Jeg havde skrevet et kæmpe indlæg her og så forsvandt det, åha altså! Nå, men jeg prøver igen 
Jeg synes det er en svær debat, der da er mange gode pointer i den fra begge sider, problemet er bare at så længe det omhandler kvindens krop, kan ingen bestemme udover hende selv. Ingen skal kunne tvinge en kvinde til abort, ligesom ingen skal kunne tvinge hende til at beholde barnet.
Men mænds rettigheder er en svær ting jo, for det eneste man kan give af rettigheder er det forslag at han skal kunne frasige sig alle rettigheder til barnet for altid og dermed kunne slippe for børnebidrag. Men jeg er ikke så sikker på at det er et særlig godt forslag. I forvejen synes jeg det er for nemt for manden bare at sige det barn gider jeg ikke og så betaler han bare og det er det. Desuden hvem skal så finansiere børnebidraget? For det vi er ude på her, er vel at ingen valg skal gå ud over andre? Hvis kvindens valg om at beholde barnet ikke må kunne gå ud over faren, så må farens valg vel heller ikke gå ud over kvinden?
Jeg vil hellere mane til at man tager sit ansvar. For det første ved man at sex kan medføre børn. Hvis man så ikke ønsker et liv i afholdenhed, og ej heller et barn, jamen så må man tage sit ansvar og sikre at man er beskyttet så godt som muligt. Så siger kvinden hun er på p-piller, jamen så må manden dobbeltsikre sig og bruge kondom. I min verden kan man simpelthen ikke bruge argumentet "jamen hun sagde jo hun var på p-piller...". Folk lyver, så hvorfor tage chancen.
Ligesom kvinder skal tage sit ansvar, sørg for beskyttelse hvis du ikke ønsker at være gravid og hvis du gerne vil være det, så vær ærlig - lad være med at lyve!
Og er kvinden blevet gravid, så har man et ansvar som mand, om man vil det eller ej. Og i stedet for at sætte rettigheder til at vælge fra op til manden, så synes jeg mere man skulle mane til at man tænker anderledes - at ens handlinger har konsekvenser og dem må man tage ansvaret af. Så enten tager faren ansvaret og er der for det barn, han har været med til at skabe. Eller også tager han et ansvar, der hedder at hvis han vælger det fra, så gør han det også. Ikke noget med at rode rundt i at være en del af barnets liv og så ikke alligevel. Her tænker jeg ikke at manden ikke må fortryde hvis han i starten af graviditeten har meldt fra. Jeg mener de mænd der pludselig vil lege far når barnet er 2 år og pludselig ikke vil alligevel. Altså ustabile fædre.
Man tager et ansvar og det er at man må stå ved at man har sat et barn i verden.
Hvis jeg blev gravid ved et uheld, ville jeg nøje overveje om jeg skulle beholde det, men aldrig ud fra om jeg kom til at "ødelægge" mandens liv. Han er voksen som jeg, og han har selv et ansvar for graviditeten. Men jeg ville nøje overveje det ud fra barnets tarv. Jeg ved jeg ville give barnet det bedste osv. Men hvilken far vil barnet få? En klovn, en der som i den anden tråd vil afvise barnet hvis det en dag bankede på? En der vil blive skjult for faderens andre børn? En far der var ustabil, der ville bringe barnet mange skuffelser?
I stedet for at lade det gå op i mig mig mig, så tænk på barnet. Uanset om man er kvinde eller mand. Ligesom kvinden må gøre op med, hvilke konsekvenser det får hvis hun beholder barnet, må manden jo også gøre op med sig selv, hvilke konsekvenser det kan have hvis han fravælger barnet eller på anden vis skaber sig. Og så afgøre om det er noget han kan leve med.
Og ja man kan dobbeltbeskytte sig alt det man vil og uheldet kan stadig være ude. Men derfor mener jeg ikke mænd bare skal kunne slippe for deres ansvar. Livet er nu engang sådan at gør hvad man kan for at tingene skal gå en bestemt vej. Det er ikke altid det gør det, og så man tage ansvar i det.
