Hvorfor lyver vi så meget herinde?

Det har da Intet at gøre med at lyve, men hvad man fokusere på og hvad man vælger at dele.
Tror de fleste har en større lyst til at dele de gode stunder end de dårlige

Jeg går hjemme med min sensitive udadreagerende snart 4 årigs søn. Som også har en immundefekt.Har boede alene med ham i næsten 2 år, nu gør jeg ikke. Men jeg står næsten for alt selv og pasning er nået nær umuligt og vi er faktisk altid sammen, har dog en skøn veninde der elsker at komme og hygge og passe når det er muligt.

Det kan være sindssygt hårdt og nogen gange er jeg så smadret fysisk og psykisk at jeg har lyst til at græde.
Men jeg ville alligevel ikke gøre det anderledes fordi jeg ikke har lyst til at være mor på en anden måde. Jeg skal nok nå en masse når han kommer i skole, flytter hjemmefra osv.

Han er min skønne unikke dreng og selvom det er hårdt med sygdom og reaktioner osv så er det, det hele værd. Vi har er helt specielt bånd og hvor føler jeg mig beriget over jeg har hans fulde tillid og ubetingede kærlighed.
Jeg deler også meget sjældent alle de hårde tider, fordi det ikke det jeg fokusere på. Jeg går så heller ikke at fortæller alt er rosenrødt, blot at jeg elsker mit liv. Jeg elsker min søn og ville aldrig være vores tid eller unikke bånd foruden. Tiden kommer aldrig tilbage, hverken de dårlige hårde tider med non stop gråd, eller hans første smil, de søvnløse nætter slutter også og alting ændre sig konstant og det er fantastisk, hårdt, vidunderligt, trættende, udmattende og jeg kan da også drømme om tiden inden jeg blev mor.

Men lyver det gør jeg ikke.

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

hvem siger man lyver bare fordi man skriver sådan? hvem siger at tingene i ens familie ikke ER lyserøde og fantastiske?

måske nogle bare er bedre mentalt forberedt på hvordan det er at have en baby, så de går ikke helt ned med flaget over fx. kolik - fordi man var forberedt.
Det kan jo også være at alt det gode opvejer det 'dårlige' og man som helhed ser på det som værende lyserødt og nemt.

Tror det kommer meget an på ens situation. Dem hvor det tager flere år er lykkelige for at skulle være oppe om natten, amning osv. kan da huske jeg selv tænkte sådan. Lige nu tænker jeg at jeg slet ikke kunne forstille mig hvordan det ikke skulle blive lyserødt? Jeg glæder mig til alt også de hårde stunder.

Jeg kan faktisk godt forstå, at du skriver 'lyver', for når man selv ser på tingene på en bestemt måde, så kan det være svært at forstå, hvordan andre kan opfatte situationen som den rene lykke og idyl 

Som mange skriver, så er der uendeligt mange måder at håndtere den livsomvæltning, det er, at have fået barn. Jeg er nu ikke enig i, at det handler om, hvorvidt man har forberedt sit mentalt på at blive mor (forælder), for jeg tror faktisk ikke, at man kan forberede sig på den kæmpe omvæltning, som babys ankomst medfører. Naturligvis spiller det ind, om ens barn er 'nemt' eller mere 'krævende'. Men igen; der er jo forskel på, hvad vi hver især opfatter som nemt eller mere besværligt. Og der er forskel på, hvordan vi tackler det søvnunderskud, som (oftest) er en del af præmissen ved at have fået barn.

Alt i alt handler det nok om, hvordan vi er skruet sammen som personer, og hvordan vi dermed evner at skulle sætte vores egne behov fuldstændig i bero i en laaaang periode.

Jeg vil skrive lidt om mig selv og min situation, som måske kan hjælpe dig til at se, at vi bestemt ikke alle sammen altid ubetinget er vilde med at have fået barn...

Har en søn på snart 7 år, og blev for 10 uger siden mor til endnu en søn . Vores første søn havde kollik og var/er i øvrigt et meget sensitivt barn, der havde behov for høj grad af skærming fra indtryk. De første tre måneder var det rene helvede med en baby, der bare skreg og skreg, og som sov meget lidt. Da han blev ca. 6 mdr. blev alt dog markant nemmere ift. søvn, mad osv.

Da vores søn var ca 3-4 år, begyndte lysten til endnu et barn at melde sig hos mig. Min mand var fuldstændig afvisende; vi havde det helt perfekt med et barn, og skulle ikke igennem den tur en gang til! Årene er gået, og drøftelsen af endnu et barn har været taget regelmæssigt. Og endelig endelig overgav han sig! Jeg blev gravid i løbet af ingen tid, og fødte den 10.2.14 vores anden søn.

Som andengangsmor med erfaring med et kollikbarn - og med en efterfødselsreaktion i bagagen - var jeg overbevist om, at det ville blive 1000 gange nemmere med barn nr 2... Men sådan skulle det ikke blive

Vi har fået et barn, som objektivt set vel er 'nemt'; han er som oftest glad og tilfreds og spiser og sover helt fint. Alligevel gik jeg helt psykisk ned kort efter fødslen! Og det i en sådan grad at jeg måtte i gang med behandling for en fødselsdepression.

Jeg er en kvinde med ekstremt høje forventninger til mig selv. Jeg fungerer bedst med struktur, planlægning og forudsigelighed, og jeg har en stor arbejdsidentitet. Alt sammen noget, som i den grad bliver udfordret, når der kommer en lille ny ind i livet. Og som for nogle af os altså påvirker vores psyke i ret voldsom grad

Jeg elsker begge mine sønner uendeligt højt - og har gjort det, siden de blev født. Men... der er bestemt også tidspunktet, hvor jeg synes, det er så 'nederen' at have fået et spædbarn igen. Og der er også tidspunkter, hvor jeg tænker, at det var en fejl at få barn nr 2

Heldigvis kommer disse tanker sjældnere og sjældnere, men jeg tror, det er vigtigt at acceptere, at tankerne dukker op frem for at forsøge at overbevise sig selv om, at livet som mor altid er fantastisk - for det er det altså ikke for mit vedkommende! Og jeg ved, at der er mange, der føler på samme måde, men som er meget skamfulde ved at udtrykke det.

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Fantastisk at læse dit indslag.. Har haft det præcis på samme måde min datter er nu snart 15 mdr og det er bedre nu.. Send mig gerne en mail da jeg har søgt efter folk der har haft det som mig☺️

Celine89 skriver:

Jeg kan se, at flere føler sig provokeret af, at jeg bruger ordet "lyver" i overskriften. Det var ikke på nogen måde ment provokerende, og jeg mener egentlig bare, at det ofte er et unuanceret billede af virkeligheden, der bliver fremstillet herinde.

Jeg takker for de svar, der indtil videre er kommet, og undskylder, at jeg ikke får svaret flere lige nu, da jeg de næste timer vil have andet at se til.

Jeg synes ikke du skal undskylde for din måde at formulere dit indlæg på.

Først vil jeg lige sige at jeg bestemt ikke læser alle indlæg herinde. Faktisk er det meget få.

Men ... Jeg er enig med dig.. Det virker som om nogle lyver ... Eller som en anden meget fint formulerede det.. Det gode opvejer det dårlige (heldigvis ) og derfor kan de dårlige dage måske gå i glemme bogen.

Jeg læste en tråd hvor en mor stod midt i en dårlig periode med den lille.. Og som, netop derfor, fik formuleret sit indlæg som om hun faktisk ikke ønskede barnet. Med det samme blev hun overrumplet af "de perfekte mødre" med råd om at søge professionel hjælp og hvad der ellers ikke blev lukket ud... I bund og grund var tonen temmelig ubehøvlet og jeg synes ærligt talt at det var dårlig stil af alle disse perfekte mødre. For jeg tror faktisk bare hun havde brug for at lukke luft ud samtidig med en smule forståelse. Hvilket hun heldigvis også selv fik meddelt.

Problemet herinde, synes jeg, er at når folk endelig står frem på en dårlig dag og i sin opkogthed ikke får formuleret sig politisk korrekt med at huske at tilføje at man for alt i verden ikke ville undvære sit barn, så bliver man fuldstændigt overrumplet af "de perfekte mødre" som åbenbart har så meget overskud i deres hverdag at alle de sure episoder (hvilket jeg hermed påstår at der er for alle forældre) tages med et stort smil uden på nogen måde at blive bare en lille bitte smule frustreret, irritabel eller bare en lille smule har lyst til at kaste håndklædet i ringen.

Jeg får ærligt talt en lille smule kvalme af, hvorpå nogle, med lettere arrogance, formår at tvære de ærlige og til tider frustrerede mødre ud med provokerende svar, fordi de ikke evner at læse disse indlæg som de er... Nemlig en pisse dårlig dag, hvor folk faktisk bare har lyst til at kaste sig ned på gulvet og stortude.

Nå .. Jeg forventer næsten der kommer en masse sure svar ud af dette, men ærligt talt. Jeg kender nok forældre til at vide at bestemt ikke altid er en dans på roser at have børn. 

Ha en fantastisk dag 

Lelulu skriver:

Jeg synes ikke du skal undskylde for din måde at formulere dit indlæg på.

Først vil jeg lige sige at jeg bestemt ikke læser alle indlæg herinde. Faktisk er det meget få.

Men ... Jeg er enig med dig.. Det virker som om nogle lyver ... Eller som en anden meget fint formulerede det.. Det gode opvejer det dårlige (heldigvis ) og derfor kan de dårlige dage måske gå i glemme bogen.

Jeg læste en tråd hvor en mor stod midt i en dårlig periode med den lille.. Og som, netop derfor, fik formuleret sit indlæg som om hun faktisk ikke ønskede barnet. Med det samme blev hun overrumplet af "de perfekte mødre" med råd om at søge professionel hjælp og hvad der ellers ikke blev lukket ud... I bund og grund var tonen temmelig ubehøvlet og jeg synes ærligt talt at det var dårlig stil af alle disse perfekte mødre. For jeg tror faktisk bare hun havde brug for at lukke luft ud samtidig med en smule forståelse. Hvilket hun heldigvis også selv fik meddelt.

Problemet herinde, synes jeg, er at når folk endelig står frem på en dårlig dag og i sin opkogthed ikke får formuleret sig politisk korrekt med at huske at tilføje at man for alt i verden ikke ville undvære sit barn, så bliver man fuldstændigt overrumplet af "de perfekte mødre" som åbenbart har så meget overskud i deres hverdag at alle de sure episoder (hvilket jeg hermed påstår at der er for alle forældre) tages med et stort smil uden på nogen måde at blive bare en lille bitte smule frustreret, irritabel eller bare en lille smule har lyst til at kaste håndklædet i ringen.

Jeg får ærligt talt en lille smule kvalme af, hvorpå nogle, med lettere arrogance, formår at tvære de ærlige og til tider frustrerede mødre ud med provokerende svar, fordi de ikke evner at læse disse indlæg som de er... Nemlig en pisse dårlig dag, hvor folk faktisk bare har lyst til at kaste sig ned på gulvet og stortude.

Nå .. Jeg forventer næsten der kommer en masse sure svar ud af dette, men ærligt talt. Jeg kender nok forældre til at vide at bestemt ikke altid er en dans på roser at have børn. 

Ha en fantastisk dag 

De "perfekte" mødre kan måske bare genkende nogen af tankerne, have været der selv og måske have ønsket nogen havde rakt hånden ud til dem.

vi kommer alle med en bagage og læser hinandens indlæg med den bagage og må forholde os ud fra det. Hvis jeg fx læser om en mor der har følelsen af ikke at ønske sit barn, ryger jeg bum tilbage til da jeg stod og ønskede mit barn bare ville sove hele tiden, at jeg vitterlig ingen morfølelse havde og jeg vil til hver en tid ikke kunne negligere det fordi det læses med mine briller.

Ja så kan det være indlægget alene var at lukke luft ud, og så må man tage mit svar og glemme det 

Jeg er ikke en "perfekt" mor, men jeg er måske en af dem der kan fremstå som løgneren. Men jeg er virkelig bare så lykkelig over jeg får lov (håber jeg, tvivler stadig på mit held) at se 3 børn vokse op. Jo de kan være rædselsfulde, men det er vitterligt glemt når jeg ser dem smile og leve. Ja jeg kan være segnefærdig, men jeg er bare så glad for de er her til at holde mig vågen, for jeg har siddet som nybagt mor og kunne sove hele natten og det var absolut ikke lykken. 

Med Linus som er min yngste elskede jeg når han vågnede om natten for så levede han, jeg elskede at sidde og amme ham midt om natten i ro, for så levede han og jeg havde formået at amme ham. Jo jeg er træt kl 5 når han siger mor, men jeg elsker hans store blå øjne som jeg fik lov at få ind i mit liv. Så nej løgn er det ikke, men det er farvet af min bagage, hvor de små problemer med børnene er velkomne for så er de levende....

Jeg tror det handler meget om at man kun ser et meget lille billed af folk og deres hverdag . Det første en nybagt mor skriver om er hvor fantastisk det et at have dette skønne væsen i sine arme .

Jeg selv har to børn en på 3 og en på halvandet . Og ja jeg synes det har været død hårdt . Jeg har tudet millioner af dage været hysterisk træt og råbt af og til af mig selv vel og mærket . Jeg vil lige tilføje st begge mine værn havde kolik .
Jeg drømmer stadig om en 3er men keg ved at chancen for endnu en kolik barn er væsentlig højre end hos andre desværre . Keg ved ikke om jeg nogensinde tør tage springet oh få en nr 3 .
Jeg lignede en omvandrende zombi de første 5 måneder af min yngste datters liv . Jeg var så træt og udmattede og brugt at jeg stort set ikke kunne hænge sammen .
Jeg gennemgik en stor operation da min datter var 4 måneder . At blive lagt i narkose det føles som at komme i himlen jeg havde fred i hele 6 timer uden en baby som vågnede uden er barn som skulle have sut . Jeg var lykkelig .

Men jeg ville aldrig være foruden dem i dag ville aldrig være for uden den tid med op og nedture der har været med dem.
Jeg ville ønske man kunne opleve det hele 1 gang 1 gang til .

Celine89 skriver:

Jeg er ikke så aktiv herinde, men sidder ofte og læser med. Især i baby-kategorien, da min egen datter er knap syv måneder.

Når jeg så sidder og læser opdateringer fra folk, så forekommer det mig, at de altid finder den store lyserøde pensel frem: det går bare så godt, han/hun trives fantastisk, jeg elsker bare at være mor.
Måske nævnes det lige i forbifarten at ungen har kolik og vågner hver anden time natten igennem, og det klarer man sagtens, for man elsker jo den lille guldklump så højt.

Jeg føler ofte, at den slags indlæg rammer mig lidt (og alligevel læser jeg dem altid, tosset som jeg er). Min super logiske side ved selvfølgelig godt, at den slags indlæg slet ikke giver et retvisende billede. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt, for det var jo lige netop så lyserødt jeg selv havde forestillet mig livet med baby - kald mig bare ung og naiv.

Men ja, her får i den rene og skære sandhed:

Min datter bliver 7 mdr i denne uge, og jeg er stadig ved at vænne mig til rollen som mor. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg bare er træt og brugt og tuder for et godt ord. Jeg sætter altid min datters behov over mine egne, men jeg gør det ikke altid med glæde - nogle gange er det med banden, tårer og lettere hysteri.

Mit parforhold er under pres. For tiden går det lidt bedre, men der har været gange, hvor jeg VIRKELIG har tvivlet på, om vi kunne stå distancen, og det til trods for at min kæreste er den type der virkelig tager sin del herhjemme, både med babypasning, rengøring og madlavning. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange vi har haft sex siden vores datter kom til verden (helt ærligt, så kan det tælles på ikke ret meget mere end en hånd)

Nu tror I sikkert at min datter er et fuldstændig umuligt barn. Det er hun ikke. Hun er faktisk nem og glad, og sover stortset altid igennem om natten. Alligevel synes jeg de første syv måneder har været noget af en rutschetur. Jeg elsker selvfølgelig min lille trold overalt, men hun har i den grad vendt op og ned på hele min verden, og nogle gange ønsker jeg bare, at alt var tilbage ved det gamle. 

Det skal måske lige tilføjes, at jeg ikke har en fødselsdepression, generelt fejler mit humør ikke noget. Men derfor synes jeg stadig det, kan være hårdt og frem for alt ikke så lyserødt som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette indlæg - måske håber jeg, at der sidder nogle derude, der tør indrømme, at de af og til har det som mig. Anonyme svar er tilladt.

Har ikke brug for at gøre noget mere lyserødt end virkeligheden er og jeg har det på samme måde - og min søn er altså 4 år nu. Noget er blevet nemmere men kan sagtens genkende dine følelser i mit eget 

Så kunne jeg endelig finde tid til at skrive herinde igen. Det er jo en hel overvældende respons, der har været på mit indlæg, så i stedet for at svare jer alle personligt, vil jeg skrive lidt mere generelt.

Først en undskyldning til jer, der giver udtryk for, at I rent faktisk synes at det at være mor er nøjagtig lige så nemt og dejligt, som man ofte kan læse det herinde. Hånden på hjertet – jeg troede ikke I fandtes. Som tidligere nævnt, så kender jeg ikke mange med småbørn, og de eneste jeg derfor har haft at sammenligne med, er min mødregruppe (og her er vi alle enige om, at vi burde have en medalje, for at klare os helskindede igennem som nybagte mødre). Men nu ved jeg altså, at det ikke er alle, der har det sådan. Jeg er ked af, at jeg sådan beskyldte jer for at lyve.

Og til alle jer, der har delt jeres historier, så synes jeg det har været helt fantastisk at læse. Tusind tak skal I have! Jeg synes der er rigtig mange gode, inspirerende indlæg. Hvor er mødre altså bare gennemgående super seje!

I forhold til det med om man er forberedt eller ej, så tror jeg, at det er en klar fordel, at man ved en lille smule om, hvad man går ind til. Jeg kan huske en af de første gange i mødregruppen, hvor jeg ytrede at jeg på mange måder syntes, at det var rigtig hårdt at være mor – hvor to af de andre så kiggede på mig, og sagde, at de faktisk syntes det var meget nemmere, end de havde regnet med. Det viste sig, at næsten alle deres venner havde fået børn, og havde fyldt dem med rædselshistorier om for fuldstændig vanvittigt urimeligt hårdt det var. Og ja, der havde jeg så et helt andet udgangspunkt.

Men der er altså også visse ting, som jeg synes det er svært at forberede sig på. Jeg fik i graviditeten flere gange at vide, at jeg ville være i konstant søvnunderskud det første år – så ja, det vidste jeg godt. Men en ting er at vide det, noget helt andet er at opleve det! Lidt ligesom når man får at vide, at det at føde gør mere ondt, end noget man nogensinde kan forestille sig. Det er altså svært at forberede sig på.

Noget andet der virkelig har ramt mig hårdt, er selve omvæltningen fra bare at være mig (og kæresten) til pludselig at stå med det fulde ansvar for sådan et lille væsen. Aldrig før har jeg skullet rumme så mange følelser – hver eneste dag går jeg igennem hele spektret: glæde, frustration, stress, vrede, lykke, og det synes jeg i sig selv kan være ret udmattende. Jeg synes også jeg bruger enormt meget energi på at træffe beslutninger a là “skal jeg putte regnslag på barnevognen?” eller “kan jeg nå at smutte på toilet, mens baby underholder sig selv på legetæppet”. Fuldstændige trivielle dagligdags ting, som ender med at fylde enormt meget i mit hoved.

Så nej, jeg synes ikke altid det er let – eller sjovt – eller helt som jeg havde forventet. Men der skal bestemt ikke være nogen tvivl om, at jeg elsker min lille trold, og jeg fortryder aldrig nogensinde at vi fik hende. Jeg tænker ofte over det, og hver gang når jeg frem til, at hun er det hele værd. Men noget lyserødt glansbillede er det altså ikke. Ihvertfald ikke hjemme hos os.