hårdt at være weekendfar og bonusmor

Som andre skriver så har svigermor ret. Har også et bonusbarn og det var slet ikke hårdt at have hende. Nu har vi vores fælles 24/7 og SÅ mærker man det er hårdt ( og skønt) vi levede i luksus på den konto før.

så selvom det gør ondt at høre så har svigermor ret

beti skriver:

Men der mener jeg så at det ikke kan samlignes, fordi de fleste forældre der har deres børn 24/7 kommer ind i rutiner og får det til hænge sammen. 

 

Ved godt det er "lidt" vi har ham, men man bliver bare hevet ud og ind i rutiner hele tiden, og man man sover ikke så tungt, fordi man hele tiden har et øre på sønnen osv. 

 

At det er hårdt i forhold til de dage, I kun er jer to, kan jeg godt forstå. At det er hårdt i forhold til at have barn eller børn hele tiden, kan jeg ikke forstå. Rutiner omfatter stadig, at man er på 24/7 og ikke kan sove tungt. 

Du kan jo sammenligne det lidt med deltidsarbejde vs. fultidsarbejde. 

beti skriver:

Men der mener jeg så at det ikke kan samlignes, fordi de fleste forældre der har deres børn 24/7 kommer ind i rutiner og får det til hænge sammen. 

 

Ved godt det er "lidt" vi har ham, men man bliver bare hevet ud og ind i rutiner hele tiden, og man man sover ikke så tungt, fordi man hele tiden har et øre på sønnen osv. 

 

Tro mig uafhængigt af rutiner og hver dag, så stopper det med at sove tungt når man får børn  man lytter efter dem også selvom de er der hver nat, og ja en lille baby kan snildt vågne hver 3. Time det første års tid. 

En baby kan give et liv som zombi og det gør 3 årige nu sjældent 

beti skriver:

sagen er den, at min kæreste på 25 år har en super sød dreng på 3, næsten 4 år. vi har ham hveranden weekend og en torsdag til fredag, der hvor vi ikke har ham i weekenden. Vi har det alle tre super godt sammen!

 

Men min kæreste og jeg snakker tit om at vi syntes det er hårdt fysisk, altså at vi er trætte når hans søn så tager hjem til moren. Dette er der ikke nogen der kan forstå, og vi har direkte fået at vide af min svigermor, at vi nok skulle vente lidt med at børn, fordi hun ikke mener vi er klar til det, når vi syntes det er hårdt at have et weekendbarn. Dertil prøver jeg at forklare hende, at det med at man bliver hevet ud og ind af rutinerne, og at man hele tiden er der, hvis sønnen har brug for hjælp, altså at man ikke slapper ordentlig af når sønnen er der. 

 

Er det os/mig der er helt forkert på den, når vi/jeg syntes det er hårdt at have sønnen på besøg?

Klart det er hårdt når man går fra at være to voksne der kan sove til man vågner i weekenderne, kan kravle i seng sent på natten, kan sidde på toilettet så længe man lyster, kan spise når man har lyst, gå i bad når man har lyst osv. Så ja selvsagt er det hårdt i sammenligning med hvad I ellers har

I oplever det i light versionen i stedet for nybagte forældre, I prøver det med en forholdsvis stor dreng der formodentlig næsten sover igennem om natten og I oplever det "kun" hveranden weekend.

Den version vil I få gange en del mere hvis og når I blive fuldtidsforælde og endda til en nyfødt. For nej at have en 3 årig hveranden weekend er intet i sammenligning med et barn hver dag og endda hvor man starter med en baby der ikke sover igennem og har brug for mor eller far så og sige konstant. Ja med tiden får I rutiner og I vil opleve det er "let", fordi det var så sindsyg hårdt før rutinerne, men i sammenligning med hvad I har nu så er det stadig hårdt. 

Og barnet/børnene bliver ældre og der kommer endnu flere ting; fodboldtræning, skal køres til Gud og hver mand, lave tusind madpakker, vaske oceaner af vasketøj, rydde op efter katastroferne osv. Voksen tid er en by i Rusland og selv med en masse rutiner og børn fra 5 år til 13 år og ikke helt fuldtids arbejde kan jeg ikke holde mig vågen til at læse en bog i hverdagene...

så jo må desværre nok give svigermor ret i, at I skal være realistiske omkring det at få eget barn, for det er så ikke et weekendarbejde men et døgn arbejde 

beti skriver:

sagen er den, at min kæreste på 25 år har en super sød dreng på 3, næsten 4 år. vi har ham hveranden weekend og en torsdag til fredag, der hvor vi ikke har ham i weekenden. Vi har det alle tre super godt sammen!

 

Men min kæreste og jeg snakker tit om at vi syntes det er hårdt fysisk, altså at vi er trætte når hans søn så tager hjem til moren. Dette er der ikke nogen der kan forstå, og vi har direkte fået at vide af min svigermor, at vi nok skulle vente lidt med at børn, fordi hun ikke mener vi er klar til det, når vi syntes det er hårdt at have et weekendbarn. Dertil prøver jeg at forklare hende, at det med at man bliver hevet ud og ind af rutinerne, og at man hele tiden er der, hvis sønnen har brug for hjælp, altså at man ikke slapper ordentlig af når sønnen er der. 

 

Er det os/mig der er helt forkert på den, når vi/jeg syntes det er hårdt at have sønnen på besøg?

Hvis I synes det er hårdt at have en 3-4-årig hver anden weekend, vil jeg bestemt også mene at I ikke er klar til at være fuldtidsforældre.

At "blive hevet ind og ud af rutinerne" kræver på ingen måde lige så meget energi som at være forældre 24/7. 

Ej jeg bliver lidt Hugo modsat nu. Jeg kan faktisk godt forstå jer jeg synes virkelig også det er mere hårdt når jeg har mit barn en hel weekend alene end i hverdagen. Og det med at blive hevet ud af rutiner kan jeh følge. Det værste jeg ved er når min datter ændre på sine

Sprit25 skriver:

Ej jeg bliver lidt Hugo modsat nu. Jeg kan faktisk godt forstå jer jeg synes virkelig også det er mere hårdt når jeg har mit barn en hel weekend alene end i hverdagen. Og det med at blive hevet ud af rutiner kan jeh følge. Det værste jeg ved er når min datter ændre på sine

tak, så er vi ikke helt palle alene i verdenen omkring det. Og man kan sige med et 24/7 barn kan man ligge sit liv om efter det, det kan man ikke på samme måde med et weekendbarn.

beti skriver:

tak, så er vi ikke helt palle alene i verdenen omkring det. Og man kan sige med et 24/7 barn kan man ligge sit liv om efter det, det kan man ikke på samme måde med et weekendbarn.

 

Nu spørg jeg måske lidt dumt, men hvorfor kan i ikke det, hvis i ved ham kommer hver anden weekend ?

beti skriver:

sagen er den, at min kæreste på 25 år har en super sød dreng på 3, næsten 4 år. vi har ham hveranden weekend og en torsdag til fredag, der hvor vi ikke har ham i weekenden. Vi har det alle tre super godt sammen!

 

Men min kæreste og jeg snakker tit om at vi syntes det er hårdt fysisk, altså at vi er trætte når hans søn så tager hjem til moren. Dette er der ikke nogen der kan forstå, og vi har direkte fået at vide af min svigermor, at vi nok skulle vente lidt med at børn, fordi hun ikke mener vi er klar til det, når vi syntes det er hårdt at have et weekendbarn. Dertil prøver jeg at forklare hende, at det med at man bliver hevet ud og ind af rutinerne, og at man hele tiden er der, hvis sønnen har brug for hjælp, altså at man ikke slapper ordentlig af når sønnen er der. 

 

Er det os/mig der er helt forkert på den, når vi/jeg syntes det er hårdt at have sønnen på besøg?

Nu har vi været igennem lidt forskellige former for samvær siden jeg kom ind i min bonusdatters liv. vi har kørt hver anden dag (cirka) samvær, 3 dage den ene uge og 5 den næste. og nu 5/9. Jeg vil faktisk sige det er hårdere at få bonus hjem til os på de helt korte samvær som det har været tidligere, det er det at man når ikke af omvende sig til at nu er barnet der og nu er det der ikke. Vi har den følelse at de første 3 dage er hårde fordi hele vores hverdag skal vendes på hoved i den forbindelse at man ikke bare kan være spontan og sove længe, gøre hvad man vil (selvfølgelig kan man ikke det!) men det er noget af det der gør det hårdt. Efter vi fik det lavet om til 5/9 er det nemmere fordi vi har et par dage til at falde på plads alle 3 og samtidig har vi et par dage sammen hvor vi kan nyde hinandens selskab. Jeg ville helst op i en 7/7 fordi synes 2 dage er for lidt når man tænker på det først er der vi alle 3 er røget ind i rutinen. Og når hun bliver teenager ville det da være lækkert med 14/14 hvis det var noget bonus ønskede for det ville da gøre at man følte man havde en hverdag sammen på en anden måde. 

Det er svært at balancere med det hele især hvis den ene part ikke har egne børn og især hvis det er første forhold hvor der er børn ind over. 

Det har ikke noget at gøre med om i er klar til at få egne børn, det er bare banalt at i skal ændre hverdag i to dage og så skal falde tilbage. Jeg tager cirka 2-3 dage at falde ned på jorden efter bonus har været her og det er ikke fordi vi varder hende op, men bare fordi det er nogle helt andre ting man skal have styr på end når der ikke er børn i hjemmet. 

Men det er især forbudte følelser som en bonusmor aldrig må udtale sig om fordi de skal bare acceptere og omfavne det hele.. Sådan er virkeligheden bare ikke stykket sammen. Men vil sige at forsøge at opdrage på et barn 2 dage hver 14 dag det gør også en træt fordi det er næsten nær en umulig opgave.. Og hvis man har konflikter så er 2 dage altså ret kort tid til at komme mentalt ovenpå igen.

Men der mener jeg så at det ikke kan samlignes, fordi de fleste forældre der har deres børn 24/7 kommer ind i rutiner og får det til hænge sammen. 

 

Ved godt det er "lidt" vi har ham, men man bliver bare hevet ud og ind i rutiner hele tiden, og man man sover ikke så tungt, fordi man hele tiden har et øre på sønnen osv. 

 

I sover ikke så tungt nej... Men I har jo 12 dage til at "hvile ud" før I skal have ham igen. Det er da de færreste forældre der har det.

Det lyder som om du synes det skal være mere hårdt for jer? Det forstår jeg ikke helt logikken i. Der er mange forældre der "ikke sover tungt" hver eneste nat i flere år i træk.

Man skal ind og ud f rutiner, ja. Men altså ikke hele tiden, kun 1 gang hver anden uge. 

Jeg må nok erklære mig enig med svigermor.