at tage hensyn til manden?

Mor og meget mere skriver:

Kan det ikke være fuldstændigt ligegyldigt, om det er for hans eller hendes skyld? Hvis HUN har det bedst med, at HAN har det bedst med en backup, er alle glade. Der er vel ikke tale om, at kvinder mod deres vilje bliver påtvunget en backup, de ikke ønsker. 

Jeg synes, der går lige lovlig meget "Når kvinden skal have ondt, skal manden ikke slippe for NOGET!" i tråden her - ikke  specifikt dine indlæg. Det er en fødsel - ikke en kønskamp - og kan manden ikke klare mosten, har kvinden alligevel ingen gavn af ham undervejs. 

Vi "skal" respektere kvinder, der pga. angst for fødslen får kejsersnit - men en mand, der frygter at overvære fødslen - no mercy! 

Min mand var fantastisk under mine fødsler, men havde han været bange for at overvære dem, ville jeg for VORES skyld have haft en plan B klar. 

Jeg synes klart at det er okay at tage hensyn til manden! Sådan en fødsel er jo ikke ligefrem hverdagskost, og hvis det er det første barn, så er det da klart at han blive fuldstændig overvældet, og på det nærmeste "falde på halen". 

Når vi vil have min mor med som back-up så er det sådanset af hensyn til os begge. Også fordi vi ikke er ældre end vi er (18 og 19 år) så det er rart at have en lidt mere erfaren person med, som ligesom også har prøvet det før.

Og skulle min kæreste blive fuldstændig overvældet, eller blive dårlig af den ene eller anden grund så synes jeg da at det er 100 gange rarere at han kan gå ud og samle sig, og jeg stadig kan have en inde hos mig alligevel. 

Jeg er 37+2, så forhåbentlig er det "snart" vores tur... Det er vores første barn, så det er nyt for os begge to, og vi forsøger begge at tage tingene som de kommer.

Min mand vil gerne at det bare er mig og ham under fødslen - men som han har sagt, så er det mig der skal føde, så jeg bestemmer om jeg vil have f.eks. min mor med også.

Jeg regner med at det bare skal være min mand og jeg - men har aftalt med min mor, at vi lige snakkes ved når det er oppe over, og så vurderer jeg hvordan jeg har det omkring det hele der. Og hun vil gerne stå standby, og såmænd også sidde ude og vente, hvis det er det vi vil have.

Jeg er da rigtig glad for at min mand synes at det er vores oplevelse, og at han bare støtter op om mig - og ville omvendt også blive virkelig sur, hvis han bare ikke gad fordi at der var fodbold, eller andet.

Men jeg er forberedt på at vi i bund grund, slet ikke ved hvordan det bliver, eller hvordan vi hver især kommer til at tackle det, når først vi står i situationen. Og skulle min mand af den ene eller den anden grund blive dårlig, eller få brug for luft - så har han da al ret til det. Jeg VED at hans primære fokus er på mig, og han ikke på nogen måde ønsker at lade mig i stikken. Så hvis han får behov for 5 minutter - så er det fordi at han REELT har behov for 5 minutter. Lige så meget som jeg ønsker at han tager hensyn til mig, når det bliver rigtig svært, så vil jeg da også tage hensyn til ham...

Og hvis man har erfaring med at manden bliver dårlig/synes det er rigtig svært af den ene eller den anden grund - så er det jo sådan det er, og så er det da fint hvis man på forhånd aftaler at have en ekstraperson med.

Wow der er nogle skarpe damer her i tråden :-) 

jeg må indrømme at hvis min mand føler det bliver for meget når det en gang bliver vores tur, vil jeg da hellere at han har muligheden for at gå. Dog er der ingen tvivl om hvem back up så skal være: min mor - jeg er ret blufærdig og ville have det elendigt hvis det var andre end min mor eller mand der så mig (ved godt at jeg ikke kan slippe for personalet) - og min mand ville ikke få lov at følge med nede i aktionsenden (så får jeg aldrig sex igen haha) 

Jeg tog ikke min mor med til den ældstes fødsel, for at tage hensyn til min mand, men fordi jeg selv havde det bedst med at hun også var der, da hun jo selv har prøvet det 4 gange.

Ved den yngstes ringede min mand efter min mor, men ingen nåede at være med.

Kris89 skriver:

inspireret af tråden om hvem der skal med til fødslen kan jeg ikke lade være med at studse over at mange skriver de har en backup hvis nu manden bliver dårlig/ikke kan klare det/skal ud og ryge osv...

 

er det en normal tankegang at man skal tage über hensyn til manden mens man selv ligger i smertehelvede og er ved at føde hans barn?  

 

har godt nok aldrig skænket en tanke at tage hensyn til min mand under fødslen, selvfølgelig er det ikke behageligt at se sin kone/kæreste ligge i smerter, men det er jo ikke ham der har smerterne

 

nå blot en undren herfra

 

Det har jeg da vitterligt heller ikke tænkt på!  Nu har vi kun een, og skal ikke have flere tror jeg/vi nok. Og han ville gøre alt for at være til stede og tror også han var mere til stede end jeg var under hele forløbet, han sov ikke - det gjorde jeg og han holdt hovedet koldt da jeg tabte det et par gange i løbet af perioden med smerter  Jeg ved da med 100% garanti at han ikke skulle noget andet end at være sammen med mig under fødslen. Der var da ikke andre alternativer. 

Nooo fucking way! Er der et tidspunkt hvor jeg er i centrum og fuldt lovligt kan droppe alle andres behov end lige mine og babys, så er det når jeg skal føde... Og jeg ville ikke ha andre med til fødslen end ham. Min mand fik pænt atvide at han ikke så meget som skulle gå ud og tisse om fødslen så tog 40 år! Heldigvis for os alle var det kun et par timer ;-) og han var en god støtte, omend han ville ha været bedre hvis han havde tilbudt at føde bare et af vores tre børn :-D 

Min mand hader at se jeg er i smerte, men han ville hade endnu mere ikke at være der for mig, eller gå glip af noget. Ved også han synes de mænd der går ud og ryger og egentlig bare ser på uden at deltage aktivt og hjælpe med alt så godt som de kan, er nogle skvat der ikke har fortjent at deres koner føder dem et barn. 

Men jeg havde pakket mad og drikkelse til ham så han ikke skulle dø af sult hvis det nu tog lang tid, og det var han glad for, jeg synes vi var rigtig gode til at gøre det til en god oplevelse alle tre gange, hvilket jo er det vigtigste. 

 

I mine øjne er det bare noget af det hvor man siger, at man gør det der skal til, om man så skal presse sig selv for at støtte sin partner. Jeg ville til enhver tid stå ved hans side igennem alt, uanset hvor ubehageligt det end måtte være, for tanken om ikke at være der for ham når han har brug for mig er langt værre end at presse sig selv til det yderste, ham, og vores børn er mit et og alt og jeg vil bogstavelig talt gå igennem ild og vand for dem, og jeg forventer intet mindre af min mand. Var aldrig faldet for ham hvis han havde været typen der trak sig når tingene blev hårde at være en del af. Det er nok en af de ting der er vigtige at få afstemt forventningerne til i et forhold ret tideligt, i min verden ville jeg aldrig få børn med en der ikke ville være der til både det gode og det dårlige. Tænk hvis ens barn bliver alvorligt syg og far så bare skrider fordi det er for hårdt at se på? Nej tak, jeg foretrækker mænd der er der når der er brug for det. Men godt ikke alle er som mig, der skal jo også være kvinder til de mænd der ikke vil eller kan overkomme deres egen frygt, og der skal jo også være mænd til de kvinder der fortrækker at klare alt selv. Forskellighed længe leve :-)

Jeg kan godt se, at man skal tage hensyn til hinanden og derigennem også manden...

For os var det helt naturligt, at det var en personlig oplevelse, vi gerne ville dele sammen - uden andre. 

For andre er det anderledes.

Jeg ville gerne kunne skrive, at jeg kunne respektere eller om ikke andet acceptere, hvis min mand ikke ønskede at være med til fødslen (første gang eller denne gang) men realiteten er nok, at jeg ville blive stødt og ked af det (og hidsig) hvis han valgte at sige nej... Det er jo vores oplevelse og vores barn. Han er min støtte og mit livs kærlighed - hvorfor skulle han ikke være der til at hjælpe og opleve det største øjeblik i vores fælles liv? 

Og angående min mor - som er sygeplejerske - og som jeg snakker med flere gange om ugen og gerne hver dag, så ville jeg ikke have hende med til vores søn fødsel og tror heller ikke hun ønskede at være til stede, fordi det var vores oplevelse. 

Der skal være plads til alle mulige former for fødsler og meninger og tror ikke der er et endeligt svar i denne debat 

Elgaard73 skriver:

Hold da op...Jeg syntes at dit syn på mænd er nedladende. 

Du får det til at lyde som at mænd bare er nogle skvat, som konsekvent prøver på at hoppe over hvor gærdet er lavest. Det må godt nok være nogle sørgelig eksemplarer af mænd som du kender.

Jeg bliver lidt provokeret at din hensynsbetændelse-kommentar, og at det er at behandle mænd som børn. smartphones...Hmm, igen må jeg sige at det er nogle sørgelige eksemplarer af mænd du kender. Men blot fordi at dem du kender er sådan, er resten af verden's mænd nødvendigvis ikke sådan. I hvertefald ikke dem jeg kender.

 

Jeg kan godt forholde mig til andres mening uden at blive personlig. Det kan du desværre ikke, og derfor har jeg valgt at ignorere flere af dine kommentarer. Men lad nu det ligge.

Essensen i mit indlæg er selvfølgelig, at mænd ikke skal behandles som børn, for så bliver de til børn. Din bemærkning om at de mænd jeg kender er "sørgelige eksemplarer" er polemisk og ret uværdig i en diskussion. Skal vi blot runde den af med, at da jeg behandler en mand som jeg selv ønsker at blive behandlet - som et voksent menneske - så er det også voksne og modne mænd jeg omgås.

Personligt har jeg ikke et problem med at skåne nogen der ikke kan klare at opleve voldsomme ting. Men når en fødsel er et fælles projekt, planlagt velvidende hvad resultatet bliver - en smerteful fødsel - så forekommer det mig både fejt og umodent ikke at stå ved kvindens side i en sådan situation.