Celine89 skriver:
Så kunne jeg endelig finde tid til at skrive herinde igen. Det er jo en hel overvældende respons, der har været på mit indlæg, så i stedet for at svare jer alle personligt, vil jeg skrive lidt mere generelt.
Først en undskyldning til jer, der giver udtryk for, at I rent faktisk synes at det at være mor er nøjagtig lige så nemt og dejligt, som man ofte kan læse det herinde. Hånden på hjertet – jeg troede ikke I fandtes. Som tidligere nævnt, så kender jeg ikke mange med småbørn, og de eneste jeg derfor har haft at sammenligne med, er min mødregruppe (og her er vi alle enige om, at vi burde have en medalje, for at klare os helskindede igennem som nybagte mødre). Men nu ved jeg altså, at det ikke er alle, der har det sådan. Jeg er ked af, at jeg sådan beskyldte jer for at lyve.
Og til alle jer, der har delt jeres historier, så synes jeg det har været helt fantastisk at læse. Tusind tak skal I have! Jeg synes der er rigtig mange gode, inspirerende indlæg. Hvor er mødre altså bare gennemgående super seje!
I forhold til det med om man er forberedt eller ej, så tror jeg, at det er en klar fordel, at man ved en lille smule om, hvad man går ind til. Jeg kan huske en af de første gange i mødregruppen, hvor jeg ytrede at jeg på mange måder syntes, at det var rigtig hårdt at være mor – hvor to af de andre så kiggede på mig, og sagde, at de faktisk syntes det var meget nemmere, end de havde regnet med. Det viste sig, at næsten alle deres venner havde fået børn, og havde fyldt dem med rædselshistorier om for fuldstændig vanvittigt urimeligt hårdt det var. Og ja, der havde jeg så et helt andet udgangspunkt.
Men der er altså også visse ting, som jeg synes det er svært at forberede sig på. Jeg fik i graviditeten flere gange at vide, at jeg ville være i konstant søvnunderskud det første år – så ja, det vidste jeg godt. Men en ting er at vide det, noget helt andet er at opleve det! Lidt ligesom når man får at vide, at det at føde gør mere ondt, end noget man nogensinde kan forestille sig. Det er altså svært at forberede sig på.
Noget andet der virkelig har ramt mig hårdt, er selve omvæltningen fra bare at være mig (og kæresten) til pludselig at stå med det fulde ansvar for sådan et lille væsen. Aldrig før har jeg skullet rumme så mange følelser – hver eneste dag går jeg igennem hele spektret: glæde, frustration, stress, vrede, lykke, og det synes jeg i sig selv kan være ret udmattende. Jeg synes også jeg bruger enormt meget energi på at træffe beslutninger a là “skal jeg putte regnslag på barnevognen?” eller “kan jeg nå at smutte på toilet, mens baby underholder sig selv på legetæppet”. Fuldstændige trivielle dagligdags ting, som ender med at fylde enormt meget i mit hoved.
Så nej, jeg synes ikke altid det er let – eller sjovt – eller helt som jeg havde forventet. Men der skal bestemt ikke være nogen tvivl om, at jeg elsker min lille trold, og jeg fortryder aldrig nogensinde at vi fik hende. Jeg tænker ofte over det, og hver gang når jeg frem til, at hun er det hele værd. Men noget lyserødt glansbillede er det altså ikke. Ihvertfald ikke hjemme hos os.
Jeg synes jo egentlig, det er indlysende, at vi ser så forskelligt på livet som nybagt mor. Det gør vi vel på alle områder, der involverer os følelsesmæssigt og kræver noget nyt af os. For nogle er det et helvede at være i fast parforhold selv med den objektivt set dejligste mand, for andre er et rædselsscenarie at blive single, selv om partneren er en nar. Jeg har verdens bedste job, som mange andre ville hade. Og så videre.
Sidst, jeg havde en nyfødt, var for over 15 år siden, og samtidig var der storebror på 14 måneder og storesøster på fem år. Jeg har nok fortrængt en del, men spurgte man mig dengang, ville jeg mene af hjertet, at det var en fantastisk tid, og at jeg ikke ville bytte med nogen. Jeg var vild med at have bittesmå børn, og mine børn VAR nemme. Lige præcis kombinationen af netop dé nemme unger og min personlighed gjorde det til et relativt lyserødt eventyr. Det havde det muligvis ikke været med et kolikbarn.
Der, hvor jeg står af, er når man generaliserer, hvad enten det er positivt eller negativt. Jeg har forståelse for, at det for nogle er en hård omgang at blive mor, men jeg kommer aldrig til at give nogen ret i, at det pr. definition er rockerhårdt. På samme måde med fødsler - jeg har indiskutabelt haft fantastiske og lette fødsler og gjorde det med glæde igen, og jeg er ganske klar over, at andre er igennem et helvede - men ingen skal fortælle mig, at det er frygteligt at føde, for det var det ikke for mig - til gengæld påstår jeg heller ikke, at det pr. definition er vidunderligt at føde.
Jeg synes, det er naivt at tage patent på sandheden omkring en livsomvæltende oplevelse, og jeg lod mig i den grad provokere af påstanden om, at folk lyver, når de beretter om stor lykke og glæde og ikke meget andet. Jeg ved, du har beklaget den formulering, så det er ikke for at jokke i det, men dit udgangspunkt har jo været, at du ved, hvordan det er at have en baby - og du ved kun, hvordan det for netop dig er at have netop den baby. Og du ville næppe nogensinde generalisere på samme måde omkring, hvordan det er at være gift, hvordan det er at miste sin bedstemor - eller at have job som kok eller pædagog.
For mig har det været temmelig rædselsfuldt at være mor til en teenagedatter - fordi det lige netop var mig, der var moren og min datter, der var teenageren. Og jeg har taget mig selv i at stønne, at teenagedøtre måtte være den største udfordring i verden - men andre mødre til teenagepiger elsker det, og det må jeg jo tage for gode varer. Til gengæld knuselsker jeg at være mor til mine to teenagesønner - hvilket for andre ville være en daglig kamp.
Vi kender kun den lillebitte flig af virkeligheden, som vi selv står i.
