At få børn, når man er psykisk syg

Anonym skriver:

Nej det er ikke det jeg skriver.  Lad være med at piske en stemning op bare fordi du ikke er enig. Jeg skriver at kan man ikke varetage et job og vel og mærke  ingen Job er den hårde belastning man er udsat for under f.eks graviditet  jo ikke optimal plus at har man smerte osv kan man altså ikke bare sætte barnet på standby til man har overskuddet igen. Kan man ikke klare 6 timer på job hvordan kan man så klare  24 timer som  forældre? Og når man har et barn  I pleje pga man ikke magter opgaven så hjælper det næppe at få et nyt barn. 

Piske en stemning op ?

Og jo det er lidt det du siger...

Man kan på ingen måde sammenligne et arbejde med at få et barn.

alenemor42 skriver:

Piske en stemning op ?

Og jo det er lidt det du siger...

Man kan på ingen måde sammenligne et arbejde med at få et barn.

Så du mener at selv om man er så plaget af smerter at man er afhængig af smertestillende medicin og ingen overskud bare kan få etbarn . Hvem skal så tage sig af det barn når man har en dag hvor man intet kan? Og det må man gå udfrs er vilkårene når man ikke kan arbejde for ellers ville man vil arbejde? Og hvis man ikke magter sit barn så er der stadig helt ok bare at få et nyt? Men en ting vil jeg give dig ret i . Det kan ikke sidestilles med job at få et barn . Er job er 7-8 timer 5 dage om ugen er barn er 24/7/365

Anonym skriver:

Jeg klarer forældre rollen fint på trods af jeg ikke kan varetage et job. Læs gerne mit indlæg længere oppe

Men den dag dine børn har brug for at du forlader din comfort zone og træder ud i verden for at hjælpe den eller bare fordi det bliver nødvendigt. Hvad gør du så ?

Anonym skriver:

Men den dag dine børn har brug for at du forlader din comfort zone og træder ud i verden for at hjælpe den eller bare fordi det bliver nødvendigt. Hvad gør du så ?

Jeg træder ud og hjælper mine børn konstant, fordi Børnene og familien er min komfort zone så her er det uforsigelige ikke er problem netop fordi jeg er tryg og kan tage hensyn til mig selv i løbet af dagen. så har jeg heldigvis og en super mand og far til mine børn  

Men den dag dine børn har brug for at du forlader din comfort zone og træder ud i verden for at hjælpe den eller bare fordi det bliver nødvendigt. Hvad gør du så ?

Og så ved jeg ikke rigtig hvad du mener med at træde  ud i verden? Jeg lever jo ikke i en bobbel. 

Da jeg fik en fødselsdepression efter den 1. var min mand og jeg klare på, at vi ikke skulle have flere før den var "væk". 

Selv da jeg blev kraftig medicineret var den ikke helt væk. Bare gemt væk i baghovedet og havde en tendens til at titte frem hvis jeg blev kraftig træt eller stresset.

Jeg var til psykiater for at få noget rigtigt da min læge ikke kunne give mig den korrekte dosis eller den rigtige medicin. Men alligevel havde jeg kraftig bivirkninger såsom hedeture, træthed og mangel på sexlyst. 

Jeg havde på det tidspunkt en 1½ årig og hun led under det. Så derfor var vi enige om, at hvis ikke jeg kunne komme af med den, så skulle vi ikke have et barn mere. 

Anonym skriver:

Så du mener at selv om man er så plaget af smerter at man er afhængig af smertestillende medicin og ingen overskud bare kan få etbarn . Hvem skal så tage sig af det barn når man har en dag hvor man intet kan? Og det må man gå udfrs er vilkårene når man ikke kan arbejde for ellers ville man vil arbejde? Og hvis man ikke magter sit barn så er der stadig helt ok bare at få et nyt? Men en ting vil jeg give dig ret i . Det kan ikke sidestilles med job at få et barn . Er job er 7-8 timer 5 dage om ugen er barn er 24/7/365

Vil du mene at den eneste forskel på et job og det at have et barn kun er timetallet? Jeg er ikke syg hverken psykisk eller fysisk, men jeg vil da til enhver tid synes det er nemmere at gå hjemme og være mor end at arbejde. Helt banalt er man jo 100 procent sig selv hjemme, man kan sådan set gøre de ting man vil og kan. På et arbejde er der et pres, et helt andet pres end det man vil opleve hjemme i sin familie. Og ja nogle der har en psykisk lidelse vil nemt kunne klare sine børn men vil gå ned ved at arbejde. Og det handler ikke om at man vælger enten børn eller arbejde. Disse mennesker ville gå helt ned ved at arbejde selvom de ingen børn havde. Nogle får det så dårligt at når de har fri sover de i døgndrift. Det er jo rimeligt? Men de kan klare deres børn, fordi det er jo nogle helt andre forudsætninger, selvom det også kan byde på noget uventet. Psykisk sygdom er jo for pokker ikke ens hele vejen rundt. Nogle kan ikke tåle det uforudsigelige og ja de kunne måske få det svært med børn. Andre kan og der er det nogle helt andre faktorer der er i spi

Tja. Man skal nok lade forældrene selv om at dømme om de vil kunne klare det eller ej. (Jaa ja, der findes også folk der ikke kender egne begrænsninger men de findes også uden psykiske diagnoser) 

min veninde er diagnosticeret skizofren og har tendens til depression. Hun var førtidspensioneret. Så fik hun barn, og nu er hun ude af sin førtidspension og læser på uni.. Hendes sygdom er blevet 10x mindre markant i hendes hverdag og hun har ikke længere brug for den stærke medicin hun tog på daglig basis førhen. Så tja, livet kan jo tage mange drejninger. 

Anonym skriver:

Så du mener at selv om man er så plaget af smerter at man er afhængig af smertestillende medicin og ingen overskud bare kan få etbarn . Hvem skal så tage sig af det barn når man har en dag hvor man intet kan? Og det må man gå udfrs er vilkårene når man ikke kan arbejde for ellers ville man vil arbejde? Og hvis man ikke magter sit barn så er der stadig helt ok bare at få et nyt? Men en ting vil jeg give dig ret i . Det kan ikke sidestilles med job at få et barn . Er job er 7-8 timer 5 dage om ugen er barn er 24/7/365

Så helt groft sat op mener du, at hvis man har en psykisk eller fysisk sygdom, skal man vælge at dedikere sit liv til et job og bruge alt, hvad man har (eller ikke har) af overskud til at hænge i med neglene der - og hvis det er umuligt, skal man vælge børn fra? 

På mit job er det ikke en mulighed at trække mig til side og tage et break undervejs. Min mand, min mor og mit øvrige netværk kan ikke træde til og overtage min funktion, hvis jeg får brug for det. Jeg er ikke bare "mig" - det er ikke nok, at jeg bare er til stede som privatpersonen; jeg skal yde en professionel indsats og være "på" konstant. 

På hjemmebane kan jeg selv være med til at strukturere min dag. Jeg kan vælge at udskyde indkøb eller huslige gøremål til senere, hvis mine børn kræver mig her og nu, eller jeg ikke magter det i dag. Er jeg ude af stand til at være der for børnene, har jeg en mand og en mor, bl.a., der kan overtage. Mine børn oplever mig i alle mine afskygninger - også træt eller ked af det og uden overskud. Jeg er netop på hjemmebane. 

Nu er mine børn godt nok store, men da de var så små, at de havde POTENTIELT brug for mig 24 timer i døgnet - potentielt, for de sov altså også indimellem - måtte de tage mig, som jeg var, også i søvndrukken zombietilstand eller på grænsen til en tudetur. Og det var ét år ud af deres barndomsår, at jeg var "på" døgnet rundt - derefter var de i dagpleje/institution en del af dagen. 

Hvis man vitterligt oplever, at man hvert eneste døgn af sit "moderliv" er på med samme styrke og spændt lige så hårdt for som på en arbejdsplads - så må der være helt særlige forhold på hjemmefronten, der gør sig gældende. 

Zelinasmor skriver:

Jeg har en psykisk lidelse og gør mit job som mor ligeså godt som alle andre! Det påvirker ikke min datter at jeg desværre har en kronisk lidelse. 

Skal vi så også spørge: hvorfor får tykke mennesker børn? Det kan være skadeligt. Hvorfor får undervægtige børn? Det kan være skadeligt. Hvorfor får man børn hvis de fleste i ens familie har kræft og man derfor ved at risikoen er høj for at barnet også bliver ramt en dag? Stop dig selv. Du har ingen ret til at dømme andre mennesker på den måde. Desuden er en depression ikke kronisk så læs lidt på lektien før du udtaler dig 

Jeg læser ts indlæg som om vedkommende har en depression pt. Og hvis det kan behandles, så synes jeg ærligt talt også det er dumt at blive gravid og ikke lige vente til den nuværende depression er behandlet. Synes det er en helt anden diskussion om hun så har tendens til depression senere, for det kan alle jo blive ramt af, så der synes jeg ikke man kan klandre nogen for ikke at tage hensyn til.