Forbudte tanker

Anonymor skriver:

Det sker jævnligt, de weekender vi har alle børnene, at jeg overvejer at forlade hus og hjem og bede dem om at klare sig selv  Men den hyppigste tanke, der dukker op er nok nærmere "LUK NU RØVEN" Haha Jeg siger det ikke Men det er som om, at børnene tror, at den eneste man kan kalde på er mor, selvom far/bonusfar lige så gerne vil hjælpe. Så kan jeg stå og skifte ble på badeværelset, og min datter kalder insisterende "MOR! MOR! MOR! MOR! MOOOAAR!", og så går jeg til sidst ud i den tro det er vigtigt... "Jeg kan ikke drikke mere kakao" - NEJ OKAY, I DONT FUCKING CARE!

... Men bortset fra det, så elsker jeg dem! Haha!

Og så hylder jeg denne tråd, det er sgu okay at have forbudte tanker, det gør kun én menneskelig. Tror faktisk ikke en gang jeg vil kalde dem forbudte, bare naturlige. Så længe man ikke handler på dem  

Glasset med kakao blev vel holdt ud i stærkt arm, så man skal komme, tage glasset og stille det på bordet lige foran dem. Det gør mit barn i hvert fald med alt; "jeg kan ikke spise mere æble" betyder tag skroget og smid det ud for mig. 

Eller når man har dårlig mave og endelig har fået lov til at komme på toilettet; "MOR! MOR! MOAAAARHHHH!" Og man så kommer halsende ud med bukserne halv oppe og forvildet forsøger at danne sig et overblik over katastrofen; Barn: "Det kløede på mit ben" Mor: "Jamen, så klø" Barn: "Det har jeg gjort"

AnitsithC skriver:

Jeg har ingen "forbudte" tanker om mit barn, jeg elsker ham præcis som han er, rolig, glad, opfindsom og helt sin egen 

Hvilket svar havde du regnet med at få? 

Mor i Aarhus skriver:

Glasset med kakao blev vel holdt ud i stærkt arm, så man skal komme, tage glasset og stille det på bordet lige foran dem. Det gør mit barn i hvert fald med alt; "jeg kan ikke spise mere æble" betyder tag skroget og smid det ud for mig. 

Eller når man har dårlig mave og endelig har fået lov til at komme på toilettet; "MOR! MOR! MOAAAARHHHH!" Og man så kommer halsende ud med bukserne halv oppe og forvildet forsøger at danne sig et overblik over katastrofen; Barn: "Det kløede på mit ben" Mor: "Jamen, så klø" Barn: "Det har jeg gjort"

 

Hahaha ja, det er så klassisk. Eller man vil tage sig en velfortjente pause på toilettet - egentlig skal man bare tisse, men har taget telefonen med ud for at få lidt ro. Og selvom man spurgte på forhånd, om nogen skulle på WC, er det fandme som om hele husets børn skal både det ene og det andet lige så snart man har sat sig 

Jeg har ofte tænkt:

Hmm mon de holder mund hvis jeg kyler dem ud over altanen?

I kan rende mig røven! Klar jer selv jeg skrider. 

Jeg tænker tit: Hvad har jeg stakkels menneske gjort siden jeg har fået sådan 2 små lorteunger der ALDRIG ..... ALDRIG høre efter? 

HALLOOOOOOOOO hvorfor bliver I ved med at tale så F*cking højt med jeres skide pisse irriterende skingre stemmer? 

Men ellers så er mine unger sgu meget dejlige... og jeg elsker dem!

Jeg tænker ofte:

HOLD NU KÆFT FOR HELVEDE 

Når den ene hyler og den anden  siger mor mor mor mooar moar moooooar. Må jeg ikke gerne ...  .??.? Og jeg trænger til 10 min tid for mig selv efter at ha lavet alt det de har lyst til hele dagen.

Jeg hader at min datter på snart 12 tror at jeg er dement ved at spørge om det samme ting hvert 10 minut der går.  Hvor jeg allerede har svaret været nej 100 gange. Jeg har aldrig sagt ja når svaret først har været nej. Hvad får hende til at tro at jeg ombestemmer mig efter 12 år! Nej du må ikke bruge make up ! Ja den kjole er for kort ! 

Anonymor skriver:

Hahaha ja, det er så klassisk. Eller man vil tage sig en velfortjente pause på toilettet - egentlig skal man bare tisse, men har taget telefonen med ud for at få lidt ro. Og selvom man spurgte på forhånd, om nogen skulle på WC, er det fandme som om hele husets børn skal både det ene og det andet lige så snart man har sat sig 

Ja den kender man næsten kun alt for godt 

toilet = børnepause (i 5 min hvis man er heldig)

Elsker den her tråd hahaha. Kan jo nikke genkendende til stort set det hele, selvom jeg kun har et barn og dermed ikke oplever det i flertal. Er til gengæld dagplejer og jeg er oprigtig glad når klokken bliver sidstebarnudeafdøren-tid  

Fantastisk tråd :-) Kan også se mig selv i mange af de situationer i beskriver :-)

Det er virkelig befriende at læse om jeres oplevelser med jeres guldklumper - jeg elsker selvfølgelig også mine børn, men hold nu op hvor har jeg også en gang i mellem lyst til at rejse langt væk - bare for et kort øjeblik.....

Min datter på 6 år der skriger ude fra toilettet af - MOAR MOAR MOAR - løber derud og så er det jo bare fordi hun ikke selv gider at tørre sig... Øh undskyld lille skat - det kan du vist godt selv! Meen Mor vil du ik godt?  :-)

Eller...

når de sidder og spiser ved bordet - og igen min datter på 6 år (hun er lidt en vildkrabat) der lige pludselig rejser sig og står midt på gulvet for at danse som en trappe... og bølger hele maven eller kroppen - hun er ikke så høj..... og hun ved udmærket godt at vi sidder helt almindelig ved bordet til vi alle er færdige, vi begynder ikke lige, at danse midt i maden. Men kunne sgu alligevel ikke lade være med at grine, hun så så sød ud :-)

Eller...

Når de er så vilde og løber frem og tilbage, råber, skriger og hviner så man er ved at få spat - og hele stuen bliver ommøbleret fordi de kaster sig rundt i møblerne.... Jeps så måtte de godt pakkers sammen for en stund :-)

Men de er jo mine og jeg elsker dem som de er - tror egentlig også bare at de er helt almindelige :-)

Har en datter med ADHD og jeg tænker engang imellem, at det ville have været nemmere for os alle hvis aldrig hun var kommet. 

Jeg elsker hende men for pokker. Hvor er det bare fucking hårdt at have hende samtidig med man har de andre. Hun fylder bare SÅ meget og jeg bliver tit så træt, at jeg ikke orker at være der for de andre. 

Jeg er bange for, at de vokser op og tænker, at det var en hård barndom og de tit blev sat bagerst.