10-årig slår

lineog4 skriver:

Når en af mine eller alle 3 for den sags skyld slår, hiver i håret eller hvad de kan finde på. Kan jeg også blive dybt frustreret, hvorfor f.... Kan de ikke forstå det er forbudt, og få sagt det hårdt og kontant. Men hvad lærer de af det? Andet end mor bliver skide sur. 

De ved jo godt de har gjort noget forkert, det behøver jeg egentlig ikke minde dem om. De er faktisk ofte rigtig kede af det selv, min ene dreng er lige som ts beskriver, han vil ikke det putte ting med sin lillebror, og lillebror er en putter gange hundrede. Og nogen gange når lillebror ikke lytter så får han skubbet ham eller slået. Tro mig han ved det er forkert, han løber væk med det samme og gemmer sit ansigt der hvor han sætter sig. Ja jo jeg er ikke perfekt og nogen gange får jeg brugt den sure stemme. Men hvad hjælper det, præcis ingen ting. For han får bare det at vide han godt ved. 

Hvis jeg derimod kan tælle til 10, og får de to samlet og snakket, guidet osv. Så for det første bliver de gode venner, de får sagt undskyld til hinanden og måske (og kun måske) husker de det også i morgen.

ingen undskyldning for at slå, men heller ikke nogen undskyldning for at slå med ord - og igen jeg er ikke perfekt, så jeg får slået med ord en gang imellem i frustration selvom ved bedre, ligesom min søn får slået med sin hånd selvom han ved bedre.

De lærer, at nogle ting er fuldstændig uacceptable og udenfor enhver diskussion - som fx vold. At nogle handlinger afføder en direkte reaktion. Hvis hun om et par år slår en jævnaldrende, så tror jeg ikke, du skal regne med at den jævnaldrende begynder at samtale sig ud af problemerne. Som jeg skrev, så kan vi bagefter snakke om, hvorfor barnet reagerede, som det gjorde, men som udgangspunkt så er der ingen undskyldning for at slå. Og "at slå med ord"..... Åh..... -.-

sscm skriver:

jeg tænker lidt at hun slår fordi han ikke respktere hendes nej...  det er ikke ok at slå, men lillebror må os lære at hun siger nej.. selvom han så gerne vil....

og jeg tror som nævnt af andre også der er noget der går hende på.. udover at hun nok os er ved at blive teenager... det kan uden tvivl både mærkes og ses her. har du evt overvejet at i to smutter på en tøsetur, så hun evt får muglighed for at åbne op.. det gør underværker her.. og det er bare så meget kvalitets tid....

Men hun siger ikke nej. Hun siger ikke noget til ham. Hun skubber og rykker sig væk og slår. Hun siger ikke f eks jeg vil ikke sidde ved siden af dig. Og det forstår han altså ikke.

PUHK skriver:

De lærer, at nogle ting er fuldstændig uacceptable og udenfor enhver diskussion - som fx vold. At nogle handlinger afføder en direkte reaktion. Hvis hun om et par år slår en jævnaldrende, så tror jeg ikke, du skal regne med at den jævnaldrende begynder at samtale sig ud af problemerne. Som jeg skrev, så kan vi bagefter snakke om, hvorfor barnet reagerede, som det gjorde, men som udgangspunkt så er der ingen undskyldning for at slå. Og "at slå med ord"..... Åh..... -.-

Men de ved det jo....

Og du må gerne skrive åh til slå med ord, det er børn der selv har beskrevet skæld ud som det i Siigaards skæld ud projekt, og for mig gav de børnebeskrivelser god mening. Jeg gør det såmænd også er faktisk alt for hurtig til at skælde ud, men ved også det altid sker når jeg er uden overskud, bliver frustreret, bliver stødt, bliver foragret osv. Men ved så også mine lærer præcis 0 af det andet end: mor bliver skide sur. 

Jeg er heldig især den mellemste af mine er enormt god til at putte ord på det der rører sig inde i ham. Og han lærer mig meget, og har blandt andet lært mig, at han ikke kan lytte forstå når jeg bruger min sur stemme, for det giver en knude i maven og så kommer han til at tænke på den i stedet for mine ord. 

Det man så i steder kan og som jeg bruger som professionel er jeg tænker meget over mit ordvalg når det er alvorligt. Jeg siger ikke fx: det må du være sød ikke at gøre. Men siger: det må du ikke gøre. Når det er mine egne børn siger jeg ikke: lille skat du ved godt du ikke må slå. Men siger: du ved godt du ikke må slå.

Og nej jævnaldrende taler sig ikke ud af problemet, de slår igen. Men de voksne de møder taler sig forhåbentlig ud af det. Og i hver fald i skolen eller den skole jeg er på, vil de ikke møde bare kontant store ord, men de vil møde nogen der hjælper dem ned af konflikttrappen også så de måske kan lære måder at tackle det på næste gang.

Anonym skriver:

Men hun siger ikke nej. Hun siger ikke noget til ham. Hun skubber og rykker sig væk og slår. Hun siger ikke f eks jeg vil ikke sidde ved siden af dig. Og det forstår han altså ikke.

Men så må du lære ham, når folk rykker væk så betyder det altså jeg gider ikke putte. Det er jo ikke kun hende, men det vil være mange han møder som vil flytte sig og den grænse skal han lære om alle omstændigheder.

Anonym skriver:

Hej 

vi har et problem herhjemme, og jeg ved ikke hvordan jeg løser det.

det handler om min søn på 3 år og min bonusdatter på 10 år. Der er konflikter hele tiden, eller det døgn vi har hende hveranden weekend.

den lille savner hende og glæder sig rigtig meget til hun skal komme, men bliver så ked af det hver gang når det igen går op for ham at hun afviser ham, slår, skubber og ignorere. Og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op.

jeg har snakket med hendes mor som fortæller at hun også har et rigtig sårlig forhold til hendes lillesøster på 4 år som hun har hos sin mor. Dog slår hun ikke hende. 

Men hvordan får jeg sagt fra? Kan ikke finde ud af at være kontant overfor hende og kommer til at sige det med blid og undskyldende stemme fordi hun er her så lidt, og hun tager irettesættelser rigtig slemt. Hvilket hendes mor er enig i.

en situation kunne f eks være at de ser en tegnefilm sammen. Lillebror rykker tæt på hende og vil gerne sidde og putte. Hun rykker sig væk. Lillebror prøver igen fordi han ikke forstår afvisningen. Hun skubber ham og rykket sig væk igen. Lillebror bliver lidt ked og rækker benene over hendes ben, hun rejser sig og slår ham.

jeg har sagt at hun skal sige til ham når hun vil være i fred ellers forstår han det ikke og at det ikke er ok at slå. Men ligeså snart vi vender ryggen til sker det igen.

og jeg tænker lidt at når hun også ignorere og afviser sin anden søsken må det være fordi hun på en eller anden måde ikke kan rumme dem. Men samtidig synes jeg det er så synd for lillebror at hun skal føle sig afvist hele tiden og blive slået hver gang han viser hende kærlighed og blive ignoreret når han taler til hende.

hvad gør man? Et det normalt at søskende slet ikke vil hinanden, eller den ene vil jo gerne, rigtig gerne.

og så irriterende kan han vel heller ikke være når de kun ses to gange af under et døgn om måneden.

 

Øhm, hvor er far henne i alt det her?

Hvis du ikke vil irettesætte hende (hvilket jeg sagtens synes at du kan), så må han jo gøre det.

lineog4 skriver:

Men så må du lære ham, når folk rykker væk så betyder det altså jeg gider ikke putte. Det er jo ikke kun hende, men det vil være mange han møder som vil flytte sig og den grænse skal han lære om alle omstændigheder.

Det siger jeg selvfølgelig også til ham, og siger også til hende at hun skal sige det med ord også.

men det er ikke kun det at hun slår, men også at hun direkte ignorere. Altså som i hele tiden.

hun svare ham ikke, vender ansigtet, går væk osv. Og det ikke en gang imellem, det er HVER gang han henvender sig til hende, eller kommer til at stå for tæt på hende. 

modesty skriver:

Øhm, hvor er far henne i alt det her?

Hvis du ikke vil irettesætte hende (hvilket jeg sagtens synes at du kan), så må han jo gøre det.

Han kan heller ikke irrettesætte hende. Hendes mor mener hun måske har ADHD og derfor reagere kraftigt på selv en meget pædagogisk irettesættelse. Og det gør hun også. Hun lukker sig inde og vil ikke fortælle nogen hvad der sker.

Hck skriver:

Ja, den er lidt svær, men helt ærligt så tænker jeg at der er noget der går hende på.

ved det at hun prøver at trække sig ( du skriver at hun rykker sig væk), prøver hun selv at vise sin grænse, og jeg ville på ingen måde skælde hende ud. Om det er synd for lillebror ved jeg ikke rigtig, han må vil også lære at mærke hendes grænse, selvom han kun er 3 år

Det er synd for ham. Men tænker også det er fordi det er for svært for hende at rumme de små.

PUHK skriver:

Er så uenig! Ligegyldigt om hun har nået sin grænse eller ej, så slår man altså ikke! Og det ville mine børn få at vide meget kontant, skulle jeg nogensinde stå i den situation! Så kan man efterfølgende tage en snak (med begge) om, hvornår man når sin grænse, og hvordan man reagerer hensigtsmæssigt i situationen, men som udgangspunkt er det aldrig okay at slå - slet ikke dem der er fysisk underlegne en selv.

Tænker altså heller ikke man når så meget en grænse på to min. At man er nød til at slå. Kunne forstå hvis han drillede hver dag at hun ville have en kort lunte, men sådan er det jo slet ikke.

Anonym skriver:

Det siger jeg selvfølgelig også til ham, og siger også til hende at hun skal sige det med ord også.

men det er ikke kun det at hun slår, men også at hun direkte ignorere. Altså som i hele tiden.

hun svare ham ikke, vender ansigtet, går væk osv. Og det ikke en gang imellem, det er HVER gang han henvender sig til hende, eller kommer til at stå for tæt på hende. 

Kunne godt lyde som en god omgang søskende jalousi iblandet en svær Tween alder. Hvor er far henne i det her? Og får hun alene tid med jer voksne?

kan næsten mærke den onde spiral; jeg (10 årig pige) synes lillebror får alt opmærksomhed (og det behøver ikke være sandt, men det føler jeg), jeg ignorerer ham og ja får sgu også tjattet til ham fordi han er møgirriterende, og når det sker så får jeg at vide jeg gør fejl og skal blive bedre til - igen han er bare den de bedst kan lide.

Hvordan I skal bryde spiralen er jo en gåde som hun er stor nok til at blive involveret i. Det kunne være hun gerne ville at I en aften hvor hun var der holdt pyjamasparty uden lillebror, det kan være hun gerne ville have en dag alene med far, det kan være hun godt ville lave noget med jer begge to uden lillebror som passer til en 10 årig eller hvad ved jeg. I må have hende med på råd, vise at I også kan lide hende og for fars vedkommende lige så meget som lillerbror. Vise at hendes plads i familien er lige så vigtig. 

Og igen vil jeg sige, den bog om Tween - skal nok finde den på hylden senere er god at læse og blive klog på de unge mennesker før de bliver teenagere