Jeg kom til at slå mit barn.

Hvis det er nogen trøst for dig er du ikke den første og ej heller den sidste til at miste kontrollen, ikke at det gør det okay, men vi er kun mennesker, vores evner går kun til en vis grænse og jeg er overbevist om du aldrig vil gøre det igen.

Når det så er sagt vil jeg sige, et barn tager ikke skade af et enkelt klap, jeg selv har været igennem optil flere klaps så jeg har lagt grædefærdig i flere timer og et enkelt kvælertag af min far, og det Gud hjælpende ikke fordi han ikke elsker mig, men fordi jeg rent ud sagt var en møgunge der drev ham ud hvor han ikke havde fodfæste og selv var ustyrlig.

Jeg kunne aldrig drømme om at slå mit barn, men jeg har selv mistet forbindelse en dag min lille dreng havde knust en utrolig personlig og betydningsfulde gave, og ja jeg råbte og ja jeg smækkede en dør mens jeg skreg ind i væggen mens min søn stod og græd efter mig på den anden side, jeg hylede en hel time med ham knugede i mine arme mens jeg undskyldte, og jeg snakkede det igennem med mand og familien efterfølgende og har ikke været i nærheden af sådan en reaktion siden og vil gøre alt i min magt for det aldrig vil gentage sig.

Jeg håber for dig du har nogle som vil lytte til dig og give dig de knus og trøstende ord du har brug for, snak med din mand og se om i kan finde en god ordning for jer så det kan komme tilbage på skinnerne.

Det er selvfølgelig ikke i orden at slå sine børn, men det ved du jo allerede.

Jeg ville sige det til din mand, så du har nogle og snakke med om det. Sket er sket, men du må love din søn at det aldrig aldrig sker igen!

Hvad jeg gjorde bag efter? Jeg knusede ham, og sagde tusind gange at det aldrig skete igen. Som en skriver, det er en totalt fallit erklæring, og det kommer ALDRIG  til, at ske igen, og slet ikke hvis jeg fortæller det til min kæreste og en veninde. Tak for rådene, de har hjulpet meget

Kæmpe kæmpe kram og jo jeg får sørme også medlidenhed med dig som mor, for kan kun forestille mig hvor forfærdeligt jeg ville have det hvis det skete for mig.

Sad faktisk lige tidligere i dag og talte om jeg aldrig har haft følelsen af jeg kunne slå mine børn, men jeg har i den senere tid med min præteen meget pubertetsagtige datter kommet der ud hvor jeg kunne have lyst til at slå med ord - dvs. Sætte hende til dørs med mine ord som en voksen kan over for børn. Og for mig er det lige så forkert som at slå. Så jeg skal på ingen måde være hellig - og tror faktisk de fleste forældre har stået i afmagten og haft lysten til at råbe meget højt og måske også gjort det - jeg har i hvert fald og nej hvor jeg hader mig selv bagefter.

Du ved hvad der gik galt, du kan sætte fingeren på situationen og det betyder hvis du får italesat det og rakt hånden ud til din mand, så kan I sammen finde en løsning så du ikke skal stå i samme afmagt igen.

Jeg vil i hvert fald ikke dømme dig mere end du formodentlig gør selv, og så vil jeg håbe med hele mit hjerte det ALDRIG sker igen. Og jo slå er forkert, men nu er det sket og din søn tager ikke skade af den ene gang.

Hvor har jeg ondt af dig, men også af min søn!
- håber du får noget hjælp så det ikke kommer til at ske igen.

Anonym skriver:

Hvad jeg gjorde bag efter? Jeg knusede ham, og sagde tusind gange at det aldrig skete igen. Som en skriver, det er en totalt fallit erklæring, og det kommer ALDRIG  til, at ske igen, og slet ikke hvis jeg fortæller det til min kæreste og en veninde. Tak for rådene, de har hjulpet meget

syntes helt klart du skal fortælle det til din mand/kæreste.

ærligt talt syntes jeg som far at han har ret til at vide det..også må i fælles finde en løsning hvis det er for meget for dig at være så meget alene..det bliver nok ikke nemmere når baby kommer.

når nu du har lovet din søn det aldrig sker igen..så må du virkelig sørge for det ikke sker..find nogle at snakke med om det. din kæreste, veninde, forældre, en prof. ja bare nogle..arbejd med dig selv så du ikke bliver drevet så langt ud. find en anden putterutine med mindre bøvl hvis det kan lade sig gøre..

har virkelig ondt af din søn..det må ikke ha været rart, så det selvfølgelig klart du har dårlig samvittighed, hvilket du skal have men du må finde en løsning så det ikke sker igen.

Patriark skriver:

Det vist ikke empati og mentalisering der er dine spids kompetencer.

Så længe det ikke er et gennemgående opdragelsesmiddel, tror jeg nu nok barnet klarer sig.

Empati? Fandeme nej når man ligger hånd på sit barn !

Sarah82 skriver:

Ej men come on. Hun ved sq godt selv det var forkert, og tydeligvis ligger hun i den grad ned. At du så lige træder på hende eller drysser salt i såret er ualmindelig dårlig stil. Hun har da overhovedet ikke brug for at få sendt et vredt fjæs. Hun har brug for at blive mødt med åbne arme og med omsorg. Hun har lavet en fejl, men den er ikke uoprettelig!

Groft salt skulle der bruges.. 

Swerg skriver:

Groft salt skulle der bruges.. 

Buuuuh!

Swerg skriver:

Empati? Fandeme nej når man ligger hånd på sit barn !

Men netop ved at udvise empati hjælper det personen videre med at blive en bedre forældre. Hun er klar over sin fejl. Og ved at forstå baggrunden for denne afmagt hun kom ud for, er ikke ensbetydende med at det var okay at slå. Men et wake up Call,- hun har brug for hjælp lige nu, så hun ikke ender ud i den form for afmagt igen.