Hørt i nyhederne ADHD

Ajna skrev:

Er jeg håbløst naiv, hvis jeg tror, at læger og andre fagfolk kun klæber en sådan etiket på, hvor den passer?

Ja, desværre. Og undskyld, at jeg giver dig ret :blush:

Jeg er lærer og for et par uger siden var der en artikel om en dreng, der havde nogle skolevanskeligheder, som fik at vide at han havde Asperger (er ikke stavet rigtigt). Moderen synes dog ikke helt det passede og efter at have talt med flere mødre til Asperger-børn, tog hun sagen op med psykologen igen. Det viste sig at han bare var enormt klog og kedede sig i skolen og derfor havde vist enkelte de træk, der ellers er kendetegnende. Det synes jeg er spændende. Så ja jeg tror også tit der kommer fejldiagnoser, men ikke ret mange, der ikke bliver opdaget igen. I hvert fald ikke med ADHD, da medicinen ikke virker. Så, Ajna, jeg synes ikke du er naiv. I så fald er jeg det i hvert fald også.

Jeg hælder til Charlotte d. 17's indlæg, og vælger at tro på, at der ligger en grundig udredning bag, før børn bliver diagnosticeret ADHD. Selv har jeg berørt det meget let, da vi har haft en samtale med PPR vedr. vores ældste søn, som netop har utrolig meget krudt bagi og lidt koncentrationsproblemer. Psykologen, vi talte med, lyttede grundigt til os, stillede uddybende spørgsmål og konkluderede, at vi har en søn med træk som i ADHD, men at han bestemt ikke har det. Så jeg har ikke haft oplevelsen af, at man er ivrig efter at sætte en diagnose på børn. Men det er den oplevelse jeg har og den er selvfølgelig ikke entydig for hele landet....

Jeg ser så en del voksne med ADHD, som har været behandlet med ritalin i 100 år. Det 'pudsige' er, at en god del af dem uden problemer dropper ritalinen, når de bliver forelsket eller på anden måde får mulighed for at realisere sig selv. Når de virkelig får opfyldt deres behov for kærlighed, anerkendelse, omsorg o.s.v. så har de ingen problemer med at blive medicinfrie og mestre ting, de ikke burde kunne, hvis de virkelig havde ADHD. Samtidig undre det mig, at vi før i tiden så en vis mængde børn, der var tidlig skadede. Dem ser vi stort set ikke mere. Til gengæld ser vi så en eksplosiv stigning af børn med ADHD - hvoraf en god del faktisk IKKE får medicin, men et pædagogisk tilbud, der er præcis det samme som det, der tidligere blev tilbudt tidlig skadede børn! Derudover må jeg indrømme, at jeg endnu aldrig har mødt et barn, der har været til udredning i det psykiatriske system uden at gå derfra en en diagnose. Og at opnå 100% 'succes' er i mine øjne påfaldende. Men dermed ikke sagt, at det ikke er en stor lettelse for de store børn/voksne, der endelig får den rigtige diagnose og den hjælp og behandling, som gør dem i stand til at leve et godt liv. For dem er der heldigvis også en del af.

Der er også kæmpe forskel på det psykiatriske system og det psykologiske!! En psykolog må ikke stille behandlingskrævende diagnoser - det må en psykiater, en psykolog må ikke udskrive medicin - det må en psykiater osv osv Så mon ikke børnene kommer til psykiater, når psykologen må give op og erfare, at det ikke er alt i denne verden man kan sludre sig ud af...?? Så det ville da være meget underligt, om børn der kommer hos psykiater, IKKE får stillet en diagnose, de er der jo fordi psykolog og læge kan se der er store problemer som de ikke kan chatte sig ud af, men som kræver medicinsk behandling.

Først og fremmest synes jeg, at det er en utrolig nedladende holdning, du giver udtryk for i forhold til psykologer. Hvad ville du sige, hvis jeg kom med en lign. udtalelse om dit erhverv? Dernæst er det bestemt ikke alle børn, der er omkring en psykolog inden, de kommer ind i det psykiatriske system - som for øvrigt er befolket med næsten 50% psykologer!. Langt de fleste bliver henvist via deres praktiserende læge og en mindre del via PPR, hvor det ofte er en lærer, fysioterapeut eller anden mellemlang uddannet fagperson, der har forestået observationerne. Og at de altid finder alle de rigtige børn, som så får den helt rigtige diagnose og ingen er fejl visiteret, og ingen begår fejl - ja, den køber jeg så ikke.

Jeg vil gerne gentage, at jeg har set mange eksempler på børn, der har været igennem udredning på B/U-psykiatrisk, uden at det er endt med en diagnose - og hvor konklusionen har været, at der var tale om psykologiske problemer, som forældrene selv måtte finde hjælp til. Dette til trods for, at forældre, PPR-psykologer og andre med kendskab til barnet stort set har stillet diagnosen på forhånd og i en vis grad 'presset på' for at få den bekræftet. Det har givet mig en temmelig stor respekt for psykiatrenes integritet. Og selv om Helene måske udtrykker sig lidt 'frisk' om psykologernes arbejde, så er jeg helt enig i pointen - at er der tale om lidelser som ADHD, så er psykologsamtaler slet ikke tilstrækkelig hjælp. Jeg var ikke klar over, at langt de fleste børn henvises via den praktiserende læge og ikke PPR - det undrer mig, eftersom min oplevelse er, at de praktiserende læger (helt korrekt) opfordrer til henvendelse til PPR. Det er da dybt problematisk, hvis man 'springer PPR over'. Endelig forstår jeg ikke påstanden om, at 'det ofte er en lærer, fysioterapeut eller anden mellemlang uddannet fagperson', der forestår observationerne hos PPR. Hvilke steder i landet ansætter man lærere eller fysioterapeuter hos PPR - og lader dem stå for observationerne? Det har jeg aldrig hørt om. Tværtimod har man jo nedlagt cand.pæd.psych-uddannelsen - som ikke 'kun' er mellemlang - og stiler vel dermed efter fremover kun at have cand.psych´er i PPR´s regi. Selvfølgelig sker der fejldiagnoser sted, det gælder vel igennem hele sundhedssystemet, men jeg har til gode at opleve en hurtig og overfladisk udredning. Mht. tidligt skadede børn, så ser vi da masser af dem stadigvæk - der er fortsat lange ventelister til de relevante behandlingstilbud for disse børn, og det gælder helt fra de nyfødte. Umiddelbart mener jeg heller ikke, at deres adfærd og baggrund ligger så tæt op af ADHD-symptomerne, at det skulle ligge lige for at 'tage fejl'.

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg vil gerne gentage, at jeg har set mange eksempler på børn, der har været igennem udredning på B/U-psykiatrisk, uden at det er endt med en diagnose - og hvor konklusionen har været, at der var tale om psykologiske problemer, som forældrene selv måtte finde hjælp til. Dette til trods for, at forældre, PPR-psykologer og andre med kendskab til barnet stort set har stillet diagnosen på forhånd og i en vis grad 'presset på' for at få den bekræftet. Det har givet mig en temmelig stor respekt for psykiatrenes integritet. Og selv om Helene måske udtrykker sig lidt 'frisk' om psykologernes arbejde, så er jeg helt enig i pointen - at er der tale om lidelser som ADHD, så er psykologsamtaler slet ikke tilstrækkelig hjælp. Jeg var ikke klar over, at langt de fleste børn henvises via den praktiserende læge og ikke PPR - det undrer mig, eftersom min oplevelse er, at de praktiserende læger (helt korrekt) opfordrer til henvendelse til PPR. Det er da dybt problematisk, hvis man 'springer PPR over'. Endelig forstår jeg ikke påstanden om, at 'det ofte er en lærer, fysioterapeut eller anden mellemlang uddannet fagperson', der forestår observationerne hos PPR. Hvilke steder i landet ansætter man lærere eller fysioterapeuter hos PPR - og lader dem stå for observationerne? Det har jeg aldrig hørt om. Tværtimod har man jo nedlagt cand.pæd.psych-uddannelsen - som ikke 'kun' er mellemlang - og stiler vel dermed efter fremover kun at have cand.psych´er i PPR´s regi. Selvfølgelig sker der fejldiagnoser sted, det gælder vel igennem hele sundhedssystemet, men jeg har til gode at opleve en hurtig og overfladisk udredning. Mht. tidligt skadede børn, så ser vi da masser af dem stadigvæk - der er fortsat lange ventelister til de relevante behandlingstilbud for disse børn, og det gælder helt fra de nyfødte. Umiddelbart mener jeg heller ikke, at deres adfærd og baggrund ligger så tæt op af ADHD-symptomerne, at det skulle ligge lige for at 'tage fejl'.

Jeg er totalt enig med dig Charlotte. Jeg oplever qua mit arbejde, at der er flere børn der IKKE bliver diagnostiseret efter en tur i den psykiatriske verden. Der er en, desværre, stigning i børn der har det dårligt hjemme, og som i stor udstrækning er udsat for massiv omsorgssvigt, er tidligt følelesmæssigt skadede, og som ikke nødvendigvis har gavn af en diagnose, snarere et behandlingstilbud. Jeg har for nyligt været til et samarbejdsmøde hvor også en psykolog deltog, og hun lagde ikke fingre imellem. Et barn må ikke være mere end max 20 mdr. hvis det skal fjernes hjemmefra, for at man skal have en rimelig god chance for at rette op på de skader der er sket i det lille barns første tid. Det er tankevækkende, at der rundt om i kommunerne i DK er blevet skåret drastisk i hvor mange penge der er i den enkelte kommune til anbringelse af børn uden for hjemmet.

Habermas skrev:

Først og fremmest synes jeg, at det er en utrolig nedladende holdning, du giver udtryk for i forhold til psykologer. Hvad ville du sige, hvis jeg kom med en lign. udtalelse om dit erhverv? Dernæst er det bestemt ikke alle børn, der er omkring en psykolog inden, de kommer ind i det psykiatriske system - som for øvrigt er befolket med næsten 50% psykologer!. Langt de fleste bliver henvist via deres praktiserende læge og en mindre del via PPR, hvor det ofte er en lærer, fysioterapeut eller anden mellemlang uddannet fagperson, der har forestået observationerne. Og at de altid finder alle de rigtige børn, som så får den helt rigtige diagnose og ingen er fejl visiteret, og ingen begår fejl - ja, den køber jeg så ikke.

Nedladende holdning til psykologer? nope. Men hvis der er noget galt med signalstofferne i hjernen, så kan man tale fra nu og til juleaften, uden nogensinde at få en bedring!! Og så er alle iøvrigt velkomne til at tale nedladende om mit erhverv, der er desværre bare ikke noget at sætte en finger på!! :laugh: :silly:

Habermas skrev:

Og at opnå 100% 'succes' er i mine øjne påfaldende.

Er dette i øvrigt ikke også udtryk for en nedladende holdning til en erhvervsgruppe? Selv om succes står i gåseøjne, er det da meget misvisende at indikere, at psykiaternes mål er at stille diagnoser - jo flere, jo bedre. Når en gynækolog eller en øjenlæge konkluderer, at bestemte symptomer ikke er abnorme, opfattes det da ikke som en 'fiasko' - heller ikke af speciallægen selv. Og med det pres, der er på psykiatrien, kan det da kun opfattes som positivt af behandlerne, når de kan afkræfte mistanken om en diagnose - selv om det ikke altid vækker glæde hos forældrene.