Voldtægt = Sen Abort ?

Puha sikke en situation...

Skulle du vælge at beholde barnet synes jeg godt i en situation som denne, at det kan forsvares ikke at oplyse navnet på faderen. Og så flyt langt væk, hvor han ikke kan finde jer (: 

Anonym skriver:

Kære du et stort kram fra mig skal du have! 

Jeg fik senabort for snart 11 år siden jeg var 15år). Det viste sig at jeg var omkring 6-7 måneder henne - jeg kom fra en familie med vold og tæsk, fysik og psykisk terror, indespærring, sult, mishandling osv og havde fundet mig en sød kæreste - men jeg vi var kun 15 år og med det helvede der forgik derhjemme bag lukkede døre kunne jeg slet ikke passe et barn  jeg skulle nærmest søge dronningen om lov om abort... Det var en hård kamp men jeg vandt og fik et provokeret abort 

Hvor du sød. Tak! 

Jeg virkelig ked af at hører, at du har måtte gå igennem alt det og så imens du kun var et barn. Jeg håber at her 11 år efter, at du står i en bedre sitation og har det så godt som du nu kan efter de omstændigheder du har været udsat for - puha, 15 år gammel med sådan et stort pres på skulderne.. Jeg kan jo se mig selv nu og jeg fuldstændig ude af den. Jeg håber du fik den bedste behandling og alt gik godt. 

Har du noget imod at dele din oplevelse med sen aborten med mig? Hvordan var opleveren, hvordan havde du det efter og den slags ting. 

Ja det er en hård kamp og det nu enlig også meget godt, når det ikke er noget man bare, i mine øjne gør som en nødløsning på en dårlig beskyttelse. Men det hårdt.. Især vente tiden.. Jeg aner ikke hvad der skal ske :/ og det gør mig super bange. Men jeg har som jeg har sagt været meget åben og tag imod den hjælp jeg kan i den her sitation. 

Tak fordi du delte din sitation med mig. 

.sommerfugl. skriver:

Det helt sikkert også måden som jeg blevet gravid på, der overhovedet gør at jeg overvejer at få den en senabort og ja min ekskæreste vil jeg nok aldrig slippe af med.. jeg føler mig så egoistisk, hvis jeg tag valget senabort...  Men jeg næsten sikker på jeg ikke mester den opgave som det hører med til det. Psykiateren jeg snakke med igår, råde mig også til en senabort da det ikke kun kunne skade barnet men også mig. 

Tak for din mening og Holding, det betyder meget.

Ja, at det blevet opdaget så sent gør kun det hele så meget mere kompliceret......

Du er ikke egoistisk hvis du vælger en senabort. Du vurderer, du taler med fagfolk, du træffer verdens sværeste valg og begge valg er i bund og grund forkerte for du skulle aldrig have stået i situationen - den der tog det egoistiske og forkerte valg var og er din x. 

Du blev ikke bare voldtaget, du er ikke bare kørt ned nu står du også skal træffe et valg som får konsekvenser for resten af dit liv, du kan vælge at bringe barnet til verden i en situation som er alt andet end optimal og med en far der absolut ikke burde være i hverken dit eller et barns liv og med en mor der kun er begyndt at finde sine ben, du kan bringe barnet til verden og bortadoptere det er absolut ikke et let valg som det måske for nogle lyder, så skal du leve med en viden om der et eller andet sted er dit barn som du vil få en form for følelser for, eller du kan vælge senaborten som også vil bringe følelser i dig og du ville skulle gå igennem det med åbne øjne. Ingen af de valg er egoistiske, forkerte, dårlige, gør dig til et slet menneske, det er grunden til du står med valget der er forkert. 

Jeg tror du skal lytte til de omkring dig der inde i din situation og så skal du huske får du bevilget en senabort så er det fordi kompetente mennesker har vurderer det netop ikke er egoistisk men vurderes som det rette valg for både mor og barn. 

Du har intet forkert gjort....

Hej,

Vil bare foretælle dig, at man først anser det for et barn frem for abort efter uge 22 og at barnet efter al sandsynlighed ikke er levedygtigt før uge 24 (der var en der fejlagtigt fortalte dig, at barnet kan give livstegn fra sig når du får aborten, men dette er absolut undtagelsen i den uge du er i nu).

Jeg vil råde dig til abort.

Alt held og lykke til dig uanset hvad du vælger.

Tranebaer skriver:

Hej,

Vil bare foretælle dig, at man først anser det for et barn frem for abort efter uge 22 og at barnet efter al sandsynlighed ikke er levedygtigt før uge 24 (der var en der fejlagtigt fortalte dig, at barnet kan give livstegn fra sig når du får aborten, men dette er absolut undtagelsen i den uge du er i nu).

Jeg vil råde dig til abort.

Alt held og lykke til dig uanset hvad du vælger.

 

så det godt trådstarter kun er 20+5 og det derfor er en abort. og selvom barnet ikke er levedygtigt, kan det sagtens være i live ved fødslen. 

Jeg ved næsten hverken hvor jeg skal starte, eller slutte? Jeg prøver nu alligevel. 

Jeg en ung kvinde på 25, som nu sidder tilbage med en masse blandet følelser. efter snart 4 år i mit eget lille helevde. 

I år 2012, møder jeg min nu ekskæreste. Det hele starter som en hver lykke kærligheds historie, men det såkaldte "kærlige besættelse" og det første år går nu meget normalt, selvfølgelig stadigvæk med de små skænderier, som alle parforhold oplever. Desværre udvikler de små skænderier sig til både psykisk og fysisk vold, som resultere i at min verden falder sammen omkring mig. (Inden volden opstår, har vi taget den beslutning at flytte sammen) jeg dropper ud af min uddannelse som social og sundhedsassistent efter hårde 8 måneder, hvor jeg må akende jeg nu kun er en skygge af mig selv og jeg ikke kan opfylde de krav min uddannelse kræver. Jeg mister mine venner, har knapt nok kontakt til min familie, stopper til fitness og alle andre former for aktiviter, med minder det i selvskab med min ekskæreste. Jeg har en fornemmelse om at det svært at sætte sig ind i det forløb jeg går igennem i den her tid, hvis man ikke selv har oplevet noget i den stil. Men ord som magtesløs, ensom, had (også til sig selv), bange, angst, opgivende og en skygge af sig selv er ord som næsten alle på en eller anden måde kan relatere til, er de første der falder mig ind, i mit førsøg på at gi et indblik i mit liv i den periode. 

I slutning af 2014, får jeg en dag nok. Jeg pakker hvad jeg finder mest nødvendigt, for at komme hurtigst muligt væk. Jeg har nu gået med tanken om at løbe væk længe. Men har aldrig fundet modet, men den her dag sker der enlig, som jeg kun har kunne drømme om. Jeg fri men bange. Jeg husker jeg gemmer mig i flere timer, da jeg for bange til at gøre noget som helst. Mit hovede kører på fuldtryk... Hvad skal jeg gøre? Skal jeg be om hjælp? ..... Men hvad hvis han finder ud ad det... aaaaaaahhhhh! Pludselig sker der igen noget, jeg rejser mig og går målrettet til min mors og hendes mands hus. Da jeg kommer frem, er jeg både våd og kold. Jeg sikker på min mor blev mere chokket end jeg nåde at opfatte i sitation. Der nemlig sket det, at jeg under mit forhold til min eks har jeg udviklet en utrolig god evne til at lyve. Så min chokket mor får mig indenfor og jeg bryder selvfølgelig sammen. Jeg får efter noget tid i snakken med både min mor og hendes mand, fortalt i grove træk hvad der forgår og inden jeg får set mig om har min mor ringet til både krisecenter og politi. Klokken er på det her tidspunkt sen aften og da krisecenterets personale forlader stedet klokken 10, kan jeg ikke nå at blive indskrevet samme dag. Men jeg har nu en plads og bliver som det første næste morgen kørt der hen. 

Min tid på krisecentret er en blande følelse for mig, der mange andre der end mig og jeg føler straks med dem alle. Det resultere i, at jeg bliver hende den "glade" som leger med de børn der er på opholdststedet. Her er det igen min facade som spiller ind og igen begynder jeg lyve om hvordan jeg har det. Både til personale og psykologer. Jeg ender med at være der i 3 måneder. Hvor de 2 sidste måneder, faktisk ikke er så behagelige for mig. Da personalet uden tvivl sætter spørgsmålstegn ved min pysiske tilstand, i form af jeg føler mig presset til at tag en masse haste beslutninger, omkring lejlighed og den slags. Da de mener at der andre der har mere brug for min plads. Jeg bliver selvfølgelig meget ked af det, men forsætter med at holde min facade. Da jeg nu har mistet min tilid fuldstændig. Jeg ender med at flytte tilbage til den sammen by, som jeg kom fra. For min sitation, tilbage til alle problemerne!!  

Jeg får en dejlig 2 værelses, med bad i kælderen. Men inden længe står min ekskæreste der selvfølgelig igen og jeg må tag hvad jeg har og flygte igen. Jeg ender med at bo omkring 20 forskellige steder. Rundt omkring i Danmark. Derfor er min hverdag nu fuldstændig ude af takt. Det sidste sted jeg er for godt og vel 7 måneder siden inden min ulykke. Er i en studie bolig, langt væk fra hvor jeg kommer fra. Jeg har fået lov til at opholde mig i min venindes lejlighed, imens hun er væk i 2-3 måneder. De ca 2 første måneder går faktisk rigtigt godt, jeg får nogle nye bekendtskaber. På trods af jeg ikke kommer meget ud og jeg begynder at føle ro.. Stilhed før stormen.

Det en helt amindelig dag, som alle de andre. Jeg blevet ringet op af min veninde, som spørg om det okay, at hendes veninde kommer forbi og låner hendes støvsuger. Selvfølgelig er det jo det. Så hun er ventet. Problemet er så bare at min veninde og hendes veninde, misforstår hinanden. Så da jeg åbner døren, i troen om det den støvsugermanglene. Får jeg når at opfatte det faktisk er min ekskæreste. 

Han får hurtigt skubbet mig ind og låst døren bag sig. Her starter et forløb jeg ikke kan beskrive med ord, da jeg er bange for ham. Får han hurtigt overtaget magten, selv om jeg prøver at kæmpe imod er jeg på ingen måde så stærk som ham.

I dag sidder jeg her 20+4 eller nu da den er over 12, hedder den +5.

Jeg har holdt alt det her inden i mig selv, og grundet min psykiske tilstand og blødninger igennem de sidste 20 uger, har jeg på intet tidspunkt registeret graviditeten, før i torsdags. Da jeg ringer op til min læge, da jeg har underlives smeter. Jeg snakker med en sød sygeplejerske, der siger jeg bare kan komme med en urinprøve, med det sammen. Så jeg er hurtigt ude af døren. Jeg kommer op og hun er grundig og tjekker det hele. Hun er efter lidt tid, ikke i tvivl om der tale om en underlives betændelse og i farten tag hun så en graviditets test. 

Her starter en af de aller hårdeste dage (og med flere i vente) i mit liv. Hun giver mig en tid hos lægen, allerede dagen efter klokken 11. Det skal i den forbindelse, så nævnes at jeg efter episoden har fået kontakt med en gamle god god ven og der har været en gang, hvor vi havde, i vellykket forsøg på sex. Men jeg afbrudte hurtigt da jeg under mine omstændigheder, ikke kunne gemmenfører det. Det havde han så fuldt forståelse for. Så mit håb lå nu på at det var ham der var faren og jeg ikke var lagt henne.

Jeg kommer til lægen klokken 11 næste dag. Vi får snakket om sitationen og får skrevet under på aklæring om abort. Jeg får fortaget en gynækologisk undersøgelse og her starter endnu en rusebane tur. Han mærker, trykker og kigger. Han mistænker graviditet ude for livmoren og ringer straks til sygehuset. Jeg for en tid 16:30 og ankommer til endnu en gynækologisk undersøgelse og efterfølgende scanning. lægen stopper hurtigt scanning og ringer efter en gynækolog læge, som arbejder et par afdelinger længere nede, hun kommer hurtigt. Allerede her kan jeg mærke tårnene og mine ben begynder og ryste... Hvad sker der? Er jeg meget langt henne? Er jeg gravid ude for livmoren.. Skal jeg operaers?.. 

Hun konstater efter en hurtigt scanning, jeg nok er 22 uger + henne og jeg bryder selvfølgelig helt sammen.. Jeg forklare sitationen og de sender sagen til ankenævnet afsted med det sammen.. Her får jeg smidt ting i hovedet som. Du skal ikke forvente et ja og du jo 25 og har ingen børn. De siger nok nej... Bla bla bla. (Undskyld mit attitude)! Jeg føler jeg angrebet og fuldstændig forvirrede. Nå jeg ihverfald ikke gravid ude for livmoren.. Men min eks har gjort mig gravid! Det nu fredag og jeg har weekenden til at tænke alt det her igennem. Jeg overbeviser mig selv om, at det hele nok skal gå. 

Der tag jeg så fejl... Nu begynder det for alvor at gå op for mig, hvad der sker.. Så den her weekend, består af tåre.. Vrede.. Benægtelse og forvirring ... Kan jeg overhovedet tag vare på et barn, når jeg ikke engang kan tag vare på mig selv.. 

Det bliver mandag, jeg vågner tideligt efter en elendig søvn. Klokken 9 ringer min telefon, jeg bemærker det ikke.. Da jeg overhovedet ikke forventer opkald allerede. Det sagsbehandleren. Hun lyder sød og får sat noget af en process igang. Senere den dag har jeg 2 aftaler til næste dag, som er tirsdag og allerede sammen dag mandag, til en gemmenscanning på sygehuset. 

Jeg tag hen og bliver scannet og får så beskeden at jeg kun er de 20 uger henne +3. Så det ændre min sag meget.

det i dag tirsdag og jeg har været til samtale med min sagsbehandler og en psykiater, som er med til at formidle min dag videre. Jeg får svar på torsdag(morgen) det vil sige imorgen, onsdag har jeg en hel dag til at tænke det hele igennem IGEN IGEN IGEN. Derfor har jeg oprettet det her indlæg, jeg har virkelig brug for jeres meninger og holdninger til min sag.. I fuldkommen fri til at være ærlige og selvfølgelig stille spørgsmål.

Det ville også være super dejligt, hvis nogle af jer ville dele jeres oplevelser om sen abort med mig.. Da jeg er meget bange! 

Ubeskyld for det lange lange oplæg, men det gør det nok nemmere for jer. På forhånd tak. 

Undskyld stavefejl og mangler hist og pist. Jeg håber i forstår. 

Sikke en omgang  

jeg har stemt senabort da det er det jeg ville vælge hvis jeg stod i din situation. alene måden hvorpå du er blevet gravid vil sidde i dig altid og det ville være synd hvis barnet altid vil huskes for et dårligt minde. samt at du er tvunget til at at arbejde sammen med og se den mand i øjnene som forgreb sig på dig i de næste 18 år. 

Når det så er sagt vil jeg sige at du skal lytte til dig selv. Hvad vil DU gerne og ikke lade nogen som helst påvirke dit valg i den ene eller anden retning. Det er dig der skal tage valget 

Mht senabort så har jeg selv stået i situationen (Barn med hjertefejl) jeg fødte på almindeligvis i uge 21+0 og det hele foregik meget fredeligt. Jeg var også meget nervøs for det hele da man jo ikke ved hvad der skal ske osv. Men lægerne osv er meget venlige i sådan en situation og de gør alt for at smertedække dig så meget som overhovedet muligt. Selvfølgelig kan man ikke føde et barn uden det vil gøre ondt men jeg fik både epidural blokade og alm smertestillende og det var til at holde ud 

Mht til om barnet lever når det bliver født i uge 20+ så får du en pille dagen før aborten som går ind og stopper alt tilførsel fra moderkagen så der er god chance for at barnet er dødt når det bliver født. De kan selvfølgelig ikke love 100% at barnet er dødt når det kommer ud. I mit tilfælde var barnet dødt ved fødslen.

det sætter sig nogle spor at gennemgå en senabort da det jo foregår som en fødsel og har man lyst kan man få lov at se barnet når det er født (dette er helt op til dig selv om du vil eller ikke) 

det er hårdt psykisk at gennemgå en senabort men er sikker på at i dit tilfælde er det hårdt uanset hvad du vælger. 

Hvis du har nogle spørgsmål omkring senabort du gerne vil have svar på er du velkommen til at skrive 

Ønsker dig alt det bedste og håber du kommer godt ud på den anden side uanset hvilken vej du vælger at gå 

.sommerfugl. skriver:

Hvor du sød. Tak! 

Jeg virkelig ked af at hører, at du har måtte gå igennem alt det og så imens du kun var et barn. Jeg håber at her 11 år efter, at du står i en bedre sitation og har det så godt som du nu kan efter de omstændigheder du har været udsat for - puha, 15 år gammel med sådan et stort pres på skulderne.. Jeg kan jo se mig selv nu og jeg fuldstændig ude af den. Jeg håber du fik den bedste behandling og alt gik godt. 

Har du noget imod at dele din oplevelse med sen aborten med mig? Hvordan var opleveren, hvordan havde du det efter og den slags ting. 

Ja det er en hård kamp og det nu enlig også meget godt, når det ikke er noget man bare, i mine øjne gør som en nødløsning på en dårlig beskyttelse. Men det hårdt.. Især vente tiden.. Jeg aner ikke hvad der skal ske :/ og det gør mig super bange. Men jeg har som jeg har sagt været meget åben og tag imod den hjælp jeg kan i den her sitation. 

Tak fordi du delte din sitation med mig. 

Selvfølgelig vil jeg dele det med dig 

jeg blev indlagt på fødegangen og alt personale var meget meget søde og meget 'forstående', der var ingen onde øjne og ingen dumme kommentarer. Jeg fik lagt to stikpiller op og slugte yderlige 2, som skulle fremprovokere en fødsel og 'slå fostret ihjel' (jeg ved ikke lige hvilke ord jeg ellers skal bruge for at pakke det ind) efter lidt tid begyndte jeg at bløde og fødslen gik stille og roligt i gang - alt foregik helt stille og roligt! Jeg blev sat i en bækkestol ude på badeværelset som jeg kunne føde i. Jeg fik lidt ondt i maven og efter 20-30 minutter kom fostret ud. Sygeplejersken spurgte om jeg ville se det og dét svarede jeg ja til da jeg tror det ville være nemmere for mig at komme igennem det hvis jeg så det. 

Lige da jeg så det, blev jeg selvfølgelig ramt af alt fra frygt til skyld, men personalet var også rigtig gode til at forsikre mig om at det var det rigtige at gøre og trøstede mig. Mærkelig nok så græd jeg ikke særlig meget for jeg vidste at jeg havde gjort det HELT rigtige! Efterfølgende fik jeg kraftig menstruation og skulle til tjek lidt efter bare for at tjekke om alt var som det skulle. 

Jeg har ingen skyldfølelse mere og jeg går ikke og er ked af det. 

Jeg er kommet videre, både fra det ene og det anden og har nu en dejlig mand jeg er gift med og sammen har vi en søn på 9 måneder. 

Udover min barndom spildte jeg 6 år af min ungdom på 2 stoddere som behandlede mig som jeg var vant til hjemmefra. 

Man kommer videre ... Det lover jeg 

Åh, hvor er det forfærdeligt, at du har været igennem det!! Og hvor er det endnu mere forfærdeligt, at det nok sker oftere end man tror.. Jeg håber, at du finder fred i din hverdag og at du snart kommer på benene for dét fortjener du!! 

Jeg vil gerne høre, hvad din familie siger til dette? Og er din ekskæreste klar over, at han har gjort dig gravid? Ikke at det gør nogen forskel. Jeg spørger af ren nysgerrighed.

PERSONLIGT ville jeg foretage en senabort. Jeg ville aldrig beholde et barn, der kommer af så meget ulykke og dårlige minder. Jeg ville frygte, at jeg resten af mit liv kigger på dette barn og forbinder det med ekskæresten og hvad jeg var igennem med ham. Jeg har aldrig stået i din situation og jeg håber da, at jeg aldrig kommer til at opleve det - jeg kan derfor ikke vide 100% hvad der går igennem ens tanker, jeg kan blot forestille mig det. 

Du skal ikke lytte til, at du er gammel nok, at du sagtens kan tage ansvar for et barn m.m. - det er ufrivillig graviditet af en voldtægt med en psykopat - ingen anden end DIG kan vurdere, hvad der skal ske og hvad du er i stand til.

Har du egentlig meldt ham til politiet? Hvis ja - er der blevet gjort noget ved det?

Kæmpe kram til dig 

Jeg ville vælge senabort, hvis jeg var i din situation. 

Jeg blev som 18 årig slået ned og voldtaget og jeg ved hvor dybt sådan noget sidder i en, selv 13 år efter tænker jeg stadig ofte på det. At have et barn som konstant husker en på hvad der er sket, tror jeg ikke jeg ville kunne holde til. Samtidigt slipper du aldrig af med manden der gjorde det her ved dig. 

Vær ærlig overfor dig selv med hvordan du har det, gem facaden væk (den udskyder bare problemerne for dig) og tag imod alt det hjælp du kan få. Det skal nok blive godt igen og du lærer med tiden at leve livet igen på trods af det du har været ude for.

Kæmpe kram til dig 

Kæmpe kram 

hvad du skal gøre ved jeg ikke, men hvis du vælger at beholde barnet hænger du desværre på faren i 18 år.

håber de vil give dig en ordentlig vejledning, for et barn i uge 20, er desværre stort set udviklet som bare skal vokse sig stor.