Ny kh loft?

Abracadabra skriver:

Du har ikke forstået mit indlæg. 

Vi danskere lider af 6.2 mio diagnoser (googl gerne), så hvis en diagnose betyder, at man kan lægge sig på sofaen med sin iPhone og blive liggende livslangt, fordi man ikke kan stille krav til "syge", så skal de "syge" lære at leve af vind-frikadeller, for intet samfund kan overleve på sofadronnninger. 

Ergo må sygdomsbegrebet redefineres: Der SKAL stilles meget højere krav til visse grupper af syge. Nej, ikke dem med kræft eller dem, der i årevis har troet, at de var Napoleon eller Tintin - men dem med angst, stress, smerter, depression. De SKAL bidrage eller virkelig skære ind til benet - måske fravælge familieforøgelse. Det er barskt, men vi kan ikke alle leve på overførselsindkomster - hvem skal tjene pengene til at finansiere eventyret. 

Derfor har jeg det fint med kontanthjælpsloftet. Man kan jo få sig et arbejde! 

Men der skal også være det arbejde... Mine elever tror ikke de er Tintin, men de vil ikke kunne varetage et almindeligt arbejde det er deres kognitive formåen ikke til - i hvert fald ikke et almindeligt arbejde i dagens Danmark. Men de vil kunne arbejde, de vil kunne med hjælp til strukturering og måske på nedsat tid da det kræver mere energi at kæmpe sådan for tingene, klare et for delt meningsfuldt arbejde. Men det er der ikke til dem. De ender på passiv forsørgelse fordi der ikke er plads til dem, ikke fordi de hverken er sofadronninger eller lignende, men af den simple grund der ikke er plads til dem. 

De er et eksempel som jeg desværre kender for godt og der er sikker flere. De elever fx kan ikke leve op til adgangskravet om 2 på erhvervsskoler, de kan så komme på STU (særlig tilrettelagt uddannelse), denne er ikke SU berettiget dvs. De modtager kontanthjælp mens de går på STU - de figurer i statistikken, de rammes også på pengepungen for de skal bo selv eller i en beskyttet form, bor de hjemme kan de intet få. De vil ikke kunne leve op til 225 timers arbejde uden tilskud for de får kun arbejde med tilskud. 

Vi må også kigge på samfundet og spørge os selv om vi har begrænset mulighederne for nogle af de der er passiv forsørgelse og som har en af disse mange sygdomme.

Jeg er så ramt af alle 3 folkesygdomme ( angst, depression og dårlig ryg) og har ikke arbejdet i 20 år. Har været på kontanthjælp næsten hele mit voksenliv. Jeg har mange gange prøvet at søge en førtidspension men skal have det bedre førend jeg kan søge igen. Altså jeg er for syg til at kunne få en nu. Nok fordi at jeg så ville knække halsen atter en gang og ryge helt ned i kulkælderen hvis jeg lige pt kom ud i arbejdsprøvning eller diverse kurser. Jeg skal tage mig sammen i timer bare for at komme ud at handle. Om morgenen når mit barn er fulgt i skole falder jeg helt sammen og kan faktisk ikke noget i et par timer, fordi mine kræfter er brugt på de 20 min det tager at gå frem og tilbage. Jeg øver mig i de sociale relationer og kommer af sted til de arrangementer der er i klassen, for synes ikke det skal gå udover mit barn det jeg tumler med men det betaler jeg så også for i dagene efter. Selv når jeg har været med min egen familie betaler jeg. Jeg tager smertestillende 4 gange om dagen, når det er rigtigt slemt så en dolol. Jeg får også medicin for min angst og depression. Jeg har været ved psykiatere som blot vil bedøve mig og udskrive mere medicin. Psykologer koster penge jeg ikke kan trække ud af budgettet nu, så hvordan bliver det så ikke når loftet træder i kraft. Kan ikke få det bevilget Jeg har været på fobiskole. Diverse kurser, praktikker, haft en mentor, så synes da jeg prøver på at få det bedre men lige lidt hjælper det. De dage det er allerværst kan jeg ikke overskue vores hjem så sejler det og jeg kan have dårlig samvittighed over det. De kræfter jeg har bliver brugt på mit barn, for h*n skal bare trives og have det godt og det er da heldigvis lykkedes til fulde. Jeg ville elske at kunne arbejde med at gøre rent og forsørge os selv og få selvtillid af at kunne passe et arbejde. Jeg er blevet seksuelt misbrugt. Er blevet mobbet fordi jeg ikke sagde så meget. Haft en med sociopatiske tendenser tæt inde på livet. Er blevet stalket af ham. Fået psykiske tæv af ham. En enkelt lussing, da jeg forlod ham og diverse andre ting, der sidder dybt i mig. Synes sgu' ærligt talt jeg har gjort en masse for at komme ovenpå men får det altså ikke bedre. 

Jeg får det da ikke bedre af at skulle miste 2500-3000 kr om måneden, så de HØJST 3000 kr der er tilbage skal IKKE KUN gå til mad. Det er til tøj, medicin, mit barns fodbold, mad og hvad der ellers kan komme. Frygter jo at må sige nej til de arrangementer der ellers måtte komme, netop fordi en 100-kroneseddel ville kunne vælte hele budgettet og dermed vil det gå udover mit barn og dennes venskaber. Skid hul i mig men at det skal ramme mit barn, kan jeg ikke bære. 

Carina:-) skriver:

Lige  gyldigt hvad så kommer  Den arbejdsmoral  nok frem når man kan se man må igang for ikke at få problemer. 

Vi har  140.000  job besat af udenlandsk arbejdskraft.

De må jo så besidde den arbejdsmoral nogen danskere mangler.

Tjah måske. Men måske snyder man bare videre

Anonym skriver:

Jeg er så ramt af alle 3 folkesygdomme ( angst, depression og dårlig ryg) og har ikke arbejdet i 20 år. Har været på kontanthjælp næsten hele mit voksenliv. Jeg har mange gange prøvet at søge en førtidspension men skal have det bedre førend jeg kan søge igen. Altså jeg er for syg til at kunne få en nu. Nok fordi at jeg så ville knække halsen atter en gang og ryge helt ned i kulkælderen hvis jeg lige pt kom ud i arbejdsprøvning eller diverse kurser. Jeg skal tage mig sammen i timer bare for at komme ud at handle. Om morgenen når mit barn er fulgt i skole falder jeg helt sammen og kan faktisk ikke noget i et par timer, fordi mine kræfter er brugt på de 20 min det tager at gå frem og tilbage. Jeg øver mig i de sociale relationer og kommer af sted til de arrangementer der er i klassen, for synes ikke det skal gå udover mit barn det jeg tumler med men det betaler jeg så også for i dagene efter. Selv når jeg har været med min egen familie betaler jeg. Jeg tager smertestillende 4 gange om dagen, når det er rigtigt slemt så en dolol. Jeg får også medicin for min angst og depression. Jeg har været ved psykiatere som blot vil bedøve mig og udskrive mere medicin. Psykologer koster penge jeg ikke kan trække ud af budgettet nu, så hvordan bliver det så ikke når loftet træder i kraft. Kan ikke få det bevilget Jeg har været på fobiskole. Diverse kurser, praktikker, haft en mentor, så synes da jeg prøver på at få det bedre men lige lidt hjælper det. De dage det er allerværst kan jeg ikke overskue vores hjem så sejler det og jeg kan have dårlig samvittighed over det. De kræfter jeg har bliver brugt på mit barn, for h*n skal bare trives og have det godt og det er da heldigvis lykkedes til fulde. Jeg ville elske at kunne arbejde med at gøre rent og forsørge os selv og få selvtillid af at kunne passe et arbejde. Jeg er blevet seksuelt misbrugt. Er blevet mobbet fordi jeg ikke sagde så meget. Haft en med sociopatiske tendenser tæt inde på livet. Er blevet stalket af ham. Fået psykiske tæv af ham. En enkelt lussing, da jeg forlod ham og diverse andre ting, der sidder dybt i mig. Synes sgu' ærligt talt jeg har gjort en masse for at komme ovenpå men får det altså ikke bedre. 

Jeg får det da ikke bedre af at skulle miste 2500-3000 kr om måneden, så de HØJST 3000 kr der er tilbage skal IKKE KUN gå til mad. Det er til tøj, medicin, mit barns fodbold, mad og hvad der ellers kan komme. Frygter jo at må sige nej til de arrangementer der ellers måtte komme, netop fordi en 100-kroneseddel ville kunne vælte hele budgettet og dermed vil det gå udover mit barn og dennes venskaber. Skid hul i mig men at det skal ramme mit barn, kan jeg ikke bære. 

 

 

Vil bare give dig et kram!

Anonym skriver:

Jeg er så ramt af alle 3 folkesygdomme ( angst, depression og dårlig ryg) og har ikke arbejdet i 20 år. Har været på kontanthjælp næsten hele mit voksenliv. Jeg har mange gange prøvet at søge en førtidspension men skal have det bedre førend jeg kan søge igen. Altså jeg er for syg til at kunne få en nu. Nok fordi at jeg så ville knække halsen atter en gang og ryge helt ned i kulkælderen hvis jeg lige pt kom ud i arbejdsprøvning eller diverse kurser. Jeg skal tage mig sammen i timer bare for at komme ud at handle. Om morgenen når mit barn er fulgt i skole falder jeg helt sammen og kan faktisk ikke noget i et par timer, fordi mine kræfter er brugt på de 20 min det tager at gå frem og tilbage. Jeg øver mig i de sociale relationer og kommer af sted til de arrangementer der er i klassen, for synes ikke det skal gå udover mit barn det jeg tumler med men det betaler jeg så også for i dagene efter. Selv når jeg har været med min egen familie betaler jeg. Jeg tager smertestillende 4 gange om dagen, når det er rigtigt slemt så en dolol. Jeg får også medicin for min angst og depression. Jeg har været ved psykiatere som blot vil bedøve mig og udskrive mere medicin. Psykologer koster penge jeg ikke kan trække ud af budgettet nu, så hvordan bliver det så ikke når loftet træder i kraft. Kan ikke få det bevilget Jeg har været på fobiskole. Diverse kurser, praktikker, haft en mentor, så synes da jeg prøver på at få det bedre men lige lidt hjælper det. De dage det er allerværst kan jeg ikke overskue vores hjem så sejler det og jeg kan have dårlig samvittighed over det. De kræfter jeg har bliver brugt på mit barn, for h*n skal bare trives og have det godt og det er da heldigvis lykkedes til fulde. Jeg ville elske at kunne arbejde med at gøre rent og forsørge os selv og få selvtillid af at kunne passe et arbejde. Jeg er blevet seksuelt misbrugt. Er blevet mobbet fordi jeg ikke sagde så meget. Haft en med sociopatiske tendenser tæt inde på livet. Er blevet stalket af ham. Fået psykiske tæv af ham. En enkelt lussing, da jeg forlod ham og diverse andre ting, der sidder dybt i mig. Synes sgu' ærligt talt jeg har gjort en masse for at komme ovenpå men får det altså ikke bedre. 

Jeg får det da ikke bedre af at skulle miste 2500-3000 kr om måneden, så de HØJST 3000 kr der er tilbage skal IKKE KUN gå til mad. Det er til tøj, medicin, mit barns fodbold, mad og hvad der ellers kan komme. Frygter jo at må sige nej til de arrangementer der ellers måtte komme, netop fordi en 100-kroneseddel ville kunne vælte hele budgettet og dermed vil det gå udover mit barn og dennes venskaber. Skid hul i mig men at det skal ramme mit barn, kan jeg ikke bære. 

 

 

Må jeg være så nysgerrig og spørge, hvorfor du har valgt at få et barn(børn?), når du har det så skidt både fysisk og psykisk?

EBK skriver:

Må jeg være så nysgerrig og spørge, hvorfor du har valgt at få et barn(børn?), når du har det så skidt både fysisk og psykisk?

Det må du da gerne. 

Fordi jeg som helt ung fik en abort og sagde til mig selv at det skulle jeg ikke igennem en gang til og fordi jeg gerne ville have et barn på trods af alt. Troede jo så heller ikke at jeg skulle være alenemor men gik fra min x, da jeg var gravid. Fik heldigvis ansvaret for en anden end mig selv og pga hans tendenser ville jeg ikke have h*n skulle vokse op i. Ellers var jeg desværre nok stadig sammen med ham og han var begyndt at ville isolere mig. Jeg har så også en familie vi ser flere gange om ugen og blev fulgt tæt i starten af mit moderskab og gør det til UG. 

Saphiira skriver:

Vil bare give dig et kram!

Tak 

Anonym skriver:

Det må du da gerne. 

Fordi jeg som helt ung fik en abort og sagde til mig selv at det skulle jeg ikke igennem en gang til og fordi jeg gerne ville have et barn på trods af alt. Troede jo så heller ikke at jeg skulle være alenemor men gik fra min x, da jeg var gravid. Fik heldigvis ansvaret for en anden end mig selv og pga hans tendenser ville jeg ikke have h*n skulle vokse op i. Ellers var jeg desværre nok stadig sammen med ham og han var begyndt at ville isolere mig. Jeg har så også en familie vi ser flere gange om ugen og blev fulgt tæt i starten af mit moderskab og gør det til UG. 

Tak for svar. 

Jeg spørger kun fordi jeg er nysgerrig. Det er jo en privat beslutning, når man vælger at sætte børn i verden, og jeg kan sagtens forstå, at man har lysten og behovet for at blive mor eller far på trods af diagnoser og lidelser.

Men det må jo også sætte sine naturlige begrænsninger for ens evner, og mulighed for at få det bedre, og få det overskud, som gør at man måske kunne komme i arbejde, når alt ens energi bliver brugt på barnet. 

Sprit25 skriver:

Tjah måske. Men måske snyder man bare videre

Så bliver det i det mindste for færre skattekr  ☺

lineog4 skriver:

Men der skal også være det arbejde... Mine elever tror ikke de er Tintin, men de vil ikke kunne varetage et almindeligt arbejde det er deres kognitive formåen ikke til - i hvert fald ikke et almindeligt arbejde i dagens Danmark. Men de vil kunne arbejde, de vil kunne med hjælp til strukturering og måske på nedsat tid da det kræver mere energi at kæmpe sådan for tingene, klare et for delt meningsfuldt arbejde. Men det er der ikke til dem. De ender på passiv forsørgelse fordi der ikke er plads til dem, ikke fordi de hverken er sofadronninger eller lignende, men af den simple grund der ikke er plads til dem. 

De er et eksempel som jeg desværre kender for godt og der er sikker flere. De elever fx kan ikke leve op til adgangskravet om 2 på erhvervsskoler, de kan så komme på STU (særlig tilrettelagt uddannelse), denne er ikke SU berettiget dvs. De modtager kontanthjælp mens de går på STU - de figurer i statistikken, de rammes også på pengepungen for de skal bo selv eller i en beskyttet form, bor de hjemme kan de intet få. De vil ikke kunne leve op til 225 timers arbejde uden tilskud for de får kun arbejde med tilskud. 

Vi må også kigge på samfundet og spørge os selv om vi har begrænset mulighederne for nogle af de der er passiv forsørgelse og som har en af disse mange sygdomme.

Nu har vi mange diagnoser i spil - du bringer mental retardering på bane, hvis jeg har forstået dig rigtigt? 

Det store problem (som jeg ser det) er, ar diagnoser er nemme at gemme sig bag. "Jeg kan ikke arbejde, jeg har jo angst/depression/fibromyalgi/kronisk træthed. Jeg ville så gerne! Men jeg KAN jo ikke." 

Desværre er motivationen for at blive selvforsørgende lille, hvis man lever fint i sin 3 værelses lejlighed og ikke har færre penge end dem på mindsteløn. 

Jeg er ingen Løkke-fan, men han har ret i, at det skal kunne betale sig at arbejde.