Vil ikke med til fødselsdag hos klasse'kammerat'

lineog4 skriver:

Hvad så hvis hun ikke vil med hjem til mormor til nytårsaften fx.? 

Her hjemme har vi skal og kan ting, for selvsagt skal de også have lov at bestemme lidt selv, men jeg er faktisk der at en fødselsdag (i hvert fald hvis man også selv gør sig i at holde) er en skal ting på linie med nytårsaften hos mormor. Man må yde lidt til fællesskabet også selvom man kun er 6 år. Min dreng ville pludselig heller ikke med til en fødselsdag, begrundelse var "stjålet" fra en anden dreng i klassen der ikke kom til fødselsdage fordi der var for meget larm. Mit svar var: okay, men så skal du vide at du jo så heller ikke kan holde fødselsdag (han havde lige holdt og havde haft det fantastisk) og afsted kom han og han havde en skøn skøn skøn eftermiddag og ville ikke med hjem da vi kom  

Man skal også huske at børn på 6 år vælger spontant i nuet, så det samme barn som nægter en fødselsdag kan være grædefærdig på dagen for fødselsdagen fordi han/hun ikke kan komme med. Så i min verden ville jeg nå helt til dagen før jeg smed håndklædet i ringen - aflevere selvsagt ikke et barn der er sur, tvær, ked af det osv 

Jeg ville også nå helt til dagen, før jeg smed håndklædet i ringen, og jeg ville absolut tage diskussionen flere gange og ikke bare lade fx argumentet om for megen larm vinde - men i sidste ende ville jeg ikke aflevere et ulykkeligt barn, der ikke ønsker at være der.

Mine unger får absolut ikke lov til at diktere ting hjemme hos os, og listen over 'skal' ting, er ret omfangsrig, men jeg mener heller ikke at løsningen på klasseproblemer tvang.

Når det så er sagt er begge mine piger modne og fornuftige og ville godt kunne forstå, hvorfor jeg mener det er vigtigt for dem at deltage, så jeg ser os faktisk ikke havne i situationen.

Pikku Myy skriver:

Som jeg ser det, er det at komme til fødselsdage i en klasse, (næsten) lige så vigtigt som at komme i skole hver dag. Det er altså ikke noget man kan vælge til og fra. Selvfølgelig kan der være begivenheder der umuliggør det (sommerhus, fødselsdage etc), men som udgangspunkt bør man støtte op om alle børnene i fællesskabet. Og børn lægger altså mærke til hvis halvdelen af klassen pludselig melder fra til deres fødselsdag.

Får din 6-årige også lov til at melde fra til oldemors fødselsdag?

 

Og her er forskellen - så meget vægt lægger jeg ikke på klassefødselsdage, og jeg mener ikke at det kan sammenlignes med at komme i skole.... eller oldemors fødselsdag for den sags skyld.

Mener du seriøst at hvis dit barn VIRKELIGT ikke ville, og du igennem flere uger ikke havde været i stand til at overtale det og få det til at se noget som helst positivt i at skulle til den fødselsdag, så ville du sende et bund-ulykkeligt barn afsted?

Jeg ville strække mig langt, inkl. at tilbyde at tage med, eller at hente tidligt, hvis det ville rokke ved noget, men jeg ville ikke tvinge.

I mine børns klasser er to til fire fødselarer ofte gået sammen om at holde det. Vi har haft en god fornemmelse for, hvilke forældre, der måske ikke havde fysisk rum eller overskud, og uden at synliggøre det har vi fået det til at flaske sig sådan, at deres børn (og de selv) også var med til at holde fødselsdag. 

Mht. bare at invitere fx tre, så har jeg som lærer flere gange set de her fire-fem mest ombejlede drenge eller piger forlade skolen arm i arm, mens alle har vidst, at nu skulle de holde den enes fødselsdag - og der var altid nogen, der stod på sidelinjen og tydeligvis gerne ville have været med, måske TROEDE, de var "inde i varmen", og hvis skuffelse ikke var til at overse. Og dem, der aldrig var en del af et tre- eller firekløver. Hvis den kultur breder sig i en klasse, er der nogen, der aldrig kommer til fødselsdag. Det sker tit i de ældste klasser, hvor forældrene ofte lader det være mere op til deres teenagebørn selv at bestemme - men det er altså heller ikke fedt at blive fravalgt konsekvent som 13-årig. 

Selvfølgelig er der undtagelser - jeg var klasselærer for en dreng med infantil autisme, som slet ikke kunne rumme fødselsdage med mere end to-tre gæster, og det var alle forstående overfor, så han holdt kun for få og deltog så heller ikke til andres, store fødselsdage. Men generelt skal man efter min mening huske at tænke på, at kabalen i en klasse sjældent går sådan op, at alle "nok" bliver inviteret med en eller flere gange i løbet af året. Nogen er med hver gang, andre aldrig nogensinde. Og der mener jeg, vi som forældre har et ansvar også for "de uønskede". Det er SÅ tydeligt, også selvom invitationer klares i fritiden, at nu skal X holde fødselsdag for Y og Z og Q - ALLE ved det. 

Helt enig.

I min folkeskole var det sådan at man op til 7. klasse skulle invitere alle, eller det ene køn. De sidste par år - som måske oven i købet er de allermest følsomme i forhold til klikedannelser - måtte man invitere hvem man ville. Det skabte nogle rigtig øv oplevelser for nogle af børnene.

Jeg oplevede selv til min 15-års fødselsdag at sortere et par piger fra, som havde været mine gode veninder i de lidt yngre klasser, men som jeg var vokset fra. De fandt selvfølgelig ud af at jeg holdt fødselsdag uden dem.

Jeg har altid holdt mig langt, langt væk fra alt hvad der minder om mobning og klikedannelser - bortset fra ved den ene lejlighed. Og jeg skammer mig stadig når jeg ind imellem husker på den samtale jeg havde med "eks-veninderne" mandagen efter i skolen. Får helt ondt i maven ved tanken nu, selvom det er 20 år siden. 

Skouboe skriver:

Og her er forskellen - så meget vægt lægger jeg ikke på klassefødselsdage, og jeg mener ikke at det kan sammenlignes med at komme i skole.... eller oldemors fødselsdag for den sags skyld.

Mener du seriøst at hvis dit barn VIRKELIGT ikke ville, og du igennem flere uger ikke havde været i stand til at overtale det og få det til at se noget som helst positivt i at skulle til den fødselsdag, så ville du sende et bund-ulykkeligt barn afsted?

Jeg ville strække mig langt, inkl. at tilbyde at tage med, eller at hente tidligt, hvis det ville rokke ved noget, men jeg ville ikke tvinge.

Der tror jeg forskellen mellem vores syn på klassefødselsdage gør sig gældende, for det er slet ikke en mulighed at lade være, og har derfor aldrig været et issue. Og med tanke på hvordan det fungerer med andre ting, der heller ikke er mulighed for at trække sig fra, tror jeg heller ikke det bliver det. Der er selvfølgelig altid mulighed for at dele sine tanker og lyster. Fx havde min søn en periode, hvor han var ret trist over at gå i skole. Det var selvfølgelig et vigtigt samtaleemne hjemme hos os. Og selvom det aldrig var en mulighed at lade være med at tage i skole, er jeg sikker på at min søn følte sig hørt. Og vi fandt en løsning.
Og selvfølgelig ville jeg ikke bære et skrigende barn ind til en børnefødselsdag. Det giver jo ikke fødselsdagsbarnet en god dag. Men jeg føler egentlig heller ikke det er det vi diskuterer. Vi diskuterer vel vigtigheden i at støtte op om alle børn i et fællesskab.

Skouboe skriver:

Og her er forskellen - så meget vægt lægger jeg ikke på klassefødselsdage, og jeg mener ikke at det kan sammenlignes med at komme i skole.... eller oldemors fødselsdag for den sags skyld.

Mener du seriøst at hvis dit barn VIRKELIGT ikke ville, og du igennem flere uger ikke havde været i stand til at overtale det og få det til at se noget som helst positivt i at skulle til den fødselsdag, så ville du sende et bund-ulykkeligt barn afsted?

Jeg ville strække mig langt, inkl. at tilbyde at tage med, eller at hente tidligt, hvis det ville rokke ved noget, men jeg ville ikke tvinge.

Man kan jo ikke slippe godt afsted med at bære en modvillig 6-årig ind til en fødselsdag og bare parkere ham dér i den tilstand, så decideret tvang er der næppe nogen, der går ind for. 

Som lærer kan jeg love for, at arrangementer i klassen uden for skoletiden har endog meget stor betydning for den enkelte og for fællesskabet både på kort og længere sigt. Hvad der sker til en fødselsdag på det sociale felt, kommer også ind i klasseværelset og kan være langt mere skelsættende end to ugers skolegang. Forstå mig ret - et barn kan jo have særdeles gode grunde til at misse en fødselsdag, og i den forstand er det selvfølgelig ikke liv eller død. Men den fødselsdag, som Sofie ikke kommer til, KAN være den, hvor slyngveninden kaster sin venindekærlighed på en anden, og den fødselsdag, hvor halvdelen af klassen udebliver, fordi de ikke kan lide fødselaren, glemmer han ikke foreløbig. Og det sætter altså tydeligere aftryk på klassens sociale "landkort" og kan af den enkelte opleves som havende langt større konsekvenser end to ugers sygdomsfravær fra skolen. 

At acceptere sit barns modvilje mod at deltage allerede i 0. og ikke lægge synderligt pres på, er en lille åbning for, at det også fremover er legalt at vælge til og fra. Den ville jeg til enhver tid forsøge at holde lukket. Desuden ville jeg frygteligt gerne give mit barn den oplevelse med, at Søren faktisk var sød og sjov til sin fødselsdag - og ikke kun er ham, der driller og slår. 

Man kan jo ikke slippe godt afsted med at bære en modvillig 6-årig ind til en fødselsdag og bare parkere ham dér i den tilstand, så decideret tvang er der næppe nogen, der går ind for. 

Som lærer kan jeg love for, at arrangementer i klassen uden for skoletiden har endog meget stor betydning for den enkelte og for fællesskabet både på kort og længere sigt. Hvad der sker til en fødselsdag på det sociale felt, kommer også ind i klasseværelset og kan være langt mere skelsættende end to ugers skolegang. Forstå mig ret - et barn kan jo have særdeles gode grunde til at misse en fødselsdag, og i den forstand er det selvfølgelig ikke liv eller død. Men den fødselsdag, som Sofie ikke kommer til, KAN være den, hvor slyngveninden kaster sin venindekærlighed på en anden, og den fødselsdag, hvor halvdelen af klassen udebliver, fordi de ikke kan lide fødselaren, glemmer han ikke foreløbig. Og det sætter altså tydeligere aftryk på klassens sociale "landkort" og kan af den enkelte opleves som havende langt større konsekvenser end to ugers sygdomsfravær fra skolen. 

At acceptere sit barns modvilje mod at deltage allerede i 0. og ikke lægge synderligt pres på, er en lille åbning for, at det også fremover er legalt at vælge til og fra. Den ville jeg til enhver tid forsøge at holde lukket. Desuden ville jeg frygteligt gerne give mit barn den oplevelse med, at Søren faktisk var sød og sjov til sin fødselsdag - og ikke kun er ham, der driller og slår. 

Jeg er stor tilhænger af at deltage i aktiviteter uden om klassen. Jeg går til mødre-brunch, vi deltager i klippe-klistre dage, legegrupper og fødselsdage og alle mulige andre ting. Jeg er aktiv på forældre intra og i klassens forældre-FB gruppe, så det har intet at gøre med ikke at ville deltage i noget, eller at prioritere.

Jeg vil til enhver tid mene, at det er vigtigt at deltage i fødselsdagen, men hvis jeg igennem flere uger, ikke har kunnet overtale eller lokke min 6 årige - i øvrigt meget modne og fornuftige datter - til at se noget som helst positivt i en fødselsdag, ville jeg ikke skælde ud og tvinge hende til at gå. Hvis hun igennem så lang tid, og alle mine forskellige argumenter, har holdt fast i, at hun ikke ønsker at tage afsted, så er det noget, der betyder virkeligt meget for hende.

Jeg ønsker at lære hende at lytte, respektere andre og vise empati og rummelighed, men det kan jeg jo ikke samtidigt gøre, hvis jeg totalt tilsidesætter hendes ønsker/meninger og holdninger med begrundelsen at "mor ved bedst". Det er ikke anderledes end når man mand råber af vores yngste, at hun skal holde op med at råbe, og så undrer sig over at det ikke virker....

Problemer med børn der slår, driller osv., skal ikke løses ved hjælp af fødselsdage, men fælles i klassen og forældregruppen ved hjælp af dialog, samarbejde og fx legeaftaler/legegrupper.

Havde jeg stået i TS' situation med min datter, havde jeg nok foreslået hende at vi lavede noget hun VIRKELIGT gerne ville, som fx legeland (inden fødselsdagen), og så prøvede at invitere drengen med, og se om de ikke ville kunne komme lidt nærmere, og få nogle gode timer sammen, og på den måde få hende til at ændre mening.

"Ved du hvad min skat, skulle vi ikke invitere X med i legeland på søndag - det kunne jo være at han faktisk var meget skæg at være sammen med?"

Jeg husker stadig her mere end 20 år efter hvordan det var i 2. klasse at blive sorteret fra.

Børn i den alder skal hjælpes til at være sammen, de kan ikke selv overskue sociale relationer til bunds.

Jeg ville tage med mit barn, og prøve at hjælpe med at relationen blev bedre..

Mor og meget mere skriver:

I mine børns klasser er to til fire fødselarer ofte gået sammen om at holde det. Vi har haft en god fornemmelse for, hvilke forældre, der måske ikke havde fysisk rum eller overskud, og uden at synliggøre det har vi fået det til at flaske sig sådan, at deres børn (og de selv) også var med til at holde fødselsdag. 

Mht. bare at invitere fx tre, så har jeg som lærer flere gange set de her fire-fem mest ombejlede drenge eller piger forlade skolen arm i arm, mens alle har vidst, at nu skulle de holde den enes fødselsdag - og der var altid nogen, der stod på sidelinjen og tydeligvis gerne ville have været med, måske TROEDE, de var "inde i varmen", og hvis skuffelse ikke var til at overse. Og dem, der aldrig var en del af et tre- eller firekløver. Hvis den kultur breder sig i en klasse, er der nogen, der aldrig kommer til fødselsdag. Det sker tit i de ældste klasser, hvor forældrene ofte lader det være mere op til deres teenagebørn selv at bestemme - men det er altså heller ikke fedt at blive fravalgt konsekvent som 13-årig. 

Selvfølgelig er der undtagelser - jeg var klasselærer for en dreng med infantil autisme, som slet ikke kunne rumme fødselsdage med mere end to-tre gæster, og det var alle forstående overfor, så han holdt kun for få og deltog så heller ikke til andres, store fødselsdage. Men generelt skal man efter min mening huske at tænke på, at kabalen i en klasse sjældent går sådan op, at alle "nok" bliver inviteret med en eller flere gange i løbet af året. Nogen er med hver gang, andre aldrig nogensinde. Og der mener jeg, vi som forældre har et ansvar også for "de uønskede". Det er SÅ tydeligt, også selvom invitationer klares i fritiden, at nu skal X holde fødselsdag for Y og Z og Q - ALLE ved det. 

Hvor er jeg enig med dig. Du lyder som en dejlig lærer

OG selvfølgelig skal en dreng med autisme, der ikke kan rumme mere end 2-3 gæster have lov at holde sin fødselsdag på den måde, det er bedst for ham.