Hvd syntes du, hvor går grænsen?

Helt ærligt; så synes jeg, at det er fuldstændig vanvittigt at smide så små børn udenfor døren til sit hjem  

Jeg er generelt ikke tilhænger at metoden med at udelukke børn fra fællesskabet som straf (straffer aldrig mine børn), men jeg synes, der er kæmpe forskel på, at sende et barn ind på sit værelse og så ligefrem smide det ud af sit hjem!!! Jeg er målløs!

Helt klart er den diplomatiske metode at komme "tilfældigt" forbi, men jeg havde faktisk nok overvejet at anmelde damen...

Nå, det er jo bare min mening, men jeg synes virkelig ikke på nogen måde det er ok.

sne190810 skriver:

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Man har jo en eller anden form form for opsynspligt med sine børn, og den mener jeg ikke man kan leve op til når børnene sættes alene udenfor hjemmets vægge.

Derfor synes jeg det er helt i orden at mene at det er forkert. 

At jeg så derudover personligt mener at det grænser op til psykisk vold, og jeg i øvrigt mener det er udtryk for moderens følelse af afmagt, fordi hun ikke kan rumme sine børns følelser, det er så noget andet.

Men nej, selvfølgelig kan man ikke efterlade små børn uden for hjemmet uden opsyn. Og hvis de græder, så skal de da trøstes?!

Forstår ikke at man ikke kan sætte sig ind i hvordan det må føles for små børn - som ts er inde på, så er det et meget kraftigt budskab at man ikke er god nok til at være i sit hjem. Noget jeg aldrig ville byde mine børn og jeg ville også have rigtigt svært ved at se det ske.

Og jo, børnene kender forskel på eget værelse og opgangen. Og det er vel i bund og grund også derfor mor gør det - som en straf. Straf hører ikke hjemme i børneopdragelse, mener jeg 

Cvbn skriver:

Helt ærligt; så synes jeg, at det er fuldstændig vanvittigt at smide så små børn udenfor døren til sit hjem  

Jeg er generelt ikke tilhænger at metoden med at udelukke børn fra fællesskabet som straf (straffer aldrig mine børn), men jeg synes, der er kæmpe forskel på, at sende et barn ind på sit værelse og så ligefrem smide det ud af sit hjem!!! Jeg er målløs!

 

Helt klart er den diplomatiske metode at komme "tilfældigt" forbi, men jeg havde faktisk nok overvejet at anmelde damen...

Nå, det er jo bare min mening, men jeg synes virkelig ikke på nogen måde det er ok.

Jeg går bestemt ikke ind for at smide om sig med underretninger, og jeg er sikker på der kommer for mange og at sagen her er lidt gråzone-agtig og ikke til højrebenet, som hvis der var tale om fysisk vold, overgreb osv.

Men hvis det alligevel er nødvendigt med en underretning, så er det jo ikke sådan at børnene bliver tvangsfjernet fordi man er dårlig til at opdrage.

Men hvis der kommer en underretning, så skal myndigheden jo undersøge OM børnene har lidt skade og familien kan måske blive tilbudt noget terapi eller vejledning i forhold til hensigtsmæssig opdragelse.

Så jeg synes ikke man per auto kan sige at en underretning er for meget.

Men hvis ts har mod på det, går jeg da klart ind for at forsøge med mindste middel først (at spørge ind til det/kommentere)

Så er egentlig enig: synes også man kan overveje at underrette.

Christine skriver:

Jeg går bestemt ikke ind for at smide om sig med underretninger, og jeg er sikker på der kommer for mange og at sagen her er lidt gråzone-agtig og ikke til højrebenet, som hvis der var tale om fysisk vold, overgreb osv.

Men hvis det alligevel er nødvendigt med en underretning, så er det jo ikke sådan at børnene bliver tvangsfjernet fordi man er dårlig til at opdrage.

Men hvis der kommer en underretning, så skal myndigheden jo undersøge OM børnene har lidt skade og familien kan måske blive tilbudt noget terapi eller vejledning i forhold til hensigtsmæssig opdragelse.

Så jeg synes ikke man per auto kan sige at en underretning er for meget.

Men hvis ts har mod på det, går jeg da klart ind for at forsøge med mindste middel først (at spørge ind til det/kommentere)

Så er egentlig enig: synes også man kan overveje at underrette.

Jeg er helt enig med dig, og jeg tror da bestemt heller ikke, at denne mor "mishandler" sine børn.

Men min helt private holdning (helt privat er den dog ikke, da jeg arbejder indenfor området) er, at denne mor har brug for noget hjælp til at håndtere sine børn....

sne190810 skriver:

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Hvis I, som du skriver, sommetider ses privat, så ville jeg da overveje om ikke du skulle invitere hende op til et glas vin en aften og så snakke med hende om det. Jeg synes ikke, at man skal udlægge den som du skriver det, i forhold til at hun skal få styr på sine børn og at opgangen er fælles osv.

Hvis jeg var dig ville jeg sige noget i stil med:

Jeg har ikke kunnet undgå at høre, at det sommetider går lidt vildt for sig hos jer. Du må sige til, hvis du har brug for hjælp med dagligdagen. Nogle perioder er bare vildt hårde at komme igennem og det er ingen skam at erkende at man ikke kan klare det hele selv.

Hvis du mener at du har nogle bedre strategier i forhold til opdragelse, så prøv at inddrage hende i dem.

Tænker bare at det er vigtigt at du møder hende, der hvor hun er og ikke på en fordømmende måde - det er jo ikke sikkert at dine opdragelsesmetoder er mere hensigtsmæssige.

Ved at gøre det på den måde, fortæller du hende at hele opgangen altså er opmærksom på hvad der foregår, men samtidig anerkender du hende og møder hende der hvor hun befinder sig i sit liv.

Jeg synes godt du kan blande dig i at hun bruger jeres fælles areal som afstraffelses plads for sine børn. Det er sgu da pisse ubehageligt. Jeg ville synes det var pisse ubehageligt at komme forbi i opgangen og så overværer hendes afstraffelse på den måde. 
Jeg forstår slet ikke at hun ikke er flov over at hele opgangen nu bliver blandet ind i hendes afstraffelse af sine børn og kan følge med på sidelinjen. 
Hvad jeg så derudover mener om hendes måde at opdrage på.... lad mig bare sige at jeg bestemt ikke bifalder det. Og var det en i min familie eller en veninde, så havde hun fået en opsang! Man behandler sgu ikke et andet menneske på den måde. Føj. 

At hun fjerne barnet fra situationen er ok MEN jeg mener på ingen måde det er ok at hun sætter det helt uden for døren. 

1. Det genere alle naboer

2. Hvad hvis der sker barnet noget? Det går sin vej eller en eller andet pædofil eller ligne kommer og tager barnet med sig. Hun har jo reelt ikke opsyn med barnet.Især hører jeg at det er en opgang med en befærdet vej. Havde de nu haft en lukket have og barnet blev sat ud ja så ville lige denne ting måske være mindre slem i mine øjne.

Samtidig syntes jeg det er lidt et overgreb hun laver. Hun smider jo barnet ud af sin trygge base- hjemmet. ja du skal sætte grænser men det der mener jeg er på grænsen hvor hun risikere at skade barnets tilknytning. Igen havde de en have var barnet jo ikke smidt HELT ud. 

ved godt nogle nu bliver sure men det er nu engang min mening og holdning. Især hører jeg at det er en opgang med en befærdet vej

Jeg ville ikke tage den med hende. Det kan kun ende i problemer. Og de fleste af os forældre ved nok ikke noget værre end at en fremmed kommer og siger hvad vi skal gøre.

Jeg personligt ville tage en vurdering af børnene. Vurdere du at der kan ske dem noget ( både fysisk og psykisk) Det kan du bedst svare på at jeg jo kun kan svare ud fra hvad du skriver. 

Og føler du at der er den mindste chance for at der er fare for skade så ville jeg kontakte kommunen og lave en bekymringsskrivelse. De kommer ikke og fjerne børnene så det skal du ikke være bange for, men de kommer og undersøger forholdene og er der noget at komme efter så hjælper de moren med råd og vejledning. På den måde kan du være med til at hjælpe dem alle. og vurdere de der ikke er noget ja så kan du jo glæde dig over at der er taget en professionel vurdering af tingene. 

Men som sagt er det kun dig der ved om det er det der skal ske. Det er jo din mavefornemmelse der ved det her.. 

Men jeg ville aldrig gå ind og kramme barnet eller tage den med moren. Det vil kun blive skabe ballade. Det kunne jo være moren ikke syntes at fremmede skal kramme deres børn ( sådan har jeg det i hvertfald.)

Hvad med at du kommer ind på det når i får en kop kaffe sammen, eller kommer ned ad gangen når de står der, tænker især på den store på 6, bsrnet kan jo endelig bare gå..

sne190810 skriver:

Hejsa 

Et spørgsmål angående børneopdragelse, som jo er en svær størrelse og noget vi hver især ser på med forskellige øjne. 

Jeg har en underbo, som har to børn på hhv. 6 og 3 år. Det sker minimum en gang om ugen ca. at de bliver smidt ud på opgangen (som straf, går jeg udfra...) af deres mor, og hvor de så står i mellem 2-10 min. Man kan hører moderen diskutere med dem, og har blandt andet sagt noget i retning af "så kan du stå herude, i stedet for at hygge med mor og X-Factor" til den store på 6 år. Så sent som for en halv time siden, var det den mindste, som var blevet smidt derud, og stod og græd højt og kaldte på sin mor. Tror barnet stod derude i omkring de 10 min, og der var med høj gråd og frustration hele vejen igennem de 10 min. Indimellem kom moderen ud, og sagde nogle få sætninger, for derefter at gå ind igen. Til sidst kunne jeg hører mor tog barnet, uden at snakke og gik ned af trappen, og ud på gaden - stadig med barnet skabende/grædende (Jeg bor på 3. sal og ved en befærdet gade, og har lukkede vinduer, men kunne sagtens hører barnet fra gaden af). 

Mit spørgsmål er såmænd; er det bare en anderledes måde at opdrage på, end hvad jeg lige ville gøre? 

Altså, jeg sidder jo og har lyst til at gå ned og tage mindstebarnet og give det et kram, og tage det med op til mig. Jeg har såmænd også lyst til at gå ned og sige noget til min underbo, i stil med at hun må finde en anden måde at få styr på sine børn, da jeg ikke vil være tilskuer til sådan en måde at behandle børn på, et cirkus med råb, skrig og skrål, smækken med døre osv. Desuden også gøre opmærksom på at opgangen er fællesareal, så hvis hun mener det er noget man ikke skal blande sig i, den måde hun vælger at håndtere sine børn på, skal hun måske ikke gøre det så det påvirker hele opgangen, da her er meget lydt. Vigtigst af alt, så skær det bare i mit moderhjerte, at høre på børn som på ingen måder bliver mødt følelsesmæssigt. 

Men er det at gå over grænsen? Altså, blander jeg mig så i noget, som bare bliver gjort anderledes end jeg selv ville? Hvis du selv stod i situationen, hvad ville du tænke eller evt gøre? Er det normalt opførsel?

Moderen er en veluddannet kvinde i slut 30'erne/start 40'erne, forholdvis kendt ansigt i den kulturelle verden, her i hovedstaden. Vi har en fint naboskab, uden at være tætte og private, men kan sagtens invitere hinanden på en kop kaffe, og har både været til noget tapas/vin aften nede hos underboen med de andre fra opgangen, samt vi også har holdt julehygge med gløgg og æbleskiver for samme mennesker. Det skiftes vi sådan til, vi 4 familier, som bor i vores opgang. 

Hvad skete der, efter at de gik ud på gaden? Efterlod hun barnet derude?

Jeg bider mærke i, at du har skrevet dit indlæg 9.27, og du skriver at barnet blev sat udenfor for en halv time siden. Dvs dagen er dårlig nok startet før moren har så store problemer med sin håndtering af børnene, at hun smider dem udenfor hjemmet. Det er simpelthen ikke i orden.

Jeg forstår godt du har lyst til at gå ned til barnet. Jeg foreslår du gør det. Henter barnet/børnene op til dig, når de står dernede. Venter ca et kvarter, eller hvor længe du vurderer der skal til for at moren bliver bekymret. Og så går du ned og afleverer dem igen. Så kan hun smage den medicin, hun udsætter sine egne børn for. 

loop skriver:

Hvad skete der, efter at de gik ud på gaden? Efterlod hun barnet derude?

Jeg bider mærke i, at du har skrevet dit indlæg 9.27, og du skriver at barnet blev sat udenfor for en halv time siden. Dvs dagen er dårlig nok startet før moren har så store problemer med sin håndtering af børnene, at hun smider dem udenfor hjemmet. Det er simpelthen ikke i orden.

Jeg forstår godt du har lyst til at gå ned til barnet. Jeg foreslår du gør det. Henter barnet/børnene op til dig, når de står dernede. Venter ca et kvarter, eller hvor længe du vurderer der skal til for at moren bliver bekymret. Og så går du ned og afleverer dem igen. Så kan hun smage den medicin, hun udsætter sine egne børn for. 

Jeg forstår godt hvor du vil hen med det du skriver, men jeg synes ikke det er smart at tage børnene som gidsler. De vil føle sig enormt klemt i den ubehagelige situation som det uvægerlig vil blive.

Og så mener jeg generelt det er det bedste at spille med åbne kort.