Hvorfor lyver vi så meget herinde?

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Jeg ved ikke om det handler så meget om folk lyver, jeg tror det er sådan i nogen tilfælde. Jeg oplever det som et STORT tabu at sige "Nogen gange synes jeg bare det er røv og nøgler at være mor". Min oplevelse er klart, at det er ilde set, og at man helst skal male det positive billede.

Men der er også tilfælde hvor det bare  er positivt. Og så tror jeg det kommer rigtig meget an på hvem man er, hvor meget man bliver påvirket af de forskellige ting. Fx det kan være der er en der skriver "Han sover dårligt om natten" i forbifarten, hvor jeg tænker: "Ok, og alligevel synes du alt er super?" - Men måske er vedkommende bare typen der ikke generes synderligt af afbrudt søvn og søvnunderskud. De findes

Derudover FINDES der bare nemme børn. Du milde kineser der er forskel på mine to! Og James er helt klart en af de nemme. Fra han var spæd sov han bare fantastisk, amningen kørte som smurt, han har altid spist godt og været en glad og tilfreds baby. Og sådan er han stadig. Så hvis jeg bare skulle forklare om ham ville det lyde rosenrødt, for der er ikke rigtig noget nævneværdigt udfordrende med James.

Med Rose er det helt modsat (og lad mig lige indskyde det ikke betyder jeg elsker hende mindre! Hun er en fantastisk pige). For søren altså.. Kolik, madproblemer, ILTERT temperament, har sovet dårligt dag og net hele livet. Jeg fik en fødselsdepression og er endnu ikke helt ude af den. Jeg elsker min lille pige og ville aldrig være hende foruden, men på de mest udfordrende dage med hende, kan jeg sagtens tænke, at jeg virkelig bare har lyst til at sige op som mor, fordi jeg bare ikke magter mere lige dér! Hun kan virkelig få mig helt derud hvor jeg ikke troede jeg kunne komme, og det er SÅ hårdt, fordi man jo er nødt til at bide tænderne sammen og ikke vise udadtil, at man er lige ved at smække med døren og gå sin vej. Ikke at man skal skjule alle negative følelser - Men intensiteten kan man måske godt lige lægge låg på

Så ja. Det er nok mit svar... Og jeg oplever og har oplevet begge situationer, så jeg forstår det fra begge sider  

modesty skriver:

Jeg skriver fra iPhone, så det bliver måske lidt kort formuleret.

For det første: Ja, du var naiv, hvis du troede at det var nemt og lyserødt at blive mor.

For det andet: Personligt er jeg ikke fan af de der update-tråde hvor folk fortæller om hvor skønt alting er. Men jeg springer dem bare over. Men de er jo kun en lille del af forummet herinde. De samme folk der laver de tråde, laver jo også tråde om kolik, forstoppelse, manglende søvn, trodsalder osv. Hvis du har kunnet overse de tråde (som der vitterligt er mange af), så har du enten en meget selektiv måde at netsurfe på, eller også er du blind (undskyld den tykke sarkasme ;-)

PS: Det bliver nemmere (og sjovere!) jo større baby/barnet bliver :-)

Jeg ser skam de andre tråde, men der synes jeg oftest ts er anonym - og så synes jeg ikke rigtig det gælder.

Og dog forstår jeg det jo godt. Hvis min egen profil var med navn og billede, ville jeg nok heller ikke have lavet denne tråd. Men hvor ville det altså være dejligt, hvis vi også turde stå lidt mere frem med de negative ting.

Dr. House skriver:

Jeg trorikke at folk lyver. Men har en anden opfattelse og var måske langt bedre forberedt på de kommende måneder som nybagt mor. Eller måske er de bedre til at tilpasse sig. 

Jeg synes det at være spædbarns mor var det nemmeste i verden. Hos os var det et ren glansbillede, det er værre nu med en trodsig 3 årig. 

Jeg er ikke helt enig i din måde at stille det op på. Måske i enkelte tilfælde. Bedre til at forberede sig, bedre til at tilpasse sig... Jeg tror ikke det handler om at være god eller dårlig til det. Jeg tror det handler rigtig meget om hvilken type barn man får, og hvem man selv er. Og der er nogen ting, som man bare ikke kan ændre: Jeg er fx særligt sensitiv, og jeg bliver nemt overstimuleret og dermed ekstremt stresset da vores datter havde kolik som spæd. Det kan jeg jo ikke rigtig lave om på eller forberede mig bedre på, at være sensitiv er et personlighedstræk  

Har aldrig tænkt nogen lyver...

Har tit tænkt at det var et dejligt indlæg fra en der for 2 dage siden sad og "græd" herinde over sin kærestes manglende forståelse.Så er det sgu dejligt når der så kommet et glædesindlæg fra den samme person .

Perosnligt synes jeg babytiden på trods af kolik manglende overskud osv er noget nemmere end teentiden -så bare vent 

Synes der er en god blanding af alt muligt 

Og helt ærligt ,så ville jeg synes det var sært hvis folk ikke mest skrev om hvor dejlige deresrollinger er frem for hvor rædselsfulde de synes forældrerollen er. 

Celine89 skriver:

Jeg ser skam de andre tråde, men der synes jeg oftest ts er anonym - og så synes jeg ikke rigtig det gælder.

Og dog forstår jeg det jo godt. Hvis min egen profil var med navn og billede, ville jeg nok heller ikke have lavet denne tråd. Men hvor ville det altså være dejligt, hvis vi også turde stå lidt mere frem med de negative ting.

Det er så ikke min oplevelse at størstedelen af de tråde er anonyme, synes at mange står frem. Men om de er anonyme eller ej, er de jo stadig med til at skabe et nuanceret billede af det at være mor, for dem der læser med på siden.

Jeg kan se, at flere føler sig provokeret af, at jeg bruger ordet "lyver" i overskriften. Det var ikke på nogen måde ment provokerende, og jeg mener egentlig bare, at det ofte er et unuanceret billede af virkeligheden, der bliver fremstillet herinde.

Jeg takker for de svar, der indtil videre er kommet, og undskylder, at jeg ikke får svaret flere lige nu, da jeg de næste timer vil have andet at se til.

Janne T. skriver:

Jeg er ikke helt enig i din måde at stille det op på. Måske i enkelte tilfælde. Bedre til at forberede sig, bedre til at tilpasse sig... Jeg tror ikke det handler om at være god eller dårlig til det. Jeg tror det handler rigtig meget om hvilken type barn man får, og hvem man selv er. Og der er nogen ting, som man bare ikke kan ændre: Jeg er fx særligt sensitiv, og jeg bliver nemt overstimuleret og dermed ekstremt stresset da vores datter havde kolik som spæd. Det kan jeg jo ikke rigtig lave om på eller forberede mig bedre på, at være sensitiv er et personlighedstræk  

Men TS skriver jo selv at hun har et vildt nemt barn, der sover igennem. 

Jeg tror at det er forskelligt fra tilfælde til tilfælde. Hvis man får et "svært barn" er det helt sikkert at der er grænser for hvor meget man kan forberede sig på. Selvom man godt ved at manglende søvn og babygråd skaber stress, kan man jo ikke bare lade være med at blive påvirket i situationen.

Men jeg har altså også oplevet et par bekendte der vitterligt troede at det ville blive en dans på roser, og de kunne have haft godt af at læse med på et forum som det her inden de blev mødre ;-)

Personligt er jeg glad for at jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Det gjorde det ikke mindre hårdt, men afmagten og frustrationen blev klart mindre.

Celine89 skriver:

Jeg kan se, at flere føler sig provokeret af, at jeg bruger ordet "lyver" i overskriften. Det var ikke på nogen måde ment provokerende, og jeg mener egentlig bare, at det ofte er et unuanceret billede af virkeligheden, der bliver fremstillet herinde.

Jeg takker for de svar, der indtil videre er kommet, og undskylder, at jeg ikke får svaret flere lige nu, da jeg de næste timer vil have andet at se til.

En af de ting der gjorde at jeg var så velforberedt på at blive mor, var at jeg læste med herinde - alle trådene om søvnproblemer osv. Det undrer mig virkelig at du synes at billedet herinde er unuanceret. Jo, hvis man kun læser fototrådene med "nu er lille Anton blevet 6 mdr.", men det gør man jo (vel) ikke...

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Dengang jeg blev mor havde jeg det ligesom dig. Tilføj manglende nattesøvn så kunne jeg have skrevet det. 

Jeh vidste godt det kunne/ville blive hårdt, men omvæltningen føltes ovetvældende alligevel og det tog sin tid for mig at finde mig til rette i rollen som mor. 

Det var også hårdt for vores parforhold og for min krop og selvtillid( taget meget på) Jeg mener at vi først havde sex igen da min dreng blev omkring 8 måneder. 

Men vi kom igennem det. Vi har drt fint idag og har et til barn på vej