konfirmation - nonfirmation.

God-mor skriver:

Jeg er for nonfirmation, da jeg mener en ungt menneske ikke skal vælge og blive konformeret udelukkende for festens og gavernes skyld. Ønsker min datter ikke at blive konfirmeret skal hun alligevel fejres, og det er på baggrund af at jeg mener, at det er den første voksne beslutning man træffer, og at man uanset hvad man vælger, har truffet et aktivt valg eller fravalg.    :-)

Helt enig. De kommer jo netop ind i de voksnes rækker og skal netop træffe et bevidst valg 

God-mor skriver:

Jeg er for nonfirmation, da jeg mener en ungt menneske ikke skal vælge og blive konformeret udelukkende for festens og gavernes skyld. Ønsker min datter ikke at blive konfirmeret skal hun alligevel fejres, og det er på baggrund af at jeg mener, at det er den første voksne beslutning man træffer, og at man uanset hvad man vælger, har truffet et aktivt valg eller fravalg.    :-)

Helt enig. De kommer jo netop ind i de voksnes rækker og skal netop træffe et bevidst valg 

Vi var inviteret til en nonfirmation for et par år siden og tog mig selv i at blive lidt udfordret da jeg skulle skrive kort. "Tillykke med....." Ja hvad??? Synes det er plat.

"Tillykke med, at du har taget et selvstændigt valg, der kan være lidt svært i din alder, hvor stort set alle de andre bliver konfirmeret. Vi ved, at det kan være lidt svært at skille sig ud fra mængden i din alder, men vi er stolte af, at du har stået ved, at du ikke er kristen, og at du derfor ikke vil bekende dig til en tro, som du ikke er engageret i." - behøver jeg at sige, at jeg er pro nonfirmation?

Vi har den tit oppe at vende herinde når det kommer til dåb, og min holdning er nøjagtig det samme, når det kommer til konfirmation: Hvis du er kristen, er det helt fjong at du lader dit barn døbe/vil konfirmeres. Hvis du blot bruger kirken som en pæn ramme om din fest, så synes jeg at det er noget hyklerisk fis at stå og bekende sig til en tro, som man ikke tror på. Man står jo direkte og lyver for præsten, for gæsterne og for alle dem, som rent faktisk bruger kirken som et helligt samlingspunkt, når man siger, at man tror på helligånden, den hellige almindelige kirke, Jesu genopstandelse og what have we not. 

Det her gælder kun for dem, som ikke tror på Gud, for som tidligere nævnt, så er det helt fint at man vil konfirmeres, hvis man reelt set er kristen, men i mine øjne fortjener dem, der frasiger sig konfirmationen et stort skulderklap! Det er et svært valg i en sårbar alder, så dem, der vælger sådan udviser en stor selvstændighed, og at de nok har reflekteret lidt mere over tingene, og hvad det egentlig vil sige at blive konfirmeret, end deres konfirmand-klassekammerater har. 

I mine øjne burde konfirmationen (ja, rent faktisk dåben) først ligge meget senere i de unges liv. Man ved sgu ikke, hvad man "siger ja til" når man er 2-5 måneder gammel, og man ved det heller ikke rigtig når man er 13-14 år. Eller sådan var det i hvert fald, dengang jeg blev konfirmeret (jeg er 28 nu) og sådan var det også for de 2 klasser af kommende konfirmander, som min medstuderende og jeg fulgte, interviewede og lavede en religionssociologisk rapport om sidste år. 

hannetheis skriver:

syntes også det virker lidt underligt at man fejrer noget man ikke er blevet.

vi selv er kristne vores børn er døbt ( den ældste dog kun fremvist i kirken da ham blev akut døbt ved fødslen)

vi prioterer at lære vores børn op i den kristne tro og derfor har vi også valgt en kristen skole og børnehave.

men når de når alderen at de skal konfirmeres får de selv lov til at vælge. Dog får de ingen fest eller gaver hvis dw vælger konfirmationen fra.

Den holdning havde jeg også, før vores børn kom i konfirmationsalderen. Nu valgte de alle tre konfirmationen til, men da vi talte om det, især med den yngste, som var lidt i tvivl, gik det op for mig, at det var et helt urimeligt valg at stille barnet: Enten siger du ja, måske pga. tro, måske pga. fest, gaver og fejring - eller også tager du, 13 år gammel, stilling som det selvstændige menneske, vi har forsøgt at opdrage dig til, tager konfirmationen og troen så alvorligt, at du ikke vil stå og lyve om det, og som gevinst får du nul og niks. Med den konsekvens vil de fleste gøre, som mor og far ønsker, men hvad er konfirmationen så andet end en præmie for at "rette ind"? 

Nu valgte vores så som nævnt konfirmationen til, men de havde fået en fest under alle omstændigheder, om vi så havde kaldt det en fejring af det første selvstændige valg, et overgangsritual eller noget helt tredje - ordet nonfirmation klinger negativt i mine ører, á la "ikke-fødselsdag". Alle kulturer og religioner har overgangsritualer, de er vigtige, og der er i mine øjne lige så meget at fejre, når barnet går sine egne veje, som når det følger forventningerne. 

Vores børn, også den tvivlende, skulle selvfølgelig følge konfirmationsforberedelsen for at vide, hvad de sagde ja eller nej til. Og allerede der viste presset sig - festlokalet var bestilt et år i forvejen, familien havde sat kryds i kalenderen, men barnet vidste jo ikke, om det endte med et ja eller nej, og skulle man så afblæse alt, fordi det endte med et nej tak? Det ville for mig lugte fælt af "straf". 

hannetheis skriver:

jeg tror helt sikkert på det er hvad man selv gør det til. Hvis man selv oplærer børnene at konfirmation er for gaver så er det jo derfor.

men vælger man at opfostre med at det er for at fejre man nu selv er gammel nok til at sige ja til den tro man har. Så det ikke er gaver der kommer i fokus.

vi er selv kristne og har også valgt vores børn skal gå på en kristen skole og børnehave.

og derfor vil vi heller ikke fejre hvis de vælger konfirmationen fra.

Men der ligger jo også i det, du skriver, at I har opdraget jeres børn til, at man helt selvfølgeligt har troen og skal sige ja til den. Hvad så, hvis et af jeres børn egentlig ikke har troen? Er der rum og forståelse for det, eller vil det være utænkeligt at sige til jer? Og her tænker jeg ikke så meget på konfirmation, men for i det hele taget at være et barn, der ikke har samme syn på livet som forældrene. 

Jeg kan sammenligne det lidt med vores mellemste barn. Vi er venstreorienterede, vores børn har gået på en "rød" friskole, og for mig er social indignation, ønsket om større lighed, tolerance og åbenhed lige så vigtige værdier, som din tro formentlig er for dig. To af vores børn har samme idealer som os, mens den mellemste har meldt sig ind i et parti, der i den grad går imod det, vi står for. Den var svær at sluge, men nu synes jeg faktisk, det er flot og selvstændigt, at han har sat sig grundigt ind i tingene og valgt den vej, der er hans, i hvert fald lige nu. 

At gå sin egen vej som 13-14-årig, turde sige til forældrene, at man trods opdragelse og forventninger ikke føler, at deres tro er den rette for én selv, er i mine øjne en tillidserklæring og et udtryk for selvstændighed. Det er da stort. 

Mor og meget mere skriver:

Men der ligger jo også i det, du skriver, at I har opdraget jeres børn til, at man helt selvfølgeligt har troen og skal sige ja til den. Hvad så, hvis et af jeres børn egentlig ikke har troen? Er der rum og forståelse for det, eller vil det være utænkeligt at sige til jer? Og her tænker jeg ikke så meget på konfirmation, men for i det hele taget at være et barn, der ikke har samme syn på livet som forældrene. 

Jeg kan sammenligne det lidt med vores mellemste barn. Vi er venstreorienterede, vores børn har gået på en "rød" friskole, og for mig er social indignation, ønsket om større lighed, tolerance og åbenhed lige så vigtige værdier, som din tro formentlig er for dig. To af vores børn har samme idealer som os, mens den mellemste har meldt sig ind i et parti, der i den grad går imod det, vi står for. Den var svær at sluge, men nu synes jeg faktisk, det er flot og selvstændigt, at han har sat sig grundigt ind i tingene og valgt den vej, der er hans, i hvert fald lige nu. 

At gå sin egen vej som 13-14-årig, turde sige til forældrene, at man trods opdragelse og forventninger ikke føler, at deres tro er den rette for én selv, er i mine øjne en tillidserklæring og et udtryk for selvstændighed. Det er da stort. 

vi vil forlange at de følger deres skole til de engang er færdige.

men vælger de troen fra vil det da være noget vi skal vænne os til. Men vi vil heller ikke tvinge dem til at gå med i kirke hvis de ikke tror på det.

og fordi vi forlanger at de forsætter på skolen er at de 15 min om dagen og 30 min om fredagen hvor skolen snakker om forskellige temaer fra kristendommen det mener vi en ikke kristen også vil kunne klare samt at deltage i de to timers ugeligt kristendom som andre folkeskoler også har.

men vil aldrig tvinge dem i kirke.

den kirke vi går i er ikke en alm gudstjeneste men der er mere fri sang med orkester og kristne sange med ny tolket melodi. Og børnene må lege imens. Så lige nu er det bare sjovt for dem at deltage.

Patriark skriver:

Dem der fravælger!?

Det gør de jo netop ikke når de alligevel får en kæmpe fest og gaver fordi de bliver nonfirmeret 

Loa skriver:

Det gør de jo netop ikke når de alligevel får en kæmpe fest og gaver fordi de bliver nonfirmeret 

Jeg kender en del, der har mærket "konsekvensen".

hannetheis skriver:

lidt inspiration fra andre tråde.

fejrer man stadig den samme fest. Selv om man er konfirmeret i kirke eller ej.

tænker da jeg var i den alder der hed det man blev konfirmeret i kirke og holdte fest.

eller så blev man ikke og fik en rejse eller noget i den stil. For at fejre man er konfirmeret.

 

 

Altså hjemme ved os er vi ikke medlem af folkekirken eller religiøse på nogen måde. Men vi vil stadig gerne fejre de forskellige overgange i livet, vi Holdte en "velkommen til verden" -fest for vores datter da hun kom til og når vi når den alder hvor konfirmationen normalt er, vil min datter få muligheden for at vælge om hun ønsker at være kristen eller noget andet eller ingenting som hendes forældre, hvis hun vælger ingenting, vil vi holde en "velkommen i de voksnes rækker" - fest, hvad andre synes om det vil jeg skide højt og flot på, for os handler det ikke om religion bare fordi man vælger at holde en fest for at fejre et andet menneskes vej til verden, deres vej til at blive voksne osv osv. Vi har heller ikke tænkt os at holde bryllup, men en fest hvor vi fejre vores kærlighed til hinanden så.. Det handler nok om hvordan man ser på det, men for os har disse fester intet med folkekirken eller den kristne tro at gøre, det har med livet og dets overgange at gøre og lysten til at fejre de mennesker og begivenheder man holder af.

jeg selv blev "nonfirmeret" i mangel på andet ord, altså jeg fik en fest og familien kom for at fejre at jeg nu var på vej ind i de voksnes rækker. nægtede allerede i en alder af 13 år at stå i kirken og sige "ja" til noget jeg så bestemt ikke tror på. 

Jeg synes det er mere mærkeligt at ens barn står og siger ja til noget de ikke tror på for at få en fest, end det er at respektere at barnet ikke er kristen, men stadig har fortjent at blive fejret på sin vej ud af barndommen.

Jegkiggerpåfugle skriver:

Nu kommer det jo helt an på hvem man er og hvad man er vokset op med. 

Men hos os hedder det konfirmation med enten fest eller rejse ( synes det er fint de får lov at vælge for nogle børn bryder sig ikke om at være midtpunkt) - vi selv som kommende konfirmanter fik lov at vælge i vores unge dage vi valgte begge festen og det er op til vores børn hvad de helst vil.

men vælger børnene ikke at ville konfirmeres så er der hverken fest eller rejse, for hvad er der så at fejre? Du har sagt nej til den kristne tro og bekendelsen af din dåb - så lad os holde en mega dyr fest og invitere alle vi kender uden at have noget at fejre. En konfirmant "træder" vel ind i de voksnes rækker og bekender dåben, men en nonfimant han gør vel intet?!? Ej jeg forstår det ikke men forstår heller ikke navngivningsfester når man er medlem af folkekirken - er man ikke er det en naturlig ting men at blive nonfirmeret er en ny trend jeg ikke håber er kommet for at blive (selvom den nok er)

Man træder da ind i de voksnes rækker uanset om man tror på Gud eller ej.