Anonym skriver:
Jeg har en søn på tre måneder og er kommet i en virkelig dejlig mødregruppe. Det vil sige, vi er seks piger, der svinger rigtig godt sammen, er det samme sted i livet og nogenlunde har de samme holdninger. Så er der den sidste pige, som skiller sig markant ud. Hun er væsentligt yngre, har et barn fra tidligere (vi andre er alle 1. gangsmødre), gør og siger ting på en underlig måde (alt det der står i bøgerne at man bare ikke gør!) Hun falder derfor ikke naturligt ind i vores gruppe. Hun virker generelt umoden og når man følger hendes opslag på facebook, kører det altid af sporet når folk kommenterer og det ikke lige falder i hendes smag. Hvis folk ikke er enige med hende, får de nærmest en sviner, hvorefter hun sletter deres kommentarer og sletter dem som venner. Hun sætter altså bare alting på spidsen og man skal virkelig gå på listetæer omkring hende for ikke at gøre hende sur.
I forhold til vores gruppe har hun ikke deltaget ret meget. Hun startede ud med at sige, at hun ikke kunne deltage tre dage om ugen. Det er svært for os andre at indrette os efter kun at have to dage om ugen til at arrangere møder. Vi blev enige om, at det var den mor der lagde hus til, der bestemte hvilken dato der passede bedst når hun skulle holde det. Bagefter var det et problem for hende at deltage hos de mødre, der boede bare lidt længere væk end gåafstand. Vi foreslog bussen, men det synes hun ikke er en mulighed. Derfor ville hun kun deltage, når vi holdt møder hos de to mødre, der bor umiddelbart tættest på hende. En af de andre tilbød at hun kunne køre i bil med hende, og det sagde hun så ja til. Men alligevel aflyste hun 5 min inden. Sådan har det været flere gange. Enten melder hun ikke tilbage om hun kommer, ellers melder hun fra en time efter vi faktisk er samlet. Senere skrev hun så en besked om, at hun ikke ville deltage fordi vi andre arrangerede noget at spise hver gang, og hun spiser ikke... Igen er der virkelig mange ting at tage hensyn til ved hende. Det er da fint hvis hun ikke vil deltage, men så burde hun vel melde sig ud af gruppen i stedet for at vi skal bruge energi på det hver gang.
Nå men så til mit egentlige spørgsmål. Hun spurgte inden vores seneste møde, om det var ok at hun tog sin anden søn med, for han var altså hjemme den dag. Vi andre talte om hvad vi lige skulle svare hende. Vi blev enige om, at det måske kunne tage en del fokus, og hvis han var, som drenge på 5-6 år er flest, kunne der måske nemt komme en del støj, og vi var trods alt 7 babyer og mødre samlet i en lille stue. Hende der skulle holde det, spurgte på en meget pæn måde, om han var sådan en med krudt i røven, for så ville det måske forstyrre lidt. Så skrev hun et langt indlæg om at hun ikke ville være med mere, da det åbenbart ikke var acceptabelt at have mere end ét barn, at hun følte sig anfægtet på hendes opdragelse af ham, at vi alle var så selvcentrerede omkring vores egne babyer, og at den mødregruppe hun var i sidst, var det altså helt normalt at man tog store børn med også. Vi fik alle sammen lige en sviner og hun var bare ikke til at diskutere med om, at det slet ikke var sådan, det var udlagt. Havde hun nu bare sagt at han var stille og rolig og bare satte sig med sin iPad og de kunne tage hjem, hvis han blev for støjende, havde han da været velkommen. Vi andre har jo ikke været i en gruppe før og havde ikke overvejet at det var en mulighed at der skulle store børn med.
Mit egentlige spørgsmål er så, om det virkelig er helt normalt at man tager andre børn med, og om vi har været for snerpede i forhold til det? Selv om hun er svær at have med at gøre, har vi altid talt pænt til hende og respekteret at hun er anderledes. Jeg synes det er ærgerligt at det skulle ende sådan, da det naturligvis har givet en underlig stemning i vores gruppe.
I de grupper jeg har Været I har vi haft en fast dagbog ugen vi har mødtes og der har ingen af gangene Været større børn med....
