En mands rettigheder

Men er det i barnets behov at have en far der faktisk ikke gider det?

Så ligetil er det jo ikke. Der er mange (både mænd og kvinder), der intet føler for barnet i maven men alt føler for det fødte barn. Man kan sagtens nå at ændre mening på en dag, en måned eller endda et år. Og de fædre, der ændrer mening, kan sagtens blive de mest kærlige fædre, som barnet måske aldrig ville have kendt eksistensen af, fordi faderen var tvunget til at vælge til eller fra.

Sandratoft skriver:

Men det er jo det samme valg kvinden skal træffe? Og jeg tænker, at det er bedre med en helt fraværende far, end en far som kun er der når det lige passer ham. 

For det første er det overhovedet ikke det samme. Hvis kvinden træffer valget at abortere, så er der ikke noget barn, og derfor heller ingen rettigheder for det barn.

Og hvordan kan du vurdere, at en potentiel far vil være fraværende på baggrund af et valg han tager, inden barnet overhovedet er født - og i tilfælde af 12 uger, inden han har set barnet på en scanning, mærket barnet sparke etc.

Jeg får nok hug for det jeg skriver nu. Og med det jeg skriver,  mener jeg IKKE at alle bare skal gå ud og få en abort, at det altid er det rette at gøre osv osv osv.

Men helt ærligt, så synes jeg at mange kvinder burde tage at gro sig lidt rygrad, få en stærkere psyke, og accepterer at det altså ikke nødvendigvis er verdens undergang at få en abort.

Jeg har selv fået to. En gang sprang kondomet. Anden gang pga skift i p-pille mærket. Jeg er blevet mødt SÅ mange gange af ordene: man fortryder kun de børn man ikke fik.

Men nej, jeg fortryder ikke jeg ikke fik de to børn.

I dag har jeg et barn, med min kæreste gennem 7 år. Vi er (lige nu) en kernefamilie. Og det er det jeg ønsker.

Alternetivet havde været at jeg havde siddet alene med to børn. Med to forskellige fædre. Det er vist ikke lige nogetfor mig.

Jeg valgte, sammen med de to dengang potentielle fædre, at få foretaget en abort. Ingen af os ønskede fra dag et, at sætte et delebarn til verdenen.

Gu fanden var det hårdt at ligge på briksen, og vide at når jeg vågnede, så var der ingen baby mere. Og ja det var hårdt i nogle mdr efter, for jo jeg var vel egentligt klar til at få et barn, men bare slet slet ikke på den måde. 

Og det var mændene heller ikke.

Men hvad så i det tilfælde hvor faren ønsker at beholde barnet men moren ikke gør? 

PUHK skriver:

For det første er det overhovedet ikke det samme. Hvis kvinden træffer valget at abortere, så er der ikke noget barn, og derfor heller ingen rettigheder for det barn.

Og hvordan kan du vurdere, at en potentiel far vil være fraværende på baggrund af et valg han tager, inden barnet overhovedet er født - og i tilfælde af 12 uger, inden han har set barnet på en scanning, mærket barnet sparke etc.

Det kan jeg heller ikke, og som du siger, så kan han jo godt ende ud med at blive en god far alligevel. Synes bare tit jeg hører at kvinden trækker en graviditet ned over hovedet på en mand som slet ikke ønsker det. 

Og så kan man diskutere at når man har sex, så er man klar til børn. Men kvinden har altid ret til og mulighed for at kunne stoppe graviditeten, mens manden sidder tilbage med nitten. Hvor er ligestillingen henne her? Forstår godt at nogle mænd bliver desperate når deres one night stands pludselig står med en positiv graviditets test. 

jenny4 skriver:

Men hvad så i det tilfælde hvor faren ønsker at beholde barnet men moren ikke gør? 

Der har manden jo heller ingen rettigheder, og må bare finde sig i at kvinden får fjernet hans barn.. :/

CaWi skriver:

Jeg får nok hug for det jeg skriver nu. Og med det jeg skriver,  mener jeg IKKE at alle bare skal gå ud og få en abort, at det altid er det rette at gøre osv osv osv.

Men helt ærligt, så synes jeg at mange kvinder burde tage at gro sig lidt rygrad, få en stærkere psyke, og accepterer at det altså ikke nødvendigvis er verdens undergang at få en abort.

Jeg har selv fået to. En gang sprang kondomet. Anden gang pga skift i p-pille mærket. Jeg er blevet mødt SÅ mange gange af ordene: man fortryder kun de børn man ikke fik.

Men nej, jeg fortryder ikke jeg ikke fik de to børn.

I dag har jeg et barn, med min kæreste gennem 7 år. Vi er (lige nu) en kernefamilie. Og det er det jeg ønsker.

Alternetivet havde været at jeg havde siddet alene med to børn. Med to forskellige fædre. Det er vist ikke lige nogetfor mig.

Jeg valgte, sammen med de to dengang potentielle fædre, at få foretaget en abort. Ingen af os ønskede fra dag et, at sætte et delebarn til verdenen.

Gu fanden var det hårdt at ligge på briksen, og vide at når jeg vågnede, så var der ingen baby mere. Og ja det var hårdt i nogle mdr efter, for jo jeg var vel egentligt klar til at få et barn, men bare slet slet ikke på den måde. 

Og det var mændene heller ikke.

Du mener altså, at hvad DU kan stå inde for og er kommet helskindet igennem, skal ALLE kvinder kunne? Dermed adskiller du dig jo ikke spor fra abortmodstandere, som mener, at kvinder som dig skulle gro sig lidt rygrad, få respekt for livet og tage imod enhver graviditet som en gave. 

Jeg er ikke tilhænger af hverken den ene eller den anden yderlighed. Jeg har stor respekt for forskellighed og synes, dit indlæg er respektløst over for kvinder, som har andre værdier og følelser end dig. 

Sprit25 skriver:

Okay, nu laver jeg en farlig debat. Så derfor vil jeg gerne bede om en god tone! 

 

Men inspireret af flere tråde herinde, kan jeg fornemme at der er en konsensus om at manden har INTET at sige ang. abort. Det er kvindes krop og dermed hendes beslutning. Men hvad men manden i dette spil? 

Hvis der er brugt beskyttelse og alligevel er uheldet ude? Selv hvis der i kampens hede ikke er? Har han ikke også ret til at bestemme over sit eget liv og ikke blive diktereret af en kvinde? Jeg er helt med på at det er kvindes krop og hun skal leve med beslutningen, men manden skal vel også leve med denne beslutning? 

 

Og hvis han virkelig ikke ønsker det her barn er det vel fair nok han nægter alt kontakt, penge osv, til det?

Nej synes egentlig ikke han kan nægte at skulle betale til det, for så får staten en giga udgift med at skulle betale børnepenge til alle dem der "bare" lige får et uplanlagt barn.

For hvor skulle pengene ellers komme fra?

Synes selvfølgelig det er trist hvis en mand påduttes et barn, men det er svært at gøre ret meget ved det eftersom kroppen kun er kvindes til at bestemme over.

Sandratoft skriver:

Det kan jeg heller ikke, og som du siger, så kan han jo godt ende ud med at blive en god far alligevel. Synes bare tit jeg hører at kvinden trækker en graviditet ned over hovedet på en mand som slet ikke ønsker det. 

Og så kan man diskutere at når man har sex, så er man klar til børn. Men kvinden har altid ret til og mulighed for at kunne stoppe graviditeten, mens manden sidder tilbage med nitten. Hvor er ligestillingen henne her? Forstår godt at nogle mænd bliver desperate når deres one night stands pludselig står med en positiv graviditets test. 

Nej, vi taler ud fra to forskellige perspektiver. Du tænker på ligestilling mellem mænd og kvinder samt deres rettigheder, mens jeg synes, at alle diskussioner herom trumfes af barnets rettigheder. Og hertil tilføjer jeg (selvom det burde ligge implicit), at en barns rettigheder IKKE starter som foster, men først når barnet er levedygtigt.

På grund af ovenstående er jeg også personligt meget enig i, at man som kvinde (der unægteligt har final say in the matter), skylder sit barn at overveje nøje, om det er lykken at gennemføre en graviditet med en mand, der ikke ønsker at blive far. Jeg tror, at nogle kvinder ikke tænker så langt, når de står og skal træffe beslutningen inden de 12 uger. De tænker, om de kan klare livet som alenemor, men overvejer måske ikke det fremtidige (svære) samarbejde og barnet, der tit ender som kastebold og den virkelige taber i dette spil.

Mor og meget mere skriver:

Du mener altså, at hvad DU kan stå inde for og er kommet helskindet igennem, skal ALLE kvinder kunne? Dermed adskiller du dig jo ikke spor fra abortmodstandere, som mener, at kvinder som dig skulle gro sig lidt rygrad, få respekt for livet og tage imod enhver graviditet som en gave. 

Jeg er ikke tilhænger af hverken den ene eller den anden yderlighed. Jeg har stor respekt for forskellighed og synes, dit indlæg er respektløst over for kvinder, som har andre værdier og følelser end dig. 

Jeg har al respekt for livet. Men synes faktisk det er foruroligende at så mange kvinder ikke kan klare ditten og datten, fordi de ikke har psyken til det. 

Men de er stærke nok til al den ballade der kan følge med, at sætte et barn til livet, uden for et forhold, eller i et forhold der ikke er stærkt nok til at kunne rumme et barn. Eller til at skulle fortælle et barn at du er uønsket af far.

Skal man have respekt for andres liv, og dermed et ufødt barn (som i starten "bare er et embryon") så skal man starte med at have respekt for sit eget  liv, og mandens liv.