Jeg kom til at slå mit barn.

Mariekjellerup90 skriver:

Puha må nok sige at jeg er chokeret over det  Sorry. Har selv været alene med min datter imens jeg var gravid, og jo det er da hårdt. Men det bliver altså ikke lettere når den lille nye kommer. Så mit råd er at snakke med din kæreste om det, også evt snakke med en læge så du kan få noget hjælp. Næste gang hvis jeg var dig, og din søn kørte dig så langt ud, så gå ud og få noget frisk luft. Får sgu helt ondt af din lille søn. Puha :/ forstår slet ikke man kan gøre sådan noget! Men håber du får noget hjælp, for det bliver kun hårdere når den lille ny kommer. For man ved aldrig om den lille nye bliver et kolik barn, og hvis din søn som bare gerne vil have sin mor, kan få dig til at slå ham, vil jeg slet ikke vide hvad du kunne finde på at gøre ved en baby som græder 24/7! 

Hård kost allerede at komme med sådanne fordømmelser.

jeg fik en lussing af min mor i afmagt en gang jeg skreg hende i hovedet. men jeg husker jeg blev mere chokeret over hvor ked hun blev end at jeg blev slået. aldrig sket føær eller siden.... har selv hængt med hovedet ude af vinduet med et svært barn og været tæt på vanvittighedsgræsen. hvor jeg har gået for ikke at gøre noget jeg ville fortryde.. vi er kun mennesker (og tillykke til jer der har en guds gaves tålmodighed)

syntes det er flot du står frem og søger hjælp. nej man må ikke slå, det ved du og derfor skriver du jo her. din reaktion nu er sund. men det må jo ikke ske igen!! og som de andre siger skylder du din deng en forklaring og jeg syntes du skal gå til lægen og fortælle det også.

Swerg skriver:

Ok. Så er mit råd i den grad at hun skal søge hjælp. 

Tager hatten af for at du bryder en tavshed mange forældre kan komme ud for. Du gjorde noget forkert og du har en samvittighed, hvilket er rigtig godt, for så gentager du det ikke igen. Du må snakke med din mand om dine frustrationer og at det til sidst gik ud over jeres barn. Du har brug for lidt aflastning evt. nogen fra familien som kan passe ham, så både dig og jeres barn har det godt sammen. Lov din søn og dig selv, at du aldrig oplever den form for afmagt igen. Han er et lille menneske og kan ikke forsvare sig. Og han elsker dig og vil dig, især når far ikke er der, så har han det rigtig svært. Snak om det med ham. Og pas godt på ham og dig selv 

Ja du ved jo godt at det er en total falliterklæring at slå sit barn...

Men derudover så ja så synes jeg du skal sige det,og så skal du overveje hvad du kan gore for at undgå at gore det igen.

Jeg er blevet slået meget som barn,og det værste er egentligt ikke slagene ,men mere det at man jo godt ved man ikke er elsket når man blvier slået/skældt ud. 

Og ja det ved man godt selv om man er et lille barn,og man husker jo som voksen- så vil da håbe at det er en engangsforestilling....

Puha jeg har så ondt af din lille dreng lige nu 

Swerg skriver:

Jeg vælger bare at lave en "  "

Swerg skriver:

Jeg vælger bare at lave en "  "

Konstruktivt.

Swerg skriver:

Skulle jeg give medlidenhed? Man er da godt skør i skallen hvis man slår sit barn ! Som om at det skulle være heeeelt normalt ? 

Det vist ikke empati og mentalisering der er dine spids kompetencer.

Så længe det ikke er et gennemgående opdragelsesmiddel, tror jeg nu nok barnet klarer sig.

Husk venligst lige den gode tone, undgå de personlige angreb.  

Mvh Staff.

Puha, folk er godt nok overordentligt hurtige til at dømme og blive dybt forargede! Det synes jeg er enormt trist at se, når det er tydeligt at TS angrer.

Jeg ser ikke et monster, en forfærdelig mor, eller et ondt menneske som har kuk i kasketten. Jeg ser en mor, som er udkørt, helt færdig, og oven i købet fyldt op med graviditetshormoner.  Naturligvis betyder det ikke, at det er okay at slå sit barn, og jeg synes helt sikkert, at TS skal gøre noget, så hun ikke kommer i den situation igen. Men når nu det er sket, hvad fanden hjælper det så at dømme og sende vrede smileys?

Jeg vil sågar sige, at jeg godt kan sætte mig ind i, at hun kom derud. Nu har jeg ganske vist aldrig slået mine børn, men jeg kan godt sætte mig ind i den frustration det er, at have et barn der bare vil have mor KONSTANT, og som nærmest ville lime sig fast i en, hvis barnet kunne det. Så er det ens job som mor at opfylde de behov, men derfor er det stadigvæk pissefuckinghamrende hårdt ikke at få et øjeblik alene, fordi barnet har den periode. Og jeg tør slet ikke tænke på hvor hårdt det må være, når man er gravid OG ikke har mulighed for aflastning fra manden, som er væk.

Igen, TS: Det er ikke ok at slå, men det ved du jo godt, og du fortryder. Jeg synes det er synd for din søn, men jeg synes også det er pisse synd for dig, så jeg sender dig en masse varme kram, og råder dig til at tale med din mand, så i kan finde ud af en måde du kan blive aflastet på