Jeg har haft alle de rigtige forbudte tanker - så for mig er de tanker som de i denne tråd ike forbudte bare hundrede procent naturligt, nogle af dem fordi man bare får for meget en gang imellem (dem der siger de aldrig som i aldrig får lyst til at trække stikket i 5 minutter ig sige op som mor, der tvivler jeg på sandheden
), fordi man er urolig: hvorfor pokker kan mit barn ikke det, er mit barn dumt eller hvad? Eller ja fordi man oplever de her velopdragne skønne børn man får på besøg og ser sin egen furie....
Jeg elsker mine unge lige præcis som de er, de var lige præcis dem jeg ikke anede jeg ønskede mig. Men jeg siger op som mor en gang imellem eller i hvert fald holder jeg frikvarter når jeg er fyldt op af de rædselsfulde børn der har besat mine vidundere og driver hele huset til vanvid.
Jeg kan ønske dem hen hvor pebret gror, jeg kan tænke: så ti dog stille... Nå ja og så synes jeg de lyder ulækre når de drikker hurtigt (der er jeg utrolig sensibel)
men mest af alt går tankerne på det der gør mig uroligt: er de underlige, forkerte, vil de være dygtige nok i skolen eller er de bare ikke dygtige nok, har jeg opdraget dem godt nok eller er de bare generelt rædselsfulde?
Og aå helt ærligt, jeg nyder når de alle sover sødt i deres senge og jeg lige har Line tid....
Anmeld
Citér