Skal barnet selv falde i søvn?

MorDk skriver:

Jeg blev lige inspireret af en anden tråd...

Min søn fylder 5 år sidst i september. Han har aldrig selv faldet i søvn. Ej, det passer ikke... max 3 gange har han selv faldet i søvn i forbindelse med han blev passet. Men ellers har vi ligget ved ham til han faldt i søvn. Nogle måneder inden jeg havde termin med lillesøster prøvede vi at "lærer" ham at falde i søvn selv, men det gik slet slet ikke. Han har altid haft og har et enormt behov for tryghed. Vi besluttede derfor at blive ved ham. Nu tager det max 25 minutter inkl godnatlæsning at få ham til at sove. Og han elsker det. Vi elsker det. Vi har en tæthed og nærhed når vi ligger der i sengen sammen og læser, nusser og synger godnatsange. Det er det bedste for alle parter. Når vores familie, venner og bekendte rynker bryn siger vi bare at sådan har vi valgt at gøre det.

-Og spørgesmålet lyder så:

Skal barnet selv falde i søvn? Hvis ja hvorfor? 

 

Jeg synes ikke de SKAL, men vores søn er faldet i søvn selv siden han var 1 år.. Han er nu 2,5.. Der er aldrig problemer og han elsker at ligge i sin seng med sine bamser.. Han ligger tit længe og snakker til sine bamser, men det tror jeg er for at bearbejde alt der er sket den dag.. Han glæder sig til at komme i seng og sover bedst alene.. 

Jeg synes det er rigtigt svært at svare på. Jeg kan sagtens forstå hyggen og putten og det er ikke tiden det tager, der får mig til at tøve...

Min yngste har haft massive soveproblemer siden hun var helt lille (primært pga. sygdom) og jeg har i den forbindelse læst flere hyldemeter omkring børn og søvn osv. Samtidig lider jeg selv af søvnløshed og har gjort det hele livet (også som teenager), så det er et emne, der interesserer mig.

Fx er det at falde i søvn selv, en form for selvhypnose, og det er ikke noget børn pr. automatik kan, men noget de skal lære. De fleste af os tænker ikke over det - vi har lært det som børn, men mange forældre opdager det, når de får børn, der ikke kan.

Min yngste, der bliver 5 her lige om lidt, kan ikke, så vi snakker meget omkring, hvordan man falder i søvn, hvordan man får hovedet til at slappe så meget af, at den kan høre at kroppen er træt, osv. Dette er ikke fordi jeg ikke gider at bruge ½ time hver aften på at putte hende, men fordi jeg ser mener at det er en vigtig evne at lære.

Som forældre er det vores opgave at give vores børn de værktøjer, der er nødvendige for at de kan vokse op og blive glade, trygge og velfungerende unge mennesker. Det inkluderer, i min verden, at give dem værktøjer til alt fra ordentlig opførsel, over konflikthåndtering og sociale relationer, til at lære at falde i søvn selv.

Jeg kan ikke gennemskue, om der er nogle konsekvenser for barnet ved ikke at lære det forholdsvist tidligt, eller om barnet selv siger fra på et tidspunkt, eller om det overhovedet betyder noget i det lange løb, men jeg har ihvertfald valgt anderledes. Jeg ønsker ikke at min datter skal have de samme problemer med at falde i søvn, som jeg har kæmpet med hele livet, og derfor har jeg valgt at lære hende det.

Skouboe skriver:

Jeg synes det er rigtigt svært at svare på. Jeg kan sagtens forstå hyggen og putten og det er ikke tiden det tager, der får mig til at tøve...

Min yngste har haft massive soveproblemer siden hun var helt lille (primært pga. sygdom) og jeg har i den forbindelse læst flere hyldemeter omkring børn og søvn osv. Samtidig lider jeg selv af søvnløshed og har gjort det hele livet (også som teenager), så det er et emne, der interesserer mig.

Fx er det at falde i søvn selv, en form for selvhypnose, og det er ikke noget børn pr. automatik kan, men noget de skal lære. De fleste af os tænker ikke over det - vi har lært det som børn, men mange forældre opdager det, når de får børn, der ikke kan.

Min yngste, der bliver 5 her lige om lidt, kan ikke, så vi snakker meget omkring, hvordan man falder i søvn, hvordan man får hovedet til at slappe så meget af, at den kan høre at kroppen er træt, osv. Dette er ikke fordi jeg ikke gider at bruge ½ time hver aften på at putte hende, men fordi jeg ser mener at det er en vigtig evne at lære.

Som forældre er det vores opgave at give vores børn de værktøjer, der er nødvendige for at de kan vokse op og blive glade, trygge og velfungerende unge mennesker. Det inkluderer, i min verden, at give dem værktøjer til alt fra ordentlig opførsel, over konflikthåndtering og sociale relationer, til at lære at falde i søvn selv.

Jeg kan ikke gennemskue, om der er nogle konsekvenser for barnet ved ikke at lære det forholdsvist tidligt, eller om barnet selv siger fra på et tidspunkt, eller om det overhovedet betyder noget i det lange løb, men jeg har ihvertfald valgt anderledes. Jeg ønsker ikke at min datter skal have de samme problemer med at falde i søvn, som jeg har kæmpet med hele livet, og derfor har jeg valgt at lære hende det.

Jeg kan i hvert fald sige at jeg blev nusset i søvn op i en ret høj alder, og jeg har aldrig haft problemer med at falde i søvn selv.

Men jeg skal ikke kunne sige om der er et generelt mønster i den ene eller den anden retning. 

Mom skriver:

Hvorfor må børnene ikke lægge i forældrenes seng?

For det første synes jeg at det er en uvane (de har jo deres egen så hvorfor skal de lægge i forældrenes?) og for det andet så er det FORÆLDRENES seng og det eneste sted som er og bør være lidt helligt hvis man også ønsker at prioritere sit voksne forhold. De bedste forældre er dem som også prioriterer hinanden og har et godt forhold. Så synes ikke børn skal være i de voksnes seng.

SnartMorTil>4 skriver:

må sige jeg virkelig stod sådan  da jeg læste din søn er 5 og ikke sover selv! 

Det er HELT ok at i syntes jeres metode er den bedste, og kan da godt se hyggen i det, men alligevel 

selv min søn på 3, har siden han var 2 selv gået i seng til middagslur, han ved at når middagsmaden er spist, så siger han godnat, får en krammer og kys, og så går han i seng 

Herhjemme børster vi tænder, så går vi ind og ryster dyner, får krammer og kys  så bliver der endt læst historie eller sunget sang, børnene vælger selv  . 
og så siger vi godnat elsker jer, sov godt, ses i morgen, og så slukker vi lys og går vores vej efter vi har lukket døren. 

og der er ikke en lyd fra en eneste derefter, medmindre der virkelig er noget galt  

og vi har en 3 årig, og 2*5 årige 

og de har kunne lægge sig selv til at sove siden de var de 2 år. . 

Vi føler det er mest sundt og bedst for børnene, og det er bare så meget nemmere at kunne putte og sige godnat, og så er det det. . 
jeg tror ikke det er sundt for børn at være så afhængige af forældrene, . især når de nærmer sig skolealderen, det kan ligge direkte grund til mobning fra klassekammerater.. 

 

Mobning fordi de ikke selv kan gå i seng? Seriøst, hvem snakker om det i skolen? Og drengen er kun 5, og der er jo ingen der siger at han ikke selv kan gå i seng, han kan bare godt li at der sidder en hos ham til han falder i søvn, og hvad er der galt i det? Og det er ikke flere timer vi snakker om. Det er vel det sammen som at ligge og læse en historie og synge en sang, det tager vel også noget tid og det er hyggeligt. Jeg synes faktisk det er kedeligt hvis børnene selv går ind, jeg kan godt li at gå ind og putte, snakke lidt, Lege lidt med bamserne(at de giver dem et kys), kilde lidt på maven, fødderne, lege tit tit bøh.. Sådan at det er lidt hyggeligt at gå i seng.

Nogle børn har brug for det og andre kan klare det selv, og det er fint nok, men ligefrem at sige at det er grund til mobning, ej.. Det synes jeg er lidt voldsomt.

Som en anden siger, der er ingen teenager der har brug for mor og far til at ligge ved siden af sengen.

Må de så heller ikke sove med bamser, klude og hvad man ellers har at sove med, når de er 5? Bliver de også drillet for det?

Børnene er jo ikke afhængig, de har bare brug for tryghed og det er sku bare nogle børn der har mere end andre.

Teorien er, at hvis man kan falde i søvn selv om aftenen, kan man også i løbet af natten. (Allé vågner jo let op i løbet af natten.) Således skulle den samlede families nattesøvn blive bedre, fordi barnet selv kan falde i søvn. 

Mine unger falder selv i søvn problemfrit, og jeg nyder min voksentid om aftenen, men ender alligevel hyppigt i vores seng i løbet af natten. 

Generelt skal man finde en løsning, som fungerer for alle. Men det ER jo hensigtsmæssigt, at børn kan falde i søvn selv. Er de utrygge ved eget selskab, skal de vel også lære at være alene på et tidspunkt... At være mørkeræd kureres vel også ved at lære, at mørket ikke er farligt og ikke ved at sove med lyset tændt? Første skridt er selvfølgelig, at forældrene er trygge ved situationen og ikke udstråler utryghed. 

MorDk skriver:

Jeg blev lige inspireret af en anden tråd...

Min søn fylder 5 år sidst i september. Han har aldrig selv faldet i søvn. Ej, det passer ikke... max 3 gange har han selv faldet i søvn i forbindelse med han blev passet. Men ellers har vi ligget ved ham til han faldt i søvn. Nogle måneder inden jeg havde termin med lillesøster prøvede vi at "lærer" ham at falde i søvn selv, men det gik slet slet ikke. Han har altid haft og har et enormt behov for tryghed. Vi besluttede derfor at blive ved ham. Nu tager det max 25 minutter inkl godnatlæsning at få ham til at sove. Og han elsker det. Vi elsker det. Vi har en tæthed og nærhed når vi ligger der i sengen sammen og læser, nusser og synger godnatsange. Det er det bedste for alle parter. Når vores familie, venner og bekendte rynker bryn siger vi bare at sådan har vi valgt at gøre det.

-Og spørgesmålet lyder så:

Skal barnet selv falde i søvn? Hvis ja hvorfor? 

 

Putningen og vel også andet skal være som familien kan holde ud. 

Med min datter havde vi tid, vi sad med hende til hun sov og det var fint for os. De ting der frustrerede os ændrede vi på, dem vi nød beholdt vi.

Dem næste havde slet ikke behovet, ja han sov faktisk bedst når han fik lov at være alene og det vsr helt fra han var nyfødt.

Med den næste kunne vi godt have siddet, men det frustrerede fra jwg startede startede arbejde, for er lærer og den gang var rytmen lidt tidligere hjem de dage det kunne lade sig gøre (også fordi mormor passedr og han ikke var i institurion) og så 1-2 timers arbejde når de sov, så skulle jeg have siddet hos ham så betød det mindre søvn til mig...

Så nej ingen SKAL noget, men bliver man som fprælder frustreret over en rutine så skal man øndre den.

modesty skriver:

Jeg kan i hvert fald sige at jeg blev nusset i søvn op i en ret høj alder, og jeg har aldrig haft problemer med at falde i søvn selv.

Men jeg skal ikke kunne sige om der er et generelt mønster i den ene eller den anden retning. 

Jeg ved det heller ikke, og om mine søvnproblemer startede fordi jeg aldrig lærte det som barn, eller om de har helt andre årsager, aner jeg heller ikke. Jeg ved bare at de har fyldt rigtigt meget i mit liv (når man bruger 1-3 timer på at falde i søvn hver aften, får man en del mindre søvn), og det ønsker jeg ikke for min datter.

Som en anden også skriver er der en del kloge hoveder, der kæder evnen til at falde i søvn selv, sammen med evnen til at falde i søvn igen, når man vågner om natten, hvilket samlet set giver en væsentlig bedre og mere sammenhængende søvn, men det behøver ikke at være sådan i alle tilfælde.

mikala88 skriver:

For det første synes jeg at det er en uvane (de har jo deres egen så hvorfor skal de lægge i forældrenes?) og for det andet så er det FORÆLDRENES seng og det eneste sted som er og bør være lidt helligt hvis man også ønsker at prioritere sit voksne forhold. De bedste forældre er dem som også prioriterer hinanden og har et godt forhold. Så synes ikke børn skal være i de voksnes seng.

Du må ikke tage det ilde op at jeg også spørger ind til det forkerte i at børn ligger i forældrenes seng - jeg er bare nysgerrig på andres holdninger, når de afviger meget fra mine egne

Men mener du at børn uanset hvor små de er får en uvane ved at ligge i forældrenes seng? Her tænker jeg spædbørn? Jeg mener det handler vel om et tryghedsbehov der skal stilles og det er vel egentlig også gældende for de større børn.

mikala88 skriver:

For det første synes jeg at det er en uvane (de har jo deres egen så hvorfor skal de lægge i forældrenes?) og for det andet så er det FORÆLDRENES seng og det eneste sted som er og bør være lidt helligt hvis man også ønsker at prioritere sit voksne forhold. De bedste forældre er dem som også prioriterer hinanden og har et godt forhold. Så synes ikke børn skal være i de voksnes seng.

Mit parforhold har da intet med vores seng at gøre. Så det giver for mig ingen som helst mening det du skriver.

At pleje sit parforhold er yderst vigtigt, det er vi enige om, men hvordan det hænger sammen med at det er en uvane at der kommer børn i sengen kan jeg slet ikke se.