At få børn, når man er psykisk syg

Jeg har en borderline diagnose og er førtidspensionist. Jeg har 3 fantastiske børn som stortrives. Har haft kommunen inde over alle 3 gange jeg fødte da de lige skulle sikre sig at jeg kunne klare det og det kan jeg, de har aldrig haft en finger at sætte på noget. Men al min energi og overskud går også til mine børn da jeg ikke har et pres fra arbejdslivet på mig. Sover altid et par timer når de er afsted i vs, bh og skole og ordner alt praktisk så jeg er ovenpå når de kommer hjem. Og så har jeg nogle fantastiske forældre der har dem til overnatning en gang om ugen.

Anonym skriver:

Hvorfor sætte børn i verden, hvis man ved, at man fejler noget?

Min veninde lider af depression, men har på trods af dette valgt at blive gravid. Jeg synes, det er så egoistisk!

Altså mht. børn og paykisk sygdom - så synes jeg det kommer an på hvilken psykisk sygdom der er tale om, i hvilken grad, hvordan den påvirker personen osv. 

Mht. en depression (ikke kronisk) så synes jeg det er et underligt tidspunkt at vælge en graviditet. Jeg vil mene man burde bruge energien på at finde frem til roden af depressionen osv. før man vælger at sætte er lille menneske i verden.

bøllen skriver:

Er man psykisk syg hvis man har en depression ?

Depression kan ramme alle på et eller andet tidspunkt i livet, med den rette behandling får man det jo bedre. Så kan ikke se det skulle være til hindring for at få børn . Og uden at have en masse kendskab til psykisk sygdomme tænker jeg da , at man stadigvæk kan være gode forældre på trods , med den rette hjælp & støtte . 

Ja, det er man da.  Det er en sygdom der rammer psyken og som i mange tilfælde udspringer af psyken

alenemor42 skriver:

Om du er psykisk syg eller ej får man vel børn af samme grund og ønsker børn af samme grund. 

Spørgsmålet viser bare hvor stigmatiseret man er som psykisk syg. Men her er tale om en depression  ... som ikke er en psykisk sygdom

Selvfølgelig er en depression en psykisk sygdom. Den udspringer ofte  af psyken og påvirker i alle tilfælde psyken. 

Jeg tror problemet opstår i, at mange forveksler udtrykket "psykisk syg" med svære psykiske lidelser som eksempelvis paranoid skizofreni. Men jo. Depression er så absolut en psykisk sygdom

Jeg tænker det samme, når jeg hører om mennesker med kræft, der vælger at blive gravide eller gennemføre en graviditet. Eller folk, der er helbredt. Hvorfor sætte børn i verden, man ved har større risiko end andre børn for at miste en forælder?

Det er helt, helt fordomsfuldt, for jeg har selv en søn og jeg er psykisk syg.

Kan det tænkes, at psykisk syge er lige så forskellige som andre mennesker? Nogle er gode, velegnede, kærlige forældre andre klarer opgaven mindre godt, præcis som det er tilfælde med andre mennesker.

Jeg havde forældre, der aldrig har fået nogen diagnoser og min familie virkede helt sikkert kernefamilieagtigt, set ude fra, men jeg er psykisk syg. Min søn har en psykisk syg mor, men trives, er glad og har aldrig vist tegn på nogen diagnose eller mistrivsel.

MorTil3+ skriver:

Jeg har en borderline diagnose og er førtidspensionist. Jeg har 3 fantastiske børn som stortrives. Har haft kommunen inde over alle 3 gange jeg fødte da de lige skulle sikre sig at jeg kunne klare det og det kan jeg, de har aldrig haft en finger at sætte på noget. Men al min energi og overskud går også til mine børn da jeg ikke har et pres fra arbejdslivet på mig. Sover altid et par timer når de er afsted i vs, bh og skole og ordner alt praktisk så jeg er ovenpå når de kommer hjem. Og så har jeg nogle fantastiske forældre der har dem til overnatning en gang om ugen.

Sådan er det også her. Jeg lider af socialfobi, generaliseret angst og depression. Jeg har ikke været under opsyn eller haft ekstra møder, for de har  aldrig været i tvivl om, at jeg ville kunne klare det.

De har heller  aldrig kunne sætte en finger på noget mht. min datter, eller hvordan vi gør. Hun stortrives, og udvikler sig som hun skal.

Det er særligt vigtigt for mig, at hun ikke lider under min psykiske tilstand. Jeg er meget bevist om det, og jeg arbejder utroligt meget med det. (går blandt andet til behandling). 

Til TS:

Derfor kan jeg godt blive irriteret, når jeg læser sådan et indlæg, netop fordi tingene ikke er sort/hvid. Det er SÅ forskelligt, hvordan folk er, når de har noget psykisk, og det handler også om graden af den psykiske sygdom. 

Jeg tror faktisk, at mange vil blive overrasket over, hvor MANGE der bøvler med psyken, og alligevel har fået børn, og alligevel klarer det! 

Jeg har (kompleks) ptsd. 

Jeg har haft en GRIM opvækst og har men heraf, men jeg er ikke et dårligt menneske eller et sygt menneske, jeg er et menneske der er ekstremt bevist om egne grænser og indvirkninger på andre menensker. 

Jeg er et menneske med meget empati for jeg ved hvordan det modsatte føles. 

Jeg er hjemmegående fordi jeg ikke kan klarer forventningerne og kravene på et job, jeg blir hurtig forskrækket og angst når jeg er uden for min komfort zone. 

Jeg har 2 børn, jeg forguder dem, jeg har aldrig været bleg for at sige til og fra, jeg er frivillig i forældre rådet i børnehaven, bager fast kage til forældre kaffe. 

Jeg er frivillig i rideklubben hvor jeg strigler, sadler op og trækker rundt med skønne børn. 

Og ved du hvorfor jeg kan det? Fordi jeg er i min komfort zone, fordi jeg er tryk og fordi jeg ikke har presset fra jobbet og andre mennesket, kun kærlighed og tilvalg

alenemor42 skriver:

Så folk med problemer af fysisk og psykisk karakter skal ikke få børn ? For det er jo det du siger der.

 

Nej det er ikke det jeg skriver.  Lad være med at piske en stemning op bare fordi du ikke er enig. Jeg skriver at kan man ikke varetage et job og vel og mærke  ingen Job er den hårde belastning man er udsat for under f.eks graviditet  jo ikke optimal plus at har man smerte osv kan man altså ikke bare sætte barnet på standby til man har overskuddet igen. Kan man ikke klare 6 timer på job hvordan kan man så klare  24 timer som  forældre? Og når man har et barn  I pleje pga man ikke magter opgaven så hjælper det næppe at få et nyt barn. 

Anonym skriver:

Nej det er ikke det jeg skriver.  Lad være med at piske en stemning op bare fordi du ikke er enig. Jeg skriver at kan man ikke varetage et job og vel og mærke  ingen Job er den hårde belastning man er udsat for under f.eks graviditet  jo ikke optimal plus at har man smerte osv kan man altså ikke bare sætte barnet på standby til man har overskuddet igen. Kan man ikke klare 6 timer på job hvordan kan man så klare  24 timer som  forældre? Og når man har et barn  I pleje pga man ikke magter opgaven så hjælper det næppe at få et nyt barn. 

Jeg klarer forældre rollen fint på trods af jeg ikke kan varetage et job. Læs gerne mit indlæg længere oppe