Hvorfor lyver vi så meget herinde?

modesty skriver:

Men TS skriver jo selv at hun har et vildt nemt barn, der sover igennem. 

Jeg tror at det er forskelligt fra tilfælde til tilfælde. Hvis man får et "svært barn" er det helt sikkert at der er grænser for hvor meget man kan forberede sig på. Selvom man godt ved at manglende søvn og babygråd skaber stress, kan man jo ikke bare lade være med at blive påvirket i situationen.

Men jeg har altså også oplevet et par bekendte der vitterligt troede at det ville blive en dans på roser, og de kunne have haft godt af at læse med på et forum som det her inden de blev mødre ;-)

Personligt er jeg glad for at jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Det gjorde det ikke mindre hårdt, men afmagten og frustrationen blev klart mindre.

Selvfølgelig er det godt at forberede sig mentalt på at det nok bliver hårdt, men personligt havde jeg det sådan, at selvom jeg tænkte sådan, så tror jeg ikke det gjorde den store forskel. Det var simpelthen for abstrakt! Jeg har aldrig haft med spædbarn at gøre (så var også VIRKELIG grøn da vi fik Rose). Den ene halvdel af mine fætre og kusiner bor i England og har ikke børn, den anden halvdel kom en del efter min bror og jeg, så de er kun 14 år, og jeg husker ikke deres spædbarnstid særlig godt. Så for mit vedkommende er jeg ikke vokset op med at der var spædbørn i familien, jeg var fuldstændig clueless. Og det kunne mental forberedelse ikke gøre op for (Ej heller timevis af stening på baby.dk og læsning af en masse baby-stof )

Celine89 skriver:

Jeg kan se, at flere føler sig provokeret af, at jeg bruger ordet "lyver" i overskriften. Det var ikke på nogen måde ment provokerende, og jeg mener egentlig bare, at det ofte er et unuanceret billede af virkeligheden, der bliver fremstillet herinde.

Jeg takker for de svar, der indtil videre er kommet, og undskylder, at jeg ikke får svaret flere lige nu, da jeg de næste timer vil have andet at se til.

Jeg tror måske man mere ligger mærke til de 'positive' tråde fordi man selv ikke er nået dertil. Giver det overhovedet nogen mening? 

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Jeg tør godt indrømme det!! 

Novra jeg syntes det har været hårdt at få nr. 2  Jeg er overrasket over, at parforholdet har holdt... 

De første 14 dage gik fantastisk, men så startede helvedet... Forstoppelse og skrigeture dagen lang de næste 9 uger + en baby der kun ville hænge på mig... Jeg var kørt ned, bogstaveligt talt og uden søvn + en 3-årig der også råbte efter sin mor.. En veninde kom og huggede baby + barnevogn nogle gange, så jeg kunne få sovet, ryddet op, vasket flasker osv. osv. 

Jeg havde et mindre udbrud på min kæreste - det der med at sidde bag en skærm dagen lang og ikke hjælpe med noget, det foregår ikke i min verden, og slet ikke med 2 små børn! Jeg var så langt presset til sidst, at jeg var parat til at smide ungen i fryseren, hvis ikke jeg fik lidt hjælp... Når jeg ser tilbage, så kunne det være endt grueligt galt. En dag var jeg ude og gå for mig selv om natten - bare for at komme væk fra det hele og få lidt luft! Skænderierne med kæresten + en skrigende baby hang mig langt ud af halsen 

Nå, men skrigeturene stoppede - så opstod et andet problem... Opkastninger! Vi startede på grød da han var 4 mrd. Forstoppelsen stoppede, men nu kastede han op! SP sagde, at han fik for meget at spise - knægten har aldrig været god til at spise  Vi var til lægen med ham, både med maven og opkastningerne - vi skulle komme tilbage, hvis det fortsatte og føre dagbog! Jeg holdte en pause med grøden i en uges tid - opkastningerne stoppede. Jeg startede op med noget andet grød, og sjovt nok har han aldrig kastet op af det siden.. Lige pt. kæmper jeg stadig med den sk.... grød, han vil det bare ikke - han elsker sin flaske! Haha jeg har en 7. mrd. baby som aldrig lærer at spise 

Så ja, jeg tør godt indrømme det - og hold nu op, det var fantastisk at få ned på skrift!  Det er bare ikke lyserødt nogle gange  Vores datter var SÅ nem, og ham her, han er 180 grader af hende 

Jeg var dybt naiv da jeg skulle have min den første, anede intet om små børn og troede vitterligt jeg når baby var 5 uger gammel skulle ind og se en lang Wagner opera. Jeg troede alle børn sov når de blev lagt, troede jeg skulle sidde i en hvid kjole uden et kilo for meget under æbletræet mens baby lå med barn numse og pludrede....

Og jo virkeligheden ramte mig i hovedet da Dina kom ud... Men kærligheden til det lille væsen slog mig altså også i hovedet, forbavselsen over at omverden var mig fuldstændig ligegyldig, at kiloene på maven var ligegyldig, at den hvide kjole var fyldt med pletter og jeg så dem ikke, at jeg ikke kunne gå fra min datter uden det gjorde ondt på mig.... 

Så jo jeg havde nætter helt uden søvn hvor jeg kunne have smidt hende ud af vinduet. Jeg havde dage hvor jeg vuggede hende i halvanden time for hun kunne sove i 20 minutter og jeg havde lyst til at skrige. Jeg havde byture hvor jeg gik med hende på armen og skubbere barnevognen og jeg måtte side hver 200 meter for at amme og jeg var dybt frustreret. Men når hendes små øjne kiggede på mig var alt virkelig glemt - at blive mor gjorde jeg opdagede alt kun var lige i sekundet, kunne skrige det ene øjeblik i frustration og det næste af overboblende kærlighed.

så er det løgn, tabubelagt, lidt usandhed, pynte på virkeligheden - jo det var det hvis jeg sagde hele mit første år som 1. Gangmors var fantastisk. Uha der var mange hurdler, ikke mindst i parforholdet der hvor den første rus forsvinder og konkurrencen om hvem der har fået mindst søvn sætter ind. Men jeg kunne sagtens have skrevet: jeg elsker livet som mor og virkelig mene det helt ind i maven.

Selv nu med en svingende hormon præteen datter, en helt særlig 6 årig og en krudtugle på 3 - ja sgu der er mange gange hvor livet ikke er som et glansbillede, tidspunkter hvor jeg kunne sende dem hen hvor pebret gror, tidspunkter hvor je bare godt gad gå en tur helt for mig selv - men to sekunder efter når de leger, smiler, er fantastiske sammen - ja så elsker jeg altså at være mor, og har accepteret det ikke  skal være et glansbillede men stadig er fantastisk.

Så måske det som andre læser som glansbillede alene handler om jeg har accepteret det ikke er et glansbillede men elsker det alligevel.

Jeg tror ikke folk lyver, men det som du måske oplever som negativt/omvæltning mv og som fylder meget for dig, er måske let for andre at acceptere.
Min datter er 8 år, men hun var virkelig nem! Og jeg elskede at gå hjemme med hende, og græd mig i søvn de første 4 mdr jeg arbejdede
MEN jeg følte mig udenfor i legestue og mødregruppe - for jeg var den eneste der havde det så let. Men som min sp sagde, så kan det der føles let for mig være svært for andre.

Jeg elsker opdateringstrådene - hvad enten det er positiv eller negativt

Carina:-) skriver:

 

Har aldrig tænkt nogen lyver...

Har tit tænkt at det var et dejligt indlæg fra en der for 2 dage siden sad og "græd" herinde over sin kærestes manglende forståelse.Så er det sgu dejligt når der så kommet et glædesindlæg fra den samme person .

Perosnligt synes jeg babytiden på trods af kolik manglende overskud osv er noget nemmere end teentiden -så bare vent 

Synes der er en god blanding af alt muligt 

Og helt ærligt ,så ville jeg synes det var sært hvis folk ikke mest skrev om hvor dejlige deresrollinger er frem for hvor rædselsfulde de synes forældrerollen er. 

Det kan du ikke være bekendt at sige!

Jeg synes babytiden var rockerhård. Okay vi havde også en masse indlæggelse med syg baby og jeg fik en fødselsdepression, men jeg synes godt nok det bliver nemmere og nemmere jo ældre hun bliver og hun er 4,5 år.

Så jeg vil gerne blive i den, naive, tro at det bliver ved med at være nemt og at teenagetiden bliver en leg

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Super læsning

Det er til dels mit liv du har beskrevet.

Jeg har også lige fra starten været åben omkring det

Ella er 2 (og dejlig) men der er stadig dage hvor det hele bare er for meget

Nu har vi ikke babyer i hjemmet mere, så jeg har nok lykkeligt fortrængt nogle ting . Men jo der var da tidspunkter hvor manglende søvn gjorde det rockerhårdt at være forældre.

Men jeg syntes bare at det positive langt overskyggede det negative, og jeg syntes det blev nemmere og nemmere jo flere børn vi fik, men det hænger nok også sammen med at man hviler lidt mere i forældrerollen ved nr 2 og 3 end ved den første.

Jo ja parforholdet har da haft sine kriser, men det har aldrig hængt sammen med at det skulle være hårdt at have fået børn, det har nok nærmere hængt sammen med livet i al almindelighed.

Jeg vil da godt indrømme at andres beskrivelser af barselstiden, som værende dejlig og givende slet ikke passer på mig. Jeg kedede mig bravt alle 3 gange jeg har haft barsel, jeg egner mig bare ikke til det

Nu har vi meget snart 3 skolebørn (yngste skud på stammen starter efter sommerferien) og jeg syntes det er virkelig sjovt og givtigt at have børn, bevares der skal der kæmpes nogle magtkampe indimellem. Men hårdt nej det syntes jeg bestemt ikke det er

Det kan du ikke være bekendt at sige!

Jeg synes babytiden var rockerhård. Okay vi havde også en masse indlæggelse med syg baby og jeg fik en fødselsdepression, men jeg synes godt nok det bliver nemmere og nemmere jo ældre hun bliver og hun er 4,5 år.

Så jeg vil gerne blive i den, naive, tro at det bliver ved med at være nemt og at teenagetiden bliver en leg

Kan fortælle dig præteen tiden ikke er nem  

Det er der man skal begynde at tapetsere med de mest nuttede baby/børne billeder, høre sig selv sige forfærdelige ting ligesom ens egen mor, have en grædende langbenet tøs på skødet der har stort behov for mor for at hun to sekunder efter siger: du er bare den mest uretfærdige... Man bliver testet i sin pædagogik og får utrolig dårlig samvittighed over sine egne reaktioner på den stride datter... Men men men man sover om natten.

Laulund87 skriver:

Det kan du ikke være bekendt at sige!

Jeg synes babytiden var rockerhård. Okay vi havde også en masse indlæggelse med syg baby og jeg fik en fødselsdepression, men jeg synes godt nok det bliver nemmere og nemmere jo ældre hun bliver og hun er 4,5 år.

Så jeg vil gerne blive i den, naive, tro at det bliver ved med at være nemt og at teenagetiden bliver en leg

Jeg synes de 2 ældste har været rigtig trælse-ham på 16 er så en rigtig rar dreng.Så det har været en fornjelse indtil nu

Men når jeg tænker på hvor nuttet min den ældste var på trods af kolik så var jeg grædefærdig over hans teentid -for hold op han var egositisk,og fuldstændig usympatisk til tider 

Nu er han 24 og nu er det blevet lidt bedre,igen