Hvorfor lyver vi så meget herinde?

Folk er forskellige og har forskellige "grænser" for hvornår ting er rigtig hårdt...
Jeg har aldrig løjet om hvordan det har været at blive mor... Jeg elsker Lukas overalt på jorden men det har været et rent helvede... Han sov max 7-8 timer i døgnet det første halve år, min mor blev overalt 11 dage efter Lukas blev født, jeg fik en depression og min eks var ikk en stor hjælp.... Det er først da Lukas næsten var 2 at jeg følte at tingene begynde at gå rigtig godt

Janne T. skriver:

Selvfølgelig er det godt at forberede sig mentalt på at det nok bliver hårdt, men personligt havde jeg det sådan, at selvom jeg tænkte sådan, så tror jeg ikke det gjorde den store forskel. Det var simpelthen for abstrakt! Jeg har aldrig haft med spædbarn at gøre (så var også VIRKELIG grøn da vi fik Rose). Den ene halvdel af mine fætre og kusiner bor i England og har ikke børn, den anden halvdel kom en del efter min bror og jeg, så de er kun 14 år, og jeg husker ikke deres spædbarnstid særlig godt. Så for mit vedkommende er jeg ikke vokset op med at der var spædbørn i familien, jeg var fuldstændig clueless. Og det kunne mental forberedelse ikke gøre op for (Ej heller timevis af stening på baby.dk og læsning af en masse baby-stof )

Jeg havde heller ingen erfaring med babyer overhovedet. For mig gjorde det en forskel (ikke en kæmpe, men som sagt, det gjorde panikken mindre) - men hey, der er også plads til at vi kan være forskellige. 

Du er velkommen til at læse en af mine tidligere oprettede tråde
For JEG synes det er rocker hårdt! JEG synes skisme at mit barn ret ofte er på tværs, sur, hysterisk og driver mig helt ud på kanten hvor jeg har lyst til at sætte mig ned og tude.

Måske er jeg svag, måske er mit barn hardcore, jeg ved det ikke, men jeg gider ikke skrive en masse lyserødt og sukker sødt hvis det ikke passer.....

Men tror dog bestemt der er mange derude med nemmere børn, mere overskud, større tålmodighed, og så virker det måske bare mere rosenrødt og let?

Altså jeg "lyver" ikke, jeg synes det er vildt fantastisk at være mor!
Meget bedre og mere fantastisk end jeg overhovedet havde forestillet mig.
Alle sagde til mig hele graviditeten "åh hvor bliver det hårdt, det er så hårdt at have børn, man kan ingenting når man har børn, bla bla bla", ja faktisk er livet bare slut når man får børn eller hvad? Er det så forfærdeligt tænke jeg. Så forberedte mig på det værste, nu når alle synes det var så forfærdeligt (jeg lavede endda en tråd om det, da jeg var gravid)

Men det er rosenrødt for mig at være mor langt det meste af tiden. Amningen kører, har den gladeste lille pige der er et stort smil hele dagen, alle kommenterer hvor vildt det er hun bare er glad HELE tiden!, der går dage mellem hun græder, og når hun gør er hun trøsten i løbet af et splitsekund.

Hun er bare det bedste, men jeg er positivt overrasket over morrollen. Det kan da være hårdt, men tager det hele som det kommer, vi er meget afslappede som forældre, det hele er ikke skemalagt og så pisse perfekt, vi følger ikke alle anbefalingerne til punkt og prikke, vi læser vores barn og ikke alle de anbefalinger der er. Hvor jeg ser mange der måske er meget usikre og bare gør hvad der står i bøgerne, "for sådan skal det jo være".

Jeg tror det er meget forskelligt fra barn til barn. jeg synes de første uger var hårde for amning kørte ikke let med et barn der sov meget. så det blev svært at amme, men da flasken kom blev alt let. han sov meget, var glad og tilfreds når han var vågen, og spiste og voksede som han skulle. han sov igennem tidligt og ja har været meget let siden, der er da dage hvor der er 'slåskampe' om hvordan tingene skal være, men de dage er så lidt i forhold til hvor let det kan være.
nu har jeg en dreng som snart fylder tre og som allerede klarer mange ting selv. Han hjælper endda til her hjemme, og hvis ikke jamen så underholder han for det meste sig selv, så meget at det er ligefør jeg glemmer at jeg er mor. Selv idag tænkte jeg min dreng var væk fordi han gik og legede stille for sig selv, men så var han næsten lige ved siden af mig.
Nu er jeg så gravid, og har på fornemmelsen at det ikke bliver lige så let næste gang (da hun altid er vågen på modsatte tider af min dreng, og er meget aktiv, hvilket er modsat min dreng)
Men ja børn er forskellige, og ja desværre høres der næsten kun om de gode ting, men sådan er det at leve i et samfund hvor der 'forventes' at vi er 'perfekte'.

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

For mig var det at blive mor første gang meget nemmere en forventet, selv om jeg ammede næsten konstant i starten og selv om han sov rigtigt dårligt de første 8-9 måneder. Men han græd sjældent og trivedes fint. De dage jeg var dødtræt pga. manglende nattesøvn lagde jeg mig til at sove med ham om dagen, oprydning fik lov til at vente til overskuddet var der. Ja forholdet til kæresten kom på standby i perioder, men det snakkede vi om, så kriser har vi ikke haft. Så hvis jeg havde skrevet om det her inde så ville det nok virke lyserødt for nogle, men for os var det en fantastisk tid. At få nr 2 og 3 derimod, det har været hårdt, mest af alt fordi jeg tit føler at jeg ikke kan dække alles børnenes behov hele tiden. Og parforholdet er blevet forsømt i perioder, men det er noget vi snakker om. Vi vil jo få mere tid til hinanden, når børnene er blevet større. Nu da nr. 3 er blevet 1 år, er vi begyndt at snakke om nr. 4, selvom vi var enige om at stoppe efter nr 3. Men vi nyder at være forældre, så det er svært at sige at nu er det slut med at få børn. 

Jeg indrømmer dog gerne, at der nu er tidspunkter hvor jeg har lyst til at sælge dem billigt

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Vi har fire børn og bliver af og til spurgt, hvilket nummer barn der var sværest at få. Jeg har altid svaret: det første!
Livet ændrer sig så meget. Det sker bare ikke på egne præmisser længere og god søvn betyder pludselig at få seks sammenhængende timer.
På trods af, at man selv pludselig er styrtet ned ad prioritetslisten, så gør jeg det gerne. Det betyder ikke, at jeg altid laver hjemmebag og henter børnene tidligt hver dag, men det betyder alligevel, at jeg ville gøre ALT for mine børns lykke - også de dage, hvor de skændes og jeg mest har lyst til at sætte mig ind i et andet rum.
Men måske er det 'løgnen' - noget naturen har indrettet for at man overlever det at have børn. At man har så dyb en kærlighed til de møgunger (forstå mig nu rigtigt), at man alligevel knokler igennem....

Til trods for at man til tider kan syntes det er svært, hårdt, udfordrende er det vel ikke ens betydende med man ikke syntes det er fantastisk det at være mor.
- og at kærligheden stadig er li så stor til de børn man har, den er ikke mindre i sådanne tider.

Ja jeg syntes det kan være hårdt, når vores dreng vælger at holde fest hele natten, og så stadig vælger at stå tidlig op.
Når han er syg, og inten at det med man forsøger kan hjælpe ham.
Når han bare er total Rasmus modsat.
Når man har følsen af at, jeg ikke slår til som mor.

Men der ud over er der også "de lyserøde tider" hvor alt køre på skinner, hvor det hele bare køre der ud af. Min søn er glad og tilpas o.s.v.

Jeg tror virkelig ikke folk sidder og lyver. Jeg tror på at folk vælger at fremhæve det positive frem for det negative, og det ser jeg bestemt intet galt i. hvis jeg skulle lave opdateringstråde omkring hvor hårdt og modbydeligt det til tider er at være mor... så ville jeg blive banned her inde fra. 

JEG har aldrig løjet om det at være mor. Det ER sindssygt hårdt. Jeg har 2 unger en på 19 mdr. og en på 3½... personligt synes jeg det trækker tænder med et barn i selvstændighedsfasen. Det var SÅÅÅÅÅ meget nemmere da de var spædbørn. Der handlede det om spise,omsorg, sove og bleskift... 

Men folk er forskellige.... og har forskellige grænser

Men at sidde og skrive at folk lyver... det synes jeg er forkert.