At få børn, når man er psykisk syg

Saphiira skriver:

hvorfor? Fordi vi kan være lige så gode mødre som alle andre! 

Ja, jeg har to diagnoser og har tendens til depression, men jeg klare rollen som mor ligesom alle andre. Jeg har bare andre udfordringer end andre har. 

Min datter lider IKKE under det! Du forstår tydeligvis ikke sygdommen

men kan forstå hvis det virkelig vil påvirke ens rolle som mor, så skal det overvejes grundigt. 

Min moster er maniodepressiv, så jeg forstår udmærket sygdommen.

Jeg kan bare slet ikke forstå, hvorfor man synes, det er en god idé at få børn, hvis man selv har det dårligt.

Anonym skriver:

Min moster er maniodepressiv, så jeg forstår udmærket sygdommen.

Jeg kan bare slet ikke forstå, hvorfor man synes, det er en god idé at få børn, hvis man selv har det dårligt.

Hvordan oplever du hun er mht depression? Virker hun som om hun intet kan overskue/ikke har lyst til noget som helst. Noget der gør du tror hun ikke ville kunne magte rollen som mor? Synes det er rigtig ærgerligt hvis hun vitterligt ikke ville magte rollen som mor....

Hvorfor sætte børn i verden, hvis man ved, at man fejler noget?

Min veninde lider af depression, men har på trods af dette valgt at blive gravid. Jeg synes, det er så egoistisk!

Det er noget af et minefelt at bevæge sig ind i, at sætte spørgsmålstegn ved folks ret til at få børn.

Nu kan depression jo udarte sig på rigtig mange forskellige måder, fra det meget milde til det meget alvorlige.

Masser af mennesker med depressioner er fuld ud i stand til at være gode, ansvarsfulde forældre, også selvom livet tager et dyk engang imellem. Verden er ikke perfekt, mennesker er ikke perfekte, og det behøver forældre altså heller ikke at være.

Men ja - jeg mener helt klart også at der er en gruppe mennesker med sindslidelser af en art der gør det uansvarligt af dem at sætte børn til verden.

Min eks' far led af gentagne, alvorlige depressioner. Var inde og ude af lukkede afdelinger hele eksens opvækst. Og endte med at hænge sig selv i deres kælder. Det var min eks der fandt ham.

Det er vist ikke nødvendigt at sige at det er et livslangt traume som aldrig forsvinder (ikke bare selvmordet, men hele opvæksten), og som har farvet min eks' grundlæggende personlighed og skabt alvorlige issues.

Jeg har også en bekendt som er vokset op med en psykotisk mor i et totalt kaotisk hjem. Hun har selv udviklet paranoide psykoser i en virkelig heftig grad, og har efter to aborter nu valgt at beholde barnet i tredje omgang. Barnet er cirka 3 mdr. nu og det går godt. Men det tvivler jeg på at det bliver ved med. Vi taler om en person som har lidt af seriøse vrangforestillinger hele sit voksne liv. De forsvinder ikke ved et trylleslag bare fordi man ønsker det.

Specielt i det andet tilfælde vil jeg sige at det var en person som absolut ikke skulle have haft et barn og som kun valgte at få det ud fra egoistiske årsager.

Det her er bare to eksempler, og dem findes der mange flere af, i forskellige grader.

Der kommer - nogle gange - sørgerlige skæbner ud af at sindslidende vælger at få børn. Og ofte ikke.

I mange tilfælde tror jeg at det er meget meget svært at fravælge ønsket om et barn fordi man ved at man har nogle issues. For det er jo nærmest umuligt at vide hvordan fremtiden vil blive, hvordan man vil udvikle sig i sin nye rolle som forælder o.s.v. De fleste mennesker vælger jo at se en version af sandheden som passer bedst med det de selv ønsker sig - og selvom det ikke altid er den mest ansvarlige tilgang, er det i hvert fald forståeligt.

Næ det er alligevel det dummeste spørgsmål jeg har set længe ...

Hvorfor synes du det? Det er upræcist formuleret, men den underliggende mening kan man da godt diskutere alligevel.

Anonym skriver:

Hvorfor sætte børn i verden, hvis man ved, at man fejler noget?

Min veninde lider af depression, men har på trods af dette valgt at blive gravid. Jeg synes, det er så egoistisk!

Fordi en depression ik gør dig til en.dårlig mor og du ved ikke 100% hvordan hendes hverdag er. 

Hvorfor ikke snakke med hende i stedet for at dømme hende? 

Anonym skriver:

Min moster er maniodepressiv, så jeg forstår udmærket sygdommen.

Jeg kan bare slet ikke forstå, hvorfor man synes, det er en god idé at få børn, hvis man selv har det dårligt.

Ingen er ens bare fordi man begge har det samme. 

Jeg har det selv.

Hvis man kan klare en hver dag, så hvorfor ikke? 

Hvad så med migræne, folk i kørestole, kroniske smerter....

Anonym skriver:

Hvorfor sætte børn i verden, hvis man ved, at man fejler noget?

Min veninde lider af depression, men har på trods af dette valgt at blive gravid. Jeg synes, det er så egoistisk!

Man kan sagtens have en depression (behandlet) og stadig være en god mor. Uden behandling kan det være problematisk at have overskud, energi etc. 

Mange lever upåklageligt med en depression og er forældre

Anonym skriver:

Min moster er maniodepressiv, så jeg forstår udmærket sygdommen.

Jeg kan bare slet ikke forstå, hvorfor man synes, det er en god idé at få børn, hvis man selv har det dårligt.

Nu skal du huske, at sindslidelser er forskellig fra person til person. 

Jeg har som sagt to lidelser, og jeg fungerer alligevel med skole og barn. Så bare fordi man har en sindslidelse betyder det ikke, at man ikke kan have et normalt liv og fungere normalt. Ville du så mene, at jeg skulle have valgt min datter fra? 

Jeg har bare nogle andre udfordringer, men jeg overlever og min datter trives som hun skal. 

Jeg synes, du burde snakke med din veninde om hendes sygdom. Så ville du måske få mere indsigt i det  

og ja, der findes også folk med psykisk sygdom, som ikke burde få børn ligesom der findes folk som intet fejler, men heller ikke burde få børn. 

modesty skriver:

Hvorfor synes du det? Det er upræcist formuleret, men den underliggende mening kan man da godt diskutere alligevel.

Om du er psykisk syg eller ej får man vel børn af samme grund og ønsker børn af samme grund. 

Spørgsmålet viser bare hvor stigmatiseret man er som psykisk syg. Men her er tale om en depression  ... som ikke er en psykisk sygdom

modesty skriver:

Det er noget af et minefelt at bevæge sig ind i, at sætte spørgsmålstegn ved folks ret til at få børn.

Nu kan depression jo udarte sig på rigtig mange forskellige måder, fra det meget milde til det meget alvorlige.

Masser af mennesker med depressioner er fuld ud i stand til at være gode, ansvarsfulde forældre, også selvom livet tager et dyk engang imellem. Verden er ikke perfekt, mennesker er ikke perfekte, og det behøver forældre altså heller ikke at være.

Men ja - jeg mener helt klart også at der er en gruppe mennesker med sindslidelser af en art der gør det uansvarligt af dem at sætte børn til verden.

Min eks' far led af gentagne, alvorlige depressioner. Var inde og ude af lukkede afdelinger hele eksens opvækst. Og endte med at hænge sig selv i deres kælder. Det var min eks der fandt ham.

Det er vist ikke nødvendigt at sige at det er et livslangt traume som aldrig forsvinder (ikke bare selvmordet, men hele opvæksten), og som har farvet min eks' grundlæggende personlighed og skabt alvorlige issues.

Jeg har også en bekendt som er vokset op med en psykotisk mor i et totalt kaotisk hjem. Hun har selv udviklet paranoide psykoser i en virkelig heftig grad, og har efter to aborter nu valgt at beholde barnet i tredje omgang. Barnet er cirka 3 mdr. nu og det går godt. Men det tvivler jeg på at det bliver ved med. Vi taler om en person som har lidt af seriøse vrangforestillinger hele sit voksne liv. De forsvinder ikke ved et trylleslag bare fordi man ønsker det.

Specielt i det andet tilfælde vil jeg sige at det var en person som absolut ikke skulle have haft et barn og som kun valgte at få det ud fra egoistiske årsager.

Det her er bare to eksempler, og dem findes der mange flere af, i forskellige grader.

Der kommer - nogle gange - sørgerlige skæbner ud af at sindslidende vælger at få børn. Og ofte ikke.

I mange tilfælde tror jeg at det er meget meget svært at fravælge ønsket om et barn fordi man ved at man har nogle issues. For det er jo nærmest umuligt at vide hvordan fremtiden vil blive, hvordan man vil udvikle sig i sin nye rolle som forælder o.s.v. De fleste mennesker vælger jo at se en version af sandheden som passer bedst med det de selv ønsker sig - og selvom det ikke altid er den mest ansvarlige tilgang, er det i hvert fald forståeligt.

Enig!

graden af depression er ret afgørende for, hvad man kan. Ikke alle burde få børn, man skal kunne passe på dem og sig selv. De dyk, man får under en depression som er velbehandlet er ikke meget anderledes end de "alm" dyk, "almindelige" mennesker får