ikke at sove tungt når bonus er der, det kan du lige så godt regne med sker hver evig eneste nat når du har et barn 24/7 

Må desværre også lidt give svigermor ret, selvom jeg godt kan forstå hvad du mener med at blive hevet ind og ud af rutiner, så tror jeg alligevel det er mindre hårdt end dit eget barn som du har og er på 24/7. I kan jo lade op ALLE andre dage i ikke har ham, det kan man altså trods alt ikke med sin egne/fuldtidsbørn

Når min mor og far har haft min søn på besøg, er de fuldstændig smadrede bagefter. Selvfølgelig er det et spørgsmål om alder, men jeg tror også de er langt mere på når han er omkring dem end vi er. For det første skal der ikke gå et minut spildt af den tid de har sammen. For det andet ved de ikke altid helt hvad han faktisk kan klare selv. Og for det tredje er han, selvom han er meget hjemmevant hos mormor og morfar, ikke på hjemmebane, og mangler alle sine ting, som han ofte kan aktivere sig selv med. Det betyder at de bruger væsentligt mere energi på en weekend sammen med ham end vi ville gøre.

Jeg er ikke bonusmor, så jeg ved ikke om noget lignende kan gøre sig gældende i jeres situation.

Tilføjelse: Og så er der den med søvn. Jeg havde væsentligt mere overskud den gang min dreng vågnede fast et par gange hver nat, end hvis han sover dårligt i en kort periode. I første tilfælde var jeg på en eller anden måde vænnet til at have underskud af energi, så mit forbrug og forventninger har nok heller ikke været så stort.