Voldtægt = Sen Abort ?

Jeg ved næsten hverken hvor jeg skal starte, eller slutte? Jeg prøver nu alligevel. 

Jeg en ung kvinde på 25, som nu sidder tilbage med en masse blandet følelser. efter snart 4 år i mit eget lille helevde. 

I år 2012, møder jeg min nu ekskæreste. Det hele starter som en hver lykke kærligheds historie, men det såkaldte "kærlige besættelse" og det første år går nu meget normalt, selvfølgelig stadigvæk med de små skænderier, som alle parforhold oplever. Desværre udvikler de små skænderier sig til både psykisk og fysisk vold, som resultere i at min verden falder sammen omkring mig. (Inden volden opstår, har vi taget den beslutning at flytte sammen) jeg dropper ud af min uddannelse som social og sundhedsassistent efter hårde 8 måneder, hvor jeg må akende jeg nu kun er en skygge af mig selv og jeg ikke kan opfylde de krav min uddannelse kræver. Jeg mister mine venner, har knapt nok kontakt til min familie, stopper til fitness og alle andre former for aktiviter, med minder det i selvskab med min ekskæreste. Jeg har en fornemmelse om at det svært at sætte sig ind i det forløb jeg går igennem i den her tid, hvis man ikke selv har oplevet noget i den stil. Men ord som magtesløs, ensom, had (også til sig selv), bange, angst, opgivende og en skygge af sig selv er ord som næsten alle på en eller anden måde kan relatere til, er de første der falder mig ind, i mit førsøg på at gi et indblik i mit liv i den periode. 

I slutning af 2014, får jeg en dag nok. Jeg pakker hvad jeg finder mest nødvendigt, for at komme hurtigst muligt væk. Jeg har nu gået med tanken om at løbe væk længe. Men har aldrig fundet modet, men den her dag sker der enlig, som jeg kun har kunne drømme om. Jeg fri men bange. Jeg husker jeg gemmer mig i flere timer, da jeg for bange til at gøre noget som helst. Mit hovede kører på fuldtryk... Hvad skal jeg gøre? Skal jeg be om hjælp? ..... Men hvad hvis han finder ud ad det... aaaaaaahhhhh! Pludselig sker der igen noget, jeg rejser mig og går målrettet til min mors og hendes mands hus. Da jeg kommer frem, er jeg både våd og kold. Jeg sikker på min mor blev mere chokket end jeg nåde at opfatte i sitation. Der nemlig sket det, at jeg under mit forhold til min eks har jeg udviklet en utrolig god evne til at lyve. Så min chokket mor får mig indenfor og jeg bryder selvfølgelig sammen. Jeg får efter noget tid i snakken med både min mor og hendes mand, fortalt i grove træk hvad der forgår og inden jeg får set mig om har min mor ringet til både krisecenter og politi. Klokken er på det her tidspunkt sen aften og da krisecenterets personale forlader stedet klokken 10, kan jeg ikke nå at blive indskrevet samme dag. Men jeg har nu en plads og bliver som det første næste morgen kørt der hen. 

Min tid på krisecentret er en blande følelse for mig, der mange andre der end mig og jeg føler straks med dem alle. Det resultere i, at jeg bliver hende den "glade" som leger med de børn der er på opholdststedet. Her er det igen min facade som spiller ind og igen begynder jeg lyve om hvordan jeg har det. Både til personale og psykologer. Jeg ender med at være der i 3 måneder. Hvor de 2 sidste måneder, faktisk ikke er så behagelige for mig. Da personalet uden tvivl sætter spørgsmålstegn ved min pysiske tilstand, i form af jeg føler mig presset til at tag en masse haste beslutninger, omkring lejlighed og den slags. Da de mener at der andre der har mere brug for min plads. Jeg bliver selvfølgelig meget ked af det, men forsætter med at holde min facade. Da jeg nu har mistet min tilid fuldstændig. Jeg ender med at flytte tilbage til den sammen by, som jeg kom fra. For min sitation, tilbage til alle problemerne!!  

Jeg får en dejlig 2 værelses, med bad i kælderen. Men inden længe står min ekskæreste der selvfølgelig igen og jeg må tag hvad jeg har og flygte igen. Jeg ender med at bo omkring 20 forskellige steder. Rundt omkring i Danmark. Derfor er min hverdag nu fuldstændig ude af takt. Det sidste sted jeg er for godt og vel 7 måneder siden inden min ulykke. Er i en studie bolig, langt væk fra hvor jeg kommer fra. Jeg har fået lov til at opholde mig i min venindes lejlighed, imens hun er væk i 2-3 måneder. De ca 2 første måneder går faktisk rigtigt godt, jeg får nogle nye bekendtskaber. På trods af jeg ikke kommer meget ud og jeg begynder at føle ro.. Stilhed før stormen.

Det en helt amindelig dag, som alle de andre. Jeg blevet ringet op af min veninde, som spørg om det okay, at hendes veninde kommer forbi og låner hendes støvsuger. Selvfølgelig er det jo det. Så hun er ventet. Problemet er så bare at min veninde og hendes veninde, misforstår hinanden. Så da jeg åbner døren, i troen om det den støvsugermanglene. Får jeg når at opfatte det faktisk er min ekskæreste. 

Han får hurtigt skubbet mig ind og låst døren bag sig. Her starter et forløb jeg ikke kan beskrive med ord, da jeg er bange for ham. Får han hurtigt overtaget magten, selv om jeg prøver at kæmpe imod er jeg på ingen måde så stærk som ham.

I dag sidder jeg her 20+4 eller nu da den er over 12, hedder den +5.

Jeg har holdt alt det her inden i mig selv, og grundet min psykiske tilstand og blødninger igennem de sidste 20 uger, har jeg på intet tidspunkt registeret graviditeten, før i torsdags. Da jeg ringer op til min læge, da jeg har underlives smeter. Jeg snakker med en sød sygeplejerske, der siger jeg bare kan komme med en urinprøve, med det sammen. Så jeg er hurtigt ude af døren. Jeg kommer op og hun er grundig og tjekker det hele. Hun er efter lidt tid, ikke i tvivl om der tale om en underlives betændelse og i farten tag hun så en graviditets test. 

Her starter en af de aller hårdeste dage (og med flere i vente) i mit liv. Hun giver mig en tid hos lægen, allerede dagen efter klokken 11. Det skal i den forbindelse, så nævnes at jeg efter episoden har fået kontakt med en gamle god god ven og der har været en gang, hvor vi havde, i vellykket forsøg på sex. Men jeg afbrudte hurtigt da jeg under mine omstændigheder, ikke kunne gemmenfører det. Det havde han så fuldt forståelse for. Så mit håb lå nu på at det var ham der var faren og jeg ikke var lagt henne.

Jeg kommer til lægen klokken 11 næste dag. Vi får snakket om sitationen og får skrevet under på aklæring om abort. Jeg får fortaget en gynækologisk undersøgelse og her starter endnu en rusebane tur. Han mærker, trykker og kigger. Han mistænker graviditet ude for livmoren og ringer straks til sygehuset. Jeg for en tid 16:30 og ankommer til endnu en gynækologisk undersøgelse og efterfølgende scanning. lægen stopper hurtigt scanning og ringer efter en gynækolog læge, som arbejder et par afdelinger længere nede, hun kommer hurtigt. Allerede her kan jeg mærke tårnene og mine ben begynder og ryste... Hvad sker der? Er jeg meget langt henne? Er jeg gravid ude for livmoren.. Skal jeg operaers?.. 

Hun konstater efter en hurtigt scanning, jeg nok er 22 uger + henne og jeg bryder selvfølgelig helt sammen.. Jeg forklare sitationen og de sender sagen til ankenævnet afsted med det sammen.. Her får jeg smidt ting i hovedet som. Du skal ikke forvente et ja og du jo 25 og har ingen børn. De siger nok nej... Bla bla bla. (Undskyld mit attitude)! Jeg føler jeg angrebet og fuldstændig forvirrede. Nå jeg ihverfald ikke gravid ude for livmoren.. Men min eks har gjort mig gravid! Det nu fredag og jeg har weekenden til at tænke alt det her igennem. Jeg overbeviser mig selv om, at det hele nok skal gå. 

Der tag jeg så fejl... Nu begynder det for alvor at gå op for mig, hvad der sker.. Så den her weekend, består af tåre.. Vrede.. Benægtelse og forvirring ... Kan jeg overhovedet tag vare på et barn, når jeg ikke engang kan tag vare på mig selv.. 

Det bliver mandag, jeg vågner tideligt efter en elendig søvn. Klokken 9 ringer min telefon, jeg bemærker det ikke.. Da jeg overhovedet ikke forventer opkald allerede. Det sagsbehandleren. Hun lyder sød og får sat noget af en process igang. Senere den dag har jeg 2 aftaler til næste dag, som er tirsdag og allerede sammen dag mandag, til en gemmenscanning på sygehuset. 

Jeg tag hen og bliver scannet og får så beskeden at jeg kun er de 20 uger henne +3. Så det ændre min sag meget.

det i dag tirsdag og jeg har været til samtale med min sagsbehandler og en psykiater, som er med til at formidle min dag videre. Jeg får svar på torsdag(morgen) det vil sige imorgen, onsdag har jeg en hel dag til at tænke det hele igennem IGEN IGEN IGEN. Derfor har jeg oprettet det her indlæg, jeg har virkelig brug for jeres meninger og holdninger til min sag.. I fuldkommen fri til at være ærlige og selvfølgelig stille spørgsmål.

Det ville også være super dejligt, hvis nogle af jer ville dele jeres oplevelser om sen abort med mig.. Da jeg er meget bange! 

Ubeskyld for det lange lange oplæg, men det gør det nok nemmere for jer. På forhånd tak. 

Undskyld stavefejl og mangler hist og pist. Jeg håber i forstår. 

Sikke en træls situation at være i, jeg har "heldigvis" aldrig selv stået der, så der har jeg ingen erfaring. 

Men jeg ville nok vælge at få senaborten, du har kæmpet så hårdt for at komme væk fra ham og starte et nyt liv, vælger du at få barnet hænger du på ham de næste 18 år, hvor der skal samarbejdes osv. Og ærligt jeg ville være mega bange for, om han ville gøre babyen noget, for at straffe dig. 

Benjamins'mor skriver:

Sikke en træls situation at være i, jeg har "heldigvis" aldrig selv stået der, så der har jeg ingen erfaring. 

Men jeg ville nok vælge at få senaborten, du har kæmpet så hårdt for at komme væk fra ham og starte et nyt liv, vælger du at få barnet hænger du på ham de næste 18 år, hvor der skal samarbejdes osv. Og ærligt jeg ville være mega bange for, om han ville gøre babyen noget, for at straffe dig. 

Jeg glad for at hører at du "heldigvis" ikke har stået, hvor jeg har.

Tak for din mening og holdning. Det vil helt sikkert hjælpe mig med at finde det rigtige svar for mig.

Min største frygt er helt sikkert også at jeg aldrig slipper af med ham igen og ja? Har han tænkt sig at skade barnet. Kan jeg stå op for det, når jeg ikke engang har kunne stå op for mig selv Jeg har mange bekymringer og føler mig ærligtalt slet ikke klar til at være mor.

har enda tænkt på at bortadtion. Men hvad hvis han finder ud af det og slutter det på sin egen måde....... Ærligtalt vil jeg bare gerne være fri for alt, hvad der har med ham at gøre. I det her tilfælde er det desværre bare ikke et møbel, som vi snakker om 

Hvis jeg stod i din situation tror jeg også at jeg ville vælge senabort.

1. Hvis du får barnet er din eks en del af dit liv de næste mange år.

2. Måden hvorpå du blev gravid vil sidde i dig altid, og måske påvirke dit forhold til barnet.

3. Det er heller ikke et god liv for baby hvis din eks er lige så ubehagelig overfor den som for dig. 

Det er en frygtelig situation at stå i, også uden at være gravid. Og selvom det er hårdt tror jeg aborten er dit bedste valg.

.sommerfugl. skriver:

Jeg ved næsten hverken hvor jeg skal starte, eller slutte? Jeg prøver nu alligevel. 

Jeg en ung kvinde på 25, som nu sidder tilbage med en masse blandet følelser. efter snart 4 år i mit eget lille helevde. 

I år 2012, møder jeg min nu ekskæreste. Det hele starter som en hver lykke kærligheds historie, men det såkaldte "kærlige besættelse" og det første år går nu meget normalt, selvfølgelig stadigvæk med de små skænderier, som alle parforhold oplever. Desværre udvikler de små skænderier sig til både psykisk og fysisk vold, som resultere i at min verden falder sammen omkring mig. (Inden volden opstår, har vi taget den beslutning at flytte sammen) jeg dropper ud af min uddannelse som social og sundhedsassistent efter hårde 8 måneder, hvor jeg må akende jeg nu kun er en skygge af mig selv og jeg ikke kan opfylde de krav min uddannelse kræver. Jeg mister mine venner, har knapt nok kontakt til min familie, stopper til fitness og alle andre former for aktiviter, med minder det i selvskab med min ekskæreste. Jeg har en fornemmelse om at det svært at sætte sig ind i det forløb jeg går igennem i den her tid, hvis man ikke selv har oplevet noget i den stil. Men ord som magtesløs, ensom, had (også til sig selv), bange, angst, opgivende og en skygge af sig selv er ord som næsten alle på en eller anden måde kan relatere til, er de første der falder mig ind, i mit førsøg på at gi et indblik i mit liv i den periode. 

I slutning af 2014, får jeg en dag nok. Jeg pakker hvad jeg finder mest nødvendigt, for at komme hurtigst muligt væk. Jeg har nu gået med tanken om at løbe væk længe. Men har aldrig fundet modet, men den her dag sker der enlig, som jeg kun har kunne drømme om. Jeg fri men bange. Jeg husker jeg gemmer mig i flere timer, da jeg for bange til at gøre noget som helst. Mit hovede kører på fuldtryk... Hvad skal jeg gøre? Skal jeg be om hjælp? ..... Men hvad hvis han finder ud ad det... aaaaaaahhhhh! Pludselig sker der igen noget, jeg rejser mig og går målrettet til min mors og hendes mands hus. Da jeg kommer frem, er jeg både våd og kold. Jeg sikker på min mor blev mere chokket end jeg nåde at opfatte i sitation. Der nemlig sket det, at jeg under mit forhold til min eks har jeg udviklet en utrolig god evne til at lyve. Så min chokket mor får mig indenfor og jeg bryder selvfølgelig sammen. Jeg får efter noget tid i snakken med både min mor og hendes mand, fortalt i grove træk hvad der forgår og inden jeg får set mig om har min mor ringet til både krisecenter og politi. Klokken er på det her tidspunkt sen aften og da krisecenterets personale forlader stedet klokken 10, kan jeg ikke nå at blive indskrevet samme dag. Men jeg har nu en plads og bliver som det første næste morgen kørt der hen. 

Min tid på krisecentret er en blande følelse for mig, der mange andre der end mig og jeg føler straks med dem alle. Det resultere i, at jeg bliver hende den "glade" som leger med de børn der er på opholdststedet. Her er det igen min facade som spiller ind og igen begynder jeg lyve om hvordan jeg har det. Både til personale og psykologer. Jeg ender med at være der i 3 måneder. Hvor de 2 sidste måneder, faktisk ikke er så behagelige for mig. Da personalet uden tvivl sætter spørgsmålstegn ved min pysiske tilstand, i form af jeg føler mig presset til at tag en masse haste beslutninger, omkring lejlighed og den slags. Da de mener at der andre der har mere brug for min plads. Jeg bliver selvfølgelig meget ked af det, men forsætter med at holde min facade. Da jeg nu har mistet min tilid fuldstændig. Jeg ender med at flytte tilbage til den sammen by, som jeg kom fra. For min sitation, tilbage til alle problemerne!!  

Jeg får en dejlig 2 værelses, med bad i kælderen. Men inden længe står min ekskæreste der selvfølgelig igen og jeg må tag hvad jeg har og flygte igen. Jeg ender med at bo omkring 20 forskellige steder. Rundt omkring i Danmark. Derfor er min hverdag nu fuldstændig ude af takt. Det sidste sted jeg er for godt og vel 7 måneder siden inden min ulykke. Er i en studie bolig, langt væk fra hvor jeg kommer fra. Jeg har fået lov til at opholde mig i min venindes lejlighed, imens hun er væk i 2-3 måneder. De ca 2 første måneder går faktisk rigtigt godt, jeg får nogle nye bekendtskaber. På trods af jeg ikke kommer meget ud og jeg begynder at føle ro.. Stilhed før stormen.

Det en helt amindelig dag, som alle de andre. Jeg blevet ringet op af min veninde, som spørg om det okay, at hendes veninde kommer forbi og låner hendes støvsuger. Selvfølgelig er det jo det. Så hun er ventet. Problemet er så bare at min veninde og hendes veninde, misforstår hinanden. Så da jeg åbner døren, i troen om det den støvsugermanglene. Får jeg når at opfatte det faktisk er min ekskæreste. 

Han får hurtigt skubbet mig ind og låst døren bag sig. Her starter et forløb jeg ikke kan beskrive med ord, da jeg er bange for ham. Får han hurtigt overtaget magten, selv om jeg prøver at kæmpe imod er jeg på ingen måde så stærk som ham.

I dag sidder jeg her 20+4 eller nu da den er over 12, hedder den +5.

Jeg har holdt alt det her inden i mig selv, og grundet min psykiske tilstand og blødninger igennem de sidste 20 uger, har jeg på intet tidspunkt registeret graviditeten, før i torsdags. Da jeg ringer op til min læge, da jeg har underlives smeter. Jeg snakker med en sød sygeplejerske, der siger jeg bare kan komme med en urinprøve, med det sammen. Så jeg er hurtigt ude af døren. Jeg kommer op og hun er grundig og tjekker det hele. Hun er efter lidt tid, ikke i tvivl om der tale om en underlives betændelse og i farten tag hun så en graviditets test. 

Her starter en af de aller hårdeste dage (og med flere i vente) i mit liv. Hun giver mig en tid hos lægen, allerede dagen efter klokken 11. Det skal i den forbindelse, så nævnes at jeg efter episoden har fået kontakt med en gamle god god ven og der har været en gang, hvor vi havde, i vellykket forsøg på sex. Men jeg afbrudte hurtigt da jeg under mine omstændigheder, ikke kunne gemmenfører det. Det havde han så fuldt forståelse for. Så mit håb lå nu på at det var ham der var faren og jeg ikke var lagt henne.

Jeg kommer til lægen klokken 11 næste dag. Vi får snakket om sitationen og får skrevet under på aklæring om abort. Jeg får fortaget en gynækologisk undersøgelse og her starter endnu en rusebane tur. Han mærker, trykker og kigger. Han mistænker graviditet ude for livmoren og ringer straks til sygehuset. Jeg for en tid 16:30 og ankommer til endnu en gynækologisk undersøgelse og efterfølgende scanning. lægen stopper hurtigt scanning og ringer efter en gynækolog læge, som arbejder et par afdelinger længere nede, hun kommer hurtigt. Allerede her kan jeg mærke tårnene og mine ben begynder og ryste... Hvad sker der? Er jeg meget langt henne? Er jeg gravid ude for livmoren.. Skal jeg operaers?.. 

Hun konstater efter en hurtigt scanning, jeg nok er 22 uger + henne og jeg bryder selvfølgelig helt sammen.. Jeg forklare sitationen og de sender sagen til ankenævnet afsted med det sammen.. Her får jeg smidt ting i hovedet som. Du skal ikke forvente et ja og du jo 25 og har ingen børn. De siger nok nej... Bla bla bla. (Undskyld mit attitude)! Jeg føler jeg angrebet og fuldstændig forvirrede. Nå jeg ihverfald ikke gravid ude for livmoren.. Men min eks har gjort mig gravid! Det nu fredag og jeg har weekenden til at tænke alt det her igennem. Jeg overbeviser mig selv om, at det hele nok skal gå. 

Der tag jeg så fejl... Nu begynder det for alvor at gå op for mig, hvad der sker.. Så den her weekend, består af tåre.. Vrede.. Benægtelse og forvirring ... Kan jeg overhovedet tag vare på et barn, når jeg ikke engang kan tag vare på mig selv.. 

Det bliver mandag, jeg vågner tideligt efter en elendig søvn. Klokken 9 ringer min telefon, jeg bemærker det ikke.. Da jeg overhovedet ikke forventer opkald allerede. Det sagsbehandleren. Hun lyder sød og får sat noget af en process igang. Senere den dag har jeg 2 aftaler til næste dag, som er tirsdag og allerede sammen dag mandag, til en gemmenscanning på sygehuset. 

Jeg tag hen og bliver scannet og får så beskeden at jeg kun er de 20 uger henne +3. Så det ændre min sag meget.

det i dag tirsdag og jeg har været til samtale med min sagsbehandler og en psykiater, som er med til at formidle min dag videre. Jeg får svar på torsdag(morgen) det vil sige imorgen, onsdag har jeg en hel dag til at tænke det hele igennem IGEN IGEN IGEN. Derfor har jeg oprettet det her indlæg, jeg har virkelig brug for jeres meninger og holdninger til min sag.. I fuldkommen fri til at være ærlige og selvfølgelig stille spørgsmål.

Det ville også være super dejligt, hvis nogle af jer ville dele jeres oplevelser om sen abort med mig.. Da jeg er meget bange! 

Ubeskyld for det lange lange oplæg, men det gør det nok nemmere for jer. På forhånd tak. 

Undskyld stavefejl og mangler hist og pist. Jeg håber i forstår. 

Puha..

Jeg læste dit indlæg i nat, men valgte at vente med at svare til jeg sad ved en computer.

Det er noget af en omgang, du har været igennem og det er svært at sætte sig ind i, hvad det er for et liv, du har levet med eksen. Uanset, lyder det ikke til, du har eller har haft det godt.

Jeg er normalt imod abort. Især senabort. Så heller bortadoption, MEN! I dit tilfælde, tror jeg ikke, jeg ville kunne gå til termin med barnet, som heldigvis er halvt dig, men også halvt din eks. Jeg kan godt forstå, du ikke føler dig klar til at få det her barn - og jeg tvivler på, du vil forbinde det med glæde fremover. Hvilket ikke er sundt for hverken dig eller barnet.

Jeg håber inderligt, at du finder en løsning, at systemet er med dig - det er lige præcis kvinder som dig, der har brug for det sikkerhedsnet, der findes i vores system. Jeg krydser alt hvad jeg har for dig - kom gerne med en opdatering,

Held og lykke

.sommerfugl. skriver:

Jeg ved næsten hverken hvor jeg skal starte, eller slutte? Jeg prøver nu alligevel. 

Jeg en ung kvinde på 25, som nu sidder tilbage med en masse blandet følelser. efter snart 4 år i mit eget lille helevde. 

I år 2012, møder jeg min nu ekskæreste. Det hele starter som en hver lykke kærligheds historie, men det såkaldte "kærlige besættelse" og det første år går nu meget normalt, selvfølgelig stadigvæk med de små skænderier, som alle parforhold oplever. Desværre udvikler de små skænderier sig til både psykisk og fysisk vold, som resultere i at min verden falder sammen omkring mig. (Inden volden opstår, har vi taget den beslutning at flytte sammen) jeg dropper ud af min uddannelse som social og sundhedsassistent efter hårde 8 måneder, hvor jeg må akende jeg nu kun er en skygge af mig selv og jeg ikke kan opfylde de krav min uddannelse kræver. Jeg mister mine venner, har knapt nok kontakt til min familie, stopper til fitness og alle andre former for aktiviter, med minder det i selvskab med min ekskæreste. Jeg har en fornemmelse om at det svært at sætte sig ind i det forløb jeg går igennem i den her tid, hvis man ikke selv har oplevet noget i den stil. Men ord som magtesløs, ensom, had (også til sig selv), bange, angst, opgivende og en skygge af sig selv er ord som næsten alle på en eller anden måde kan relatere til, er de første der falder mig ind, i mit førsøg på at gi et indblik i mit liv i den periode. 

I slutning af 2014, får jeg en dag nok. Jeg pakker hvad jeg finder mest nødvendigt, for at komme hurtigst muligt væk. Jeg har nu gået med tanken om at løbe væk længe. Men har aldrig fundet modet, men den her dag sker der enlig, som jeg kun har kunne drømme om. Jeg fri men bange. Jeg husker jeg gemmer mig i flere timer, da jeg for bange til at gøre noget som helst. Mit hovede kører på fuldtryk... Hvad skal jeg gøre? Skal jeg be om hjælp? ..... Men hvad hvis han finder ud ad det... aaaaaaahhhhh! Pludselig sker der igen noget, jeg rejser mig og går målrettet til min mors og hendes mands hus. Da jeg kommer frem, er jeg både våd og kold. Jeg sikker på min mor blev mere chokket end jeg nåde at opfatte i sitation. Der nemlig sket det, at jeg under mit forhold til min eks har jeg udviklet en utrolig god evne til at lyve. Så min chokket mor får mig indenfor og jeg bryder selvfølgelig sammen. Jeg får efter noget tid i snakken med både min mor og hendes mand, fortalt i grove træk hvad der forgår og inden jeg får set mig om har min mor ringet til både krisecenter og politi. Klokken er på det her tidspunkt sen aften og da krisecenterets personale forlader stedet klokken 10, kan jeg ikke nå at blive indskrevet samme dag. Men jeg har nu en plads og bliver som det første næste morgen kørt der hen. 

Min tid på krisecentret er en blande følelse for mig, der mange andre der end mig og jeg føler straks med dem alle. Det resultere i, at jeg bliver hende den "glade" som leger med de børn der er på opholdststedet. Her er det igen min facade som spiller ind og igen begynder jeg lyve om hvordan jeg har det. Både til personale og psykologer. Jeg ender med at være der i 3 måneder. Hvor de 2 sidste måneder, faktisk ikke er så behagelige for mig. Da personalet uden tvivl sætter spørgsmålstegn ved min pysiske tilstand, i form af jeg føler mig presset til at tag en masse haste beslutninger, omkring lejlighed og den slags. Da de mener at der andre der har mere brug for min plads. Jeg bliver selvfølgelig meget ked af det, men forsætter med at holde min facade. Da jeg nu har mistet min tilid fuldstændig. Jeg ender med at flytte tilbage til den sammen by, som jeg kom fra. For min sitation, tilbage til alle problemerne!!  

Jeg får en dejlig 2 værelses, med bad i kælderen. Men inden længe står min ekskæreste der selvfølgelig igen og jeg må tag hvad jeg har og flygte igen. Jeg ender med at bo omkring 20 forskellige steder. Rundt omkring i Danmark. Derfor er min hverdag nu fuldstændig ude af takt. Det sidste sted jeg er for godt og vel 7 måneder siden inden min ulykke. Er i en studie bolig, langt væk fra hvor jeg kommer fra. Jeg har fået lov til at opholde mig i min venindes lejlighed, imens hun er væk i 2-3 måneder. De ca 2 første måneder går faktisk rigtigt godt, jeg får nogle nye bekendtskaber. På trods af jeg ikke kommer meget ud og jeg begynder at føle ro.. Stilhed før stormen.

Det en helt amindelig dag, som alle de andre. Jeg blevet ringet op af min veninde, som spørg om det okay, at hendes veninde kommer forbi og låner hendes støvsuger. Selvfølgelig er det jo det. Så hun er ventet. Problemet er så bare at min veninde og hendes veninde, misforstår hinanden. Så da jeg åbner døren, i troen om det den støvsugermanglene. Får jeg når at opfatte det faktisk er min ekskæreste. 

Han får hurtigt skubbet mig ind og låst døren bag sig. Her starter et forløb jeg ikke kan beskrive med ord, da jeg er bange for ham. Får han hurtigt overtaget magten, selv om jeg prøver at kæmpe imod er jeg på ingen måde så stærk som ham.

I dag sidder jeg her 20+4 eller nu da den er over 12, hedder den +5.

Jeg har holdt alt det her inden i mig selv, og grundet min psykiske tilstand og blødninger igennem de sidste 20 uger, har jeg på intet tidspunkt registeret graviditeten, før i torsdags. Da jeg ringer op til min læge, da jeg har underlives smeter. Jeg snakker med en sød sygeplejerske, der siger jeg bare kan komme med en urinprøve, med det sammen. Så jeg er hurtigt ude af døren. Jeg kommer op og hun er grundig og tjekker det hele. Hun er efter lidt tid, ikke i tvivl om der tale om en underlives betændelse og i farten tag hun så en graviditets test. 

Her starter en af de aller hårdeste dage (og med flere i vente) i mit liv. Hun giver mig en tid hos lægen, allerede dagen efter klokken 11. Det skal i den forbindelse, så nævnes at jeg efter episoden har fået kontakt med en gamle god god ven og der har været en gang, hvor vi havde, i vellykket forsøg på sex. Men jeg afbrudte hurtigt da jeg under mine omstændigheder, ikke kunne gemmenfører det. Det havde han så fuldt forståelse for. Så mit håb lå nu på at det var ham der var faren og jeg ikke var lagt henne.

Jeg kommer til lægen klokken 11 næste dag. Vi får snakket om sitationen og får skrevet under på aklæring om abort. Jeg får fortaget en gynækologisk undersøgelse og her starter endnu en rusebane tur. Han mærker, trykker og kigger. Han mistænker graviditet ude for livmoren og ringer straks til sygehuset. Jeg for en tid 16:30 og ankommer til endnu en gynækologisk undersøgelse og efterfølgende scanning. lægen stopper hurtigt scanning og ringer efter en gynækolog læge, som arbejder et par afdelinger længere nede, hun kommer hurtigt. Allerede her kan jeg mærke tårnene og mine ben begynder og ryste... Hvad sker der? Er jeg meget langt henne? Er jeg gravid ude for livmoren.. Skal jeg operaers?.. 

Hun konstater efter en hurtigt scanning, jeg nok er 22 uger + henne og jeg bryder selvfølgelig helt sammen.. Jeg forklare sitationen og de sender sagen til ankenævnet afsted med det sammen.. Her får jeg smidt ting i hovedet som. Du skal ikke forvente et ja og du jo 25 og har ingen børn. De siger nok nej... Bla bla bla. (Undskyld mit attitude)! Jeg føler jeg angrebet og fuldstændig forvirrede. Nå jeg ihverfald ikke gravid ude for livmoren.. Men min eks har gjort mig gravid! Det nu fredag og jeg har weekenden til at tænke alt det her igennem. Jeg overbeviser mig selv om, at det hele nok skal gå. 

Der tag jeg så fejl... Nu begynder det for alvor at gå op for mig, hvad der sker.. Så den her weekend, består af tåre.. Vrede.. Benægtelse og forvirring ... Kan jeg overhovedet tag vare på et barn, når jeg ikke engang kan tag vare på mig selv.. 

Det bliver mandag, jeg vågner tideligt efter en elendig søvn. Klokken 9 ringer min telefon, jeg bemærker det ikke.. Da jeg overhovedet ikke forventer opkald allerede. Det sagsbehandleren. Hun lyder sød og får sat noget af en process igang. Senere den dag har jeg 2 aftaler til næste dag, som er tirsdag og allerede sammen dag mandag, til en gemmenscanning på sygehuset. 

Jeg tag hen og bliver scannet og får så beskeden at jeg kun er de 20 uger henne +3. Så det ændre min sag meget.

det i dag tirsdag og jeg har været til samtale med min sagsbehandler og en psykiater, som er med til at formidle min dag videre. Jeg får svar på torsdag(morgen) det vil sige imorgen, onsdag har jeg en hel dag til at tænke det hele igennem IGEN IGEN IGEN. Derfor har jeg oprettet det her indlæg, jeg har virkelig brug for jeres meninger og holdninger til min sag.. I fuldkommen fri til at være ærlige og selvfølgelig stille spørgsmål.

Det ville også være super dejligt, hvis nogle af jer ville dele jeres oplevelser om sen abort med mig.. Da jeg er meget bange! 

Ubeskyld for det lange lange oplæg, men det gør det nok nemmere for jer. På forhånd tak. 

Undskyld stavefejl og mangler hist og pist. Jeg håber i forstår. 

Uge 20+5... Der vil barnet ik dø med det samme... Jeg havde bortadopteret ... Eller beholdt ... Men abort SÅ sent, nej... Jeg er ked a din situtation, og hvad der er sket, men i mine øjne er det for sent a få abort ........

Jeg ved næsten hverken hvor jeg skal starte, eller slutte? Jeg prøver nu alligevel. 

Jeg en ung kvinde på 25, som nu sidder tilbage med en masse blandet følelser. efter snart 4 år i mit eget lille helevde. 

I år 2012, møder jeg min nu ekskæreste. Det hele starter som en hver lykke kærligheds historie, men det såkaldte "kærlige besættelse" og det første år går nu meget normalt, selvfølgelig stadigvæk med de små skænderier, som alle parforhold oplever. Desværre udvikler de små skænderier sig til både psykisk og fysisk vold, som resultere i at min verden falder sammen omkring mig. (Inden volden opstår, har vi taget den beslutning at flytte sammen) jeg dropper ud af min uddannelse som social og sundhedsassistent efter hårde 8 måneder, hvor jeg må akende jeg nu kun er en skygge af mig selv og jeg ikke kan opfylde de krav min uddannelse kræver. Jeg mister mine venner, har knapt nok kontakt til min familie, stopper til fitness og alle andre former for aktiviter, med minder det i selvskab med min ekskæreste. Jeg har en fornemmelse om at det svært at sætte sig ind i det forløb jeg går igennem i den her tid, hvis man ikke selv har oplevet noget i den stil. Men ord som magtesløs, ensom, had (også til sig selv), bange, angst, opgivende og en skygge af sig selv er ord som næsten alle på en eller anden måde kan relatere til, er de første der falder mig ind, i mit førsøg på at gi et indblik i mit liv i den periode. 

I slutning af 2014, får jeg en dag nok. Jeg pakker hvad jeg finder mest nødvendigt, for at komme hurtigst muligt væk. Jeg har nu gået med tanken om at løbe væk længe. Men har aldrig fundet modet, men den her dag sker der enlig, som jeg kun har kunne drømme om. Jeg fri men bange. Jeg husker jeg gemmer mig i flere timer, da jeg for bange til at gøre noget som helst. Mit hovede kører på fuldtryk... Hvad skal jeg gøre? Skal jeg be om hjælp? ..... Men hvad hvis han finder ud ad det... aaaaaaahhhhh! Pludselig sker der igen noget, jeg rejser mig og går målrettet til min mors og hendes mands hus. Da jeg kommer frem, er jeg både våd og kold. Jeg sikker på min mor blev mere chokket end jeg nåde at opfatte i sitation. Der nemlig sket det, at jeg under mit forhold til min eks har jeg udviklet en utrolig god evne til at lyve. Så min chokket mor får mig indenfor og jeg bryder selvfølgelig sammen. Jeg får efter noget tid i snakken med både min mor og hendes mand, fortalt i grove træk hvad der forgår og inden jeg får set mig om har min mor ringet til både krisecenter og politi. Klokken er på det her tidspunkt sen aften og da krisecenterets personale forlader stedet klokken 10, kan jeg ikke nå at blive indskrevet samme dag. Men jeg har nu en plads og bliver som det første næste morgen kørt der hen. 

Min tid på krisecentret er en blande følelse for mig, der mange andre der end mig og jeg føler straks med dem alle. Det resultere i, at jeg bliver hende den "glade" som leger med de børn der er på opholdststedet. Her er det igen min facade som spiller ind og igen begynder jeg lyve om hvordan jeg har det. Både til personale og psykologer. Jeg ender med at være der i 3 måneder. Hvor de 2 sidste måneder, faktisk ikke er så behagelige for mig. Da personalet uden tvivl sætter spørgsmålstegn ved min pysiske tilstand, i form af jeg føler mig presset til at tag en masse haste beslutninger, omkring lejlighed og den slags. Da de mener at der andre der har mere brug for min plads. Jeg bliver selvfølgelig meget ked af det, men forsætter med at holde min facade. Da jeg nu har mistet min tilid fuldstændig. Jeg ender med at flytte tilbage til den sammen by, som jeg kom fra. For min sitation, tilbage til alle problemerne!!  

Jeg får en dejlig 2 værelses, med bad i kælderen. Men inden længe står min ekskæreste der selvfølgelig igen og jeg må tag hvad jeg har og flygte igen. Jeg ender med at bo omkring 20 forskellige steder. Rundt omkring i Danmark. Derfor er min hverdag nu fuldstændig ude af takt. Det sidste sted jeg er for godt og vel 7 måneder siden inden min ulykke. Er i en studie bolig, langt væk fra hvor jeg kommer fra. Jeg har fået lov til at opholde mig i min venindes lejlighed, imens hun er væk i 2-3 måneder. De ca 2 første måneder går faktisk rigtigt godt, jeg får nogle nye bekendtskaber. På trods af jeg ikke kommer meget ud og jeg begynder at føle ro.. Stilhed før stormen.

Det en helt amindelig dag, som alle de andre. Jeg blevet ringet op af min veninde, som spørg om det okay, at hendes veninde kommer forbi og låner hendes støvsuger. Selvfølgelig er det jo det. Så hun er ventet. Problemet er så bare at min veninde og hendes veninde, misforstår hinanden. Så da jeg åbner døren, i troen om det den støvsugermanglene. Får jeg når at opfatte det faktisk er min ekskæreste. 

Han får hurtigt skubbet mig ind og låst døren bag sig. Her starter et forløb jeg ikke kan beskrive med ord, da jeg er bange for ham. Får han hurtigt overtaget magten, selv om jeg prøver at kæmpe imod er jeg på ingen måde så stærk som ham.

I dag sidder jeg her 20+4 eller nu da den er over 12, hedder den +5.

Jeg har holdt alt det her inden i mig selv, og grundet min psykiske tilstand og blødninger igennem de sidste 20 uger, har jeg på intet tidspunkt registeret graviditeten, før i torsdags. Da jeg ringer op til min læge, da jeg har underlives smeter. Jeg snakker med en sød sygeplejerske, der siger jeg bare kan komme med en urinprøve, med det sammen. Så jeg er hurtigt ude af døren. Jeg kommer op og hun er grundig og tjekker det hele. Hun er efter lidt tid, ikke i tvivl om der tale om en underlives betændelse og i farten tag hun så en graviditets test. 

Her starter en af de aller hårdeste dage (og med flere i vente) i mit liv. Hun giver mig en tid hos lægen, allerede dagen efter klokken 11. Det skal i den forbindelse, så nævnes at jeg efter episoden har fået kontakt med en gamle god god ven og der har været en gang, hvor vi havde, i vellykket forsøg på sex. Men jeg afbrudte hurtigt da jeg under mine omstændigheder, ikke kunne gemmenfører det. Det havde han så fuldt forståelse for. Så mit håb lå nu på at det var ham der var faren og jeg ikke var lagt henne.

Jeg kommer til lægen klokken 11 næste dag. Vi får snakket om sitationen og får skrevet under på aklæring om abort. Jeg får fortaget en gynækologisk undersøgelse og her starter endnu en rusebane tur. Han mærker, trykker og kigger. Han mistænker graviditet ude for livmoren og ringer straks til sygehuset. Jeg for en tid 16:30 og ankommer til endnu en gynækologisk undersøgelse og efterfølgende scanning. lægen stopper hurtigt scanning og ringer efter en gynækolog læge, som arbejder et par afdelinger længere nede, hun kommer hurtigt. Allerede her kan jeg mærke tårnene og mine ben begynder og ryste... Hvad sker der? Er jeg meget langt henne? Er jeg gravid ude for livmoren.. Skal jeg operaers?.. 

Hun konstater efter en hurtigt scanning, jeg nok er 22 uger + henne og jeg bryder selvfølgelig helt sammen.. Jeg forklare sitationen og de sender sagen til ankenævnet afsted med det sammen.. Her får jeg smidt ting i hovedet som. Du skal ikke forvente et ja og du jo 25 og har ingen børn. De siger nok nej... Bla bla bla. (Undskyld mit attitude)! Jeg føler jeg angrebet og fuldstændig forvirrede. Nå jeg ihverfald ikke gravid ude for livmoren.. Men min eks har gjort mig gravid! Det nu fredag og jeg har weekenden til at tænke alt det her igennem. Jeg overbeviser mig selv om, at det hele nok skal gå. 

Der tag jeg så fejl... Nu begynder det for alvor at gå op for mig, hvad der sker.. Så den her weekend, består af tåre.. Vrede.. Benægtelse og forvirring ... Kan jeg overhovedet tag vare på et barn, når jeg ikke engang kan tag vare på mig selv.. 

Det bliver mandag, jeg vågner tideligt efter en elendig søvn. Klokken 9 ringer min telefon, jeg bemærker det ikke.. Da jeg overhovedet ikke forventer opkald allerede. Det sagsbehandleren. Hun lyder sød og får sat noget af en process igang. Senere den dag har jeg 2 aftaler til næste dag, som er tirsdag og allerede sammen dag mandag, til en gemmenscanning på sygehuset. 

Jeg tag hen og bliver scannet og får så beskeden at jeg kun er de 20 uger henne +3. Så det ændre min sag meget.

det i dag tirsdag og jeg har været til samtale med min sagsbehandler og en psykiater, som er med til at formidle min dag videre. Jeg får svar på torsdag(morgen) det vil sige imorgen, onsdag har jeg en hel dag til at tænke det hele igennem IGEN IGEN IGEN. Derfor har jeg oprettet det her indlæg, jeg har virkelig brug for jeres meninger og holdninger til min sag.. I fuldkommen fri til at være ærlige og selvfølgelig stille spørgsmål.

Det ville også være super dejligt, hvis nogle af jer ville dele jeres oplevelser om sen abort med mig.. Da jeg er meget bange! 

Ubeskyld for det lange lange oplæg, men det gør det nok nemmere for jer. På forhånd tak. 

Undskyld stavefejl og mangler hist og pist. Jeg håber i forstår. 

Hvis jeg var dig, ville jeg vælge aborten af flere årsagen; den måde du blev gravid på er ganske modbydelig, og den oplevelse vil et barn, som jo er produktet af voldtægten, konfrontere dig med hvert eneste sekund resten af dit liv. Du vil aldrig 'få lov' til at lægge det fra dig, og risikerer at præge barnets følelsesliv i negativ retning. 

Derudover vil din ekskæreste have en stor plads i dit liv for altid, hvis du beholder barnet. Igen, du bliver aldrig fri for ham, og du vil konstant blive konfronteret med, hvad han har udsat dig for - måske endda daglig - for altid. Du får aldrig lov til at gøre tiden med ham og alt det grimme til fortid, så du kan bearbejde det, arbejde med angsten, traumerne og andre psykiske følgevirkninger, se fremad og få dig selv og en lys fremtid tilbage. 

Med hjælp og viljestyrke, kan man kæmpe sig tilbage til et godt liv, men så skal man kunne give slip på voldens lænker - kan du det med ham og hans barn i dit liv? 

Edit: Jeg kan se ovenover, på hvilket stadie barnet er... Puha, det komplicerer yderligere :-(

Kære du et stort kram fra mig skal du have! 

Jeg fik senabort for snart 11 år siden jeg var 15år). Det viste sig at jeg var omkring 6-7 måneder henne - jeg kom fra en familie med vold og tæsk, fysik og psykisk terror, indespærring, sult, mishandling osv og havde fundet mig en sød kæreste - men jeg vi var kun 15 år og med det helvede der forgik derhjemme bag lukkede døre kunne jeg slet ikke passe et barn  jeg skulle nærmest søge dronningen om lov om abort... Det var en hård kamp men jeg vandt og fik et provokeret abort 

Som en anden skriver, mådwn fostret er blevet til på, er ikke en sund måde at få et godt forhold til barnet på. Når barnet, lige gør en ting som din eks gjorde, når barnet får trækninger der ligner ham, vil du så ikke altid føle den kulde i dit hjerte, det had mod ham, som så bliver rettet mod barnet, et lille uskyldigt offer??

for din skyld og for det lille fostre, ville jeg vælge senabort. 

Jeg tror ikke adoption er en mulighed, for det skal din eks vel også envilje i at gøre? 

Og et spørgsmål, du har vel meldt ham for vold og voldtægt? 

Ønsker dig alt det bedste på din vej 

Først vil jeg give dig verdens største kram og sige jeg er hundrede procent forstår hvis du vælger en senabort. 

Men jeg håber du får god vejledning for en senabort er noget andet end en abort før 12. Uge. Ved en senabort skal du føde barnet og ja det er er barn - du kan lade være at se det, men du vil bagefter kunne Google og se billeder af andres børn i samme "alder", du vil også møde mennesker som er i dyb sorg over at have mistet et barn i den "alder" og du vil måske have svært ved at forstå den sorg du selv oplever og hvor skal du få den ud henne? 

Der er så meget i din historie der taler for en senabort, men jeg ønsker for dig og alle andre der kan stå i den situation at valget træffes på et oplyst grundlag. Og du får forklaret den proces du skal igennem. 

Håber virkelig du finder en tryghed i dit liv, at din ex kan forsvinde helt ud af dit liv og du kan bruge tid på at finde dig og ja det er nok ikke sammen med et barn