Jeg ser en helt anden, bekymrende udvikling. Jo mere, lægmænd 'beslutter' sig for, at det ikke kan passe, at så mange har fx ADHD (kunne også gælde andre diagnoser) - jo større er risikoen for, at de personer, der har ADHD, ikke bliver diagnosticeret og dermed ikke får den hjælp og støtte, de har behov for.
Den 'slemmeste' stigmatisering er efterhånden ikke dét at få diagnosen ADHD - men derimod at få andre menneskers skepsis over for diagnosen forærende i samme ombæring. Hvor det i første omgang ofte er en kolossal lettelse for forældre at få bekræftet, at det ikke er dem, der har grebet opdragelsen helt forkert an, og at der er tale om forhold, de ikke har haft indflydelse på - så vil de hurtigt opleve, at folk omkring dem forholder sig lidt tvivlende til diagnosens rigtighed, for 'enhver med lidt krudt bagi og dårlige manerer har jo efterhånden ADHD'.
Grundlæggende har jeg meget stor tillid til psykiaterne, og jeg har til gode at møde den person, barn eller voksen, som er blevet hastet igennem systemet og har fået en diagnose i en fart. Dette til trods for, at mange forældre presser på for at få en forklaring på, at deres barn har problemer.
Særligt børne/ungdomspsykiatrien lider som bekendt under en horribel mangel på ressourcer - derfor ville det utvivlsomt være fristende at sætte tempoet lidt op og stange diagnoser ud, baseret på formodninger - men de børn og unge, jeg har kendskab til, som har fået en diagnose, har været igennem en meget grundig udredning - og jeg kender til endnu flere, der har afsluttet et udredningsforløb UDEN at få en diagnose.
Jeg er helt overbevist om, at vi alle har kendt op til flere i vores skoletid, som i dag ville have fået diagnosen ADHD - og hvis tilværelse havde artet sig væsentligt anderledes, hvis de havde kunnet få hjælp og støtte dengang.
Jeg græder indeni, når jeg som lærer møder forældre, der for enhver pris vil undgå at få deres børn igennem 'systemet' - PPR og B/U-psykiatrisk - forældre, som er så bange for at få 'stemplet' deres børn, at de aktivt modarbejder børnenes muligheder for at få vejledning, hjælp og støtte præcis på deres præmisser. Og så hører man flere år efter, at det pågældende unge menneske er droppet ud af to uddannelser, har isoleret sig totalt, har alkoholproblemer - osv. Dét er et svigt.
Jeg har absolut ingen forudsætninger for at vurdere, om for mange får diagnosen - hvordan skulle jeg kunne vide det? - men jeg synes, man skal være yderst varsom med at forkaste eksperternes vurderinger. Det rammer ofte dem, der har det svært nok i forvejen.
Anmeld