Indlæggelse psyk?

Min kæreste overvejer kraftigt at indlægge mig på psyk!
Kæmpe nederlag.. Men må nok bare sande at jeg ikke kan selv længere.

Min datters død har sat så dybe spor at jeg snart ikke kan fungere!

Jeg kan ikke handle selv, kan knap tage bussen, er konstant bange for at møde nogen jeg kender, tager ikke telefonen hvis jeg ikke kender nummeret, osv..

Han er nu (åbenbart) ved at være ret bekymret for mig

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette, udover at komme ud med det. Ehm. Men hvordan siger jeg til ham, at det er ok med mig? At jeg godt selv kan se jeg ikke kan komme videre selv?
Og hvornår skal vi gøre det? Nu er det jo lige straks weekend og knægten kommer (skal være hos os til onsdag), så det vil jeg næppe ødelægge.
Og hvad hvis min kæreste ikke kan få fri og være der hos mig? Er så bange for at være alene med fremmed mennesker!

OG NEJ, DETTE ER IKKE SKREVET FOR AT FÅ OPMÆRKSOMHED! Men hjælp til at takle dette, som jeg selv betegner som et kæmpe nederlag!

jeg er ked af din kæreste er så begymret for dig...

håber i evt kan komme til en psykolog sammen og få en masse snakket ud.... det kan være det kan hjælpe dig på længere sigt for jeg kan slet ikke forstille mig hvor ondt og hårdt og ja alt du har det min verden vil gå helt ned hvis det var mig

 

KÆMPE KRAMMER

FrkRaarup skriver:

Min kæreste overvejer kraftigt at indlægge mig på psyk!
Kæmpe nederlag.. Men må nok bare sande at jeg ikke kan selv længere.

Min datters død har sat så dybe spor at jeg snart ikke kan fungere!

Jeg kan ikke handle selv, kan knap tage bussen, er konstant bange for at møde nogen jeg kender, tager ikke telefonen hvis jeg ikke kender nummeret, osv..

Han er nu (åbenbart) ved at være ret bekymret for mig

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette, udover at komme ud med det. Ehm. Men hvordan siger jeg til ham, at det er ok med mig? At jeg godt selv kan se jeg ikke kan komme videre selv?
Og hvornår skal vi gøre det? Nu er det jo lige straks weekend og knægten kommer (skal være hos os til onsdag), så det vil jeg næppe ødelægge.
Og hvad hvis min kæreste ikke kan få fri og være der hos mig? Er så bange for at være alene med fremmed mennesker!

OG NEJ, DETTE ER IKKE SKREVET FOR AT FÅ OPMÆRKSOMHED! Men hjælp til at takle dette, som jeg selv betegner som et kæmpe nederlag!

Kære dig!

Jeg synes i skal ringe til lægen på mandag og sige det slet ikke går på egen hånd.

Tag endelig imod den hjælp du kan få, jeg tror det vil lette dine skuldre meget.

 herfra.

Min kæreste overvejer kraftigt at indlægge mig på psyk!
Kæmpe nederlag.. Men må nok bare sande at jeg ikke kan selv længere.

Min datters død har sat så dybe spor at jeg snart ikke kan fungere!

Jeg kan ikke handle selv, kan knap tage bussen, er konstant bange for at møde nogen jeg kender, tager ikke telefonen hvis jeg ikke kender nummeret, osv..

Han er nu (åbenbart) ved at være ret bekymret for mig

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette, udover at komme ud med det. Ehm. Men hvordan siger jeg til ham, at det er ok med mig? At jeg godt selv kan se jeg ikke kan komme videre selv?
Og hvornår skal vi gøre det? Nu er det jo lige straks weekend og knægten kommer (skal være hos os til onsdag), så det vil jeg næppe ødelægge.
Og hvad hvis min kæreste ikke kan få fri og være der hos mig? Er så bange for at være alene med fremmed mennesker!

OG NEJ, DETTE ER IKKE SKREVET FOR AT FÅ OPMÆRKSOMHED! Men hjælp til at takle dette, som jeg selv betegner som et kæmpe nederlag!

Det er IKKE et nederlag - tværtimod er det stort at du selv kan se at du har brug for hjælpen og der er ikke noget mere vigtigt end at tage imod den hjælp. 
I skal gøre det lige så snart I synes det passer - det behøver ikke at være din kæreste der indlægger dig, du kan sagtens indlægge dig selv, i så fald vil det måske virke mere som DIN beslutning og ikke en form for "tvang".
Pas på dig selv - og pas på hinanden. Dejligt at din kæreste bekymrer sig og er der for dig 

FrkRaarup skriver:

Min kæreste overvejer kraftigt at indlægge mig på psyk!
Kæmpe nederlag.. Men må nok bare sande at jeg ikke kan selv længere.

Min datters død har sat så dybe spor at jeg snart ikke kan fungere!

Jeg kan ikke handle selv, kan knap tage bussen, er konstant bange for at møde nogen jeg kender, tager ikke telefonen hvis jeg ikke kender nummeret, osv..

Han er nu (åbenbart) ved at være ret bekymret for mig

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette, udover at komme ud med det. Ehm. Men hvordan siger jeg til ham, at det er ok med mig? At jeg godt selv kan se jeg ikke kan komme videre selv?
Og hvornår skal vi gøre det? Nu er det jo lige straks weekend og knægten kommer (skal være hos os til onsdag), så det vil jeg næppe ødelægge.
Og hvad hvis min kæreste ikke kan få fri og være der hos mig? Er så bange for at være alene med fremmed mennesker!

OG NEJ, DETTE ER IKKE SKREVET FOR AT FÅ OPMÆRKSOMHED! Men hjælp til at takle dette, som jeg selv betegner som et kæmpe nederlag!

få talt med din læge om hjælp

husk det første skridt på at få det bedre er når man har erkendt man hr brug for hjælp

B&J skriver:

jeg er ked af din kæreste er så begymret for dig...

håber i evt kan komme til en psykolog sammen og få en masse snakket ud.... det kan være det kan hjælpe dig på længere sigt for jeg kan slet ikke forstille mig hvor ondt og hårdt og ja alt du har det min verden vil gå helt ned hvis det var mig

 

KÆMPE KRAMMER

Økonomien er bare ikke til det :O
Ellers tog jeg gerne i mod psykologhjælp...


Tak for

esioul skriver:

Kære dig!

Jeg synes i skal ringe til lægen på mandag og sige det slet ikke går på egen hånd.

Tag endelig imod den hjælp du kan få, jeg tror det vil lette dine skuldre meget.

 herfra.

Sidst jeg snakkede med lægen om psykolog sagde hun bare at det måtte jeg selv finde ud af.

Inden jeg blev gravid havde jeg en depression jeg måtte stoppe behandling på. Jeg blev aldrig fulgt op på.

Jeg tror min kæreste vil ringe i morgen og snakke med lægen. Og ellers tror jeg vi på torsdag (om 1 uge) opsøger psyk. skadestue.

Der er bare ikke noget hjælp at få. Har forsøgt både på Skejby, ved SP og egen læge.

Tak for

FrkRaarup skriver:

Min kæreste overvejer kraftigt at indlægge mig på psyk!
Kæmpe nederlag.. Men må nok bare sande at jeg ikke kan selv længere.

Min datters død har sat så dybe spor at jeg snart ikke kan fungere!

Jeg kan ikke handle selv, kan knap tage bussen, er konstant bange for at møde nogen jeg kender, tager ikke telefonen hvis jeg ikke kender nummeret, osv..

Han er nu (åbenbart) ved at være ret bekymret for mig

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette, udover at komme ud med det. Ehm. Men hvordan siger jeg til ham, at det er ok med mig? At jeg godt selv kan se jeg ikke kan komme videre selv?
Og hvornår skal vi gøre det? Nu er det jo lige straks weekend og knægten kommer (skal være hos os til onsdag), så det vil jeg næppe ødelægge.
Og hvad hvis min kæreste ikke kan få fri og være der hos mig? Er så bange for at være alene med fremmed mennesker!

OG NEJ, DETTE ER IKKE SKREVET FOR AT FÅ OPMÆRKSOMHED! Men hjælp til at takle dette, som jeg selv betegner som et kæmpe nederlag!

nu spørger jeg nok dumt, men har du slet ikke fået hjælp til at bearbejde det med tabet af din datter???

ingen burde stå alene med det, det er hårdt, og også for hårdt til man kan klare det selv.....

håber du får det bedre

Køre du

Du har oplevet det vi andre frygter allermest, og måske det ikke er skidt at få lidt hjælp
Det handler om at du skal lære st takle din hverdag og kunne minde din datter uden at du ikke kan fungere i en hverdag
Jeg forstår godt din kæreste er bekymret og viser jo bare at han elsker dig

Snak sammen med lægen. Det er jo ikke sikkert indlæggelse er nødvendig men hjælp på anden måde, og måske det hjælpe til at din krop også kan blive gravid

Håber alt det bedste

Kære ulykkelige dig.
Jeg synes det er så synd for dig og der er ingen tvivl om at du behøver hjælp -NU

Du kan få læge ord psyk timer - betalt.
Jeg kan kraftigt anbefale dig at kontakte Kim Dreier.
Bruger ham selv og han kan 100% hjælpe dig.

Stort knus Louise