Celine89 skriver:
Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.
Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.
Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er
). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.
Men ja, her får i den rene og skære sandhed:
Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.
Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd
)
Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle.
Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.
Hejsa.
Har været med herinde i snart 6 år og siger min ærlige mening...
Jeg er mor til 2 trolde unger og det har aldrig været lysrødt ret lang tid ad gangen, de følger hverken deres egne kurve eller div andre.
Lidt pral er da at den første kørte rytme og rutine fra han var få dage, men han har altid haft et stort søvnbehov. Ikke reageret på tænder - vaccinationer - tigerspring osv. Men været indlagt - opereret akut - indlagt - kontroller stort set hele hans liv.
Hvis vi havde fået freya først, havde vi ikke fået flere børn - ej joke. Konstant syg - allergi - div betændelser (lunge-øre-øjne-hals) - ørebarn - polypbarn - ikke sove igennem i sit liv endnu - høfeber - feberkramper osv. Hun reagerer på alt også fra resten af vores vænge - max sove 1½-2 timer i streg om natten osv.. Men lidt pral er da at hun kravlede som 4½ mdr og fik en balance cykel til sin 1 års fødselsdag og kørte på den fra første dag..
Men de er højt elsket - 2 livstykker uden lige.. Min kærlighed til dem, gør jeg stadig kan stå oprejst og være stolt af mine børn og vide jeg er med til at give dem de bedste grundsten hvorpå de en dag selv kan bygge videre på.
Dernæst troen på at hun umuligt kan være syg 3 år i streg til juleaften, ej heller til sin 3. fødselsdag - næste år..
