Hvor er det modbydeligt!

bøllen skriver:

Det forstår jeg simpelthen heller ikke.

At miste et foster og et barn er i mine øjne 2 vidt forskellige ting uden at have prøvet det.

TS kæmpe kram 

Der er nu ikke den store forskel.
Det er et barn...stort eller lille.
Det var været i ens krop, man har følt dets krav om at have ret til livet..det påvirkning af ens hormoner, ens drømme, ens kærlighed.
Derfor ER sorgen lige stor.
Og..man skal altid huske..at et er hvad man selv føler..et andet er hvad naboen føler.
Det kan man aldrig sætte sig helt ind i...heller ikke selvom man selv har prøvet noget lignende.

SussieThyssen skriver:

Jeg synes det er rigtigt synd for dig, at du har mistet dit lille barn.
Men jeg kommer også til at sige dig imod..for JO det er det samme..jeg har været gennem det hele, og tabet ER det samme...for MIG var det.

Du har din sorg..og føler dit omkring det du har oplevet..men din far har lige så meget ret til at føle en lige så stor sorg om sit.
Så din sorg til trods, så kan du ikke være bekendt at nedgøre hans tab, og slet ikke kalde det modbydeligt (måske har jeg misforstået din mening med overskriften)

Jeg har selv siddet med et barn der levede i 2 timer og set ham dø, men jeg har også siddet med 2 dødfødte og hver eneste var et bundløst dyb af sorg og tab.
Jeg synes at du skal glæde dig over at du trods alt havde de dage sammen med dit barn, at du nåede at få den tid, det gjorde vi andre ikke....heller ikke din far.

Kærligst
Sussie

Nej det er det ikke. Og det kan slet ikke diskuteres. 

lineog4 skriver:

Kan også huske da jeg fik menstruation efter vi havde mistet Lia. Jeg styrtblødte og var så bange for alt var forkert. Endte med at blive undersøgt, falde om og og og... og for dig er det jo sikkert dobbelt fordi hele din søns for tidlige start på livet starter med blødning og du derfor næsten for et dejavu.

Med hensyn til din far tænker jeg det måske var længere end du tænker siden de samler fosteret op. Måske du skulle spørge og måske I kunne finde hinanden fordi han måske forstår mere end du tror. Jeg har efter jeg har mistet mødt andre der har mistet fra ca 16. Uge og det er ikke antallet af uger i maven, eller levede dage der har været udslagsgivende for om jeg følte samhørigheden.

Har snakket med hans ex (hun ringede) og der er tale om uge 8,9 og 11, min far har desværre en tendens til at overdrive,( det skal ikke forståes som det ikke er hårdt at abortere Overhoved! Hest selv prøvet det, det er bare ikke det samme)  for ikke så længe siden blev han opereret og i følge ham skulle hans Hals skæres op og var sikkert fuld af kræft, det vidste sig at være en betændt Lymfe knude 

bøllen skriver:

Det forstår jeg simpelthen heller ikke.

At miste et foster og et barn er i mine øjne 2 vidt forskellige ting uden at have prøvet det.

TS kæmpe kram 

Nu har jeg hverken født eller haft en abort, men føder man, hvis man har en sa, for er det ikke før uge 12? 
Faren siger jo at hun har født tre gange på toilettet og de lagde det i poser, så må der da have været et barn. 

Ja, undskyld min uvidenhed.. (og om du overhovedet kan svare på det)

Yurie skriver:

Nu har jeg hverken født eller haft en abort, men føder man, hvis man har en sa, for er det ikke før uge 12? 
Faren siger jo at hun har født tre gange på toilettet og de lagde det i poser, så må der da have været et barn. 

Ja, undskyld min uvidenhed.. (og om du overhovedet kan svare på det)

Læs indlægget ovenfor

Nej det er det ikke. Og det kan slet ikke diskuteres. 

nu er der jo forskel på hvordan du føler og hvordan andre føler.

der er ingen der "vinder" ved at have mistet et barn. desværre.

og når folk har været i nogenlunde samme situation vil de jo kun bringe det på banen når man står og har mistet for at vise at de kan tale med om sorgen. 

sorgen kan være den samme hos den som mister i uge 15 som hos den der mister i uge 30. det er jo kun børnenes størrelser der er forskellige. Moderfølelserne og forventningerne er typisk ens og det er jo bla. DET der bliver skudt til grunden, som gør at følelserne måske føles som det samme..

hvorfor har dem der har mistet ved en SA ikke ret til at sørge over tabet på samme måde som dem der oplever at miste på et senere tidspunkt.. de skulle jo også have været forældre.. og de blev de ikke.. brug dog hinanden til at tale med hinanden om det i stedet for at måle jeres tab og gå op i det som var det en konkurrence. 

det er jo ikke fordi folk synes det er sjovt eller at nogen "vinder" ved at have mistet på et tidspunkt.. der findes jo også forældre der mister deres børn når de er 2,3 og 13 år. skulle de så også sige at dem som har mistet sit barn selvom det blev født på et tidspunkt hvor det kunne overleve, ikke har ret til at sørge og dele deres sorg med dem fordi at de ikke mistede deres barn på det "rigtige" tidspunkt..??

 

 

SussieThyssen skriver:

Der er nu ikke den store forskel.
Det er et barn...stort eller lille.
Det var været i ens krop, man har følt dets krav om at have ret til livet..det påvirkning af ens hormoner, ens drømme, ens kærlighed.
Derfor ER sorgen lige stor.
Og..man skal altid huske..at et er hvad man selv føler..et andet er hvad naboen føler.
Det kan man aldrig sætte sig helt ind i...heller ikke selvom man selv har prøvet noget lignende.

I min verden er der en grænse - jeg kan ikke sætte den præcis. Og den handler ikke så meget om moren/farens følelser men det handler om min datter. Hun var noget mere end hun var i som foster i 8. Uge fx og jeg tror heller ikke en der har haft en sa i uge 8 ville ønske at skulle dele sin sorg med mig for der er for langt mellem os. For mig var Lia ikke et unikt væsen uafhængigt af mig og mine drømme - og hun fik taget livet og det er det uretfærdige ikke at jeg ikke fik et liv med hende. Svært at forklare men for mig er der en forskel på en sa og på min datter døde.

Og nej man kan nok aldrig sætte sig helt inden i andres følelser men har oplevet der er en samhørighed og en grundlæggende forståelse hos de jeg har mødt der har mistet barn, en forståelse der ofte ikke kræver mange ord. Jeg ved ikke hvad det er, men ved noget ændrede sig fatalt i min person ved at miste min datter og det selvom jeg har mistet mange i mit liv.

Mami skriver:

Har snakket med hans ex (hun ringede) og der er tale om uge 8,9 og 11, min far har desværre en tendens til at overdrive,( det skal ikke forståes som det ikke er hårdt at abortere Overhoved! Hest selv prøvet det, det er bare ikke det samme)  for ikke så længe siden blev han opereret og i følge ham skulle hans Hals skæres op og var sikkert fuld af kræft, det vidste sig at være en betændt Lymfe knude 

Okay ja så tænkte jeg forkert - og nej som dig føler jeg heller ikke det kan sammenlignes

SussieThyssen skriver:

Der er nu ikke den store forskel.
Det er et barn...stort eller lille.
Det var været i ens krop, man har følt dets krav om at have ret til livet..det påvirkning af ens hormoner, ens drømme, ens kærlighed.
Derfor ER sorgen lige stor.
Og..man skal altid huske..at et er hvad man selv føler..et andet er hvad naboen føler.
Det kan man aldrig sætte sig helt ind i...heller ikke selvom man selv har prøvet noget lignende.

I mine øjne er der stor forskel.

Mami skriver:

Ja undskyld overskriften men jeg har brug for luft nu! 

Nogen har måske læst min tidligere tråd, men jeg fortæller lidt så alle er med. 

22 juli vågner jeg med blodet fosende ned af benene, min søn bliver taget med aks senere den dag, uge. 29+0, han klarer det rigtig godt, men 3 dage senere bliver han meget dårlig og vi får de chokerende nyheder, grad 4 blødninger i begge sider af hjernen massiv spredning, han vil ikke overleve  

dagen efter slukker vi respirator, slanger og alt det andet fra hans lille krop, han bliver lagt i mine arme og vi nyder 1,5 time sammen inden hans små øjne lukkes for altid, 4 dage gammel og helt perfekt. 

22 juni,nøjagtig en månede senere vågner jeg med blodet rendene igen, jeg græder og er helt i panik, jeg har fået mens (hvorfor samme dag?!) 

i dag er det den 22 juli jeg bløder igen og kan slet ikke klarer det, i syntes sikkert jeg er skør, men det er så svært at forklare, det gør kort sagt, så ondt

jeg ringer til min far tudene og vil bare have et trøstende ord (fortalte ham ikke om mens) og hans svar er jeg ved præcis hvordan du har det, min ex fødte 3 gange på toilettet. Jeg spørger lettere chokket hvad han mener (jeg er hans eneste barn) og han svarer, ja vi måtte samle dem op og ligge dem i en pose, øh hvad tænker jeg?! Og jeg siger mener du en sa? Og han svarer ja. 

Jeg ligger bare på magter det slet ikke! Jeg er sikker på det var røv hårdt ( har selv haft 2 sa) men det er fandme ikke det samme! 

Undskyld den lange rodede indlæg, tak for i læste med havde brug for luft 

Jeg er ked af dit tab og jeg har været meget heldig og har to raske og levende børn, men nr. 1 blev født ved aks efter jeg begyndte at styrtbløde så selv om det på ingen måde kan sammenlignes, så nåede jeg at opfatte en lille del af hvad det vil sige at miste et barn - men eftersom han overlevede kan det jo ikke sammenlignes, kan bare sige at jeg forstår chokket og synes du har al mulig ret til at være sårbar og forlange forståelse fra dine omgivelser pt.