Mødre med 3 eller flere små børn og arbejde

Vi har prøvet 2 familierådgiver. Den nysgerrige er at de begge to ikke havde familier selv. Vi brugte mange timer på dem og I kan ikke forestille jer hvad spild af tid det er. Vi var så lettede da alt var slut. Jeg ved ikke hvad de viser på TV, men min egen erfaring siger noget helt anderledes. De kunne sled ikke se nogle problemer. Derudover børnene er helt forskellige når der kommer ukendte mennesker. :laugh: Det er dejligt at side og drikke kaffe og snakke men.... her slutter det positive.

Da jeg var ung gik jeg ind i en meget dybt depression. Årsagen var noget som jeg ville meget gerne gøre men det lykkedes ikke. Jeg kunne ikke overleve det. 3 mdr. blev det være og være. Til sidst kunne jeg næsten ikke stå op af sengen. Jeg troede at jeg dør og det eneste jeg kan gøre efter jeg havde prøvet alt andet jeg kunne var selvfølgelig at søge psykiater. Jeg gik ind til hende og fortalte at jeg er i dybt depression. Hun sagte at jeg ser ikke sådan ud men hun sendte mig til psykolog for at teste mig. Efter en lang test resultatet hun skrev på papirene var DEPRESSION med stor bogstaver. Jeg gik med resultaterne til psykiateren og vi begyndte en laaaaang snak om hvad havde provokeret min depression. Jeg vidste godt hvad det var og fortalte hende. De næste 2 timer snakkede vi meget hyggeligt om livet og bla bla. Jeg gik til hende til at få medicin. Men hun sagde at der ikke findes medicin til mit problem og at ingen kan hjælpe mig, jeg er den eneste der skal hjælpe mig selv. Det sidste håb døde. Jeg var knust. Jeg gik ud. Det var mørkt og det blæste mild dejlig vind. Jeg skulle tage bussen hjem men jeg ville ikke hjem. Jeg var alene med mit problem og jeg ville blive alene og bare at gå. Jeg gik hele vejen hjem, 2 timer måske og gentog non stop til mig selv at jeg skal klare det. Den næste dag min 3 mdr gammel depression var væk. Jeg kunne leve og gøre noget igen og jeg var så taknemmelig til psykiateren fordi hun hjalp mig mere end jeg havde nogensinde forventet og hun gjorde det hurtigt, uden piller... på den bedste måde for mig. Så nu ved jeg at jeg har mere kræfter end jeg tror og ved hvordan at forhindre depression. :drink:

Nu kan man jo se på børn og børneopdragelse på mange forskellige måder... Selvfølgelig har du ret i at nogle børn - medfødt - er mere 'besværlige' end andre. Men en grundregel, som jeg tror, de fleste af os, der har små børn i familien, vil være enige i, er at vi som forældre med vores måde at opføre os på, har kolossal indflydelse på, hvordan vores børn opfører sig / udvikler sig. Det er den erfaring, der får os til at se på dig selv og din måde at være sammen med dine børn på, når du klager over, a) at dine tre børn tapper dig for al energi, så du ikke kan magte et arbejde, og b) at børnene hyler osv. med dig men ikke med andre - samtidigt med at du føler, at du klarer dem bedre end andre. Ingen af os er født som de perfekte forældre, der klarer alle situationer på bedst mulige måde fra starten af. En god mor bliver man ved at være opmærksom på sine børn, opmærksom på sig selv - og så ved at bearbejde, når man oplever at noget ikke går godt. Et eksempel: En overgang havde vi hos os evindelige konflikter om aftnen, fordi børnene ikke kunne falde i søvn: Storebror var træt, lillesøster var mindre træt og ville snakke/synge sig selv i søvn - og så endte det med at storebror fjollede med, vi skældte ud, der kom gråd og hyleri og... Hos os endte det med, at vi flyttede lillesøster ind i et andet værelse - selvom vi faktisk havde troet, at børnene ville være glade for at sove sammen i mange år. Eksemplet viser, at noget i dagligdagens rutiner ikke fungerede, og at vi forældre i løbet af et par uger gennemskuede, hvor problemet lå og løste det. I dette tilfælde var det faktisk ikke en ændret 'opdragelse' - det var bare en ændring af rutiner. Andre gange skal man lære selv at håndtere en situation på en ny måde. Jeg kan ikke gennemskue præcis, hvor det går galt i den måde, du håndterer dine børn, men jeg har tre bud: a) Du er ikke god nok til at se dine børn enkeltvis - så de føler sig ikke set af dig. Al den ballade du beskriver lyder for mig som krampagtige forsøg på at tiltrække din opmærksomhed. Det er IKKE nemt at give to eller flere børn opfattelsen af, at man er tilstede og opmærksom - det vil alle flerbørnsmødre kunne skrive under på. Men prøv det med at holde dem hjemme én af gangen og gør dejlige ting sammen med dem, så de føler sig forkælede: tag i zoo, sæt dig og mal med barnet - find på noget, som I begge synes er sjovt. Tag én med ud at købe ind - og lad de andre blive hjemme hos far. b) Du er ikke god nok til at sætte grænser. Hvis det er et problem at ungerne hyler for at få slik (og alt muligt andet), så er det fordi de ved, at hyleriet virker. Altså skal du og din mand beslutte, at ungerne kun får slik i weekenden, og at man kan hyle og skrige så tosset man vil - men at der ikke er slik på en torsdag. Så når ungerne beder om slik tilbyder du (og deres far) en pære / en rugbrødsmad / noget andet sundt - slik får de ikke! Her er det tydeligvis meget vigtigt, at I to forældre laver fælles aftaler - og overholder dem. c) Du er bedre til at skælde ud end til at rose. Hvis børnene oplever din opmærksomhed også når de opfører sig pænt vil det ændre deres opførsel, så de oftere gør de gode ting, som du roser dem for. Sig 'hvor er det dejligt at se jer lege så godt sammen i badekarret', 'det gør mig glad, at du vil hjælpe med at dække bordet', 'sikken en flot tegning, du har lavet til mig i børnehaven'. Jeg er ked af, at det ikke har hjulpet med familieterapeuterne - jeg gætter at det skyldes, at du ikke har indset dit medansvar for dine børns problemer, eller at det skyldes at du og din mand ikke er enige i, hvor problemerne ligger & hvordan de skal håndteres. I har selv ansvaret for at løse problemerne, og hvis man totalt afviser, at andre mennesker har ret i deres måde at se verden på - og føler med sig selv, at man har gennemskuet problemet bedre end de - ja, så kan man jo ikke hjælpes. Får du alligevel mod på at søge hjælp udefra én gang til, så vil jeg anbefale en konsulent indenfor metoden 'marte meo' - her bliver du og børnene filmet i hverdagen - og de uhensigtsmæssige måder at håndtere situationer på bliver tydelige og snakket igennem, så du selv finder ud af, hvor det går galt.

Hey Johannamor, tak for din bekymring og tiden du bruger for mig. Jeg gør faktisk alt du forslår. Jeg gør tingene på det samme måde som mange andre. Bare mine børn reaktioner er ikke de samme som deres børn reaktioner. Min mand giver børnene også slik (sodavand og is. Jeg giver dem slik og chokolade). De er bare bange for at bede deres far om noget. De spiser når han giver dem men når han siger Slut stopper de bare, de er bange at blive hysteriske og at grade når de er med ham. Det er bare så åbenlyst at de er bange. Når han siger Hold kæft holder de kæft med det samme og løber tig mig. Men de reagerer ikke på det samme måde hvis jeg siger Hold kæft. De fortsætter bare. Men jeg giver de ikke flere slik. I stedet for skubber jeg ørepropene eller sender dem på det andet værelse. Det er hvad jeg gøre og de ved godt. Måske andre børn lære men mine fortsætter bare igen og igen. Jeg er sikker på at det er fordi jeg er deres søde mor der er bekymret om dem mere end alle andre og derfor kan de manipulere mig. Måske er jeg for sødt og de godt kan føle det, men det er genetisk og jeg kan ikke lave det om. Selv hvis jeg prøver at ser sur ud griner de i mine øjne :laugh: Jeg har ikke nogle problemer hvis jeg skal passe andre børn. Min søster f.eks. kan aldrig overbevise sine børn at sove til middag. Og selv de går i seng nogle gang sover de bare ikke. Men... hvis jeg passer dem og skal putte dem i sengen det eneste jeg gør er at sige: Kom søde børn, nu skal I sove. Og de kommer uden at sige noget, lægger sig og sover. Og det er fordi de ikke føler mig så tæt på dem. Jeg føler at jeg kan klare alle andre børn end mine egne og det bare fordi jeg er deres mor. Hvis problemet var i noget jeg gør kunne det selvfølgelig laves om. Men jeg er deres mor og kan ikke være noget andet. Om de familie rådgivere. De gav bare ikke nogle råd. Hvad de sagde havde vi allerede prøvet. De forslog bare ikke noget nyt. Vi har også prøvet det med kamera. Men det er bare dumt fordi børnene sider ikke det samme sted hele tiden og man skal løbe efter dem med kameraet. Og hvis der opstår en konflikt eller ensærlig situation som skal optages, f.eks. de slås om noget og grader hvordan kan jeg håndtere situationen hvis jeg skal optage samtidig? Er det ikke idiotisk at stå bare og optage mens de slår hinanden ihjel og vil have mig at hjælpe dem. Ellers skal jeg smide kameraet væk og specialisten kan ikke se situationen til at give råd. Man skal prøve nogle ting for at vide hvordan de fungerer. Og nu kan jeg se at det er mig som har prøvet dem og du har kun hørt om dem og tror at de virker. Nej, det virker ikke, believe me, det er faktisk ret dumt. Derudover tror jeg ikke at børnene savner mig så meget. Det er mere jalousi fordi f.eks. de kan godt lave noget allesammen men hvis den ene kommer til mig kommer de andre med det samme og begynder at hyle fordi jeg skal holde dem men det skal være kun en ad gangen, jeg må ikke holde allesammen samtidig. Og eftersom det er umuligt det eneste jeg kan gøre er at løbe væk og holde ingen af dem. Det er bare en ren jalousi og ikke noget jeg gør. De er bare mere jaloux end de fleste andre børn.

Søde mor og bekymret for børnene ? Sorry nu jeg er forvirret, du skrev tidligere at du var så træt du ikke orkede at rejse dig når de lavede ballade Det er da det stik modsatte Jeg er ikke sikker på jeg forstår hvad du skriver ?

Soap skrev:

Søde mor og bekymret for børnene ? Sorry nu jeg er forvirret, du skrev tidligere at du var så træt du ikke orkede at rejse dig når de lavede ballade Det er da det stik modsatte Jeg er ikke sikker på jeg forstår hvad du skriver ?

Mener du at hvis jeg har skrevet om noget der er sket når jeg var træt betyder at jeg skal være så træt hele tiden 24/7. Så vidt jeg ved alle folk bliver trætte på et tidspunkt - derfor slapper de af og går i seng. Eller det sker aldrig til dig? ;)

Jeg er op til flere gange faldet om af træthed, da jeg havde små børn. Én gang gjorde jeg det mens jeg stod op :-) Så det tror jeg bestemt er sket for de fleste. Vi vil alle gerne være den søde, tålmodige, kærlige, evigt-vågne mor, som altid er klar til at forklare børnene verden i girafsprog, men det lever jeg i hvert fald ikke op til hver dag. Ja, jeg kan falde i søvn, råbe af ungerne, være urimelig, skælde dem ud og ikke høre efter hvad de siger.... Men heldigvis ikke hele tiden

Måske kunne I prøve familieterapi. Jeg tænker nu på et par familieterapeutstuderende som jeg fik hjemme, da børnene var små (ca. 1-3-5 eller 2-4-6...)... det var rigtigt godt. Børnene husker det endnu... (de fik en lille minde). Det var en annonce jeg så ved Irma... for mange år siden efterhånden. Men måske var det noget for jer? Synes virkeligt det gav noget, at få nogle fremmede øjne på familien....

Jeg synes desværre det virker som om du ikke vil indse at dine børn ikke vil dig ondt. De gør IKKE noget for at genere dig. De gør alt af en grund. Det virker også som om du overhovedet ikke kan tro at der kan være noget galt med den måde DU er omkring dine børn. Hvad er det egentlig du vil have ud af denne tråd? Lige meget hvad folk kommer med af gode forslag skyder du det ned og siger at sådan er det ikke eller at det har du prøvet og det er bare børnene den er gal med. Jeg tror ikke der er noget galt med dine børn, men med den måde i omgås som familie. Du tager overhovedet ikke del i skylden selvom det er omkring dig problemerne opstår, men det ville selvfølgelig også være lettere hvis det nu var alle andres skyld :blink: Jeg håber virkelig at i opsøger noget professionel hjælp - det lyder til at i trænger.

Vil give Signe ret - og andre... Synes du har en ret så arrogant måde, at håndtere de velmente svar og gode råd - faktisk ofte med den der lille smiley, der sipper en drink :drink: Du siger, du har prøvet stort set det hele, og ingenting virker - du ved altid bedre - kan dog undre mig over, at du så har de problemer du siger du har??? Ang: Marte Meo metoden kan jeg oplyse dig om, at det IKKE er når børnene er ved at 'slå hinanden ihjel' at man skal filme - men tværtimod når det går godt. Det er de gode situationer man analyserer og arbejder videre med - det er de gode situationer man skal tage ved lære af, og skabe flere af.