.sommerfugl. skriver:
Jeg ved næsten hverken hvor jeg skal starte, eller slutte? Jeg prøver nu alligevel.
Jeg en ung kvinde på 25, som nu sidder tilbage med en masse blandet følelser. efter snart 4 år i mit eget lille helevde.
I år 2012, møder jeg min nu ekskæreste. Det hele starter som en hver lykke kærligheds historie, men det såkaldte "kærlige besættelse" og det første år går nu meget normalt, selvfølgelig stadigvæk med de små skænderier, som alle parforhold oplever. Desværre udvikler de små skænderier sig til både psykisk og fysisk vold, som resultere i at min verden falder sammen omkring mig. (Inden volden opstår, har vi taget den beslutning at flytte sammen) jeg dropper ud af min uddannelse som social og sundhedsassistent efter hårde 8 måneder, hvor jeg må akende jeg nu kun er en skygge af mig selv og jeg ikke kan opfylde de krav min uddannelse kræver. Jeg mister mine venner, har knapt nok kontakt til min familie, stopper til fitness og alle andre former for aktiviter, med minder det i selvskab med min ekskæreste. Jeg har en fornemmelse om at det svært at sætte sig ind i det forløb jeg går igennem i den her tid, hvis man ikke selv har oplevet noget i den stil. Men ord som magtesløs, ensom, had (også til sig selv), bange, angst, opgivende og en skygge af sig selv er ord som næsten alle på en eller anden måde kan relatere til, er de første der falder mig ind, i mit førsøg på at gi et indblik i mit liv i den periode.
I slutning af 2014, får jeg en dag nok. Jeg pakker hvad jeg finder mest nødvendigt, for at komme hurtigst muligt væk. Jeg har nu gået med tanken om at løbe væk længe. Men har aldrig fundet modet, men den her dag sker der enlig, som jeg kun har kunne drømme om. Jeg fri men bange. Jeg husker jeg gemmer mig i flere timer, da jeg for bange til at gøre noget som helst. Mit hovede kører på fuldtryk... Hvad skal jeg gøre? Skal jeg be om hjælp? ..... Men hvad hvis han finder ud ad det... aaaaaaahhhhh! Pludselig sker der igen noget, jeg rejser mig og går målrettet til min mors og hendes mands hus. Da jeg kommer frem, er jeg både våd og kold. Jeg sikker på min mor blev mere chokket end jeg nåde at opfatte i sitation. Der nemlig sket det, at jeg under mit forhold til min eks har jeg udviklet en utrolig god evne til at lyve. Så min chokket mor får mig indenfor og jeg bryder selvfølgelig sammen. Jeg får efter noget tid i snakken med både min mor og hendes mand, fortalt i grove træk hvad der forgår og inden jeg får set mig om har min mor ringet til både krisecenter og politi. Klokken er på det her tidspunkt sen aften og da krisecenterets personale forlader stedet klokken 10, kan jeg ikke nå at blive indskrevet samme dag. Men jeg har nu en plads og bliver som det første næste morgen kørt der hen.
Min tid på krisecentret er en blande følelse for mig, der mange andre der end mig og jeg føler straks med dem alle. Det resultere i, at jeg bliver hende den "glade" som leger med de børn der er på opholdststedet. Her er det igen min facade som spiller ind og igen begynder jeg lyve om hvordan jeg har det. Både til personale og psykologer. Jeg ender med at være der i 3 måneder. Hvor de 2 sidste måneder, faktisk ikke er så behagelige for mig. Da personalet uden tvivl sætter spørgsmålstegn ved min pysiske tilstand, i form af jeg føler mig presset til at tag en masse haste beslutninger, omkring lejlighed og den slags. Da de mener at der andre der har mere brug for min plads. Jeg bliver selvfølgelig meget ked af det, men forsætter med at holde min facade. Da jeg nu har mistet min tilid fuldstændig. Jeg ender med at flytte tilbage til den sammen by, som jeg kom fra. For min sitation, tilbage til alle problemerne!!
Jeg får en dejlig 2 værelses, med bad i kælderen. Men inden længe står min ekskæreste der selvfølgelig igen og jeg må tag hvad jeg har og flygte igen. Jeg ender med at bo omkring 20 forskellige steder. Rundt omkring i Danmark. Derfor er min hverdag nu fuldstændig ude af takt. Det sidste sted jeg er for godt og vel 7 måneder siden inden min ulykke. Er i en studie bolig, langt væk fra hvor jeg kommer fra. Jeg har fået lov til at opholde mig i min venindes lejlighed, imens hun er væk i 2-3 måneder. De ca 2 første måneder går faktisk rigtigt godt, jeg får nogle nye bekendtskaber. På trods af jeg ikke kommer meget ud og jeg begynder at føle ro.. Stilhed før stormen.
Det en helt amindelig dag, som alle de andre. Jeg blevet ringet op af min veninde, som spørg om det okay, at hendes veninde kommer forbi og låner hendes støvsuger. Selvfølgelig er det jo det. Så hun er ventet. Problemet er så bare at min veninde og hendes veninde, misforstår hinanden. Så da jeg åbner døren, i troen om det den støvsugermanglene. Får jeg når at opfatte det faktisk er min ekskæreste.
Han får hurtigt skubbet mig ind og låst døren bag sig. Her starter et forløb jeg ikke kan beskrive med ord, da jeg er bange for ham. Får han hurtigt overtaget magten, selv om jeg prøver at kæmpe imod er jeg på ingen måde så stærk som ham.
I dag sidder jeg her 20+4 eller nu da den er over 12, hedder den +5.
Jeg har holdt alt det her inden i mig selv, og grundet min psykiske tilstand og blødninger igennem de sidste 20 uger, har jeg på intet tidspunkt registeret graviditeten, før i torsdags. Da jeg ringer op til min læge, da jeg har underlives smeter. Jeg snakker med en sød sygeplejerske, der siger jeg bare kan komme med en urinprøve, med det sammen. Så jeg er hurtigt ude af døren. Jeg kommer op og hun er grundig og tjekker det hele. Hun er efter lidt tid, ikke i tvivl om der tale om en underlives betændelse og i farten tag hun så en graviditets test.
Her starter en af de aller hårdeste dage (og med flere i vente) i mit liv. Hun giver mig en tid hos lægen, allerede dagen efter klokken 11. Det skal i den forbindelse, så nævnes at jeg efter episoden har fået kontakt med en gamle god god ven og der har været en gang, hvor vi havde, i vellykket forsøg på sex. Men jeg afbrudte hurtigt da jeg under mine omstændigheder, ikke kunne gemmenfører det. Det havde han så fuldt forståelse for. Så mit håb lå nu på at det var ham der var faren og jeg ikke var lagt henne.
Jeg kommer til lægen klokken 11 næste dag. Vi får snakket om sitationen og får skrevet under på aklæring om abort. Jeg får fortaget en gynækologisk undersøgelse og her starter endnu en rusebane tur. Han mærker, trykker og kigger. Han mistænker graviditet ude for livmoren og ringer straks til sygehuset. Jeg for en tid 16:30 og ankommer til endnu en gynækologisk undersøgelse og efterfølgende scanning. lægen stopper hurtigt scanning og ringer efter en gynækolog læge, som arbejder et par afdelinger længere nede, hun kommer hurtigt. Allerede her kan jeg mærke tårnene og mine ben begynder og ryste... Hvad sker der? Er jeg meget langt henne? Er jeg gravid ude for livmoren.. Skal jeg operaers?..
Hun konstater efter en hurtigt scanning, jeg nok er 22 uger + henne og jeg bryder selvfølgelig helt sammen.. Jeg forklare sitationen og de sender sagen til ankenævnet afsted med det sammen.. Her får jeg smidt ting i hovedet som. Du skal ikke forvente et ja og du jo 25 og har ingen børn. De siger nok nej... Bla bla bla. (Undskyld mit attitude)! Jeg føler jeg angrebet og fuldstændig forvirrede. Nå jeg ihverfald ikke gravid ude for livmoren.. Men min eks har gjort mig gravid! Det nu fredag og jeg har weekenden til at tænke alt det her igennem. Jeg overbeviser mig selv om, at det hele nok skal gå.
Der tag jeg så fejl... Nu begynder det for alvor at gå op for mig, hvad der sker.. Så den her weekend, består af tåre.. Vrede.. Benægtelse og forvirring ... Kan jeg overhovedet tag vare på et barn, når jeg ikke engang kan tag vare på mig selv..
Det bliver mandag, jeg vågner tideligt efter en elendig søvn. Klokken 9 ringer min telefon, jeg bemærker det ikke.. Da jeg overhovedet ikke forventer opkald allerede. Det sagsbehandleren. Hun lyder sød og får sat noget af en process igang. Senere den dag har jeg 2 aftaler til næste dag, som er tirsdag og allerede sammen dag mandag, til en gemmenscanning på sygehuset.
Jeg tag hen og bliver scannet og får så beskeden at jeg kun er de 20 uger henne +3. Så det ændre min sag meget.
det i dag tirsdag og jeg har været til samtale med min sagsbehandler og en psykiater, som er med til at formidle min dag videre. Jeg får svar på torsdag(morgen) det vil sige imorgen, onsdag har jeg en hel dag til at tænke det hele igennem IGEN IGEN IGEN. Derfor har jeg oprettet det her indlæg, jeg har virkelig brug for jeres meninger og holdninger til min sag.. I fuldkommen fri til at være ærlige og selvfølgelig stille spørgsmål.
Det ville også være super dejligt, hvis nogle af jer ville dele jeres oplevelser om sen abort med mig.. Da jeg er meget bange!
Ubeskyld for det lange lange oplæg, men det gør det nok nemmere for jer. På forhånd tak.
Undskyld stavefejl og mangler hist og pist. Jeg håber i forstår.
Kæmpe kram til dig! Jeg forstår dig udmærket, da jeg også selv har været et offer til en voldtægtsmand da jeg var 15 år... Jeg har også siden den dag gået og bidt den smerte i og selv... Idag er jeg 22 år, er gift og har en dejlig søn... Men ja det er psykisk det hårdeste en kvinde kan opleve.. Og den smerte vil altid sidde og gemme sig i en.. Jeg tog dog en fortrydelsespille dagen efter og det skete intet... Jeg vil ikke sige hvad du skal gøre.. Men tænk det uskyldige barn ikke er skyld i noget.. håber du får det bedre..
