At få børn, når man er psykisk syg

Zelinasmor skriver:

Jeg har en psykisk lidelse og gør mit job som mor ligeså godt som alle andre! Det påvirker ikke min datter at jeg desværre har en kronisk lidelse. 

Skal vi så også spørge: hvorfor får tykke mennesker børn? Det kan være skadeligt. Hvorfor får undervægtige børn? Det kan være skadeligt. Hvorfor får man børn hvis de fleste i ens familie har kræft og man derfor ved at risikoen er høj for at barnet også bliver ramt en dag? Stop dig selv. Du har ingen ret til at dømme andre mennesker på den måde. Desuden er en depression ikke kronisk så læs lidt på lektien før du udtaler dig 

Det er lidt uheldig at komme med en kommentar som "læs lidt på lektien" i kølvandet af at have skrevet noget faktuelt forkert. Det er korrekt, at ikke alle depressioner er kroniske. Men det er faktuelt forkert at sige, at depression generelt ikke er en kronisk tilstand. Der er skam en separat diagnose, der hedder kronisk depression, og som typisk behandles med andre former for psykoterapi end gør sig tilfældet for 'depressive episoder', som korrekt nok er af tidsbegrænset varighed. 

Jeg synes, at spørgsmålet er vigtigt og relevant i de tilfælde hvor der er tale om en eksempelvis kronisk deprimeret patient, for hvem hverdagen er en udfordring, eller for en svært deprimeret patient men ingen umiddelbar udsigt til bedring. Det må være en forudsætning for at få børn, at kan kan tage vare på sig selv først (i forhold til at nogle deprimerede patienter end ikke kan stå ud af sengen om morgenen eller varetage almindelig personlig hygiejne). Og der er naturligvis tilfælde, hvor det er muligt selv med en depression

Anonym skriver:

Hvorfor sætte børn i verden, hvis man ved, at man fejler noget?

Min veninde lider af depression, men har på trods af dette valgt at blive gravid. Jeg synes, det er så egoistisk!

Jeg er helt enig. I min optik sætter man ikke børn i verden når man er psykisk syg. 

Jeg er plejemor til et barn, født af en psykisk syg mor (far er heller velfungerende) og anbragt fra fødslen. Barnet er i risikogruppe for at udvikle psykisk sygdom, selvom det får den bedst tænkelige opvækst hos os. 

Nu er moren gravid igen, planlagt, og jeg undres! Godt nok er der en anden far, men han har også en diagnose. Jeg kan godt forstå, man gerne vil opleve et barn, man får lov til at beholde og forældrene vil gå alt for at samarbejde og modtage hjælp, men alene det faktum, at barnet er risiko for samme psykisk sygdom får mig til at sige, at forældrene er egoistiske. Risikoen er 50 %!!! Jeg har ikke selv fundet det på, men fik denne information fra en bekendt, som er en anerkendt professor i psykiatri.  

Det er et vanskelig emne så der er mange grader. Har selv ét familiemedlem med et barn i pleje en bordeline diagnose og alligevel planlægger hun barn. Har også en veninde med kronisk rygproblemer det gør at hun aldrig kommer i arbejde  og vil have et barn. Der  stiller jeg mig uforstående. For hvordan i alverden kan man  mene at man kan klare den store belastning en graviditet og barn er hvis man i forvejen har så store problematiker at man ikke kan klare noget som helst arbejde. 

Anonym skriver:

Jeg er helt enig. I min optik sætter man ikke børn i verden når man er psykisk syg. 

Jeg er plejemor til et barn, født af en psykisk syg mor (far er heller velfungerende) og anbragt fra fødslen. Barnet er i risikogruppe for at udvikle psykisk sygdom, selvom det får den bedst tænkelige opvækst hos os. 

Nu er moren gravid igen, planlagt, og jeg undres! Godt nok er der en anden far, men han har også en diagnose. Jeg kan godt forstå, man gerne vil opleve et barn, man får lov til at beholde og forældrene vil gå alt for at samarbejde og modtage hjælp, men alene det faktum, at barnet er risiko for samme psykisk sygdom får mig til at sige, at forældrene er egoistiske. Risikoen er 50 %!!! Jeg har ikke selv fundet det på, men fik denne information fra en bekendt, som er en anerkendt professor i psykiatri.  

 

Det er kun nogle psykiske sygdomme der kan være arvelige langt fra alle er det.

alenemor42 skriver:

Det er kun nogle psykiske sygdomme der kan være arvelige langt fra alle er det.

 

Denne sygdom ER arvelig og risikoen er 50 % når begge forældre lider af denne sygdom. 

Vores håb er, at vores plejebarn vil blive er stærkt og velfungerende individ, som vil kunne klare at have en psykisk sygdom, hvis den dukker op i teenagealderen. 

Hvis du er bekymret for din veninde gør du nok mere godt ved at stille op for hende som ven end ved at diskutere hende på et internetforum...

Om du er psykisk syg eller ej får man vel børn af samme grund og ønsker børn af samme grund. 

Spørgsmålet viser bare hvor stigmatiseret man er som psykisk syg. Men her er tale om en depression  ... som ikke er en psykisk sygdom

Sorry, men jeg synes det er et vildt unuanceret syn på sagen.

Jeg har rigtig mange venner med diagnoser af den ene eller den anden art. Det handler ikke om stigma, men om at forholde sig til realiteterne. Det er heller ikke ansvarligt at en junkie får børn, eller at en terminal kræftsyg får børn o.s.v. På samme måde vil der være nogle tilfælde af psykisk lidende (og herunder vil jeg også regne f.eks svært eller kronisk depressive) hvor det heller ikke er ansvarligt. Det kan vi vel godt snakke om uden at alle der har haft en depression går totalt på bagbenene og føler sig angrebet (eller nej, åbenbart ikke)? (og ja - jeg gentager - TS formulerer sig kluntet i startindlægget, men det gør ikke diskussionen irrelevant)

Og nej, der er ikke kun tale om depression, overskriften siger "psykisk syg" og en beskrivelse i første indlæg er "fejler noget". Jeg vælger at vurdere spørgsmålet ud fra generaliseringen og ikke ud fra den enkelte veninde, da det er mindre interessant.

Anonym skriver:

Det er et vanskelig emne så der er mange grader. Har selv ét familiemedlem med et barn i pleje en bordeline diagnose og alligevel planlægger hun barn. Har også en veninde med kronisk rygproblemer det gør at hun aldrig kommer i arbejde  og vil have et barn. Der  stiller jeg mig uforstående. For hvordan i alverden kan man  mene at man kan klare den store belastning en graviditet og barn er hvis man i forvejen har så store problematiker at man ikke kan klare noget som helst arbejde. 

Så folk med problemer af fysisk og psykisk karakter skal ikke få børn ? For det er jo det du siger der.

Anonym skriver:

Det er et vanskelig emne så der er mange grader. Har selv ét familiemedlem med et barn i pleje en bordeline diagnose og alligevel planlægger hun barn. Har også en veninde med kronisk rygproblemer det gør at hun aldrig kommer i arbejde  og vil have et barn. Der  stiller jeg mig uforstående. For hvordan i alverden kan man  mene at man kan klare den store belastning en graviditet og barn er hvis man i forvejen har så store problematiker at man ikke kan klare noget som helst arbejde. 

Jeg forstår tildels dit synspunkt. 

Da min manio depressive veninde fortalte hun skulle have barn havde jeg samme tanker. Hvordan kan hun det når hun ikke kan arbejde?

Hun havde et rigtig godt netværk omkring sig og hun har klaret det super godt. 

Jeg lærte i hvert fald at jeg ikke skulle være så dømmende. Hun voksede enormt med opgaven og er en super god mor trods de udfordringer hun har haft. 

Anonym skriver:

Hvorfor sætte børn i verden, hvis man ved, at man fejler noget?

Min veninde lider af depression, men har på trods af dette valgt at blive gravid. Jeg synes, det er så egoistisk!

For nogle kan en graviditet og barn vende hele bøtten... Jeg har været igennem flere diagnoser, maniodepressiv, skizofren, depressiv, borderline, jeg havde et misbrug af hash og et forbrug af amfetamin, der nok havde eskaleret til et decideret misbrug, hvis ikke jeg var blevet gravid. Jeg har ikke rørt nogen af delene siden jeg blev gravid for 6 år siden, ligeledes er mine diagnoser frafaldet og jeg er helt uden støtte og 'opsyn'. Mine nærmeste var helt sikkert også bekymrede for hvordan det ville gå, men jeg bad selv om støtte, det viste sig bare at jeg ikke havde brug for den... Nu er jeg ikke psykisk syg, jeg er ikke misbruger... Jeg er bare mor