10-årig slår

lineog4 skriver:

Men de ved det jo....

Og du må gerne skrive åh til slå med ord, det er børn der selv har beskrevet skæld ud som det i Siigaards skæld ud projekt, og for mig gav de børnebeskrivelser god mening. Jeg gør det såmænd også er faktisk alt for hurtig til at skælde ud, men ved også det altid sker når jeg er uden overskud, bliver frustreret, bliver stødt, bliver foragret osv. Men ved så også mine lærer præcis 0 af det andet end: mor bliver skide sur. 

Jeg er heldig især den mellemste af mine er enormt god til at putte ord på det der rører sig inde i ham. Og han lærer mig meget, og har blandt andet lært mig, at han ikke kan lytte forstå når jeg bruger min sur stemme, for det giver en knude i maven og så kommer han til at tænke på den i stedet for mine ord. 

Det man så i steder kan og som jeg bruger som professionel er jeg tænker meget over mit ordvalg når det er alvorligt. Jeg siger ikke fx: det må du være sød ikke at gøre. Men siger: det må du ikke gøre. Når det er mine egne børn siger jeg ikke: lille skat du ved godt du ikke må slå. Men siger: du ved godt du ikke må slå.

Og nej jævnaldrende taler sig ikke ud af problemet, de slår igen. Men de voksne de møder taler sig forhåbentlig ud af det. Og i hver fald i skolen eller den skole jeg er på, vil de ikke møde bare kontant store ord, men de vil møde nogen der hjælper dem ned af konflikttrappen også så de måske kan lære måder at tackle det på næste gang.

Jeg er udmærket bekendt med Erik Sigsgaard, og der var i øvrigt ét barn, der brugte den definition. Men Sigsgaards forskning fokuserer unægtelig meget på råben og vrede, og det har jeg ingen steder givet udtryk for, at jeg synes var hensigtsmæssigt. Faktisk mindes jeg ikke engang selv at have brugt termen "skælde ud". Jeg har sagt, at jeg ville reagere hurtigt og kontant ved at stoppe situationen og sige (uden yderligere forklaring), at det må man ikke. Og bagefter kan vi så tage en snak om, hvorfor de gjorde det,

Du har ret, jeg må gøre mere ud af at lære ham hun ikke gider. Så han kan forstå hendes signaler.

hvad gør jeg ved at hun ignorere ham, ikke svare osv? For det synes jeg heller ikke er ok. Og det giver jo heller ikke den lille en chance for at forstå hende.

Hun fortæller ikke hvad hun vil eller hvordan hun har det, hun er meget lukket i det hele taget, også hjemme hos sin mor. Og hos bedsteforældre. I skolen betagnes hun som genert og indadvendt stille og umoden pige.

hun leger ikke med veninder i fritiden fortæller hendes mor. De er holdt op med at ringe på døren fordi hun altid siger nej. Hos os har hun er par veninder og dem opsøger hun selv når hun er her.

Du skriver at tingene eskalerer i løbet af få minutter. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om man ikke som 10 årig husker episoderne fra gang til gang (i mordsætning til en tumling), så hun i bund og grund reagerer på alle de gange han overtræder hendes grænser. Måske er det derfor det går så hurtigt?

Hvis det er tilfældet, tænker jeg at idéen om at de skal have løst konflikten selv er urealistisk. Aldersforskellen gør simpelthen at de slet ikke er det samme sted. Hun vil sige "altid" og han vil knapt nok forstå hvad det er han lige har gjort ...

Jeg tænker at I som forældre bliver nødt til at gå ind og hjælpe hende så der kan opstå et rum hvor hun faktisk kan få et godt og rart forhold til lillebror. Det vil højst sandsynligt betyde at I bliver nødt til at melde ud til hende at I nok skal sørge for at han ikke overskrider hendes grænser, og så gøre det. Jeg tænker at hun skal henvende sig til jer: "Far, nu vil han ikke lade mig være", og I så tager jer af lillebror. Og så behøver det jo netop ikke resultere i den voldsomme afvisning, fordi I har overskud til at sige noget i retning af "Hov, storesøster synes ikke det er så rart det der, kommer du ikke over og sidder hos mig istedet".

Jeg forestiller mig at storesøster i længden vil få meget nemmere ved lillebror på denne måde. Og dermed ikke længere afvise ham hele tiden.

mor:) skriver:

Nej - men det kommer an på hvor højt man siger det haha 

Men så er du vel heller ikke uenig, som du skrev at du er. For de fleste mener jo at barnet skal have at vide at det er forkert, men ikke nødvendigvis have skæld ud

Jo, jeg er uenig i, at "det ikke er synd for lillebror", og at "hun bare reagerer på, at han overskrider hendes grænser". Jeg synes, det er en voldsom eskalering, der ingen steder hører hjemme. Så må hun (og forældrene) forklare og lære lillebror, at han ikke skal rykke sig tættere på.

PUHK skriver:

Jo, jeg er uenig i, at "det ikke er synd for lillebror", og at "hun bare reagerer på, at han overskrider hendes grænser". Jeg synes, det er en voldsom eskalering, der ingen steder hører hjemme. Så må hun (og forældrene) forklare og lære lillebror, at han ikke skal rykke sig tættere på.

Jeg mener så at forældrene skal lære hende at sige fra på en anden måde. 

Ligesom forældrene også må tage lidt ansvar for siruationen - finde frem til problemets kerne.