Vil ikke med til fødselsdag hos klasse'kammerat'

LonglivetheQueen skriver:

Jeg ville aldrig tvinge min datter til at tage med til en fødselsdags fest som hun ikke ønsker at deltage i. 

Jeg synes det er så synd at børn altid skal tvinges til at gøre ting vi aldrig selv ville gøre, bare for at "please" alle andre. Der er ingen der siger at man 'graver grøfter' bare fordi han ikke deltager, det er jo ikke fordi i behøver at sige til X's forældre at jeres barn ikke kommer fordi han ikke kan lide deres barn. Man finder jo bare på en undskyldning.

jeg ville ALDRIG bruge tid på en der slår mig, hvorfor skal mit barn så?

jeg ville aldrig hænge ud med nogen jeg ikke kan lide, hvorfor skal mit barn så?

Jeg deltager ikke selv i fester hos folk jeg ikke kan lide, hvorfor i alverden skulle jeg så tvinge mit barn til det? 

Det er ikke vores opgave at passe på andres følelser, det er vores opgave at passe på vores egne og vores børns.

det er min holdning.

Barnet er jo tvunget til at bruge tid med det barn - de skal gå i skole sammen i 10 år..  og synes det er underligt at flere skriver man bare kan komme på en undskyldning og ikke behøver sandheden. Barnet kender jo sandheden og kan meget nemt fortælle fødselsdagsbarnet hvorfor han ikke kommer..

Og hvad så med det barn der ikke vil med skal han så til hans egen fødselsdag også ha lov ikke at invitere drengen der slår???

LonglivetheQueen skriver:

Jeg ville aldrig tvinge min datter til at tage med til en fødselsdags fest som hun ikke ønsker at deltage i. 

Jeg synes det er så synd at børn altid skal tvinges til at gøre ting vi aldrig selv ville gøre, bare for at "please" alle andre. Der er ingen der siger at man 'graver grøfter' bare fordi han ikke deltager, det er jo ikke fordi i behøver at sige til X's forældre at jeres barn ikke kommer fordi han ikke kan lide deres barn. Man finder jo bare på en undskyldning.

jeg ville ALDRIG bruge tid på en der slår mig, hvorfor skal mit barn så?

jeg ville aldrig hænge ud med nogen jeg ikke kan lide, hvorfor skal mit barn så?

Jeg deltager ikke selv i fester hos folk jeg ikke kan lide, hvorfor i alverden skulle jeg så tvinge mit barn til det? 

Det er ikke vores opgave at passe på andres følelser, det er vores opgave at passe på vores egne og vores børns.

det er min holdning.

Skolen er jo et tvungent fællesskab og ens barn skal være i det tvungne fællesskab i de næste 10 år. Udover det svinger det op og ned hvem man kan lide og ikke kan lide, den ene dag er Per ens bedste ven og den næste græder man fordi man fordi man ikke vil lege med Per...

Vi som forældre til et skolebarn har faktisk et fælles ansvar for at få fællesskabet til at fungere og det er ikke kun dem med drengen der slår der skal knokle og tage det ansvar på sig, det er også os forældre som får fortalt der er en der slår. 

Jeg kan også nogle gange tænke jeg er for meget en pleaser og "glemmer" mig selv, men ønsker heller ikke for mine børn at de skal ende i den anden grøft hvor det er okay at lukke en anden ude fordi man ikke kan lide ham, eller bevidst fravælge en fødselsdag bare fordi jeg ikke kan lide ham i dag eller i morgen. 

Og som det sidste hvis mit barn blev hjemme så var det af hensyn til de andre for hvem gider en sur, tvær, tvungen dreng med til sin fødselsdag - jeg gad i hvert fald ikke. Men jeg ville følge op på det også hvor mange havde meldt afbud, hvad kan vi gøre for de to drenge bliver klassekammerater ikke venner men klassekammerater

lineog4 skriver:

Skolen er jo et tvungent fællesskab og ens barn skal være i det tvungne fællesskab i de næste 10 år. Udover det svinger det op og ned hvem man kan lide og ikke kan lide, den ene dag er Per ens bedste ven og den næste græder man fordi man fordi man ikke vil lege med Per...

Vi som forældre til et skolebarn har faktisk et fælles ansvar for at få fællesskabet til at fungere og det er ikke kun dem med drengen der slår der skal knokle og tage det ansvar på sig, det er også os forældre som får fortalt der er en der slår. 

Jeg kan også nogle gange tænke jeg er for meget en pleaser og "glemmer" mig selv, men ønsker heller ikke for mine børn at de skal ende i den anden grøft hvor det er okay at lukke en anden ude fordi man ikke kan lide ham, eller bevidst fravælge en fødselsdag bare fordi jeg ikke kan lide ham i dag eller i morgen. 

Og som det sidste hvis mit barn blev hjemme så var det af hensyn til de andre for hvem gider en sur, tvær, tvungen dreng med til sin fødselsdag - jeg gad i hvert fald ikke. Men jeg ville følge op på det også hvor mange havde meldt afbud, hvad kan vi gøre for de to drenge bliver klassekammerater ikke venner men klassekammerater

Jeg er enig i det meste af det du skriver og det udelukker ikke det jeg har skrevet. Kan man ikke blive venner senere forbi man misser en fødselsdag?

men jeg ville gøre en langt mere direkte indsats, hvis jeg skulle hjælpe den dreng, end blot at sende min datter til en fødselsdags fest hun ikke gider deltage i og så (ret naivt) håbe på at så bliver det hele nok bedre på mandag. 

Det meste af det du skriver viser jo også at du er, som du selv skriver "en pleaser" det sidste især, for det ville til hver en tid være vigtigere for mig om min datter var tilpas med den sociale situation hun skal ud i end om de andre synes det er træls at have er surt hovede med. 

Jeg ønsker alle andre mennesker det godt, men ikke på bekostning af mig selv eller min familie, for jeg ønsker os det bedste. 

Jeg ville selvfølgelig også tjekke op på alle de detaljer man kan og ville også tilbyde at hun kunne blive kørt derhen og hvis det virkelig ikke var sjovt kunne hun ringe hjem og så henter jeg hende igen. Dette ville jeg gøre fordi der jo er en sandsynlighed for at hun måske ville få det sjovt og det ville være godt . Men hvis hun virkelig insisterede ville jeg aldrig tvinge hende. Hun skal stole på at jeg tager hendes følelser alvorligt. 

Jeg er enig i det meste af det du skriver og det udelukker ikke det jeg har skrevet. Kan man ikke blive venner senere forbi man misser en fødselsdag?

men jeg ville gøre en langt mere direkte indsats, hvis jeg skulle hjælpe den dreng, end blot at sende min datter til en fødselsdags fest hun ikke gider deltage i og så (ret naivt) håbe på at så bliver det hele nok bedre på mandag. 

Det meste af det du skriver viser jo også at du er, som du selv skriver "en pleaser" det sidste især, for det ville til hver en tid være vigtigere for mig om min datter var tilpas med den sociale situation hun skal ud i end om de andre synes det er træls at have er surt hovede med. 

Jeg ønsker alle andre mennesker det godt, men ikke på bekostning af mig selv eller min familie, for jeg ønsker os det bedste. 

Jeg ville selvfølgelig også tjekke op på alle de detaljer man kan og ville også tilbyde at hun kunne blive kørt derhen og hvis det virkelig ikke var sjovt kunne hun ringe hjem og så henter jeg hende igen. Dette ville jeg gøre fordi der jo er en sandsynlighed for at hun måske ville få det sjovt og det ville være godt . Men hvis hun virkelig insisterede ville jeg aldrig tvinge hende. Hun skal stole på at jeg tager hendes følelser alvorligt. 

For mit barn kan have det godt, skal det fællesskab barnet agerer i være godt. Det kan godt være det er at være pleaser at sætte fællesskabet højt - men så er jeg nok egentlig stolt af at være pleaser 

og jo jeg anerkender mine børns følelser, jeg hører dem, jeg forsøger at forstå dem, men jeg er også nogen gange en: jamen sådan er det bare. Min datter gik ned i efteråret, jeg startede med forståelsen, at være der og alt det man nu skal. Men det var først da jeg fik rådet: sig du hører, men du fortæller hendes følelser er kørt af sporet at det hjalp. Hun sagde det faktisk selv: det var så dejligt mor, da du sagde: okay jeg hører dig men det er ikke rigtigt og du skal stole på og gøre det jeg siger! 

På samme måde mener jeg der ligger en stor anerkendelse i at stille spørgsmålstegn ved: hvorfor kan du gå i skolen om mandagen men ikke til en fødselsdag om lørdagen? Anerkendelse handler om at høre og anvende det hørte, ikke blot acceptere det hørte. 

Og jo en fødselsdag hvor halvdelen af drengene melder afbud kan have store konsekvenser, og før jeg vidste om det var en snak om den dumme der slår på legepladsen ville jeg slet ikke overveje at finde på en undskyldning for min dreng. 

Men egentlig reagerede jeg også mere på du skrev: jeg vil ikke hænge ud med en jeg ikke kan lide, så skal mit barn heller ikke. Men i skolen skal de bare og det tvunge fællesskab er bare så super vigtigt for læringen, for trivslen og hvis vi som forælder går ind i det med holdningen: mit barn er altid først også hvis det går ud over fællesskabet så kan det i nogle klasser virkelig blive op af bakke, og det går ikke kun ud over  drengen der slår men hele klassen også ens eget barn. Og hvad når så ens egen søn har fødselsdag må han så også frasortere de han ikke kan lide og ikke gider hænge ud med?

lineog4 skriver:

For mit barn kan have det godt, skal det fællesskab barnet agerer i være godt. Det kan godt være det er at være pleaser at sætte fællesskabet højt - men så er jeg nok egentlig stolt af at være pleaser 

og jo jeg anerkender mine børns følelser, jeg hører dem, jeg forsøger at forstå dem, men jeg er også nogen gange en: jamen sådan er det bare. Min datter gik ned i efteråret, jeg startede med forståelsen, at være der og alt det man nu skal. Men det var først da jeg fik rådet: sig du hører, men du fortæller hendes følelser er kørt af sporet at det hjalp. Hun sagde det faktisk selv: det var så dejligt mor, da du sagde: okay jeg hører dig men det er ikke rigtigt og du skal stole på og gøre det jeg siger! 

På samme måde mener jeg der ligger en stor anerkendelse i at stille spørgsmålstegn ved: hvorfor kan du gå i skolen om mandagen men ikke til en fødselsdag om lørdagen? Anerkendelse handler om at høre og anvende det hørte, ikke blot acceptere det hørte. 

Og jo en fødselsdag hvor halvdelen af drengene melder afbud kan have store konsekvenser, og før jeg vidste om det var en snak om den dumme der slår på legepladsen ville jeg slet ikke overveje at finde på en undskyldning for min dreng. 

Men egentlig reagerede jeg også mere på du skrev: jeg vil ikke hænge ud med en jeg ikke kan lide, så skal mit barn heller ikke. Men i skolen skal de bare og det tvunge fællesskab er bare så super vigtigt for læringen, for trivslen og hvis vi som forælder går ind i det med holdningen: mit barn er altid først også hvis det går ud over fællesskabet så kan det i nogle klasser virkelig blive op af bakke, og det går ikke kun ud over  drengen der slår men hele klassen også ens eget barn. Og hvad når så ens egen søn har fødselsdag må han så også frasortere de han ikke kan lide og ikke gider hænge ud med?

Selvfølgelig skal der være fokus på fællesskabet. Og jeg er selv frivillig i min datters børnehave, børnefamilie gruppen i min by og min mand er med i bestyrelsen i børnehaven. Vi er henholdsvise uddannet pædagog og igang med en terapeutisk uddannelse. Så jeg synes egentlig vi har godt styr på hvad der er rigtigt Og forkert for os og for fællesskabet. Jeg vil altid være villig til at hjælpe eller gøre noget aktivt. Men det behøver ikke at være at tvinge sit barn med til en fødselsdag de ikke vil være med til, jeg ville heller ikke gøre min barn til ufrivillig barmhjertig samaritan, ved at sende det til en fest blot fordi alle de andre ikke kommer. 

Ja det er synd for det barn der ikke er tilpasset og ja, han skal hjælpes, men det betyder ikke nødvendigvis at min datter behøver tage til en fest hun ikke ønsker. 

Hvorfor er det at folk altid tror at det man skriver kun er sort/hvid? Det er jo utroligt svært at få ALLE "farverne" med i en skrevet debat.

selvfølgelig skal børn ikke bestemme alting selv, selvfølgelig skal vi hjælpe dem på ret køl hvis følelserne er ude af kontrol, det er det vi er der for, hver situation skal vel tages op for sig selv og derfor er det svært at diskutere på et generelt plan.

men nej, jeg vil aldrig bruge tvang til at få mit barn med til en fødselsdag fordi det er synd for de andre børn, for mig bliver det hurtigt synd for mit eget barn hvis jeg praktiserede det.

derudover vil jeg lige sige at jeg ikke mente det som en negativ ting at du er en "pleaser", blot at jeg er anderledes på det punkt fra dig og det er altså ikke forkert. Hvis vi alle var ens ville verden eddermame hurtigt blive røvkedelig, hvem skulle jeg da bruge min mandag formiddag på at diskutere med så?

det jeg kender til dig herinde fra efter de sidste par år er at du er et meget sympatisk og behageligt menneske som går meget op i fælleskab og at alle skal have det godt. Det er rigtig gode kvaliteter at have og der skal folk som dig til at minde andre om at gøre gode ting for andre og folk som Mig til at minde andre om at de skal huske sig selv og de nærmeste.

jeg havde skrevet et langt svar til en anden med en masse points i også som af en eller anden grund ikke blev postet. 

Men jeg ville ikke tvinge hende til at invitere alle i klassen nej. Jeg ville selvfølgelig heller ikke tillade at holde et par stykker udenfor eller lignende. Her vil valgene bestå af: 2-4 af de nærmeste venner, hele klassen eller alle af det ene køn. 

Der er masser af valgmuligheder.

LonglivetheQueen skriver:

Selvfølgelig skal der være fokus på fællesskabet. Og jeg er selv frivillig i min datters børnehave, børnefamilie gruppen i min by og min mand er med i bestyrelsen i børnehaven. Vi er henholdsvise uddannet pædagog og igang med en terapeutisk uddannelse. Så jeg synes egentlig vi har godt styr på hvad der er rigtigt Og forkert for os og for fællesskabet. Jeg vil altid være villig til at hjælpe eller gøre noget aktivt. Men det behøver ikke at være at tvinge sit barn med til en fødselsdag de ikke vil være med til, jeg ville heller ikke gøre min barn til ufrivillig barmhjertig samaritan, ved at sende det til en fest blot fordi alle de andre ikke kommer. 

Ja det er synd for det barn der ikke er tilpasset og ja, han skal hjælpes, men det betyder ikke nødvendigvis at min datter behøver tage til en fest hun ikke ønsker. 

Hvorfor er det at folk altid tror at det man skriver kun er sort/hvid? Det er jo utroligt svært at få ALLE "farverne" med i en skrevet debat.

selvfølgelig skal børn ikke bestemme alting selv, selvfølgelig skal vi hjælpe dem på ret køl hvis følelserne er ude af kontrol, det er det vi er der for, hver situation skal vel tages op for sig selv og derfor er det svært at diskutere på et generelt plan.

men nej, jeg vil aldrig bruge tvang til at få mit barn med til en fødselsdag fordi det er synd for de andre børn, for mig bliver det hurtigt synd for mit eget barn hvis jeg praktiserede det.

derudover vil jeg lige sige at jeg ikke mente det som en negativ ting at du er en "pleaser", blot at jeg er anderledes på det punkt fra dig og det er altså ikke forkert. Hvis vi alle var ens ville verden eddermame hurtigt blive røvkedelig, hvem skulle jeg da bruge min mandag formiddag på at diskutere med så?

det jeg kender til dig herinde fra efter de sidste par år er at du er et meget sympatisk og behageligt menneske som går meget op i fælleskab og at alle skal have det godt. Det er rigtig gode kvaliteter at have og der skal folk som dig til at minde andre om at gøre gode ting for andre og folk som Mig til at minde andre om at de skal huske sig selv og de nærmeste.

jeg havde skrevet et langt svar til en anden med en masse points i også som af en eller anden grund ikke blev postet. 

Men jeg ville ikke tvinge hende til at invitere alle i klassen nej. Jeg ville selvfølgelig heller ikke tillade at holde et par stykker udenfor eller lignende. Her vil valgene bestå af: 2-4 af de nærmeste venner, hele klassen eller alle af det ene køn. 

Der er masser af valgmuligheder.

 

Ja jeg sætter nok fællesskabet over individet, eller rettere jeg tror på man i de gode fællesskaber skaber den bedste trivsel for det enkelte individ. Jeg er ikke utilitarist der ville ofre den enkelte for større lykke for de mange, men jeg oplever så heller ikke at en fødselsdag er at ofre sig med mindre argumentet går dybere end: jeg vil ikke fordi han slår, for det gør han jo også mandagen og der går vi jo i skole og klarer den.

Mine børn er egentlig ikke barmhjertige samaritanere, men jeg forklarer at deres handlinger kan have konsekvenser for andre. Og et barn på 6 der får lov at blive hjemme fra en fødselsdag fordi X slår, kan altså sagtens komme til at give den forklaring på legepladsen - de er fantastisk ærlige i den alder. Derfor skal forklaringen være mere nuanceret. 

Nej jeg ville heller ikke sende mit barn som den eneste til en fødselsdag men opdagede jeg det var situationen var jeg den første til at ringe rundt til alle og sige: hvad f.... Har vi gang i?!

Jeg er ikke med i nogle bestyrelser, gider faktisk ikke (kan være det kommer med den sidste), men tilgengæld er alle børn velkomne her hjemme og jeg tør godt tage tyrene ved hornene og råbe vagt i gevær for fællesskabet. Og ja jeg pleaser for fællesskabet, utallige hytteture, forældreretten puha som jeg faktisk hellere ville undvære  men det er jo det der skal til. Nå ja og så er jeg den der konstant råber højt til møderne om man ikke skal planlæggeså alle ikke kan være medfører qua økonomi, jeg er fortaler for gavefriklasser ( den er er jeg så ikke kommet igennem med). Og de råb handler mere om at kæmpe for andre end for mig selv - lidt gammel hippi født i en forkert tidsalder 

men ja debatten er ikke sort hvid, men vi er fx konkret uenige, jeg ville aldrig tillade en fødselsdag for de få her er det alle, alle i er køn eller ingen.../

Jeg syntes tit  man læser herinde, om kvinder der ikke vil med til kærestens familie osv. 

Hvis sådanne ting skal forståes og accepterer, så  ville jeg med 100 procent sikkerhed os respekter mit barns ønske. 

Og ville ringe til arrangørerne af fødselsdagen, og sige nej tak til invitationen og fortælle præcist hvorfor. 

Ville hverken spørge en klasselære til råds først eller lyve for dem der havde inviteret, men blot være ærlig. 

Med årlighed kan man nå langt

EnGodMor skriver:

Jeg syntes tit  man læser herinde, om kvinder der ikke vil med til kærestens familie osv. 

Hvis sådanne ting skal forståes og accepterer, så  ville jeg med 100 procent sikkerhed os respekter mit barns ønske. 

Og ville ringe til arrangørerne af fødselsdagen, og sige nej tak til invitationen og fortælle præcist hvorfor. 

Ville hverken spørge en klasselære til råds først eller lyve for dem der havde inviteret, men blot være ærlig. 

Med årlighed kan man nå langt

Det tror jeg så heller ikke helt jeg forstår, altså det med man bare kan sige: jeg vil ikke med til min kærestes familie (men han skal forresten med til min ). 

Jeg tror på med en lille indsats kan man finde det gode i alle mennesker og da især i en 6 årig dreng 

lineog4 skriver:

Ja jeg sætter nok fællesskabet over individet, eller rettere jeg tror på man i de gode fællesskaber skaber den bedste trivsel for det enkelte individ. Jeg er ikke utilitarist der ville ofre den enkelte for større lykke for de mange, men jeg oplever så heller ikke at en fødselsdag er at ofre sig med mindre argumentet går dybere end: jeg vil ikke fordi han slår, for det gør han jo også mandagen og der går vi jo i skole og klarer den.

Mine børn er egentlig ikke barmhjertige samaritanere, men jeg forklarer at deres handlinger kan have konsekvenser for andre. Og et barn på 6 der får lov at blive hjemme fra en fødselsdag fordi X slår, kan altså sagtens komme til at give den forklaring på legepladsen - de er fantastisk ærlige i den alder. Derfor skal forklaringen være mere nuanceret. 

Nej jeg ville heller ikke sende mit barn som den eneste til en fødselsdag men opdagede jeg det var situationen var jeg den første til at ringe rundt til alle og sige: hvad f.... Har vi gang i?!

Jeg er ikke med i nogle bestyrelser, gider faktisk ikke (kan være det kommer med den sidste), men tilgengæld er alle børn velkomne her hjemme og jeg tør godt tage tyrene ved hornene og råbe vagt i gevær for fællesskabet. Og ja jeg pleaser for fællesskabet, utallige hytteture, forældreretten puha som jeg faktisk hellere ville undvære  men det er jo det der skal til. Nå ja og så er jeg den der konstant råber højt til møderne om man ikke skal planlæggeså alle ikke kan være medfører qua økonomi, jeg er fortaler for gavefriklasser ( den er er jeg så ikke kommet igennem med). Og de råb handler mere om at kæmpe for andre end for mig selv - lidt gammel hippi født i en forkert tidsalder 

men ja debatten er ikke sort hvid, men vi er fx konkret uenige, jeg ville aldrig tillade en fødselsdag for de få her er det alle, alle i er køn eller ingen.../

og som jeg sagde, vi er bare forskellige. Det er kun godt.

Skouboe skriver:

Men det at drengen slår (eller lugter eller har en lillebror med Downs) er som jeg ser det, faktisk slet ikke emnet her.

Emnet er om en 6 årig har "lov" til at selv bestemme om han ønsker at deltage i en børnefødselsdag, eller om hans forældre har "lov" til at bestemme at det skal han, fordi de har en anden holdning (og tænker i større helheder, end et barn, der bare ikke ønsker at deltage).

Hjemme hos os er der en masse ting, som min 6 årige ikke får lov til at bestemme, men der er også nogle steder, hvor hun selv får lov til at bestemme, og hvis hun virkeligt ikke ønskede at tage med til en fødselsdag og jeg ikke kunne overtale hende, ville jeg respektere hendes ønske, og ikke tvinge hende afsted.

Hvad så hvis hun ikke vil med hjem til mormor til nytårsaften fx.? 

Her hjemme har vi skal og kan ting, for selvsagt skal de også have lov at bestemme lidt selv, men jeg er faktisk der at en fødselsdag (i hvert fald hvis man også selv gør sig i at holde) er en skal ting på linie med nytårsaften hos mormor. Man må yde lidt til fællesskabet også selvom man kun er 6 år. Min dreng ville pludselig heller ikke med til en fødselsdag, begrundelse var "stjålet" fra en anden dreng i klassen der ikke kom til fødselsdage fordi der var for meget larm. Mit svar var: okay, men så skal du vide at du jo så heller ikke kan holde fødselsdag (han havde lige holdt og havde haft det fantastisk) og afsted kom han og han havde en skøn skøn skøn eftermiddag og ville ikke med hjem da vi kom  

Man skal også huske at børn på 6 år vælger spontant i nuet, så det samme barn som nægter en fødselsdag kan være grædefærdig på dagen for fødselsdagen fordi han/hun ikke kan komme med. Så i min verden ville jeg nå helt til dagen før jeg smed håndklædet i ringen - aflevere selvsagt ikke et barn der er sur, tvær, ked af det osv