Hvd syntes du, hvor går grænsen?

mpr skriver:

Okay... Hvordan blev "jeg vil ikke blande mig direkte hvis det er en timeout" til "jeg vil ikke blande mig hvis barnet bliver slået"?!

JO jeg ville blande mig hvis en forælder slog sit barn, men at blande sig i en timeout mener jeg ikke er i orden, for det er at undergrave forælderen. Og vel og mærket er det børnene der råber og skriger, ikke forælderen.. 

Børn råber og skriger når de bliver hysteriske, og nogen gange må en forælder også hæve stemmen for at få barnet ned på jorden igen.. Men der er forskel på opdragelse og misrygt..

Er oprigtigt ked af at du har været en forfærdelig barndom igennem, men læs hvad der står inden du fare i flint over fortolkninger på noget jeg skriver. 

Selvfølgelig er det børnene, der råber og skriger - ville du ikke også gøre det, hvis du blev sat uden for døren, uden for fællesskabet uden at kunne finde trøst eller kram hos dem, du skulle være mest tryg ved? Børn viser følelser, alle følelser - det er vores ansvar som voksne at håndtere børns følelser på en måde, så de føler sig hørt, forstået og anerkendt. Det bliver man sgu ikke på den anden side af en dør! Det er ikke barnet, der har et problem - det er den voksne, der skal lære at håndtere egen reaktion i en given situation. Børn er ikke årsagen til voksnes vrede, børn er årsagen til en reaktion, men det er den voksne, der helt selv vælger hvilken reaktion, denne vil anvende...! 

Rauw skriver:

Jeg har også haft sendt min datter uden for døren. Hun var fuldstændig umulig og smadrede ting, hvis nogen havde sagt noget til mig i den situation havde jeg nok revet hovedet af dem. Ærlig talt. Men hvis i blive generet af det og tror børnene bliver mishandlet skal du selvfølgelig reagere. 

Må jeg spørge om hvorfor du valgte den metode og hvordan tog din datter det? 

A&F skriver:

Må jeg spørge om hvorfor du valgte den metode og hvordan tog din datter det? 

Jamen det valgte jeg fordi at hun var sur over ikke at måtte bruge tablet og reagerede fuldstændig ude af kontrol ved at råbe og skrige og smadre alt på det værelse hun deler med sin søster, og hvis hun vil kaste rundt med ting så de smadre- så kan hun gøre det i haven med en bold istedet. Hun var kølet ned efter 5-10 min. Stadig skide sur men hun smadrede ikke længere sine og sin søsters ting. Hun er forresten 8 år og umiddelbart har hun ikke taget skade, endnu. 

Grænser er jo meget forskellige. Nogle mener, at børn, der ikke får lov til at sove i forældrenes seng, er udsat for vanrøgt og permanent skadende psykisk vold. Nogle har en børneopdragelse, hvor timeout fungerer godt. 

Timeout er vist ikke karakteriseret som "forkert" i sig selv, så der skal være mere "kød på", hvis en kommune skal underrettes og arbejde med sagen. 

Det tilfældige møde på gangen kunne sikkert sagtens fungere... Når du hører barnet græde, går du ud og snakker med barnet, måske kan moderen så se sig selv med dine øjne. Måske kan du tilbyde en halv times aflastning? Det kunne godt komme til at falde naturligt. 

K&S skriver:

Selvfølgelig er det børnene, der råber og skriger - ville du ikke også gøre det, hvis du blev sat uden for døren, uden for fællesskabet uden at kunne finde trøst eller kram hos dem, du skulle være mest tryg ved? Børn viser følelser, alle følelser - det er vores ansvar som voksne at håndtere børns følelser på en måde, så de føler sig hørt, forstået og anerkendt. Det bliver man sgu ikke på den anden side af en dør! Det er ikke barnet, der har et problem - det er den voksne, der skal lære at håndtere egen reaktion i en given situation. Børn er ikke årsagen til voksnes vrede, børn er årsagen til en reaktion, men det er den voksne, der helt selv vælger hvilken reaktion, denne vil anvende...! 

Præcis, og det er netop derfor at jeg aldrig har forstået konceptet med time-out.

Man tager et lille barn som ikke er i stand til at håndtere sine følelsesmæssige reaktioner selv, men netop skal guides igennem dem af en voksen - og placerer barnet helt alene og ude af stand til at bearbejde følelser og situation. Det må være så utryg og ensom en oplevelse.

Rauw skriver:

Jamen det valgte jeg fordi at hun var sur over ikke at måtte bruge tablet og reagerede fuldstændig ude af kontrol ved at råbe og skrige og smadre alt på det værelse hun deler med sin søster, og hvis hun vil kaste rundt med ting så de smadre- så kan hun gøre det i haven med en bold istedet. Hun var kølet ned efter 5-10 min. Stadig skide sur men hun smadrede ikke længere sine og sin søsters ting. Hun er forresten 8 år og umiddelbart har hun ikke taget skade, endnu. 

Men er det ikke bedre at se på hvorfor din datter som er 8 år reagerer så destruktivt når hun ikke får sin vilje?

Frem for at sende hende uden for døren-

Tænker det bliver svært at gennemtrumfe en timeout og generelt styre hende når hun er 14 med det reaktionsmønster som du beskriver ved et simpelt forbud. 

Carina:-) skriver:

Men er det ikke bedre at se på hvorfor din datter som er 8 år reagerer så destruktivt når hun ikke får sin vilje?

Frem for at sende hende uden for døren-

Tænker det bliver svært at gennemtrumfe en timeout og generelt styre hende når hun er 14 med det reaktionsmønster som du beskriver ved et simpelt forbud. 

 

Hun reagere som hun gør for at få sin vilje. Nogle gange er der ikke nogen dybere mening med ting, nogen gange er børn bare hysteriske og umulige. Og så må man opdrage og sætte grænser og vise at den opførsel ikke bliver tolereret. Jeg ville selfølgelig hellere have at hun var til at snakke med, men jeg kender hende og ved at det ikke nytter noget som helst når hun først har besluttet sig for at gå amok. Nogle børn har bare mere temperament end andre. 

Rauw skriver:

Hun reagere som hun gør for at få sin vilje. Nogle gange er der ikke nogen dybere mening med ting, nogen gange er børn bare hysteriske og umulige. Og så må man opdrage og sætte grænser og vise at den opførsel ikke bliver tolereret. Jeg ville selfølgelig hellere have at hun var til at snakke med, men jeg kender hende og ved at det ikke nytter noget som helst når hun først har besluttet sig for at gå amok. Nogle børn har bare mere temperament end andre. 

Men det  er jo det hun skal lære at styre så hun ikke smadre andre mennesker den dag du slipper hende løs ��

Jeg er selv smask hysterisk af natur og må dagligt  arbejde med at det ikke skal tage overhånd. Og det samme er min snart 8 årige datter. Men at sende hende uden for døren er jo ikke løsningen. En 8 årig kan man godt  have dialog med og forklare hvorfor man ikke smadret alt omkring sig bare fordi en siger nej. 

sne190810 skriver:

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Min grænse var nået, jeg var konfliktsky som jeg er nok nået til en måde hvor jeg tilfældigvis lige kom forbi med skraldespanden og så satte mig ned med barnet og lige bankede på og undrende hørte om hun vidste hendes barn stod og græd på opgangen (jeg her selv prøvet min mellemste lukkede lillebror ude opgangen uden jeg havde opdaget det og ringeklokken virkede ikke, lille pus han var helt opløst da jeg opdagede det måske 2 minutter efter).

Og ja måske handler det bare om en anden måde at opdrage og måske skal man ikke blande sig, men når man bruger det offentlige rum må man forvente folk kan blande sig. Og personligt synes jeg det er så forkert at smide et barn uden for døren, uden for fællesskabet, alene. De få gange jeg har bedt min teenage pige om at gå ind på sit værelse handler det om jeg er ved at flippe ud og det er bedst vi er væk fra hinanden, ikke om en straf for hende. Og helt ud på opgangen der er min grænse overskredet mange gange

Carina:-) skriver:

Men det  er jo det hun skal lære at styre så hun ikke smadre andre mennesker den dag du slipper hende løs ��

Jeg er selv smask hysterisk af natur og må dagligt  arbejde med at det ikke skal tage overhånd. Og det samme er min snart 8 årige datter. Men at sende hende uden for døren er jo ikke løsningen. En 8 årig kan man godt  have dialog med og forklare hvorfor man ikke smadret alt omkring sig bare fordi en siger nej. 

Ja, du kender nok min datter bedst og ved hvad der fungere for os , fremmede dame!