Indlæggelse psyk?

Hvis du er studerende kan du få gratis psykolog. Man kan kontakte Studenterrådgivningen. Ellers så burde du altså kunne få tilskud til psykolog... Jeg er ikke helt sikker på hvad du har været igennem, men  der burde være tilskud ved dødsfald, herunder hvis man mister et barn. Jeg ved ikke om det hjælper, men i så fald så er det lægen der skal henvise dig. De burde kunne rådgive dig! 

Ellers kan du tage til en psykiatrisk skadestue. Jeg mener det skal være akut, men det er jo svært at bedømme hvornår det er. Jeg ville tage derhen, og så se. 

Jeg håber du får noget hjælp! 

 

Så lige dine svar længere oppe... 

Øv! Hmm...

Jeg tror faktisk ligeledes man skal have en henvisning fra lægen før man møder op på den psykiatriske skadestue.. Ellers få en henvisning til en psykiater... Ja, ved det ikke. Synes det er mærkeligt lægen ikke vejleder jer...

Mor og meget mere skriver:

Du skal afgjort have hjælp, men jeg er ikke sikker på, det er realistisk at regne med en indlæggelse. Det er meget syge mennesker, der indlægges - Typisk suicidaltruede og/eller patienter med forvrængede virkelighedsopfattelser. spørgsmålet er også, om du ville få ret meget ud af en indlæggelse. Det, du formentlig har mest brug for, er samtaleterapi, og det er der ikke meget af under en indlæggelse.

Psykiatrisk skadestue er alletiders sted at søge hjælp i en akut krisesituation, hvor det hele ramler her og nu. Det er ikke hensigten, at man planlægger at opsøge den flere dage før - præcis, som man ikke udskyder at opsøge en almindelig skadestue. Her vil du kunne få akut krisehjælp, men ikke en langsigtet behandlingsplan. 

Det forarger mig, at du ikke har modtaget hjælp og vejledning fra din læge. Hvor er det sørgeligt at læse! Få din kæreste til at ringe til lægen og banke i bordet! Jeg kan se, du er på KH - det er også en mulig vej til hjælp at få din sagsbehandler på banen. Endelig tror jeg, du kan henvende dig til Foreningen for spædbørnsdød og få vejledning derigennem. 

Du må ikke acceptere at blive fejet af bordet - din reaktion og tilstand er jo naturlig og forventelig, og i mine øjne er du netop ikke sindslidende, men ramt af en livskrise, som du naturligvis skal have hjælp til at komme igennem. 

Om du skal til psykolog eller psykiater er svært at vurdere - det sidste er jo nødvendigt, hvis du skal medicineres. Men noget skal ske, og det er din læges pligt at hjælpe dig videre. 

Nu ved jeg ikke om du har noget med psyk at gøre eller om du selv har været indlagt, men da jeg var der, var der dagligt samtale terapi. Noget som jeg fik stor glæde af

Mor og meget mere skriver:

Du skal afgjort have hjælp, men jeg er ikke sikker på, det er realistisk at regne med en indlæggelse. Det er meget syge mennesker, der indlægges - Typisk suicidaltruede og/eller patienter med forvrængede virkelighedsopfattelser. spørgsmålet er også, om du ville få ret meget ud af en indlæggelse. Det, du formentlig har mest brug for, er samtaleterapi, og det er der ikke meget af under en indlæggelse.

Psykiatrisk skadestue er alletiders sted at søge hjælp i en akut krisesituation, hvor det hele ramler her og nu. Det er ikke hensigten, at man planlægger at opsøge den flere dage før - præcis, som man ikke udskyder at opsøge en almindelig skadestue. Her vil du kunne få akut krisehjælp, men ikke en langsigtet behandlingsplan. 

Det forarger mig, at du ikke har modtaget hjælp og vejledning fra din læge. Hvor er det sørgeligt at læse! Få din kæreste til at ringe til lægen og banke i bordet! Jeg kan se, du er på KH - det er også en mulig vej til hjælp at få din sagsbehandler på banen. Endelig tror jeg, du kan henvende dig til Foreningen for spædbørnsdød og få vejledning derigennem. 

Du må ikke acceptere at blive fejet af bordet - din reaktion og tilstand er jo naturlig og forventelig, og i mine øjne er du netop ikke sindslidende, men ramt af en livskrise, som du naturligvis skal have hjælp til at komme igennem. 

Om du skal til psykolog eller psykiater er svært at vurdere - det sidste er jo nødvendigt, hvis du skal medicineres. Men noget skal ske, og det er din læges pligt at hjælpe dig videre. 

Måske har jeg ikke skrevet det klart nok. Men ikke indlæggelse på sygehuset. Men psyk. skadestue som du også selv har skrevet. Der ved jeg man kan komme, da jeg har været der men en ven en gang. (ham der skulle indlægges)

Jeg ved godt jeg ikke er sindslidende, selvmordstruet eller andre vildt akutte ting, men jeg syntes ikke det er forsvarligt at jeg prøver at fumle mig igennem, for det virker IKKE!
Forsætter det sådan her så er jeg snart hårdere ramt her efter 6 måneder end jeg var i starten.

Jeg ved godt man ikke burde planlægge sådan noget, men det vil jeg altså gerne.

Lægen har før sagt hun ikke kan hjælpe. Det sagde hun sidst jeg spurgte.
Kommunen var heller ikke til meget hjælp sidst jeg sad der og klagede min nød!

Jeg føler mig svigtet og træt af hele tiden at skulle kæmpe for hjælp. Også derfor jeg nu er så langt ude nu.

SjeBets skriver:

Nu ved jeg ikke om du har noget med psyk at gøre eller om du selv har været indlagt, men da jeg var der, var der dagligt samtale terapi. Noget som jeg fik stor glæde af

Ingen af delene - det er blot en tilbagevendende kritik af de psykiatriske afdelinger, at der er for meget opbevaring og medicinering og for lidt tid til samtaler, men det er godt at høre, det ikke altid er et problem. Jeg kender flere psykiatere, som beklager, at de ikke har tid til samtaleterapi, og at alt går op i medicinering og bureaukrati. 

Demosan skriver:

Så lige dine svar længere oppe... 

Øv! Hmm...

Jeg tror faktisk ligeledes man skal have en henvisning fra lægen før man møder op på den psykiatriske skadestue.. Ellers få en henvisning til en psykiater... Ja, ved det ikke. Synes det er mærkeligt lægen ikke vejleder jer...

Psyk. skadestuen foretrækker at man ringer inden man dukker op, men ellers skal der ikke andet til.


Ja, det er vildt mærkeligt.

Min psykolog i Kolding midtby giver jeg 319 kroner pr gang, så dækker staten de sidste 60 %

Men du burde igennem kommunen kunne få hjælp, desværre er det nok ikke så mange timer, men hvis du kommer igang, kan du nemmere bedømme om, hvor tit du skal afsted og så bliver det også nemmere, at finde de 320 +/- kr pr gang, når man ved, hvad man for ud af det.

Er det muligt at lave et pb stop i fx ½ år? Presset derfra gør det jo heller ikke nemmere for jer og så kan du få medicinsk behandling i 3 måneder imens du for arbejdet med dig selv, hos fx en psykolog og måske supplere med mindfulness, hvis psykologen siger go for det. Og jeg ved godt det er svært, men tror altså du er nød til at tage tingene lidt med ro, du kommer ikke hurtigere frem af at presse dig selv, du er nød til at finde lysten til at gå ud af døren, tage bussen indtil Kolding og fx handle lidt ned. Hvad nære og hvad tære lige nu? Hvad for du noget ud af, det skal dit fokus være på og så skal i selvfølgelig have noget stabilitet, ved i skal flytte lige om lidt og det er jo også noget der tære, så lige nu er det vigtigste bare, hvad er godt for DIG, hvad giver DIG et overskud?

Jeg kan huske, da jeg havde det værst, var noget af det bedste, at hjælpe andre med praktiske ting, fx rengøring af deres hus, hvis de synes det var blevet for meget for dem selv, så jeg følte mig nøddig, at jeg faktisk gjorde en forskel i deres liv og at jeg kunne se fremskridtet, for det kan man ikke bare lige, når det angår psyken.

Tusinde kram og tanker herfra

FrkRaarup skriver:

De psyktimer du skriver om kan kun fåes op til 6 måneder efter barnets død. Og det er vi den tid er gået.

Det ved jeg godt. Men 3-400 flere gange i måneden er økonomien ikke til. Desværre.

Det anede jeg slet ikke man kunne. Men tænker da at kommunen nok er interesseret i at jeg får det bedre, i det jeg er på KH.

Jo er svært at få men i dit tilfælde tror jeg ikke det er umuligt

Har heller intet i mod at han viser han er bekymret. Dejligt at jeg trods alt ikke står midt i det her selv!

Altså, der er heller ikke tale om selvmord, skulle jeg nok have skrevet fra start. Langt fra.
Men jeg har det svært. Alt for svært til at kunne fungere normalt og vende tilbage til en 'normal' hverdag.


Tror min kæreste ringer til min læge i morgen, for han ved jeg ikke får det gjort.

Jeg tror måske indlæggelse er det bedste? Så er jeg da sikret hjælp, trods alt.

Mange mange tak for

Uanset hvad der er muligt, håber jeg st du får noget hjælp Man behøver ikke være selvmordstruet for at have det rigtig dårligt og have brug for at komme videre, er jo et kæmpe tab i har lidt 

Det i har oplevet er jo også det mest frygtlige i hele verden, og tror de fleste normale mennesker, ville blive midlatide sindsyge på et eller andet tidspunkt! 

Du har kæmpet så hårdt du har kunnet, og nu ka du måske bare ik kæmpe mere. Det er så stort at din kærste ka se det, og at du også selv ka se at du har brug for hjælp!! Og at i ik har modtaget nogen form for hjælp er under alt kritik!!! 

Jeg håber at i endelig bliver taget alvorlige, og får tilbudt hjælp!! Rigtig mange tanker til jer herfra. Vh stine

FrkRaarup skriver:

Min kæreste overvejer kraftigt at indlægge mig på psyk!
Kæmpe nederlag.. Men må nok bare sande at jeg ikke kan selv længere.

Min datters død har sat så dybe spor at jeg snart ikke kan fungere!

Jeg kan ikke handle selv, kan knap tage bussen, er konstant bange for at møde nogen jeg kender, tager ikke telefonen hvis jeg ikke kender nummeret, osv..

Han er nu (åbenbart) ved at være ret bekymret for mig

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette, udover at komme ud med det. Ehm. Men hvordan siger jeg til ham, at det er ok med mig? At jeg godt selv kan se jeg ikke kan komme videre selv?
Og hvornår skal vi gøre det? Nu er det jo lige straks weekend og knægten kommer (skal være hos os til onsdag), så det vil jeg næppe ødelægge.
Og hvad hvis min kæreste ikke kan få fri og være der hos mig? Er så bange for at være alene med fremmed mennesker!

OG NEJ, DETTE ER IKKE SKREVET FOR AT FÅ OPMÆRKSOMHED! Men hjælp til at takle dette, som jeg selv betegner som et kæmpe nederlag!

vil først sige at jeg er ked af dit tab, har læst en del herinde om dig og jeres triste hændelse

MEN den side så sagt, så skal du IKKE indlægge dig!!!

du skal huske du altid vil have det stående på dig, så vælger i at få en lille en i fremtiden vil kommunen højst sandsynligt gå ind og vurdere jer som forældre og om du kan klare det
og det høre man jo desværre ikke altid godt om

jeg syntes i skal snakke, med familie venner og alle der betyder noget for dig

du siger selv du er bange for at møde nogen du kender, mennnn måske det faktisk er det skridt du skal tag

prøv nogen andre ting, lad vær at opgive nu
det tager tid, og det er en kamp der skal slås, men i kan godt