Hvd syntes du, hvor går grænsen?

Min tanke med at sætte dem i opgangen er nok mest "kan de finde på at løbe ned på gaden"? 

Men den er svær. Man skal aldrig blande sig i andres opdragelse med mindre der er misrygt indvoldveret synes jeg. 

Tænker om du ikke kan gå ned og banke på hos hende en dag det er hændt og bølgerne har lagt sig igen og sige stille og rolig at der er meget lydt i opgangen så om ikk hun vil være sød og tage den indenfor. Du behøver jo ikk nævne dit syn på opdragelsesmetoden men bare fokusere på forstyrrelsen i opgangen. 

sne190810 skriver:

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Ville ikke blande mig i en given situation da dette virkelig ville kunne sætte mit sind i kog hvis jeg var igang med at opdrage og nogen enten kommer og snakker med barnet (det ville jo kunne give barnet tanken at det mor gør er forkert og det jeg gør ved at stå og skrige er rigtigt), og er man i en presset situation er der nok også større sandsynlighed for at man snapper af folk. 

Dog ville jeg så gå til moren på et andet tidspunkt, og sige det som det er, jeg er glad for hun gerne vil opdrage sine børn, men om det ikke var muligt ikke at bruge gangen fordi det gjorde altså at opdragelsen blev delt med hele opgangen, og det var ubehageligt og forstyrrende.. Bare helt stille og roligt. For mig er det, det samme som en timeout så det eneste jeg ser der er forkert er at de bliver sat udenfor døren, og derfor er til gene for resten af opgangen  

Jeg ville uden tøven gå hen til barnet og banke på hos moderen og hører hvad hun har gang i. Jeg ville tage en snak med hende om hvorfor hun synes det er iorden at smide sit barn ud i opgangen som afstraffelse. Selvfølgelig vil denne snak foregå når barnet ikke kan hører det. 

Jeg synes faktisk den sag bør meldes til kommunen idet jeg ser det som grov fordømmelse og omsorgssvigt at smide sit barn ud fra hjemmet på den måde. Puha jeg får helt ondt i min mave. Du kan faktisk selv blive straffet hvis du er vidende om at sådan noget foregår uden at melde det! Og du skal ikke være i tvivl om det er forkert, for det ER meget forkert det der foregår hos din nabo! 

Har du taget stilling til hvad du vil gøre?? 

Jeg synes det er HELT gak og uansvarligt at sætte sit barn udenfor hjemmet som straf! 

Jeg ved med mig selv, at jeg havde blandet mig lige på stedet. Den rigtige måde er nok at sætte sig med hende og på en omsorgsfuld måde, forklare at det ikke er ok. 

Nu straffer vi aldrig herhjemme, så i mit univers er det tåkrummende at sætte en 3 årig ud på opgangen 

mpr skriver:

Ville ikke blande mig i en given situation da dette virkelig ville kunne sætte mit sind i kog hvis jeg var igang med at opdrage og nogen enten kommer og snakker med barnet (det ville jo kunne give barnet tanken at det mor gør er forkert og det jeg gør ved at stå og skrige er rigtigt), og er man i en presset situation er der nok også større sandsynlighed for at man snapper af folk. 

Dog ville jeg så gå til moren på et andet tidspunkt, og sige det som det er, jeg er glad for hun gerne vil opdrage sine børn, men om det ikke var muligt ikke at bruge gangen fordi det gjorde altså at opdragelsen blev delt med hele opgangen, og det var ubehageligt og forstyrrende.. Bare helt stille og roligt. For mig er det, det samme som en timeout så det eneste jeg ser der er forkert er at de bliver sat udenfor døren, og derfor er til gene for resten af opgangen  

Og hvad så hvis en mor stod og slog sit barn? Ville du så heller ikke blande dig, fordi sæt nu moren blev lidt sur? Ej helt ærlig.

jeg synes virkelig vi er blevet at for konfliktsky når det kommer til børns ve og vel. Og tænker mere på hvad andre mon vil mene, eller om den stakkels forældre bliver sur over at andre blander sig i deres mishandling af deres barn.

Jeg har selv prøvet at være det barn der blev råbt og skreget af dog bag lukkede dør. Men hvor er jeg dog glad for at vores nabo som hørte det, greb ind. 

Jeg ville snakke med moderen om, at det genererer mig, at hun bruger et fællesareal... At det genererer mig at man kan høre barnet græde osv.  

Jeg ville dog ikke blande mig i hendes måde at opdrage på.. Men jeg synes det er forkert, at det børnene bliver smidt ud et sted, hvor det genererer andre mennesker... Især hvis det sker tit... 

migxher skriver:

Og hvad så hvis en mor stod og slog sit barn? Ville du så heller ikke blande dig, fordi sæt nu moren blev lidt sur? Ej helt ærlig.

jeg synes virkelig vi er blevet at for konfliktsky når det kommer til børns ve og vel. Og tænker mere på hvad andre mon vil mene, eller om den stakkels forældre bliver sur over at andre blander sig i deres mishandling af deres barn.

Jeg har selv prøvet at være det barn der blev råbt og skreget af dog bag lukkede dør. Men hvor er jeg dog glad for at vores nabo som hørte det, greb ind. 

Okay... Hvordan blev "jeg vil ikke blande mig direkte hvis det er en timeout" til "jeg vil ikke blande mig hvis barnet bliver slået"?!

JO jeg ville blande mig hvis en forælder slog sit barn, men at blande sig i en timeout mener jeg ikke er i orden, for det er at undergrave forælderen. Og vel og mærket er det børnene der råber og skriger, ikke forælderen.. 

Børn råber og skriger når de bliver hysteriske, og nogen gange må en forælder også hæve stemmen for at få barnet ned på jorden igen.. Men der er forskel på opdragelse og misrygt..

Er oprigtigt ked af at du har været en forfærdelig barndom igennem, men læs hvad der står inden du fare i flint over fortolkninger på noget jeg skriver. 

sne190810 skriver:

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Jeg ville have svært ved ikke at blande mig! Især når børnene bliver sendt ud i opgangen,det er da ydmygende for et barn at blive set i sådan en situation og form for skæld ud. Der er noget galt når moren når helt derud. Selvfølgelig skal børn opdrages , men hvad nytter det at sende dem derud? Tværtimod tror jeg effekten vil blive negativ. Jeg bekymrer mig for hele situationen med hvordan moren tackler sine umulige børn. 

mpr skriver:

Okay... Hvordan blev "jeg vil ikke blande mig direkte hvis det er en timeout" til "jeg vil ikke blande mig hvis barnet bliver slået"?!

JO jeg ville blande mig hvis en forælder slog sit barn, men at blande sig i en timeout mener jeg ikke er i orden, for det er at undergrave forælderen. Og vel og mærket er det børnene der råber og skriger, ikke forælderen.. 

Børn råber og skriger når de bliver hysteriske, og nogen gange må en forælder også hæve stemmen for at få barnet ned på jorden igen.. Men der er forskel på opdragelse og misrygt..

Er oprigtigt ked af at du har været en forfærdelig barndom igennem, men læs hvad der står inden du fare i flint over fortolkninger på noget jeg skriver. 

Den omtalte opdragelse grænser i den grad til misrøgt.

Og det er ikke engang pis.

Flere videnskabelige teorier og undersøgelser viser at timeout og andre former for ekskluderende straf faktisk kan være skadende for et barn.

Råben og hårde ord kan gøre mildt lige så ondt og skade lige så meget som fysisk vold. Forskellen er bare at den ene er tilladt og den anden er ikke.

sne190810 skriver:

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Uh, den er svær.

Jeg er generelt imod opdragelse der går ud på at adskille barnet fra fællesskabet, ville heller aldrig sende mit barn på værelset. Men jeg har også forståelse for atfolk har forskellige grænser og værdier m.h.t. børneopdragelse.

Men det eksempel du nævner dér, synes jeg er ret groft. Medmindre hun er decideret uintelligent, må hun jo kunne regne ud at det vil være en lydgene for naboerne, og at der sikkert også vil være nogle der synes at det er direkte ubehageligt at skulle være vidne til. Ellers mangler hun da noget situationsfornemmelse.

Det er så følsomt et emne det her, fordi folk så nemt føler sig stødt og kritiseret hvis man kommenterer på deres børneopdragelse. Hvis du var ligeglad med hende, var det jo ikke så vigtigt, men hvis du gerne vil bevare et godt forhold til hende, er det lidt mere tricky.

Jeg ville nok også lave finten med at tage overtøj på og lade som om jeg var på vej ud, og så lige tage en lille hyggesnak med barnet og håbe på at mor blev lidt pinligt berørt og ændrede adfærd.