10-årig slår

Hej 

vi har et problem herhjemme, og jeg ved ikke hvordan jeg løser det.

det handler om min søn på 3 år og min bonusdatter på 10 år. Der er konflikter hele tiden, eller det døgn vi har hende hveranden weekend.

den lille savner hende og glæder sig rigtig meget til hun skal komme, men bliver så ked af det hver gang når det igen går op for ham at hun afviser ham, slår, skubber og ignorere. Og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op.

jeg har snakket med hendes mor som fortæller at hun også har et rigtig sårlig forhold til hendes lillesøster på 4 år som hun har hos sin mor. Dog slår hun ikke hende. 

Men hvordan får jeg sagt fra? Kan ikke finde ud af at være kontant overfor hende og kommer til at sige det med blid og undskyldende stemme fordi hun er her så lidt, og hun tager irettesættelser rigtig slemt. Hvilket hendes mor er enig i.

en situation kunne f eks være at de ser en tegnefilm sammen. Lillebror rykker tæt på hende og vil gerne sidde og putte. Hun rykker sig væk. Lillebror prøver igen fordi han ikke forstår afvisningen. Hun skubber ham og rykket sig væk igen. Lillebror bliver lidt ked og rækker benene over hendes ben, hun rejser sig og slår ham.

jeg har sagt at hun skal sige til ham når hun vil være i fred ellers forstår han det ikke og at det ikke er ok at slå. Men ligeså snart vi vender ryggen til sker det igen.

og jeg tænker lidt at når hun også ignorere og afviser sin anden søsken må det være fordi hun på en eller anden måde ikke kan rumme dem. Men samtidig synes jeg det er så synd for lillebror at hun skal føle sig afvist hele tiden og blive slået hver gang han viser hende kærlighed og blive ignoreret når han taler til hende.

hvad gør man? Et det normalt at søskende slet ikke vil hinanden, eller den ene vil jo gerne, rigtig gerne.

og så irriterende kan han vel heller ikke være når de kun ses to gange af under et døgn om måneden.

sidder med sovende barn på armen så undskylder fejl  mm.. 

det virker til for mig at hun nok føler sig ved siden af.. har svært ved at hun er den store hvis der os er små ved mor...

hun har nok set sig sur på dem pga at de tager den tid og opmærksomhed hun før fik...

sådan meget kort...men åber du ved hvad jeg mener.. har sel en nyfødt og en på knap 10 år, som begynder at reagere på savn af hvordan det var inden man blev den store 

sscm skriver:

sidder med sovende barn på armen så undskylder fejl  mm.. 

 

det virker til for mig at hun nok føler sig ved siden af.. har svært ved at hun er den store hvis der os er små ved mor...

hun har nok set sig sur på dem pga at de tager den tid og opmærksomhed hun før fik...

 

sådan meget kort...men åber du ved hvad jeg mener.. har sel en nyfødt og en på knap 10 år, som begynder at reagere på savn af hvordan det var inden man blev den store 

Det tænker jeg også, men hvorfor reagere hun først nu efter 3/4 års erfaring som storesøster? Og igen, hun er her så lidt og ser ham jo ikke ret meget. Synes bare det er rigtig ærgerligt.

Synes også bare hun er for stor til at slå. Kunne forstå hvis det var to små søskende uden sprog, men hun er altså en stor pige og slår på en der er meget mindre. 

Ja, den er lidt svær, men helt ærligt så tænker jeg at der er noget der går hende på.

ved det at hun prøver at trække sig ( du skriver at hun rykker sig væk), prøver hun selv at vise sin grænse, og jeg ville på ingen måde skælde hende ud. Om det er synd for lillebror ved jeg ikke rigtig, han må vil også lære at mærke hendes grænse, selvom han kun er 3 år

Anonym skriver:

Det tænker jeg også, men hvorfor reagere hun først nu efter 3/4 års erfaring som storesøster? Og igen, hun er her så lidt og ser ham jo ikke ret meget. Synes bare det er rigtig ærgerligt.

 

jeg tænker lidt at hun slår fordi han ikke respktere hendes nej...  det er ikke ok at slå, men lillebror må os lære at hun siger nej.. selvom han så gerne vil....

og jeg tror som nævnt af andre også der er noget der går hende på.. udover at hun nok os er ved at blive teenager... det kan uden tvivl både mærkes og ses her. har du evt overvejet at i to smutter på en tøsetur, så hun evt får muglighed for at åbne op.. det gør underværker her.. og det er bare så meget kvalitets tid....

Hck skriver:

Ja, den er lidt svær, men helt ærligt så tænker jeg at der er noget der går hende på.

ved det at hun prøver at trække sig ( du skriver at hun rykker sig væk), prøver hun selv at vise sin grænse, og jeg ville på ingen måde skælde hende ud. Om det er synd for lillebror ved jeg ikke rigtig, han må vil også lære at mærke hendes grænse, selvom han kun er 3 år

Er så uenig! Ligegyldigt om hun har nået sin grænse eller ej, så slår man altså ikke! Og det ville mine børn få at vide meget kontant, skulle jeg nogensinde stå i den situation! Så kan man efterfølgende tage en snak (med begge) om, hvornår man når sin grænse, og hvordan man reagerer hensigtsmæssigt i situationen, men som udgangspunkt er det aldrig okay at slå - slet ikke dem der er fysisk underlegne en selv.

Først det er forkert at slå og det skal alle børn have at vide, men nogen gange er det det redskab de gør brug af når de ikke ved hvad de ellers skal gøre.

hvad kan vi som voksne gøre, hmmm vi skal ikke være hårde og kontante over for den der slår. Men vi skal tale situationen igennem, hvad skete der forud for hun slog. Hvad kunne hun have gjort anderledes. Og så også en anerkendelse, at hold op hvor er det møg irriterende med sådan en lillebror der bare ikke forstår hendes intimitetsgrænse. Og lillebror har gjort noget forkert også ikke at det undskylde skubbet, men han er ikke uskyldig og skal lære at læse hendes signaler som jo i den beskrivelse er rimelig tydelige.

udover det så går søskende hinanden på nerverne, de får slået hinanden, råbt af hinanden, provokeret hinanden og vi som voksne skal guide og absolut ikke vælge side eller analysere. Vi skal guide på den måde vi fortæller om hensigtsfulde måder at agere og fortælle hvad som er forbudt: slå.

Og sidst, hun er 10 år, en Tween og kan anbefale at læse op på det. Der findes fx en god bog jeg tror den hedder Tween. Og ja det er synd de ikke får det tætte forhold som ville virke så idealt, men det er bare ikke der hun er nu. Din søn mangler måske en søster, men hun mangler ikke en bror lige nu i sit liv. Hun er måske ikke en putter og han er osv osv osv. Hun skal hver gang hun kommer fordi det ikke er tit finde sin plads i familien og det kan frustrere og især hvis hun mødes af en forventningsfuld lillebror. 

Og må så sige, mine har sloges så den ene stod med hår i hånden og den anden blødte. Men de elsker hinanden aå højt, de kan den samme dag vælge at de skal sove sammen i samme seng og de er hinandens bedste venner. Lillebror kan 10 minutter efter han havde hevet hår ud af storesøsters hoved og sagt han hadede hende, fortælle han vil giftes med hende når han bliver stor. De er søskende på godt og ondt. Og nej de må ikke slå, de må ikke hive i hår osv. Men de er jo også børn og reagerer mere impulsivt i frustrations situationer end os. Og det er så os voksne der må stoppe dem og bagefter tale situationen igennem og ikke vælge side.

PUHK skriver:

Er så uenig! Ligegyldigt om hun har nået sin grænse eller ej, så slår man altså ikke! Og det ville mine børn få at vide meget kontant, skulle jeg nogensinde stå i den situation! Så kan man efterfølgende tage en snak (med begge) om, hvornår man når sin grænse, og hvordan man reagerer hensigtsmæssigt i situationen, men som udgangspunkt er det aldrig okay at slå - slet ikke dem der er fysisk underlegne en selv.

Nej, selvfølgelig er det ikke ok at slå, men det kan jo godt være hendes sidste forsøg på at vise hendes grænse. Jeg svarer ud fra ts oplæg om at hun har først prøvet at flytte sig væk, og på den måde vise at grænsen var nået. Der kan være 1000 ting hos en 10 årig der volder problemer, som de har svært ved at sætte ord på, hun har måske ikke overskuet til hele tiden At være den store og overbærende

PUHK skriver:

Er så uenig! Ligegyldigt om hun har nået sin grænse eller ej, så slår man altså ikke! Og det ville mine børn få at vide meget kontant, skulle jeg nogensinde stå i den situation! Så kan man efterfølgende tage en snak (med begge) om, hvornår man når sin grænse, og hvordan man reagerer hensigtsmæssigt i situationen, men som udgangspunkt er det aldrig okay at slå - slet ikke dem der er fysisk underlegne en selv.

Når en af mine eller alle 3 for den sags skyld slår, hiver i håret eller hvad de kan finde på. Kan jeg også blive dybt frustreret, hvorfor f.... Kan de ikke forstå det er forbudt, og få sagt det hårdt og kontant. Men hvad lærer de af det? Andet end mor bliver skide sur. 

De ved jo godt de har gjort noget forkert, det behøver jeg egentlig ikke minde dem om. De er faktisk ofte rigtig kede af det selv, min ene dreng er lige som ts beskriver, han vil ikke det putte ting med sin lillebror, og lillebror er en putter gange hundrede. Og nogen gange når lillebror ikke lytter så får han skubbet ham eller slået. Tro mig han ved det er forkert, han løber væk med det samme og gemmer sit ansigt der hvor han sætter sig. Ja jo jeg er ikke perfekt og nogen gange får jeg brugt den sure stemme. Men hvad hjælper det, præcis ingen ting. For han får bare det at vide han godt ved. 

Hvis jeg derimod kan tælle til 10, og får de to samlet og snakket, guidet osv. Så for det første bliver de gode venner, de får sagt undskyld til hinanden og måske (og kun måske) husker de det også i morgen.

ingen undskyldning for at slå, men heller ikke nogen undskyldning for at slå med ord - og igen jeg er ikke perfekt, så jeg får slået med ord en gang imellem i frustration selvom ved bedre, ligesom min søn får slået med sin hånd selvom han ved bedre.