Hvd syntes du, hvor går grænsen?

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Jeg har også haft sendt min datter uden for døren. Hun var fuldstændig umulig og smadrede ting, hvis nogen havde sagt noget til mig i den situation havde jeg nok revet hovedet af dem. Ærlig talt. Men hvis i blive generet af det og tror børnene bliver mishandlet skal du selvfølgelig reagere. 

Jeg synes det er svært. Jeg sætter mit barn ind på værelset når hun er strid - mon det er det samme som opgangen i moderens øjne? Hun er holdt op med at komme rendende, men det gjorde hun da i starten. Men opgangen er et sted hvorfra de ikke kommer rendende?

Jeg har en bekendt som låser døren når hun smider barnet på værelset "for ellers kunne hun jo rende derind med hende hele tiden" - øh ja, det hedder opdragelse. Handling og konsekvens!!!!

Jeg ville reagere, først fordi jeg ikke kunne holde ud at børn bliver behandlet sådan, og dernæst fordi det er et generende punkt i din/jeres hverdag generelt.

Hvad med at du tilfældigvis kom ned af trappen mens det ene barn stod og græd? Så kunne du trøste og snakke lidt med barnet, og når moderens så kom ud, kunne du indlede en lille snak om det der sker, uden at du direkte har opsøgt hende med det formål. Så virker det knap så angribende, og måske hun bliver overrasket over at andre faktisk kan se hvad der sker?

Det lyder til at hun bruger opgangen, som timeout sted, hvilket jeg ik syntes er ok!

Timeout ka fungere som et rigtig godt redskab, men syntes det er noget hun ska bruge inde ved sig selv! Vh stine

Jupiter skriver:

Jeg synes det er svært. Jeg sætter mit barn ind på værelset når hun er strid - mon det er det samme som opgangen i moderens øjne? Hun er holdt op med at komme rendende, men det gjorde hun da i starten. Men opgangen er et sted hvorfra de ikke kommer rendende?

Jeg har en bekendt som låser døren når hun smider barnet på værelset "for ellers kunne hun jo rende derind med hende hele tiden" - øh ja, det hedder opdragelse. Handling og konsekvens!!!!

Jeg ville reagere, først fordi jeg ikke kunne holde ud at børn bliver behandlet sådan, og dernæst fordi det er et generende punkt i din/jeres hverdag generelt.

Hvad med at du tilfældigvis kom ned af trappen mens det ene barn stod og græd? Så kunne du trøste og snakke lidt med barnet, og når moderens så kom ud, kunne du indlede en lille snak om det der sker, uden at du direkte har opsøgt hende med det formål. Så virker det knap så angribende, og måske hun bliver overrasket over at andre faktisk kan se hvad der sker?

Ja, det er nemlig det. Situationen er måske ikke så meget anderledes, end hvis man satte dem på værelset. Det virker bare så voldsomt, når det er ude foran hoveddøren de bliver smidt ud, og døren bliver smækket i. 

Havde selv godt tænkt på, at gå ned med skraldespanden tidligere, for lige at sige "Hov, Hej med dig lille ven, hvad sker der her" agtig - noget i den stil. For det er heller ikke fordi jeg har lyst til at være politimand, rage uklar med min underbo eller noget - fordi vi hsr forskellige syn på børneopdragelse. 

sne190810 skriver:

Ja, det er nemlig det. Situationen er måske ikke så meget anderledes, end hvis man satte dem på værelset. Det virker bare så voldsomt, når det er ude foran hoveddøren de bliver smidt ud, og døren bliver smækket i. 

Havde selv godt tænkt på, at gå ned med skraldespanden tidligere, for lige at sige "Hov, Hej med dig lille ven, hvad sker der her" agtig - noget i den stil. For det er heller ikke fordi jeg har lyst til at være politimand, rage uklar med min underbo eller noget - fordi vi hsr forskellige syn på børneopdragelse. 

 

Det lyder som et sted at starte.

Hvis hun nu fortæller at det er sådan det hænger sammen, kan du jo bare sige på en pæn måde at det er meget lydt i opgangen, så om hun ikke kan flytte det indenfor somehow.

Jeg tror din tilgang til tingene har meget at sige, og du virker jo heller ikke fordømmende ved lige tilfældigvis at komme forbi i situationen.

Tja, den er svær...

Hendes lidt særprægede valg af disciplinering, synes jeg egentlig ikke at man kan blande sig i. Heller ikke selvom du ville gøre det anderledes. Hun gør ikke noget hun "ikke må" og det er ikke så forfærdelig langt i mine øjne, fra at blive smidt en tur på værelset, som andre er ind på. Jeg synes at en time-out kan være fin og fornuftig når det koger over, hvis den håndteres "rigtigt".

Men hvis det generer jer grundet larmen i sig selv, så ville jeg mene at du kunne lade en bemærkning falde i en venlig tone, på et tidspunkt hvor bølgerne ikke går højt derinde. Blot gøre hende opmærksom på, at der er meget lydt og at det derfor kan virke lidt voldsomt.

Synes også den er svær. For selvom man ikke selv er frustreret i situatuationen og har lyst til at afbryde - kan man jo også selv komme i en situation der er møg frustrerende og hvor andre måske ville have lyst til at afbryde én. Hvis du forstår?

Dog synes jeg det er en lidt uheldig måde at opdrage på (især så små), og det tyder jo på at det er en fast måde hun gør det på, når det bliver ved at ske.

Og så er time out i en fællesopgang bare helt hovedløst....

jeg ville nok bare gå ned med skraldet, banke på hos hende og sige hej jeg tror  xx er rendet ud er alt iorden? så der ingen konflikt og forhåbentlig forstår hun at hele opgangen kan hører hvad der forgår

sne190810 skriver:

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Ej? Seriøst? Hvad er det for en fucked up måde a håndtere et barn på? Aldrig om jeg kunne finde på det - aldrig.. Men jeg gir heller ikke mine drenge time-out på deres værelser osv.. Jeg taler, venter til de er klar, også plejer der a være styr på dem igen... Mine drenge ka godt drive mig til vanvid og de ved virkelig li præcist hvordan haha .. Men det er små børn? Nej aldrig om jeg ville gøre det .. A være forældre handler også om a kunne håndtere børns følelser og sætte sig ind i deres "små" problemer, som tit ka løses meget hurtigere end 10 minutter på opgangen/værelset/stolen...