Hvd syntes du, hvor går grænsen?

Rauw skriver:

Ja, du kender nok min datter bedst og ved hvad der fungere for os , fremmede dame!

Du behøver ikke blive fornærmet.  Jeg giver bare en respons på dit indlæg. 

Carina:-) skriver:

Du behøver ikke blive fornærmet.  Jeg giver bare en respons på dit indlæg. 

 

Jeg er generelt lidt svær at fornærme, så det behøver du ikke tænke på. Jeg giver også bare respons på dit indlæg. Og et ironisk svar med rullende øjne var lige hvad jeg fandt mest passende i forbindelse med det du skrev 

Rauw skriver:

Jeg er generelt lidt svær at fornærme, så det behøver du ikke tænke på. Jeg giver også bare respons på dit indlæg. Og et ironisk svar med rullende øjne var lige hvad jeg fandt mest passende i forbindelse med det du skrev 

Godt indspark til en konstruktiv debat. (Så bestemmer du selv om du vil indsætte en ironisk smiley)

Carina:-) skriver:

Men det  er jo det hun skal lære at styre så hun ikke smadre andre mennesker den dag du slipper hende løs ��

Jeg er selv smask hysterisk af natur og må dagligt  arbejde med at det ikke skal tage overhånd. Og det samme er min snart 8 årige datter. Men at sende hende uden for døren er jo ikke løsningen. En 8 årig kan man godt  have dialog med og forklare hvorfor man ikke smadret alt omkring sig bare fordi en siger nej. 

Nu tager du vist udgangspunkt i dit eget barn når du kommer med sådan en bemærkning til sidst. 

Jeg har 3 børn, en på 3, en på 8 og en på 11. Den på 8 kan du IKKE snakke med når hun er sur. Hun skal køle ned på værelset før vi kan have en dialog. Så ligger hun deroppe og skriger, sparker og slår til alt hvad der i nærheden indtil hun køler ned. Så nej, hun kan ikke tales med. Når hun er færdig med at skrige, kommer hun selv ned og så har vi en dialog. 

Man er nødt til at tage udangspunkt i det barn man står med og ikke gøre sig til dommer overfor andres måder at opdrage på medmindre man gør skade på barnet såsom at slå eller øve psykisk vold. 

K&S skriver:

Selvfølgelig er det børnene, der råber og skriger - ville du ikke også gøre det, hvis du blev sat uden for døren, uden for fællesskabet uden at kunne finde trøst eller kram hos dem, du skulle være mest tryg ved? Børn viser følelser, alle følelser - det er vores ansvar som voksne at håndtere børns følelser på en måde, så de føler sig hørt, forstået og anerkendt. Det bliver man sgu ikke på den anden side af en dør! Det er ikke barnet, der har et problem - det er den voksne, der skal lære at håndtere egen reaktion i en given situation. Børn er ikke årsagen til voksnes vrede, børn er årsagen til en reaktion, men det er den voksne, der helt selv vælger hvilken reaktion, denne vil anvende...! 

Nu hører vi jo at moderen går derud jævnligt og snakker med barnet og går så efterfølgende igen. Højst sandsynligt fordi barnet ikke vil erkende at det har gjort noget forkert eller vil snakke.

Så her synes jeg slet ikke at barnet "bliver holdt udenfor fællesskabet".

MysteriousAngel skriver:

Nu hører vi jo at moderen går derud jævnligt og snakker med barnet og går så efterfølgende igen. Højst sandsynligt fordi barnet ikke vil erkende at det har gjort noget forkert eller vil snakke.

Så her synes jeg slet ikke at barnet "bliver holdt udenfor fællesskabet".

 

At lukke et 3 årigt barn ude med en dør han/hun ikke selv kan låse op er at lukke uden for fællesskabet, trygheden mm. Ligegyldigt om du så åbner den 4 gange på de 10 minutter. Barnet oplever kun en ting: jeg kan ikke komme ind i trygheden og jeg aner ikke om der kommer nogle og lukker mig ind igen... Barnet lærer såmænd også kun en ting: mor er gal, hun efterlader mig så næste gang føjer jeg mor. 

Og et barn på 3 år skal da ikke erkende de har gjort noget forkert, de skal have at vide de har gjort noget forkert og guides til at gøre det rigtige - det er jo ikke en på 13 men et lille pus på 3 der slet ikke har alle de forudsætninger, kompetencer, tanker mm. Som kræve i situationen 

Carina:-) skriver:

Godt indspark til en konstruktiv debat. (Så bestemmer du selv om du vil indsætte en ironisk smiley)

Okay haha 

lineog4 skriver:

At lukke et 3 årigt barn ude med en dør han/hun ikke selv kan låse op er at lukke uden for fællesskabet, trygheden mm. Ligegyldigt om du så åbner den 4 gange på de 10 minutter. Barnet oplever kun en ting: jeg kan ikke komme ind i trygheden og jeg aner ikke om der kommer nogle og lukker mig ind igen... Barnet lærer såmænd også kun en ting: mor er gal, hun efterlader mig så næste gang føjer jeg mor. 

Og et barn på 3 år skal da ikke erkende de har gjort noget forkert, de skal have at vide de har gjort noget forkert og guides til at gøre det rigtige - det er jo ikke en på 13 men et lille pus på 3 der slet ikke har alle de forudsætninger, kompetencer, tanker mm. Som kræve i situationen 

Nu ved vi ikke om barnet selv kan låse døren op. Min 3 årige kan sagtens låse/åbne vores døre her i huset. Vi ved jo heller ikke hvad der er sket forinden. Har barnet fået af vide hvad der sker? Og hvis ja, så ved barnet, at næste gang er der konsekvenser. Det kan man jo så udlede af det. Ikke at mor bliver sur og efterlader mig men mor mener hvad hun siger. 

Hvis mor nu har sagt mange gange til barnet, nej du må ikke lege med lyset. Barnet gør det igen som jo 3 årige vil gøre. Mor siger, næste gang ryger du udenfor døren. Barnet gør det igen. Mor sætter barnet udenfor døren. Så lærer barnet, jeg skal høre efter og når mor mener nej, så betyder det nej.

Det skal barnet da lære, allerede i en alder af 3. Hvad der sker på trappen, ved hverken du eller jeg eller ts. Vi ved ikke om mor kommer ud flere gange for at snakke med barnet. 

Nu ville jeg heller ikke placere mit barn på en fælles trappe men på et værelse. Så i det tilfælde ville jeg nok banke på og sige, at det er fint hun disciplinerer barnet men om hun kan gøre det på egne præmisser. 

MysteriousAngel skriver:

Nu tager du vist udgangspunkt i dit eget barn når du kommer med sådan en bemærkning til sidst. 

Jeg har 3 børn, en på 3, en på 8 og en på 11. Den på 8 kan du IKKE snakke med når hun er sur. Hun skal køle ned på værelset før vi kan have en dialog. Så ligger hun deroppe og skriger, sparker og slår til alt hvad der i nærheden indtil hun køler ned. Så nej, hun kan ikke tales med. Når hun er færdig med at skrige, kommer hun selv ned og så har vi en dialog. 

Man er nødt til at tage udangspunkt i det barn man står med og ikke gøre sig til dommer overfor andres måder at opdrage på medmindre man gør skade på barnet såsom at slå eller øve psykisk vold. 

Det ændrer ikke på at min mening er at det er forkert at sende børn  uden for døren i konflikter. 

Og selvfølgelig tager jeg udgangspunkt i egne erfaringer. Det gør vi vel alle i diverse debatter. 

Carina:-) skriver:

Det ændrer ikke på at min mening er at det er forkert at sende børn  uden for døren i konflikter. 

Og selvfølgelig tager jeg udgangspunkt i egne erfaringer. Det gør vi vel alle i diverse debatter. 

Jo men der er forskel på at drage på sine egne erfaringer og så til at gøre det til "sådan er det". I hvert fald, det synes jeg. Og du gjorde det sidste. Du har også lov til dine egne holdninger, det er det skønne ved debatter. Men du har ikke lov til at sige, at sådan er det medmindre du underbygger det med nogle undersøgelser eller andet.